Bisse: PMS ★★★★☆☆

0
2355
views

De sidste par år har Spillemændene gjort sig stærkt bemærket på den dansksprogede rockscene med deres særprægede stil og lyrik. Nu har sangskriveren fra Spillemændene, Thorbjørn Radisch, så kastet sig ud i et soloprojekt, som er en noget speciel og humørsyg størrelse som ikke sådan lige lader sig definere. 

Man er sådan set allerede godt informeret, eller advaret, om man vil, i pressematerialet, hvor udgivelsen af albummet beskrives som at Bisse klatter “lidt frisk blod samt en afstødt vision ud af sin skabagtige skede”. Lidt senere beskrives nogle af de symptomer albummet har: “irritabilitet, aggressivitet, svimmelhed, øget appetit, smagsændringer, hedeture, træthed, depression, rastløshed, søvnbesvær og en intens afmægtighedsfornemmelse”. Albummet, med titlen PMS, udråbes endda til at være “i et kompliceret forhold”.

Således beredt på et besværligt bekendskab, kan man finde lyttelapperne frem og gå i gang. Og ganske som forventet, bliver man som lytter ikke strøget med hårene på PMS. Det kræver faktisk noget tålmodighed og tolerance at komme i lag med den genstridige bastard af et album, men heldigvis åbenbarer der sig også nogle både meget udfordrende og givende stunder undervejs.

Det starter med en chat-udveksling mellem Loverboy87 og Gloria92, hvor sidstnævnte vil have opklaret om førnævnte er en robot på ‘inerstan Etta’, mens også ‘Flux Sunrise’ leger videre med sproget og referencerne til de social medier: “Lækker mad//Fede byture//Overdrevet nice//Sunrise//Stjernerne er oppe//Det er ny produktionsdag//Stjernerne er oppe//Det noget klistret stads”. ‘Pigedrenge’, albummets trejde nummer, leger både med sprog og med kønsroller. Især de to førstnævnte bevæger sig musikalsk i en eller anden form for bastard-pop-rock, der støjer og stritter mod at blive defineret, men måske netop derfor også er lidt svære at holde af. ‘Pigedrenge’ har til gengæld mere dæmpede passager, men leger også med støjende bidder, men den fungerer som samlet pakke bedre for mig.

Radisch viser for alvor sit lyriske håndelag på ‘Manmade morgensang’ (selv om det gør mig pisse-annoyed med halvengelske titler). Tjek blot disse linier ud:

“Så kom jeg til fitnesscentret hvor de dødelige venter//På den evige hvile//Jeg tog en bane, løb for livet//Og fordampede i ren transpiration//Jeg steg op over landet i røg og damp//Og så ned på alt det mennesket har skabt//Gravkøer, puddelhunde og tigerrejer//Motorvejscafeterier og flygtningelejre//Alt er som det plejer at være//Bare mere sært”

Og sådan fortsætter den på herligt fabulerende vis. Samtidig har nummeret også en fandenivoldsk fremdrift, især opretholdt af det bastante trommespil, og Radisch’s vokal.

Helt ned i tempo kommer vi til gengæld på ‘CS Night’ (antager at CS i denne sammenhæng står for Counter Strike), hvor det evigt relevante spørgsmål lyder “Hvem er vi imod?”, mens vokalen beretter om at løbe rundt i underjordiske gange, tungt bevæbnet, mens svævende synths svøber sig om det hele.

Op at ringe kommer jeg til gengæld igen over den beske ‘Postkolonialistisk vuggevise’, der larmer og skramler indledningsvist, inden den sætter i et tungt groove, hvor trommer og synths påtager sig store biroller som fyldig baggrund for Radisch’s vokal, der messer: “Jeg skal vugge dig, skal jeg! Jeg’ din negermand! (…) Jeg skal vugge dig så du ikke ænser åndenøden//Jeg skal vugge dig helt ind i vuggedøden//Jeg skal vugge dig til din grav//Og så skal jeg skubbe dig i graven//Min lille dukkelise!//Mens jeg synger denne vuggevise//Viselul!”. Det lyder mere som en arrig og spyttende postmoderne heksedoktor, der spytter forbandelser end ‘Elefantens vuggevise’, som den lyrisk tager sit afsæt i. Men fascinerende og voldsomt, det er det.

