Tredje del af tilbageblikket på 25 års Roskilde Festival zoomer ind på perioden 2002-2004. Små lejre, sol, regn, mudder, DM i søvnmangel og koncerter med tyske ild-fascister, fulde frontkvinder, tudeprinser og metalkonger.
Mine første Roskilder var præget af omskifterlige forhold, fra en forrygende debut og et tragisk andet år, og en forkortet udgave af et ellers fremragende 2001. Den omskiftelige tilværelse på campingpladsen fortsatte i de følgende år, som vi kigger på her.
Meget hændte mellem den seneste festival i 2001 til 2002 udgave, som kom til at sætte sit præg på denne og følgende festivaler. Det hele kan godt rode lidt sammen, når man kigger tilbage. Det har hjulpet, at jeg har fået styr på programmerne efterhånden og et ret omfangsrigt billedmateriale er dukket op.
Sådan har det dog ikke altid været med især 2002 og 03.
Er det 2002 eller 2003?!
Kender I det med at ting, i dette tilfælde år, smelter sammen så de enten ER det samme, eller man får byttet rundt på dem? Sådan er 02 og 03 på Roskilde for mig, når jeg hurtigt skal genkalde dem.
Øhhh, Travis, Coldplay, Red Hot Chili Peppers, Rammstein, White Stripes, Garbage, New Order de spillede da alle “de” år i hvert fald! Når jeg så lige får tænkt efter, så falder det mere på plads. Nå ja, 03 var jo selvfølgelig den legendariske Metallica koncert, så var det også Iron Maiden. Så var Rammstein og RHCP nok 02, Travis og Garbage var også samme år, hvor White Stripes også spillede.
Dermed begynder “sammensmeltningsårgange” (05/06 og 09/10 er andre eksempler), at falde lidt på plads i hukommelsen. En del af det kan også hænge sammen med MÅDEN man var på Roskilde på, og med hvem. Hvis det minder om hinanden to år i træk, så ryger de præcise detaljer.
Opsplitning af lejren
Og 02/03 var to lidt underlige år rent lejrmæssigt. Vi var kun 4-5 stykker af sted sammen, kæmpe kontrast til året før. Den lejr blev sprængt, i det kernen gik i opløsning. Tidligere omtalte Rikke og Thomas dannede ikke længere par, og da Rikke var min (kommende) konens veninde, så, ja, så røg vi den vej i “skilsmissen”.
Til gengæld var Martin (omtalt i første artikel) tilbage på Roskilde for første og foreløbigt sidste gang! Men var det så 02 eller 03, for det andet år var Rikkes fætter Michael 4 manden?! Hmm… OK, Martin var med i 02 (siger notesbogen!), troede det var 03 (viste sig at være 04!). Hvor vi tog direkte på Midtfyns for at se R.E.M., og da var Martin i hvert fald med.., nuvel, der kan man bare se! Og i 02 spillede Coldplay forresten på Midtfyns kan jeg se, så var det 03 de var på Roskilde – så faldt DEN også på plads af sig selv!
Hey, den pålidelige notesbog siger, at den ene Bo fra året før dukkede op med jordbærkage, da han havde fødselsdag da vi sad ved campingscenen! Og han figurerer i senere noter fra 02, såååå… han var sgu’ en del af lejren i løbet af ugen. Hold kæft ens harddisk trænger til en diskoprydning efter så mange år.
Vind og vejr fordelte sig vist lidt ujævnt mellem de to år. Jeg mindes 2002 som lidt af en vejrmæssig maveplasker efter 2001 med en del regn og vind. Mens 2003 i hukommelsen som står som klart varmere og mindre våd.
Nå, men to år med små lejre, hvor man så alligevel endte med at mødes med dem man kendte (blandt andet Thomas) foran Campingscenen. Så på flere punkter var det alligevel same procedure as last year.
