Home Anmeldelser Maj 2023 A Horrible Death To A Horrible Man: Days Gone By (Album /...

A Horrible Death To A Horrible Man: Days Gone By (Album / anmeldelse)

523
0

A Horrible Death To A Horrible Man er mildest talt et dramatisk bandnavn. På Days Gone By er det dog ikke det pludselige drama, der står i centrum, men snarere udfoldelsen over længere tid.

Der er ret godt fat i sounden, der må beskrives som støjende rocket og selv om der høvles mange ottendedele af, så er udtrykket egentlig meget ’vandret’. De mange ottendedele er nemlig oftere end ikke på samme, langsomt skiftende akkord, hvilket skaber en form for lydmur, man som lytter ret uproblematisk kan lade sig svømme hen i.

Det er støj, men det er også en flade, der stille boblende skaber en ro – en introvert oplevelse, der er kendt fra shoegaze.

Oven på dette finder vi så en dyb mandevokal, der meget passende i åbningsnummeret, Other, flere gange repeterer ”Slow down, slow down”.
Der er nemlig tale om musik, der påkræver sig lidt tid. For som du nok har gættet fra ovenstående, så er der ikke de store, bratte udviklingstrin i musikken.

Helt storisk under denne mur ligger dog en bas og bevæger sig med ophøjet ro sammen med nogle trommer, der sidder i skabet, men ligger tilbage på beatet.

Dygtigt lavet: Mørket ruller ind.

Vokalen er nok svageste led, men gør hvad den skal. Noget i retning af Vampire State Building, hvor der på én gang trækkes lange toner og fortælles om dramatiske følelser.
Det fungerer oven på dette post-et-eller-andet kaos.

Og så netop som man tænker, man har luret konceptet: Masser af ottendedele, oven på en rolig rytmegruppe og en let klagende vokal – alt sammen i mol – så overraskes man over, hvordan fjerdeskæring, Fails, pludselig bliver i dur.

Vederkvægelsen udebliver desværre bare lidt. Det release, denne effekt burde have givet til den konstante spænding på pladen, er simpelthen ikke stor nok.

Det er lidt skuffende, men ret beset også forskellen mellem en rigtig god plade og en ’bare’ god plade: Der slås virkelig fine takter her, men der mangler ofte lige de sidste procenter.

Uden at der skal gå en form for p*kmåleri i den, så har jeg hørt bedre ballader, end afslutteren Breathe, der straks fik mig til at få lyst at finde Weals Calm frem.

Der trækkes på samme hammel, men når de seks lange numre på days Gone By er ringet ud, så sidder jeg virkelig og savner den variation, der kan opleves hos andre post-et-eller-andet-bands i Danmark.

Det er muligvis ikke helt fair, da shoegaze netop er kendt for at trække de lange linjer, støje og lade udviklingen tage sin tid. Fair nok.

Det er bare ikke helt så godt, som jeg hele tiden fornemmer at det kunne være – hvilket overrasker, når det nu er ganske erfarne herrer, der står bag.

Den gode nyhed er, at fans af showgaze er ret vant til både loyalt at give mange chancer, men også er vant til denne langsomme, ofte ikke særligt voldsomme udvikling i numre. Så der skal nok være fans til det her derude!

Live tænker jeg også, der med lys og introvert udtryk kan gøres meget.

Som plade står Days Gone By ikke kniv-skarpt. Lukker man øjnene og lader sig overbruse af støjen, kan pladen bestemt noget. Men nok også ret beset noget, andre kan mindst lige så godt.

Previous articleDe Forbandede: Menneske (Dobbelt album/Anmeldelse)
Next articleRF’23: R.I.P Pavillion og Roskilde Rising

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.