Punkbandet Clean Boys kan fejre 25 års jubilæum i år, og noget atypisk for et band i den alder, så fejrer de det med udgivelsen af deres debutalbum.
Det er ikke fordi Clean Boys har ligget på den lade side, men det er altså første gang de udgiver et fuldlængde album. Vi har tidligere anmeldt dem i hvad der måske var EP-format (Almost Happy and Completely Stupid, anmeldt af Thomas HER) og i 10″ format på Vi er her ikke/Pornomonologos, hvor de havde slået pjalterne sammen med digteren Vagn Remme (anmeldt af undertegnede HER). Vi har også bragt dagbøger fra deres tredje tour i Kina (som er ganske spændende og underholdende læsning – del 1 kan findes HER).
Men nu skal der altså tages favntag med albumformatet på Great Humankind, hvis cover prydes af et maleri af kunstneren Erik Reinert, som viser “menneskets dans i sit eget møg”, som der står i pressematerialet. Så er scenen ligesom sat og menneskets monumentale dårskab kommer under behandling i sine mange former. Vi skal blandt andet omkring sociale medier (‘Pick a Fight on Facebook’), overforbrug (‘A Smog of Christmas in the Air’), postvæsenets sammenbrud (‘Postal Fart’) og krigsliderlige og/eller løgnagtige politikere (‘Nazi Tricks’, ‘Terrorist You’, ‘Turmoil’, med flere).
Indignation virker til at være den store drivkraft for Clean Boys. Der er, som genren foreskriver, fart over feltet, og der bankes kompetent der ud af af både Morten Halding Ildvedsen på trommerne, Pedro da Palma på bas og råb og Andzrej Morks på guitar. Morks får endda fyret en kort guitarsolo ind hist og her, mestendels hidsigt og hurtigt, som det sig hør og bør.
Med i alt 17 numre får man noget for pengene på Great Humankind. Men jeg kan godt savne den skæve galskab og de særprægede dansksprogede tekster, der gjorde Vi Er Her Ikke/Pornomonologos til noget af en oplevelse. Bevares, der er ikke rigtig nogen fingre at sætte på Clean Boys udførelse – det er bundhamrende kompetent spillet, og man kan mærke at bandet mener det. Frustationen over verdens tilstand og menneskelig dårskab er det også svært ikke, i hvert fald delvist, at dele. Men på en måde får man næsten for meget – en slanket udgivelse havde måske slået hårdere.
Når det så er sagt, så holdes dampen ganske fint oppe hele vejen gennem albummet. Det åbner tempofyldt med ‘The Rat Race’, hvor trommerne tamper om kap med guitaren, og tempoet skrues ikke ned på de efterfølgende ‘Turmoil’ og ‘Unspoken Words’, tværtom. Heldigvis holder Clean Boys det også i det store hele sangene short and sweet, og de kan altså godt skrue effektive riffs, hooks, og råb-med-omkvæd sammen. Alle de tre første numre klokker ind omkring de to minutters spilletid. ‘Jerk’, som følger efter, holder sig under et minut.
Der er ikke mange svinkeærinder fra formlen – klassisk in-your-face punk – ud over støjkollagen ‘The Extinction Lottery’ midtvejs. Den virker til gengæld for lang og runder de tre minutter. Heldigvis ryger snuden tilbage i sporet på ‘A Thousand Moments’ og så fræser Clean Boys ellers videre. Her finder vi også et af albummets mere “poppede” omkvæd – og en guitarsolo, der næsten virker meditativ, inden der flænses videre.
Men kom ikke og sig, at Clean Boys ikke er lidt med på de moderne noder, de er nemlig klar på at ‘Pick a Fight on Facebook’, ja, når man nu ikke har noget bedre at tage sig til. “Pick an enemy who’ll keep the fight going on”, lyder opfordringen. Okay, okay, det er vist mest en sarkastisk udhængning af internettrolde, så lad lige være med at gøre det, ikke?
Der er lidt mere variation på anden del af Great Humankind og det klæder egentlig Clean Boys at give plads til blandt andet mere tyngde (som på ‘Victim You’) og mere rablende vokal (‘Blame’). ‘Aftermathematics’ er albummets anden støjkollage, som falder inden albummet lukkes med ‘Postal Fart’, hvor amerikanske Sid Yiddish gæster på tale/råbevokal. Det er nok det tætteste, albummet kommer på førnævnte Vi er her ikke/Pornomonologos og står som sådan som en stressblueset undtagelse, på et album, der ellers mestendels er helt klassisk punk. Yiddish har sin egen vokalstil, og Morkz får lov at fræse løs på guitaren, og det giver et mindre sammenbidt og mere løst udtryk end resten af albummet.
Kan man lide sin punk klassisk sammenbidt og socialt bevidst, så kan man roligt svinge omkring Clean Boys og Great Humankind. Der er nok at skære tænder over i 2025, så på den måde er Great Humankind et album til tiden, selv om det også kan virke en smule anakronistisk musikalsk. Men if it ain’t broke...
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