Og så alligevel ikke helt. 2002 var året, hvor det efterhånden blev så “vildt” oppe foran Campingscenen, at festivalen valgte at sætte hegn op. Det skete efter en gut var så uheldig at brække benet under en koncert med bandet Knallert. Det første spæde tegn på, at Campingscenen i sin første form nok ville vokse sig for stor til de rammer, som årene gik.
Mere om Campingscenen i disse år kan læses HER
Ild, regn og fuldskab på scenen
Det regnede i hvert fald under Red Hot Chili Peppers’ koncert på Orange i 2002, for jeg kan huske at jeg havde iført mig en tyk uldsweater. Den blev våd.
RHCP leverede den mindst dårlige af de 3 koncerter jeg har set dem spille på hovedscenen! Det er da også noget. Vi vender tilbage til deres legendarisk ringe koncert samme sted ved en senere lejlighed. Jeg husker denne koncert som rodet, men i det mindste energisk, men også som om at de lige kom et par år for sent til festen – de skulle nok have været der i 99.
Rammstein kom for mig personligt også lidt for sent, jeg var ved at være videre efter deres store gennembrud med Mutter i 2000. Her hører det med til historien, at jeg er født og opvokset tæt på den tyske grænse, så Rammstein var allerede et fænomen i de medier jeg kunne følge fra midt-90erne.
Det var første og sidste gang jeg oplevede den tyske maskine live, den er driftsikker og velsmurt som bare pokker. Siden voksede de produktionsmæssigt (og muligvis økonomisk) fra Orange Scene, så det er jo ikke fordi Rammstein er blevet mindre! Modsat Manowar, hvis bedagede og teatralske 80er heavy ikke kun virkede fejlplaceret hvad scene angår på Orange men også tidsmæsssigt
Det er også noget af charmen og det pudsige ved Roskilde. Du kan se tiden og tidsånden passere et band, og på samme festival se et band som “tuderockerne” Starsailor, som lige var lyden af tiden. Et kort sekund i hvert fald. Sådan kunne The White Stripes måske også være endt, men de blev faktisk endnu større end det halv-fyldte Arena de spillede for i 02. Nu, hvis de blev gendannet, ville de være hovednavn. Her kunne jeg skråle med på “Hotel Yorba” i pitten nogenlunde uforstyrret.
Andre navne, som Chemical Brothers eller Pet Shop Boys, er eksempler på band som HAVDE haft den, men nu befandt sig lidt i en underlig mellemzone, inden de blev “store” nok igen i agtelse til at agere hovednavn. Modsat Nelly Furtado, som sneg poppen ind på Arena og Roskilde det år, og holdt sig på toppen et par år, inden publikum bevægede sig videre. Hun bliver aldrig så stor igen, men kan stadig fanges som en form for legacy act rundt omkring på mindre festivaler.
Andetsteds dukkede en overlever fra Hippietiden, og de første Roskilder, op igen i form af Niels Skousen og band, som gav en glimrende koncert på en af de mindre teltscener (Hvid? Gul?). Ligesom C.V. Jørgensen sneg sig ud fra sit frivillige eksil i Birkerød og delte ud af de klassiske sprogblomster, de moderne stod en gruppe som Malk de Koijn for.
Hiphoppen var dog stadig niché, og i det hele taget virkede det som om, at Roskilde enten tøvede, eller var lidt langsomme til at sadle om. Det gør også, at programmerne i disse år, hvis ikke falmende, virker en kende konservative, sikre og i hvert fald ikke voldsomt innovative.
Derfor var Orange også prydet af et 90er levn som Garbage, hvor forsanger Sherlyn Mason formåede at drikke sig så kampstiv under koncerten at den udviklede sig til lidt af en farce. Indtil resten af bandet skyndte sig af scenen uden et ord, da der var gået en times tid. Det virkede som et band i offentlig opløsning. Omvendt nød Travis deres lidt mere end 15 minutter på toppen af verden, da de lukkede Orange med en ganske vidunderlig flinkeskole koncert.
