GFR Fokus/live: Northside Festival 2012 – generelle betragtninger og fredags anmeldelser

0
1188
views

GF Rock havde sendt to modige folk ind i “fjendeland” fredag og lørdag, på den netop overståede Northside Festival i Århus. Fjendeland viste sig dog at være for meget sagt, vi undgik konfrontationer af nogen art, ud over vores egen dødelighed, som man bliver foruroligende bevidst om flere gange i løbet af sådan et par dage.

Men hvorfor denne betegnelse? Jo, Northside har fået lidt et ry som værende en “Hipster Festival”, og dette label mener vi så afgjort ikke passer på vores udsendte folk i Ådalen, selvom onde tunger (de der tog til Copenhell) mener det modsatte. Hipster Festival er nok også for grov en betegnelse, for hipster er åbenbart et skældsord, bevares, der kunne da observeres adskillige ungersvende i moderigtige klæder og med mere eller mindre vellykkede forsøg på overskæg, og virkelig mange nydelige unge damer, i tøj der ikke ligefrem skreg af festival praktisk.

Men tolker det nu mere som at Northside i bund og grund er en ung festival, dvs. både hvad angår arrangements alder, men også med det publikum den tiltrækker – hvis du kigger på det yngste segment på f.eks. Roskilde, så kan du altså også finde samme ungdomsmode blandet med alle de mere eller mindre alternative typer, i Århus ser de bare mere nyvaskede ud fordi Northside er en byfestival uden camping.
Dermed ikke sagt, at festivalen ikke tiltrak folk i alle aldre, og i mange forskellige udgaver og størrelser, men overordnet set er det de unges fest. Og lad mig hurtigt indskyde, at jeg synes de opførte sig eksemplarisk, både overfor hinanden og overfor os mere slidte festival rotter med flere km i benene, jeg så ingen ballade, og stemningen var generelt god og venlig. TAK.

Sammensætningen af programmet kunne derfor også overraske lidt, nu hvor jeg har stemplet Northside som en ungdomsfest, ældre navne som D.A.D., The Stone Roses, Garbage og The Hives side om side med Justice, Oh Land, Marina and The Diamonds.. i det hele taget et lettere skizofrent eller retningsløst program. Det kan skyldes, at det var første år med en dag nr 3 på Northside, så man har hævet ind hvad man kunne få, uden at bekymre sig så meget om den røde tråd. De siger også selv, at de skal være en bredtfavnende festival, ikke Roskilde bred og uoverskuelig, men rummelig ud over tidens radiotoner.
Jeg synes ambitionen er prisværdig og modig, men desværre haltede udførelsen en smule i år. Der var lidt for mange “letvægtere” på programmet, der virkede malplacerede på de to store åbne scener. Det gjorde, at der virkede lidt langt mellem snapsene periodevis, eller at scenen simpelthen var for stor og nådesløs for kunstnerne, synes f.eks. ikke at Oh Land var klar, eller egnet, til en open air scene frem for et mere intimt telt. Det samme kan siges om mere rockede navne som The Kooks, der nok bare ikke er kendte nok til at brænde helt igennem.

Tilgengæld viste Marina and The Diamonds sig at være et både charmerende og meget vindende bekendtskab, bare ærgerligt at det unge menneskes vokal var lige skinger og lillepige nuttet til en times spilletid. Lucas Graham tiltrak det forventede store publikum, og er sikker på at, folk der synes om hans musik var glimrende underholdt af den danske himmelstormer, vi andre blev lidt trætte af de konstante “mine damer og herrer” råb… så var vi mere til Suspekts pornoficerede optræden, business as usual for Albertslund stodderne, men som tidligere set er Suspekt og Århus bare et godt match. Dansk hip hop var også repræsenteret ved sidste års Langestrand comeback trio Malk De Koijn, der på en eller anden måde har formået at vende tilbage som danske mega stjerner, på trods af at de ikke ligefrem solgte plader på Rasmus Seebach niveau da de gik på ferie for snart 10 år siden. Det er imponerende at se deres greb om publikum her i 2012.

