Danny Lund: The Pathos Less Travelled ★★★★★☆

0
962
views

Du kender måske Danny Lund? Nej? Det er ingen skam at sige nej, jeg gjorde nemlig ikke før der dumpede en LP ind med hans nye album, The Pathos Less Travelled. Men der er god grund til at lære ham at kende, hvis du er til alternativ og eksperimenterende country/folk med afstikkere til andre genrer. I så fald bør du endda nok grave i foret efter mønter til en plade. 

Danny Lund solodebuterede med He She It i 2013, men har tidligere slået sine folder i det københavnske avantgarde-miljø siden 80’erne. Det kan man godt høre, ligesom man også kan høre at Peter Peter er inde over på en række forskellige instrumenter og som producer, sammen med Peter Kyed (Svartbag). Der er ind i mellem noget filmisk over sangene, der fungerer som skæve fortællinger hver for sig, men taler ind i en samlet stemning.

Netop stemningen, atmosfæren, er quirky, som plasticmøbler og vinylbeklædte vægge. Den musikalske side er gennemført vellydende, med skarpe korstykker og det instrumentale arbejde sidder lige i skabet – det er kort og godt en ret lækker lytteoplevelse man udsætter sig selv for på The Pathos Less Travelled, men quirky, det er den altså også – og det emmer også lidt af pastiche, men på et meget højt niveau.

Tydeligvis kommer inspirationen, både musikalsk og til de lyriske fortællinger, fra Guds eget land, og ganske passende lægges der også fra land med en  ‘American Prayer’. Lad os nappe en lille smagsprøve på lyrikken herfra:

The American people seem ever so grand

Makes me feel kind of feeble standing next to an American man

And the American girl seems ever so fair

You seldom see a pubic curl or any other kind of body hair

Og vupti, får Danny Lund etableret et fascineret men stadig ironisk distanceret blik på amerikanere og amerikansk kultur.  Omvendt er man aldrig i tvivl om at kærligheden også er oprigtig, men derfor kan man jo godt påpege paradokser og særheder, og det fortsætter Lund med undervejs.

Lad os kaste et blik på den musikalske side af sagen også; det er nemlig en alsidig gryderet, Lund og kumpaner har kogt sammen. Det skifter lidt, hvad der er mine musikalske højdepunkter undervejs, men lad mig plukke og præsentere lidt.

Albummet pendulerer mellem den mere lavmælte americana, og numre, hvor andre musikalske traditioner bryder ind i americana-universet. I den ene ende af skalaen finder vi den ukulele-bårne og dæmpede beretning om mødet med ‘Tommy Reed Arnold III’ i Austin, en form som klæder Lund.

Formen klæder også Lund på et nummer som ‘Prophetic Phronetics’, som befinder sig en den helt anden ende af skalaen. Her er rytmen ensformigt massiv og med trommer, bas og guitar helt fremme i lyden, mens der bygges korvariationer med “huh-hah” og supplerende vokaler under Lunds på – det er lige til en Tarantino-film. Og på en måde, så rummer Lunds musikalske univers nogle af de samme styrker (og svagheder) som en Tarantino-film – det er gennemgående godt håndværk, opfindsomt fabulerende, med kærlighed til traditionen, men man bliver lidt i tvivl om hvad budskabet er, og hvor dybt det stikker.

‘Killing Couple’ tramper også afsted, med klimtende piano, bastant bas, og kvindelig korvokal, mens Lund igen leger med den amerikanske mytologi og giver det et twist, som man nok kun fanger, hvis man nærlytter teksten – som handler om et dræbende par, på bilrejse tværs over USA – mens vi i den mere dunkelt pulserende americana-ende finder den glimrende ‘The Dog We Never Had’, hvor fortælleren prøver at fornægte at være blevet forladt, mens han lufter hunden, parret aldrig havde, mens strygere sørger for et skud grandiositet som supplement til Lunds croon.

Now I’m faking your love every day

I’ve kind of been faking it since May

And although it’s all just pretend

I’m afraid I’ll be faking it till the end

Opfindsomheden i kompositionerne afspejles i det brede spektrum af instrumenter, mange af dem betjent af Peter Peter, mens også rutinerede Billy Cross medvirker på guitar, og Niels Gröndahl på violin, sammen med en god håndfuld andre musikere og korsangerinder. Alsidigheden i instrumentering og kompositioner samles dog altid af Danny Lunds vokal og altid interessante tekster, og den dygtige produktion.

Lidt specielt (men nu er det jo en speciel udgivelse i det hele taget), ender albummet med den dansksprogede og umiddelbart alvorlige ‘Tro, Håb og Selvmord’, som jeg egentlig på en måde synes burde falde udenfor, men alligevel passer ind stemningsmæssigt, med sine umiddelbart højtidelige livsråd. På en måde binder det også en passende sløjfe på den musikalske road trip, som Danny Lund og hans musikalske følgesvende tager én med på.

Det er et road trip, som byder på mangeartede oplevelser, og bevæger sig gennem forskellige følelseslandskaber og varierede musikalske omgivelser. Men det er ikke et sekund kedeligt at læne sig tilbage i de bløde lædersæder og lade sig flyde med. Det anbefales at køre med en tur ad The Pathos Less Travelled, som høster 5 stjerner i herværende musikalske rejseguide.

The Pathos Less Travelled udkommer i dag, d.29. februar, på The Twilight Tone, i 250 eksemplarer på vinyl. Du kan finde Danny Lund på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.