Og så var der jo lige New Order, som jeg ikke som sådan var fan af på det tidspunkt. Det kom langt, langt senere, men jeg kendte da “Blue Monday” og et par andre numre, blandt andet fra deres dengang nye album, . Det var sgu’ en fed Orange-koncert, naturligvis krydret med Joy Division numre, som trioen jo udsprang fra. Til trods for, at de jo var nogle halv-gamle mænd i min optik, de havde rundet de 40! Men ligesom tilfældet med andre bands af ældre dato, så var de yngre end jeg selv er nu…
Obey you master
Der sneg sig dog lidt hiphop og nye strømninger ind året efter, hvor både Yo La Tengo, Gangstarr, The Streets, Junkie Xl og EL-P kiggede forbi. Sammen med mere tidstypiske “flash in a pan” navne som The Sounds, The Kills, The Datsuns og The Thrills fra “The” bølgen. Og så havde vi af en eller anden grund kastet vores kærlighed over Asian Dub Foundation og deres BANGER “La Haine”?! Så dem fik vi en tidlig brandert på til, da de indtog Arena.
Navne som Interpol og Soundtrack Our Lives indvarslede den indie, der kom til at dominere de kommende år. Suspekt og Outlandish repræsenterede de nye danske strømninger, der gik mere i retning af hårdere hiphop og det “urbane”. Man begyndte kort sagt at ane nye vinde over dyrskuepladsen, hvor Massive Attack også fik lov til at stå som hovednavn på plakaten og nok SKULLE have haft Orange i stedet for et tætpakket Arena telt
Hovedscenen var dog, med en undtagelse som Björk, stadig forbeholdt de mere rockede navne som Queens of the Stone Age, der vendte tilbage efter sidst at have gæstet Roskilde i 01. En anden genganger var Iron Maiden, som igen lavede en fest. Fuldt på højde med deres koncert i 2000, måske endda lidt bedre, men overraskelsesmomentet havde de ikke denne gang. Til gengæld havde de sol og dagslys frem for mørke og blæst. Det klædte dem ganske godt begge dele.
Blur vendte tilbage og fik Orange i høj sol, hvor pladsen foran var blevet så knastør at der lagde sig en kæmpe støvsky over den, da de serverede “Song 2”. En fin koncert med et band, som var på vej mod solnedgangen. Det vidste man ikke på det tidspunkt, men opløsningen var på vej og de sidste rester af 90erne var ved at fordufte fra pladsen. 20 år senere var de tilbage på Orange og gav et BRAG af en koncert.
Et andet stort orkester, som kunne have været på vej mod opløsning og befandt sig i karrierens største kunstneriske og interne krise, var før så mægtige Metallica. De gik i tomgang, da de spillede en meget lang koncert samme sted i 1999. Nu kom de på bagkant af kaotiske indspilninger op til den stærkt kritiserede St. Anger plade. Der var ikke ligefrem lagt i den Orange kakkelovn til en legendarisk koncert – så i hvert fald af de forkerte grunde.
Men Metallica og publikum ville det anderledes. Hvad der lige skete der ved jeg ikke, man kunne mærke det allerede under den obligatoriske “The Ecstasy of Gold” introen, der var noget i luften. Band og publikum ramt hinanden fra de første takter af “Battery”, der gik over i helt forrygende udgave af “Master of Puppets”, hvor publikum skrålede med på hver en guitartone. Der var dømt komplet symbiose. Og hold nu KÆFT en sætliste!
Selv de to nye numre, “St. Anger” og “Frantic” bremsede ikke koncertens momentum og gled smertefrit ind i sættet. Ellers var det bare all killer, no filler og fuld smadder. En af de mest mindeværdige Orange koncerter jeg har været vidne til. Som jeg stadig har på CD et eller andet sted fra et tvivlsomt rip fra en DR radio livetransmission, hvor Carsten Holm introducerer koncerten mens man kan høre “Battery” varme op i baggrunden.
