Slagger Lund tog stikkene hjem på hjemmebane i Aarhus og leverede sine inderfundige sange med nærvær og skæv humor.
Godt nok var det formelt noget større Train, der stod som arrangør, men Slagger Lund var nu henlagt til VinDanmark i den bynære del af Aarhus Ø. Og udsolgt, så der var godt fyldt i det lettere interimistiske koncertlokale, som ligger omme bag VinDanmarks i øvrigt hyggeligt lokale og terrasse.
Det var siddende koncert, med forreste række sorte plasticstole knap en benlængde fra scenen, hvor Flemming “Slagger” Lund trådte op i selskab med Rasmus Frisenvang, som mestendels betjente sin elektriske guitar, men også fik lejlighed til at spille melodika og synge kor.
Slagger Lund leger ukonventionelt med det og får bøjet klassiske koncertfraser som “I ser godt ud” og “I må gerne danse”, så det bliver akavet charmerende, og med lidt hakkende falbelader, kommer koncerten fra land med ‘Tænk hvis dit sidste ord var’, som endda inspirerer til tidlig fællessang hos et par gæster på min stolerække – efter at have konfereret med deres sidemand, holdt de dog igen.
“I må jo gerne danse”, opfordrede Lund igen, mens der blev stemt, frem mod ‘Nobody Puts Jens Vejmand in the Corner’, en showcase i Lund’s opfindsomme sammensmeltninger af referencer, som ellers kan virke langt fra hinanden i tid og sted.
‘At kende sig selv #2’, som jeg skamfuldt må erkende at jeg helt glemte at give nogle ord med i min anmeldelse af Nygade og væk, er en lille, mørk perle i Lund’s katalog, og årene på armen rejste sig en smule. Man får dog sjældent lov at hænge fast i alvoren længe, så vi skulle en tur med ‘Flixbus’, en ny sang skrevet netop på bemeldte transportmiddel, med flere for Lund karakteristisk legesyge linier med referencer ad libitum, som eksempelvis “Tag mig med til Ikea/Hvis det bare ikke er der man skal samle sig selv”.
“Han er et fjollehoved”, konstaterer en gæst i nærheden, mens Slagger Lund snakker sig igennem introen til den stærke ‘Fremad i mit øje’, som leveres med nerve.
Ja, Lund er et fjollehoved, men han er også meget mere end det, som ‘Fremad i mit øje’ er et godt eksempel på – der er også en følelsesmæssig dybde under ordlegen i mange af Lund’s sange.
Mødrene skulle også have lidt, så ‘Send mødrene ind’ blev leveret, med “klaver!” tilråb på rette sted, og vi tog belejligvis et ‘Ekstranummer’ før der blev bedt om det, nemlig som sidste nummer før en kort pause, som Lund spøgefuldt dedikerede til Rasmus Frisenvang’s venners forstørrede prostataer og deraf følgende tissebehov.
På med solbrillerne
En relativt kort pause senere havde Slagger Lund fået solbrillerne på igen og en tempofyldt version af ‘Maniak’ med western-agtig guitar åbnede andet sæt. Den blev fulgt af en americana-klingende sang mere, inden en skrøbeligt leveret ‘Jeg er lam fra sproget og nedefter’ fik en god del af publikum med på kor, mens Rasmus Frisenvang håndterede sin traumefyldte melodika som akkompagnement til Slagger Lund’s guitar og vokal, som virkede på kanten til at knække over.
Vi kom tilbage til barndommen og barndommens helte med ‘To B. Laudrup Or Not To B. Laudrup’, men det er jo slet ikke spørgsmålet. Til gengæld udsprang næste, og nye, sang af en undren over hvordan en person man kendte mon havde fået lige netop dét job, nemlig ‘City assistent’,
Decideret glimrende blev det afslutningsvis med ‘Jeg lytter til New Order’ og den lige så glimrende ‘Morgensol’ fra seneste album, Nygade og Væk, som naturligt nok fyldte godt på sætlisten. Sidstnævntes nærmest hymniske kvaliteter kunne have sat et flot punktum, men det blev i stedet et komma, for efter stående klapsalver listede Lund og Frisenvang ind på scenen igen. Jeg kunne høre en publikummer i nærheden begynde at opsummere koncerten ved at kalde det “en sjov blanding af Sebastian og Morten og Peter”, og jeg tror det var ment på den bedst tænkelige måde. Da jeg sidst så Sebastian optræde, for ca 25 år siden, var hans vokal skrantende, men de gode sange havde han stadig – Lund er ingen storslået vokalist, men han bruger hvad han har og der blev faktisk endda eksperimenteret med fraseringer og en lysere vokal her og der.
Som ekstranummer fik vi en nærmest rocket version af ‘Huskesangen’, der ellers i sin albumversion er en relativt stilfærdig vise. “Jeg kan ikke huske mer” blev til en art fællessang i lokalet, og anden omgang stående applaus satte punktum for en aften, hvor Slagger Lund åbenlyst var på hjemmebane, og leverede med nærvær og afvæbnende humor.
Nå ja, og den fine ‘Anthem Morgengry’ spillede han og Frisenvang da også på et tidspunkt, men der gik rod i noterne, og jeg fik ikke benyttet mig af et trick jeg tidligere har bemærket en anden, rutineret, på aftenen tilstedeværende, anmelder benytte sig af til andre koncerter, nemlig at affotografere sætlisten. Det spiller for så vidt også en mindre rolle, for de utallige takkehilsener og krammere Lund modtog efter koncerten illustrerede for så vidt oplevelsen rigtig fint. Der var slagger af omsorg og varme i luften, og det gik begge veje.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
