Eddie Vedder, Heartland Festival, d. 3/6 – 2017 ★★★★☆☆

0
1294
views

Det absolutte hovednavn for rigtig mange på Heartland Festival i år var rocklegenden Eddie Vedder. En vanligt snøvlende og fumlede, men snakkesalig og nærværende Vedder valgte at fokusere på den lidt bredere rockhistorie, og ikke kun sin egen, i et maratonsæt med 28 numre fordelt på 2 timer og 10 minutter. En ujævn, men underholdende tur.

“Ah, I fucked it up, again”, lød det da Eddie Vedder glemte teksten inden første omkvæd i den kun 1 1/2 minut lange ukulele-hymne “Soon Forget”, hvor den ligegyldige, overfladiske mand der dør og bliver glemt, naturligvis var Donald Trump i dagens anledning. Det var hverken første eller sidste fuck up fra Vedder og hans musikalske gæster, der talte Cat Power og af to omgange Glen Hansard.

He fucked it up!

Men det var egentlig noget af det der medvirkede til, at gøre den lange seance meget nærværende, i øjenhøjde og ikke mindst “ægte”. Det virkede til tider lidt rodet, det Vedder foretog sig, han mumlede og afbrød sig selv, som altid, fór vild i egne pointer, var lun eller lynende skarp, spillede forkert, glemte teksterne og var helt fantastisk næste øjeblik. Det gjorde også, at et lidt ujævnt sammensat sæt med egne sange, covernumre af Tom Waits, Everly Brothers, Fugazi med flere, alligevel gled ned og aldrig gik helt i tomgang for mig. Det føltes ganske enkelt levende, med de uperfekte ting der nu hører med til det.

En ting er de små fejl og fuck ups, noget andet er at Eddie Vedder, trods den ihærdige indsats og energi, ikke er nogen stor guitarist. Han kan til husbehov holde den kørende, og indlevelsen fejler jo ikke noget, men når han skal være den primære drivkraft på strengene i over to timer, så melder begrænsningerne sig.

Alt det var dog lidt ligegyldigt når Vedder åbnede munden og indledte koncerten med Pearl Jam nummeret “Sometimes”, en sart og delikat lille sag, med et brusende peak, som jeg altid har haft et svagt punkt for. Det var første af 10 Pearl Jam numre i sættet, og også et, tidligt, højdepunkt i hele sættet der fik en cigarrygende mand på min alder + til at fælde en tåre, nååårh! Det lød også godt. Næste Pearl Jam nedslag kom fem numre inde i sættet, og her begyndte “problemerne” at melde sig lidt, for efter den første positive tilkendegivelse fra det talstærke publikum begyndte en del af luksusgæsterne af knevre. En i nærområdet savnede, at han snart spillede nogle Pearl Jam numre! Hello?! På scenen kæmpede Vedder lidt med den ordrige tekst og guitaren var også ved at sejle lidt fra ham, så det endte med et lidt uskønt dyk ned i bagkataloget.

EDDIEEEEEEE

Men så trykkede DJ Vedder da bare på karaokeknappen og fyrede The Beatles “You Got To Hide Your Love Away” af, som han, retfærdigvis skal det siges, har haft på repertoiret i mange år, så fair game. Så var der fællessang og cava-skrålen i skoven fra fruentimmeret der efterlyste Pearl Jam… hun troede muligvis det VAR et Pearl Jam nummer. De kom i en medrivende klynge bagefter, med en tre-trins raket bestående af “I Am Mine”, der sad som den skulle, en følt “Light Years”, som mange virkede til ikke at genkende og en arrig ukulele-version af “Can’t Keep”, der var overraskende vellykket.