Gammelt og nyt på og rundt omkring Roskilde
Nu indledte jeg dette afsnit med at sige at 02 og 03 er det samme år, eller smelter sammen. Det viste sig så ikke helt at være sandt. Og når jeg lige får sorteret, så skete der faktisk en del store begivenheder, der gør at jeg BURDE kunne holde styr på de to år.
Mellem de to festivaler blev jeg både gift og vi rykkede teltpløkkerne til Aarhus. Alene det var jo lidt af en omvæltning, men det gjorde det liiiidt nemmere at komme til og fra Roskilde. Hvor der trods et lidt stagnerende program også skete små og større ændringer.
Camping West etablerede sig for alvor som et alternativ til den populære Øst, måske også fordi den notoriske grusgrav begyndte sin vandring frem og tilbage på området og forstyrrede campingfreden. Det var ligeledes i de år, at der for alvor begyndte at være stigende pres på indgangene op til åbningen af campingpladsen. Hvor det tidligere havde været sådan lidt laissez faire og ret afslappet, der var jo rigeligt med plads og kom folk for tidligt blev de bare bedt om at gå ud fra området igen.
Nu kom der de første venteområder ved indgangene. Og det var et skrækkeligt kaos de første år! Ingen vidste noget, der var ikke rigtig styr på noget som helt og den sparsomme information om evt. åbning og ændringer rejste laaaaangsomt. Det medførte alt fra kedsomhed, ekstremt lang ventetid, frustration og vilde vest-tilstande. Ofte om natten, fordi folk ankom tidligere og tidligere. Det første også til kædereaktioner, hvor nogen rejste sig op i køområdet lang tid før åbningen og begyndte at presse op mod indgangen.
I håb om at speede processen op? Så rejste flere sig. Nogle gange gav folk op, satte sig igen, men på et (alt for tidligt tidspunkt) var løbet kørt og så var det bare med at rejse sig og forsøge at følge med. Og så pressede folk bagfra. Det medførte timevis, stående eller meget langsomt “gående” fremad med alt sit habengut… indtil hegnet måske væltede på et tidspunkt, eller Roskilde gav efter og åbnede indgangene, hvor alt fra registrering af billetter til påsætning af armbånd enten ikke var helt klar eller ikke kunne følge med.
Det var et fucking mareridt. Og så var der pludselig kamp om de gode pladser, da folk havde fået ejerfornemmelser, havde vildere og vildere lejre eller slæbte alt for meget skrammel med. Der gik ret mange år, inden Roskilde for alvor fik knækket indgangskoden, og vi fik forholdsvis fredelige og velsmurte indgange som nu til dags.
Og det var ikke i 2004 at den eller andre koder blev knækket.
En af de mere mudrede festivaler
What da mud?! Åh nej, ikke igen. Regn, blæst og kølige forhold dominerede 2004 udgaven af Roskilde Festival. Igen var vi “kun” 4 mand af sted, men denne gang var vi landet på øst af uransagelige årsager?
Måske havde vi undervurderet Camping Vests stigende popularitet og var for sent ude af starthullerne i Aarhus? Nuvel, Øst blev det. Hvor Campingscenen sjovt nok også var rykket over, i sin måske mindst succesfulde form hidtil? Placeret sådan lidt smack dab in the middle, på et område der lidt virkede som en tilfældigt udvalgt plet på kortet. Ingen læ, ingenting, bare en firkantet scene midt i en tiltagende mudderpøl.
Og sådan kunne man egentlig beskrive meget af campingområdet. Der hurtigt blev ufremkommeligt, fjendtligt indstillet over for fodtøj og i det hele taget en plage af skøjte og sjaske rundt på.
