Copenhell ’15: Korte anmeldelser fra torsdag d. 18/6

0
1669
views

Så åbnede de forbandede porte til helvede sig endelig på Refshaleøen og 6. udgave af Copenhell blev skudt i gang. Desværre blev den første dag ikke kun lidt halv-slap på grund af vind og vejr, men også fordi en række mere eller mindre forpustede legender havde svært ved at skjule, at man i sidste ende ikke kan løbe fra datoen på dåbsattesten.

Det startede i vanlig stil ude på den vindblæste halvø med kø-bajere og lidt ventetid, ventetid der aldrig bliver helt kedeligt, for der er sgu nok af prægtige handyr og mangfoldige metalfans at nyde synet af, i mens man lader op mentalt.

Allerede ved 15.30 tiden blev den sidste port ind til hjertet af helvede stille og roligt sneget op, så de par tusinde der havde taget opstilling i venteområde kunne drysse ind og lave dagens længste ølkø ved Pandæmonuim – men så kunne man da glæde sig over pludselig høj sol over helvede!

Det blev dog afløst af en lige så pludselig kampbyge, der satte sit angreb ind lige som første band gik på scenen.

I røg og damp (oo op ad bakke) med Konkhra
I røg og damp (oo op ad bakke) med Konkhra

Konkhra ★★★☆☆☆ (anmeldt af Ken)

Køge døds-legenderne Konkhra havde fået den blandede fornøjelse, at være første band på scenen til dette års festival. Altså den 6., og ikke den 5., som den begejstrede konferencier Leifur fik sagt i farten. Nuvel, det er sådan en lidt utaknemmelig tjans at være de første, men nogen skal jo være det. Du risikerer nok enten et overstadigt publikum, der skal have sluppet den første overskudsvente-energi ud, eller snakke/hilse-klubben der lige skal have fortalt alle vennerne, at nu er vi altså på Copenhell. Det her var mest den sidste kategori, altså masser af krammere og “nej gud, er du også her, mand” møder, i mens Konkhra egentlig gik ganske viljefast til sagen opppe på scenen.

Håret ud, stift blik, i arbejdstøjet og så ellers bare kværne løs i 45 minutter uden alt for meget udenomssnak og gak og løjer. Det er sådan set prisværdigt nok, og arbejdsindsatsen skal de ikke høre noget for, men den ukoncentrerede stemning blandt størstedelen af de fremmødte, koblet med at bandet ikke var verdens største indpiskere på og ud fra scenen, så blev det sgu en lidt punkteret start på dagen.

I løbet af sættet må det også have stået klart for bandet, at det her blev en af de dage hvor det hele kunne ende lidt i skønne spildte kræfter – der gik kort sagt og helt forståeligt, lidt tomgang og tung knuser rutine i den som koncerten skred frem. Ikke at bandet som sådan skruede ned for blusset, man fornemmede bare at det blev en af de der dage, hvor det hele nok kunne være lidt ligemeget, hvor alle, på og foran scenen, bare skulle have koncerten kørt i garagen, så alle kunne komme videre i teksten og sige pænt tak for turen.

Lidt symptomatisk løb bandet tør for tid til sidst, så publikum fik lov til at vælge mellem de to band-klassikere “Life Ereaser” og “Facelift”, da de kun havde tid tilbage til den ene. Og publikums valg faldt på… jeg ved det ikke, det virkede egentlig som om publikum var lidt ligeglade, så Konkhra satte bare tryk på og buldrede koncerten over målstregen med sidstnævnte.

Det var sgu lidt op af bakke for alle involverede parter det her!

Den hat var ikke det mest tåbelige ved den koncert // Butcher Babies
Den hat var ikke det mest tåbelige ved den koncert // Butcher Babies

Butcher Babies ★★☆☆☆☆  (anmeldt af Jonas)

Næste koncert for GFRock-kontingentet (ud over et kort smut forbi slutningen af en umiddelbart godt rykkende Life of Agony-koncert på Hades) blev med Los Angeles bandet Butcher Babies. Bandets selling point er to barmfagre forsangerinder, den ene med knaldrødt hår, den anden mørkhåret. Og det stod da også hurtigt klart hvorfor bandet har valgt at fokusere på fremtoning og udseende, for musikalsk var det bestemt ikke imponerende, det, der blev sendt ud over et ganske talstærkt publikum ved Pandæmonium.

Trommerne lød som var de lavet af plastic, der var ikke meget bund i lyden, og den samlede pakke blev nok leveret energisk, men også meget sjasket. Musikalsk var vi et sted mellem thrash, hardcore, dødsbrøl på vokalen og så mere poppet metal, og ind i mellem ramte Butcher Babies da også et groove eller et riff, som fik sat lidt spjæt i benet. Man fik dog hurtigt sat skik på benet igen (STÅ STILLE, BEN!), når en kortvarigt medrivende passage blev afløst af underlige lydudfald, skratten og sjasket sammenspil. Lyden var bestemt heller ikke en medspiller for bandet, og vi endte med at søge lidt på afstand af scenen. Det kunne være vi skulle være gået tættere på, for jo længere man kom fra scenen, jo mere ujævn blev lyden og jo flere huller kom der.