Organisatorisk var Northside en succes i år, ingen øl eller toiletskandaler. Vi ventede på intet tidspunkt mere end max 5 minutter i bar-kø, hvilket må sige at være mere end godkendt, og timede man sine toilet besøg med lidt forudseenhed, dvs. lige før en koncert sluttede, så var der stort set ingen ventetid – måske lidt mere for kvinder efter en koncert, men det så generelt ud som om at det fungerede fint.
Så logistikken kørte som den skulle, men helt uden ridser i lakken slap Northside ikke. To aflysninger blev de ramt af, det er naturligvis ikke deres skyld, men lidt bedre planlægning på det punkt kunne have reddet meget. Mumford & Sons aflyste tre dage før festival start, en bitter pille at sluge, da det var hovednavn for mange. Veto trådte til som erstatning i sidste øjeblik, vi vil ikke blande os i diskussionen om hvorvidt det var en acceptabel substitut, men blot konstatere at ikke så få var utilfredse. Men flot af Veto at træde til. Søndag måtte When Saints Go Machine melde fra pga, at deres udstyr ikke kom på med et fly fra Barcelona efter en koncert, Northside kunne ikke nå at finde en erstatning og et hul i programmet opstod.
Hvis Northside ønsker, at være en større festival, med mange navne, så MÅ de forudse at aflysninger kan forekomme – flere navne giver større risiko, logisk ikke? Så det virker lidt amatør agtigt at de ikke har et ekstra navn eller to i baghånden.

Alt i alt fornøjelige to dage vi havde os, tredje dagen kunne vi desværre ikke dække, men måske Northside skulle overveje bare at holde sig til at være en to-dags festival de kommende år. Gør programmet mere tætpakket og undgå at det hist og her virker lidt for udstakt og tyndt , men det er nok smag og behag, det er jo ikke fordi de har været FOR ambitiøse, og trangen til vokseværk viser også, at festivalen skal tages seriøst af konkurrenterne i det danske festivalland.

Nu følger lidt korte indtryk og anmeldelser af udvalgte koncerter, vi lægger ud med fredag, og lørdag kan findes i del 2 andetsteds her på bloggen senere i dag.

The Gaslight Anthem ****
Fredag, Green Stage, 14:40

Hold da op, der var sgu godt nok ikke mange mennesker på pladsen, og slet ikke foran den grønne scene, da The Gaslight åbnede ballet for vores vedkommende fredag eftermiddag. Bandet med rødder i New Jersey, spiller ukompliceret og lige ud af landevejen rock ‘n roll, der i lange stræk lyder mest som en hyldest til deres forbilleder, end et egentligt selvstændigt udtryk. Det kan lyde negativt, men det var nu mere en simpel konstatering, og bare fordi man ikke at opfundet den dybe rock-tallerken, så kan man jo sagtens leverer den med autencitet og masser af attitude.

Det forsøgte bandet også i lange perioder, men de var bare oppe imod forbandet hårde odds. Det begrænsede fremmøde foran scenen, folk der lige skulle orientere sig på pladsen og alle de meet and greets der lige skulle overstås når man ankom. Vi havde heldigvis toppet promillen godt op hjemmefra, så der var fuldt fokus på rockløjerne fra start.
Ægte rock flyder muligvis i The Gaslight Anthems årer, men energi og nærvær havde der lidt vanskeligt ved at holde oppe den lille time de spillede. Det var som om omgivelserne og omstændighederne begyndte at påvirke dem, og at bandet faldt tilbage i en “nå, det er bare en ny dag på kontoret” holdning, og sangene blev leveret uden at bruge unødige kræfter.

Det er nu ganske forståeligt, og det blev aldrig ligegyldigt eller sjusket, det var blot lidt rutine præget og en indsats på 80% frem for 100. Men det var forventeligt under disse forhold, og alt i alt en helt ok måde, at få sparket sin festivalbrandert i gang på.