Også ‘Hjertebank’ får godt fat i mig med sin basdrevne fremdrift, hvor synths og guitar leger tagfat omkring bassen og trommerne, mens vokalen stønner, hyler, råber og brummer sig igennem, som en yngre dansk udgave af Nick Cave med månesyge. Guitaren får lov at definere en stor del af lydbilledet på ‘Reklamer, fartstriber, ulykker’, der drejer omkring en eksistentiel usikkerhed, der eksisterer såvel i forhold til mørke, fartstriber, reklamer og tanker.

Også ‘Mareridt’ rammer en mere konventionel lyd, mens lyrikken til gengæld atter leverer grunde til at spidse ørerne: “Han dejsede om på dansegulvet//Vi rullede ham//Ind under den mørkegrønne sofa//Hvor han endnu ligger//Den dag i dag…” Det er da et anslag, der kan fange opmærksomheden. Det lykkes dog ikke helt sangen at følge op, blandt andet fordi den bliver trukket lidt for langt ud i halen, en svaghed jeg synes flere af numrene, og dermed albummet, lider en smule under.

Den egentlige del af albummet afsluttes med den lidt stillestående og nattepulserende ‘Onsdag nat…’, hvor udgangsreplikken lyder “Er det her mon starten på noget stort?”. Man kan i hvert fald fristes til at sige, at det er noget specielt. Bisse har i hvert fald noget få andre danske sangskrivere har, nemlig evnen til at skrive tekster, der skurrer, prikker, irriterer og provokerer, samtidig med at de også imponerer. Hvor det musikalsk lyder som om planen har været at gøre noget af det samme, er det oftere at lyrikken rammer plet for mig end musikken, selv om der absolut også er øjeblikke af høj musikalsk kvalitet undervejs på PMS. Men før vi runder albummet helt af, så vil jeg også lige runde vinyl-bonusnummeret ‘Nødhjælpsarbejderens historie’.

Her viser Radisch atter engang at han kan skrive lyrik, der tager udgangspunkt i en konkret virkelighed, men samtidig også kan fabulere, fortælle historier, ramme følelser på kornet og prikke på alle de ubehagelige steder. Her med historien om nødhjælpsarbejderen der har nogle temmelig voldsomme oplevelser, som han er heldig at slippe væk fra med livet i behold, og vender hjem til førtidspension og vantro overfor hans historie. Han ender med at leje et lille hus udenfor Nørre Nebel, indtil han bliver smidt ud af myndighederne, og mister sine papirer og ryger ud af folkeregisteret oveni…og her slutter det ikke for nødhjælpsarbejderen. Det er et nummer, der både viser Bisse’s evner som musikalsk fortæller, men også, igen, trækkes i langdrag (det varer et godt stykke over 10 minutter). Det er bestemt fascinerende, men det begynder også at trætte.

Og sådan er det med PMS. Den både irriterer og fascinerer, trætter og virker opkvikkende. Jeg tvivler på at nogen vil blive ladt uberørt af PMS – nogle vil sikkert hade den, mens andre vil elske den for dens kompromisløshed. Jeg lander selv et sted midt i mellem. Periodevis synes jeg det er fremragende, mens jeg i andre sekvenser bliver irriteret over at numrene trækkes ud, og det skramler og skratter mere end jeg synes det behøver. Udfordringen er så at finde en karakter, der rummer begge dele, uden at blive sådan en du som læser vil trække på skuldrene af og tænke, “nå, jeg behøver ikke læse det hele” – for så vil du jo aldrig nå hertil. Men hvis du nu alligevel er nået hertil, så ved du nok at en karakter i en anmeldelse kan betyde mange ting, og at 4 stjerner i dette tilfælde på ingen måde skal opfattes som lige over middel eller gennemsnitligt. PMS er nemlig alt andet end det. Men som musikalsk oplevelse for undertegnede, med de styrker og svagheder, jeg oplever undervejs, så er det på 4 stjerner vi lander, særheder og særegenheder inkluderet.

PMS udkommer i begrænset oplag på vinyl mandag d.2/3. Du kan finde Bisse på facebook og/eller tjekke ham ud til release i København på Musikcafeen torsdag d.5. marts eller på Radar i Aarhus fredag d.6. marts.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.