Udflugter var dog nødvendige, kontakten til Thomas var for alvor genetableret i 2003, hvor den tidligste inkarnation af Gnufighters Lejren opstod. På bagkant af en ordentlig rødvinsbrandert og tilhørende farhumor brainstorm. Foo Fighters – Gnufighters… yeah… Nå, men jeg LÅ ikke i lejren, hverken i 2003 eller 2004 (der var stadig noget internt forholdsfnidder, der gav lidt “anspændt stemning”), men var løst associeret.
I 04 betød det en masse besøg eller hænge ud på neutral grund, hvis jeg ikke lige hang ud med/havde besøg i vores telt af manden, myten, mysteriet “Søvnig”. Navngivet efter hans veludviklede evne til at falde i søvn de særeste steder. Underligt nok endte en af vores to-mands trips med at vi holdt os vågne i næsten 48 timer i træk, holdt kørende på en solid dosis øl, snickers og Pixies på Ghettoblasteren. Hold nu kæft søvnmangel kan være one hell of a drug, hvor man ender med at være pæææænt blæst at høre på.
Stadig en af de sjoveste og mest fucked up passager i min personlige Roskilde historie. Man skulle nok have været der!
Det eksemplificerer også noget, som jeg kommer til at vende tilbage til i næste artikel. Dårligt vejr på Roskilde er ikke nødvendigvis lig med, at det bliver en dårlig festival. Tværtimod kan det få folk til at rykke sammen, få det bedste ud af det og resultere i styrket sammenhold. Om at det hele er noget lort, men alligevel…
Hvilket gør at trods mudder, kolde dage og nætter mere end suspekt hygiejne, så blev det alligevel en af de bedre, sjove og mindeværdige festivaler. Sammen med og også lidt på trods af programmet.
Start nuller syndrom begynder at blive kronisk lidelse
Alt med forbehold for, som man har kunnet læse i det foregående, så var der mange gode musikalske oplevelser i 02, 03 og også 04. Trods kritiske røster, som havde en pointe, når de klantrede festivalen for at være blevet en smule forudsigelige, sikre og lidt konservative i deres bookinger.
Mange faktorer spiller ind, ligesom de gør i dag, efterdønningerne fra de fede 90ere, ulykken og en skiftende musikbranche spillede naturligvis ind. Den afventende holdning overfor for alvor at omfavne hiphop og elektroniske navne som hovednavne hjalp ikke. Sammenholdt med at de, der var stort de år med bands som Travis og Coldplay, kunne beskyldes for at mangle noget kant.
04 er et underligt år når man løber plakaten igennem. Gamle travere som David Bowie, Iggy Pop og Santana, indie darlingen Morrissey, gendannede Pixies side om side med Fatboy Slim, Basement Jaxx, N.E.R.D., Wu Tang Clan og Korn. Hvor skal vi hen?
Man aner klubmusikken begynde at erobre plads på plakaten, hvor N.E.R.D. trak alt for mange til Arena. Mens Fatboy Slim allerede virkede lidt som et levn fra 90erne, som Roskilde kom en omgang for sent med på. Og ud over Korn kan jeg ikke mindes, at Roskilde nogensinde omfavnede NU-Metal, der ellers var en voldsomt populær genre i de år. Det skal de ikke høre noget for som sådan, det ville nok have dateret de plakater yderligere. Alligevel virker det underligt, og lidt snobbet, at man sådan ignorerede en hel genre.
Korn spillede forresten en fin koncert på Orange, men det var et andet beslægtede navn, der løb med min opmærksomhed og begejstring. David Bowie aflyste som bekendt med kort varsel, og eneste alternativ Festivalen kunne skaffe var Slipknot. Det var der MANGE, som var og stadig er svært utilfredse med. Men jeg skulle lige tjekke ud, hvad det nu var for noget.
Jeg kendte kun Slipknot perifert gennem omtalte, og så havde jeg lyttet lidt til deres tredje album, The Subliminal Verses der netop var udkommet. Ingen ville med mig til Slipknot, så jeg parkerede bussen solo tæt på Orange. Og blev BLÆST ud af mine mudrede sko!
