Den første indskydelse efter første gennemlytning af denne rock-plade var, at der var ’fejl’ eller sparet unødvendigt på masteringen: – På mange måder giver den et lidt amatør- eller ufærdigt udtryk. Det er måske endda et pun?
Men ved nærmere eftertanke – og et par gennemlytninger mere – begynder det hele at falde på plads (ER det et pun???):
For havde man lavet en virkelig flot, poleret sound og mastering, så havde flere af idéerne fået en skæbne værre end, ja jeg ved snart ikke hvad: Så var udtrykket blevet et klassisk, fadt NU-rock udtryk. Brrr.
Det undgår Undone og har en lyd og mastering, jeg bedst kan sammenligne med punkbandet The Cosmonks.
Et godt eksempel på hvordan sounden og det lidt ufærdige (EJ, ER PRODUKTIONEN ET PUN????!) udtryk er det ret fremragende nummer Ofelia: Ud over at nummeret har et godt yell-along refræn, så får man som lytter lov at vente længe på at det vender tilbage efter er være blevet introduceret tidligt. Vi skal nemlig omkring af dyb, næsten spoken-word tekst, næsten en rap, C- og D-stykker før vi får det igen. Men disse elementer fungerer ret godt, netop fordi de aldrig bliver generisk NU-rockede.
Når det så er sagt, så er pladen et udtryk af masser af idéer men også solidt fundament i klassisk hard-rock, der alle kan henvises til den mere dansable del af den subgenre. Endda på et niveau hvor nummeret Never Trust A Dancing Man tydeligvis handler om at danse – og ikke i den middelalderlige forståelse (eller: fortælleren danser i hvert fald med sig selv…).
Det betyder også, at der er sejt rockende numre som Pride Walker, der med den lidt skrabede lyd kunne være fra en ørken nær Dessert Sessions, men dog med vokalen langt, langt fremme i mixet.
Samt numre som den coutry-rockede Better With You (med følt falset-kor) og skrig-hittet Black Rock.
Pladen bliver måske lige det længste og især afslutteren med mere end fem minutter bliver nok lige nok-nok.
Læg dertil at vokalen ikke er det stærkeste kort når den bliver presset – hvilket den ofte gør – og vi har lidt huller i osten.
Det kan dog ikke presses ned over pladen som princip. Igen er Ofelia ret fin, da der kommer pres på vokalen. Så vi ender tilbage ved pointen om, at man godt kunne pille mere i tingene, gøre dem mere polerede og ’korrekte’. Men der ligger en stor fare i netop dét og det kan vi så glæde os over, ikke sker.
Det er lidt svært præcist at sige, hvad Only Out At Night vil. Men ser man det som ret ukompliceret, dog varieret rock med en sound der minder os om at det er mennesker der laver det her og energien fint (og måske bedre?) står frem i denne form for produktion, så er vi tæt på noget, der giver rigtig meget mening.
Især fordi der også lader til at være tænkt over energien, så stort set alle numre er ret dansable.
Er det så en klassiker? Nej. Men det er en rockplade, hvor man kan høre der ligger noget bag.
Resten må fantasien lægge til…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Ofelia her:
https://www.youtube.com/watch?v=IPNOkyR7RJQ