Det var måske, dømt på den bredere skares reaktion, ikke helt de Pearl Jam numre de stod og håbede på? Her efter fulgte en fin afdeling med Into The Wild numre, og et kort og i bund og grund lidt overflødigt visit fra Hansard på bas, på et enkelt nummer- men han vendte tilbage senere i en mere fremtrædende rolle. “Unthought Unknown” signalerede Pearl Jams tilbagekomst i sættet og begyndelsen af enden på hovedsættet på en måde. Det ellers meget synge-med-venlige nummer, med sin opløftende melodi der stiger og stiger, er muligvis gået lidt i glemmebogen. I hvert fald var publikum ikke helt med og samlede ikke de helt åbenlyse klappe-med passager op? Men det er nu også et nummer som Vedder måske skulle pakke væk, det lød som om stemmen her var unødigt presset, eller havde lidt bøvl med at holde kadencen.

Heldigvis blev der fulgt op med et af koncertens andre højdepunkter, nemlig Bob Dylans ætsende “Masters Of War”, som Vedder og band også har kastet sig ud i ved tidligere lejligheder med stor succes. Så kom der noget bisterhed og kant ind i sagerne igen, og Vedder fik leveret er nummer der bare lyder ondt, modsat de forgæves forsøg han, efter eget udsagn, havde haft med at skrive et nummer der lød “evil” på ukulelen. Det kan man, åbenbart, ikke, men Eddie anbefaler alle der er “going through a bad time” dette instrument, fordi det lyder så glad. “Immortality” fulgte op, og, traditionen tro, glemte Vedder en bid af teksten. Har virkelig mange liveversioner liggende af det nummer, men tror ikke jeg har et uden at Eddie glemmer noget teksten. En dag lykkes det nok! Fedt nummer.

Det hele var, endelig, ved at lette og eksplodere, i hvert fald lidt og efter Heartlands rolige forhold, da sættet blev lukket på behørig vis med en fræsende udgave af gode, gamle “Porch”. Vedder gik ikke af scenen, forklarede blot at folk jo vidste han ikke gik hjem foreløbig. Korrekt, da manglede der stadig over en halv time af koncerten, som forsatte med Fugazis “I’m so Tired”, inden Vedder fik startet “Elderly woman behind the counter in a small town” med en forkert guitar og i stedet for slog over i en rasende hurtig og flammende udgave af “Lukin”, inden den rigtige guitar kom på scenen og fællessangen kunne forsætte i “Elderly woman…”. Her mistænkte man dog lidt Vedder for, at gøre det med vilje. Hvis det var tilfældet var det et ganske vellykket stunt.

Bodega brødrene

Hansard vendte tilbage og blev koncerten ud, nu på guitar, andenstemme og stedvis lead. Manden virker gennemsympatisk og som høfligheden selv, ikke helt ulig Vedder, bare med et irish twist. Men det gav også stedvis afslutningen af koncerten et lidt pubbet præg, hvor to spillemænd underholdt et småfuldt publikum på den lokale beværtning. Ikke at der overhovedet er noget galt i det, og det gik fint i tråd med det “omrejsende spillemand” tema Vedder havde kørende med det minimale setup på scenen. Altså udover de medhjælpere i hvide lægekitler han havde til at holde styr på instrumenterne og teknikken.

Heldigvis kom “Society”, så P6 Beat segmentet ikke gik fra Lowland med uforrettet sag, inden ekstranumrene blev rundet af med et brag, da Onkel Neils “Rockin in the free World” blev knaldet af fra de to troubadurer, så der næsten sprang gnister fra strengene. Men den ER også svær at fucke up… selvom Eddie, selvfølgelig, var ved at snuble over ordene i sidste vers- traditionen tro!

Wooo!

Så gik han faktisk af scenen, men vendte tilbage med hans irske ven og lukkede med en fin, men lidt langtrukken, udgave af “Hard Sun” fra Into the Wild soundtracket. Det var jo egentlig meget passende, de naturlige omgivelser taget i betragtning.

Som musikalsk oplevelse var Eddie Vedders første solokoncert på dansk grund en lidt ujævn, men bestemt ikke kedelig eller ucharmerende oplevelse. Som samlet oplevelse, med den kejtede legende i spotlyset var det dog mere end summen af enkeltdelene, så vi ender på en slingrende 4’er, men en af den slags 4’ere man helt sikkert ikke glemmer.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.