Der bliver nok rynket på næsen over Slipknot, især nu til dags. Strømlinet, topstyret og forudsigelig gøgler-maskine, der leverer et show på autopilot. Måske korrekt, måske ikke. Og om musikken er smagløs metalopkog, der prøver at fedte den hjem på chok værdi kan diskuteres. Men det virker. Og det virker (stadig? Har ikke set dem live siden 2015) især live. Og det virkede på Roskilde, hvor de angreb scenen med en frådende energi, der her stadig virkede funderet i noget oprigtig vrede og ikke spil for galleriet.
En times tæsk, ja tak, og så skred de 9 maskerede showmen. Showman er også Morrissey, men af en anden og endnu mere udtalt selvsmagende slags. I 2004 indtog han Arena i vanlig selvhøjtidelig stil, men inden han for alvor blev problematisk. Og her taler vi ikke om hans aviation overfor kød og kødædere. Vældig fin koncert, hvor man fik både solomateriale og udvalgte The Smiths klassikere.
Alle har en drøm at befri
Pixies er måske ikke verdens største showmen, eller et specielt udadvendt band, derfor kunne placeringen på Orange også virke lidt udfordrende. Det kunne dog nok ikke være anderledes, støjrock-pionererne var netop gendannede, har dannet skole og inspireret at hav af kunstnere og var vel årets “se giraffen” koncert.
Jeg var (og er) gigantisk fan, så jeg (og Søvnig) havde en kæmpe fest med resten af slænget og fik hørt “Gigantic”, som vi havde hørt omkring 27 gange i løbet af den førnævnte 48-timers søvnfri seance. 27 fyrede Pixies også af på under 1 ½ time, bang, afsted ud over de mudrede stepper!
Måske spillede Avril Lavigne samtidig på Arena for 00er kids’ne, mens vi aldrende holdt hof med Frank Black og co.? Det var jo de tider, hvor der altid var sammenfald og alvorlige overlap i spilleplanen. Til gengæld var vi at finde til de svenske heavyrockere Mustaschs koncert sammested, de var fandeme et fedt liveband dengang.
Det var Nephew faktisk også. I 2004 var de at finde på Odeon, lige i da der for alvor brød igennem med USADSB pladen. Det var lidt af en fest, som viste at Roskilde måske kunne blive en ny midlertidig hjemmebane for bandet fremover.
Andre steder kunne man for alvor opleve indiens indtog på Roskilde nu, hvor Rikke Øxner “vældet” havde overtaget fra Leif Skov. Broken Social Scene, TV on the Radio, Diefenbach, Franz Ferdinand, I Am Kloot, The Shins, Thomas Dybdahl… nogen så jeg, andre ikke, men Tiger Tunes ved jeg at vi fik set. Fedt band, kan vi få en gendannelse?
Det blev også året for mine første koncerter med Kings of Leon og Muse. Dengang begge var sjovere. Førstnævnte var stadig et støvet og sumpet sydstatsrockband, mens Muse var brandvarme på Arena lige i røven på Origin of Symmetry og Absolution pladerne. Det var samtidig den første koncert, hvor jeg oplevede at få ondt i lænden af at stå op – sign of things to come, men jeg var da stadig ung nok til at feste natten lang.
Det medførte blandt andet at 2004 også blev den sidste gang, jeg fik lov til at nyde den stærkeste opstilling af Love Shop live. De spillede “farvel koncert” sent på Odeon efter Jens Unmack, Hilmer Hassig og Henrik Hall havde besluttet at lukke biksen. De interne stridigheder mellem især Unmack og Hassig havde slidt gruppen op indefra, men det kunne IKKE mærkes under koncerten. I så fald medførte det i hvert tilfælde, at de spillede ganske vidunderligt og virkede opsatte på at lukke ned med manér.