De to stjerner gives for energien, for Heidi Shepherd og Carla Harvey i front piskede godt rundt på scenen og råbte publikum op. Men for pokker, hvor var der ikke særlig meget at komme efter i det musikalske. Så ærgrede man sig endnu mere over at øllene koster en 50’er.

Cannibal Corpse, fee nok døe og flot hår!
Cannibal Corpse, fee nok døe og flot hår!

Cannibal Corpse ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)

Videre til Hades, hvor veteran-dødsmetallerne Cannibal Corpse fik rusket lidt gang i publikum med deres tunge og brutale dødsmetal. George “Corpsegrinder” Fisher i front var nogenlunde lige så lidt bevægelig som Ice T senere på aftenen, og valgte at tilbringe det meste af koncerten stående halvvejs i knæ, men det gav ham til gengæld et godt udgangspunkt for at demonstrere sine imponerende evner ud i headbanging. Til sidst i koncerten udfordrede han også publikum til at headbange mod ham, en konkurrence han selv konstaterede at han vandt, overlegent.

Men indtil da demonstrerede Fisher og band at de stadig kan, efter 20 år med dødsmetal om blod, død og lemlæstelse. Der var god tyngde i lyden, sammenspillet sad for det meste i skabet, og Fisher kan stadig growle olmt og grumt. Han kan også underholde, og med sine små tilsvininger af publikum, for deres manglende evner i headbanging, for at være for stille, for at stå for stille, og så videre, fik han også prikket lidt til folk, så der så ud til at være gang i sagerne foran scenen. Ingen overraskelser, men godt, tungt og solidt.

Fest i ungdomsklubben eller på alderdomshjemmet? // Suicidal Tendencies
Fest i ungdomsklubben eller på alderdomshjemmet? // Suicidal Tendencies

Suicidal Tendencies ★★☆☆☆☆ (anmeldt af Ken)

Efter Ice T’s optræden (Body Count anmeldelsen kan læses andet steds her på siden “senere”), hvor han momentvis lignede en der bare gerne ville sidde i sin gyngestol på verandaen, ikke nogen skam i det, manden nærmer sig jo de 60, så var der anderledes knald på og fut i den kun 52-årige lømmel Mike Muir, i front for hans seneste inkarnation af Suicidal Tendencies.

Vi oplevede bandet give en bestemt energisk koncert på Roskilde Festival 2013, på overfladen i hvert fald, for bag det hele da virkede ST og Crazy Mike sgu en kende forpustede og stakåndede – så det hele kom til at fremstå lidt forceret og forjappet. I går var ingen undtagelse, det var faktisk værre. Det var decideret rodet, og ikke på sådan en ungdommelig, kåd, viril og in your face måde, mere som en evig teenager (i ånden), der ikke har opdaget at forvokset skatertøj og lavtsiddende bandana virker en smule utidigt i 2015.

Påklædning er en ting, man kan jo sige, at frontmanden, der piskede rundt med lidt stive gadedrengeløb og hans karakteristiske armbevægelser, bare har taget den uniform på folk forventer at se til en ST koncert – der er ko ligesom et image omkring det hele. Fair nok, men når leveringen af materialet er så sjusket og løs i kanterne som den var her, åbningsnummeret og den gamle bølle-hymne, “You Can’t Bring Me Down”, blev strakt ud i det uendelige og var flere gange ved at falde helt fra hinanden periodevis. man kan naturligvis argumenterer for, at den frie, let jammede og anarkistiske tilgang bare er en del af pakken, og sådan som en ST koncert SKAL være, for det er det de gør. Man kunne også kalde det en omgang sjusket rod, hvor man prøver på at kompenserer for at der musikalsk, og stemmemæssig hos Muir, ikke er forbandet meget tilbage i tanken, ved at storme rundt og lave så mange fagter som muligt – så opdager publikum måske ikke at det hele er lidt gigtplaget?

Men viljen besidder Mike Muir da stadigvæk, det virker ikke påtaget eller som en “act”, han ER virkelig den her skate Peter Pan, som i sin egen legesyge og rebelske ST verden er evigt ung. Os der står og ser det ude fra oplever det så, i hvert fald for mit vedkommende, ikke helt på den måde.

Publikum fik også lov til at invaderer scenen, det kan jo skabe liv, stemning, galde dage og have en afsmittende effekt, så man kunne få det indtryk at det her bare et een stor fest og at ST er en del af sit publikum – og omvendt. Her virkede det bare lidt som endnu en lidt træt gimmick, der var mere for syns skyld end egentlig fedt – men det var da sikkert fedt for dem der stod på scenen?

ST gør som de altid har gjort, det kan man vel egentlig ikke klantre dem for, men spørgsmålet er, om bands som disse, ikke burde gå i opløsning og stoppe mens legen var god når de runder de 30? Her knap et kvart århundrede senere prøver Mike Muir at lade 90er festen forsætte ud  i det uendelige. men som en sjasket udgave af “I Saw Your Mommy” demonstrerede, så er der ud over nostalgiske smil (af den let stivende slags) bare ikke meget mere tilbage i Suicidal Tendencies-tanken.