Miles Kane ****
Fredag, Blue Satge, 15:40

En af de rigtig gode ting ved Northside i år var, at hvis du placerede dig lidt smart, så behøvede du kun at dreje hovedet en lille smule for at se det næste navn optræde på naboscenen. Men eftersom vi var langt oppe foran til Gaslight Anthem, krævede det en lille gåtur for at kunne høre og se Miles Kane ordenligt. Jeg er ikke bekendt med manden, udover at han er Alex Turner’s (Arctic monkeys) legekammerat i Last Shadow Puppets, som leverede en fin lille vitaminindsprøjtning i form af 2008 albummet The Age Of The Understatement, der kastede et par fine singler fra sig, og nogle britiske musikpriser.

Men nu stod han så på en åben festival scene i Århus, midt om eftermiddagen, på en stadig begrænset besøgt første dag. Og der stod han egentlig og gjorde en ganske fin figur, med en række numre der godt nok ikke afslørede den store udvikling i lyd siden Last Shadow Puppets, eller de naturligt beslægtede Arctic Monkeys, men leveringen var god og med smittende energi. Ikke at jeg kendte nogen af numrene på forhånd, men jeg var dog godt underholdt og Miles Kane viste sig også, at være i besiddelse af en god scene præsens og en sund portion charmerende britisk flabethed.

En positiv og behagelig overraskelse, hvor kunstneren igen måtte slås lidt med de ydre omstændigheder, og et stadigt fredags døsigt publikum, deriblandt to GF Rockere.

D-A-D ****
Fredag, Green Stage, 21:15

Tre koncerter anmeldt om fredagen og tre gange 4 stjerner? Virker lidt nemt og dovent ikke? Eller var vi bare lidt fulde? Ja, det var vi også, men der er forskel på de 4 stjerner, hvor de første to fik dem for at kæmpe mod overmagten og lidt i god tro om at de har et ekstra gear, så får gode gamle D-A-D dem for en mandfolke indsats. En mandfolke indsats der gav os et nødvendigt rockboost en regnfuld fredag aften, men som også afslørede, at de 4 gutter nok har overstået deres bedste år og at noget af materialet simpelthen er ved at være slidt op efter mange års tro tjeneste.

Men de kæmpede gjorde de, både mod vejrguderne, der for alvor fik åbnet for sluserne, og mod deres egen truende alderdom. Jepser Binzer især, nu har manden muligvis aldrig været indehaver af verdens stærkeste eller smukkeste vokal, men den tidligere så effektive skærebrænder stemme er ved at være alvorligt slidt. Selvom manden selv skruer så meget op for blusset at han bliver helt gasblå i skallen, så halter det nogen steder… alvorligt. Stig er stadig lidt en klovn i eget cirkus på sin to-strengede bas, og denne aften kastede han sig endda ud i solosang på det gamle nummer “Never never (Indian Love)” – det lød IKKE godt! Han sang os naturligvis også igennem den afsluttende “It’s After Dark”, men der er man ligesom forberedt på, at det måske ikke lyder skønt, men det virker, og sådan SKAL den lyde live.

Laust Sonne er stadig the new guy, selvom han nu har passet trommerne i mindst 12 år, og vi fik også gentagende gange at se, at han tilfører de tre aldrende herrer en potent og eksplosiv bund, han piskede af sted i samme tempo som regnen. På guitar har D-A-D stadig et sandt trumfkort, Jacob Binzer har stadigvæk evnen til at vride emotionelle og fængslende toner ud af gamle travere som “Sleeping My Day Away”, “Bad Craziness” og hvad det nu ellers hedder når D-A-D tropper op med festival greatest hits sættet.

Vi fik lidt af det hele af det D-A-D kan, og har kunnet, kogt ned på fem ganske party potente kvarter. De nye numre der kiggede frem mellem arvegodset faldt ikke igennem, men det ER de gamle hits folk (stadig) tænder på, selvom regnen og den lidt bedagede følelse der efterhånden følger bandet drukner en del af fornøjelsen, så kan man simpelthen ikke aflive eller afskrive dem live.

Vi gik derfra i opløftet sindsstemning efter at have fået et gedigent los i retrorøven, mere kan man vel ikke forlange af en grøn koncert. Vent, det var Northside Green stage? Nå, men det var nu fedt alligevel.

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.