At jeg lige inden koncerten, fordi jeg var sent på den og banke lam, var skvattet i en muddergrøft i mit forsøg på at hoppe over og skyde genvej udenfor teltet var hurtigt glemt. Og da Love Shop lukkede med en vidunderlig version af “Alle Har En Drøm At Befri” gik jeg ud i den nu lyse nat helt høj. Ingen kunne vide, at det definitivt blev sidste Love Shop koncert i den konstellation. Hilmer blev dræbt få år senere, da en taxa ramte ham en nat i København. Og Henrik Hall bukkede under for kræft nogle år senere.
Små forandringer fryder, men de større linjer virker lidt fastlåste
2002 til 2004 var på godt og ondt præget af “mere af det samme”, både hvad angår mine personlige Roskilder og festivalen overordnet set. Men der var naturligvis masser af mindre forandringer at spore og tegn på større ude i horisonten.
Leif Skov takkede i 2002 af som leder og ansigt udadtil af Roskilde efter at have været en del af festivalen siden den spæde start. Han var Mr. Roskilde og var med til at tegne den første halvdel af festivalens nu 50 årige historie. Men efter både ulykken og i et musiklandskab i opbrud og ændring var det nok også tid til nyt blod. Det kom kun langsomt og i form af “lærlingen” Rikke Øxner, som kom til at sætte sine fingeraftryk de næste 10 års tid frem efter Skov overlod hende sædet i 2002. The more things change the more they stay the same…
Indien og føle-føle rock tog over for den mere underlivsdrevne rock og muskuløse metal, selvom den slags navne stadig stod med stort på plakaten. Men nu side om side med lidt andre toner, der tillod sig at arbejde sig op gennem plakaten og stå med større og større bogstaver år for år. Der skulle dog gå en del år inden eksempelvis hiphop og elektroniske navne fortrængte guitarmusikken som dominerende genre. Og regulær popmusik, som andet end i kuriøst indslag på Orange? Utænkeligt!
2002 blev så også året, hvor det endelig lykkes mig at gennemføre en hel festival uden at måtte tage hjem pga. ventende arbejde, ulykken eller indlæggelse på sygehus. Succes!
Den trend fortsatte i 2003 og de følgende år, hvor der også kom “styr” på lejren, som kom til at dominerer resten af 00erne og begyndelsen af 10erne for mit vedkommende. En kerne var støbt, nu skulle den bare samles på en eller anden måde. Det kunne jo ske ved, at der dukkede interne ændringer og udefrakommende faktorer i spil.
Tilfældig trivia og observationer
– Roskilde Festival har haft en skiftende indstilling overfor VM og EM i herrefodbold på storskærm på pladsen.
– Biografen var fast inventar på campingpladsen i disse år. Jeg nåede sgu’ aldrig i biffen på Roskilde.
– Coca-Cola nævnes 10 gange på s. 20 i programmet for 2002. Og så synes folk, at festivalen er blevet for kommerciel nu?
– Apropos, men ikke rigtig, satte Roben og Knud uofficiel rekord for koncerter på festivalen, da de spillede på Gul Scene i 2002 + et hav af pop-up koncerter rundt omkring på pladsen i ugens løb?
– Baby Woodrose fik æren af som hidtil første og eneste band at have åbnet og lukket Orange to på hinanden følgende år. De tog simpelthen turen op på Orange (efter at have spillet på Campingscenen i 2002) som åbner i 2003 og lukkede samme sted året efter.
– I perioden 02-04 steg billetprisen med 200 kr. fra 950 til 1150 kr. (cirka 1400 til 1650 omregnet til 2025 tal).
Jeg selv vandrede fra Tønder til Aarhus i den periode vi har været omkring her. Fra lagerarbejde til möchte gern akademierkredse og fra kæreste til husbond i de år. Det skulle vise sig, at jeg tilsyneladende ikke var klar eller velegnet til nogen af delene, men det er en historie til en anden gang.
Hvilket tilfældigvis er næste gang, hvor jeg kigger nærmere på årene 2005-2008.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fra det private arkiv