Cowabunga, dudes!

Slipknot ville kun fotograferes af særligt indbudte - det var ikke os. Så her er et hyggeligt familieportræt i stedet for!
Slipknot ville kun fotograferes af særligt indbudte – det var ikke os. Så her er et hyggeligt familieportræt i stedet for!

Slipknot ★★★★★☆ (anmeldt af Ken)

Ebbe og flod, sådan havde jeg det lidt med Slipknots overfald på og fra Helviti denne aften, og det er der sikkert flere grunde til. Jeg har set Slipknot 4 gange tidligere, de 3 af dem på Orange Scene, hvor de virkelig kan spille med musklerne og rulle det store artilleri i stilling og bombe løs. Opstilling og showet på Helviti virkede i den forstand lidt mere skrabet. Til gengæld var musikken, når det virkelig kørte for den generelt velsmurte Slipknot maskine, meget mere nærværende og intens, end når de har fyret deres stramt korograferede show af på Orange.

Jeg følte, når bandet virkede åbnede for sluserne, som i en sitrende og sammenbidt version af “vermillion”, at der vitterlig gemte sig mennesker af kød og blod bag deres flotte masker, ikke mindst frontmand Corey Taylor. Når Slipkont er værst, som i en af de nyere numre “AOV”, eller “Psychosocial” (leveret til god sing a long i begyndelsen af sættet, indrømmet), så er der noget gennem kalkuleret, beregnende og nærmest mekanisk over de 9 og deres levering.

Føles af at overvære en indstuderet seance, eller en meget forvokset musikvideo med hidsige og febrilske, men nøje planlagte, klip og visuelle virkemidler, trådte dog mere og mere i baggrunden som koncerten skred frem. Man anede at den store hobe foran scenen virkelig VILLE Slipknot og vildskaben torsdag aften – og det var sgu næsten som om det smittede af på bandet, der pludselig, efter nævnte “Vermilloin”, virkede mere flossede i kanterne og virkelig begyndte at hærge og smadre igennem

“Wait and Bleed”, over den nye “Killpop” frem til et fremragende 1-2 punch med de store syng-med hymner “Before I Forget” og “Duality”, videre til “Eyeless” og den obligatoriske sætlukker, “Spit It Out”, da havde Slipknot Copenhell i deres hule handskeklædte hånd. Det var decideret forrygende og den energi der blev bygget op i det mere og mere løsslupne publikum truede med at detonerer hele pladsen. Der opstod endda spontane mosh og circle pits helt nede på morfar rækken foran lydtelte, hvor vi i ly at det tiltagende mørke, og det ulmende udbrud i folkemassen, havde søgt tilflugt/ufrivilligt blevet presset ned. Her fik jeg sgu endda lov til at ryge godt og gevaldigt rundt på mine gamle dage, fanget i en pludseligt opstået malmstrøm af lettere eksalterede ungersvende, der gik amok under første ekstranummer “(Sic)”.

Resultatet er at jeg havde mere end svært ved at komme ud af sengen i morges på grund af et forslået og helt stift knæ, der fik lov til at være støddæmper for hele faldet – så jeg må sgu nok ud og lede efter et handicaptoilet på pladsen i dag, for svedboksen kommer jeg ikke ind og sidde i med strakt ben.

Hvorfor så denne fantastisk spændende beretning om min tapperhed ovenpå en krigsskade? Jo, for det er det der redder Slipknot den sidste stjerne! Følelsen af ukontrolleret vildskab der kiggede frem i menneskehavet og på scenen, følelsen af at det her måske var lidt farligt alligevel, eller i hvert fald uforudsigeligt. Slipknot og Copenhell føltes kort sagt som om de for en kort stund gik i symbiose og var en levende organisme, og ikke blot alle sammen skuespillere med bestemte roller Slipknots seneste opsætning.

“People = Shit”? Meget muligt, men det her var sgu røvfedt og gav lidt knubs – heldigvis! Tak for dansen, Copenhell.

DSC_0125

Efter den omgang halv-barske løjer dryssede vi i god ro og orden, og med stift ben, over til Pandæmonium, hvor Night Fever havde fået nattetjansen og skulle lukke og slukke kl. 00.15. Lige som åbneren Konkhra, så var det her sgu en lidt utaknemmelig opgave, folk virkede all partyed out efter Slipknot, rigtig mange tog hjem og der var meget sparsomt fremmøde da Night Fever gik i gang. Vi holdt 3-4 numre, så måtte vi kapitulere og humpe ud mod en bus for at samle kræfter til en ny endnu længere dag i morgen (det er så i dag… eller fortiden når du læser dette?).

Så det må blive en raincheck til Night Fever, og møsser til Copenhell for en hyggelig, men musikalsk noget svingende, første dag.

Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen

Foto: Ken Damgaard Thomsen/GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.