2025 bliver min Roskilde Festival nummer 25 i streg – jubilar eller jubelnar? Et kvart århundrede på en mark med utallige musikalske oplevelser, store som små. Over halvdelen af mit liv er jeg år efter år vendt tilbage, selvom tiderne skifter og man bliver ældre. Hvorfor? Og hvad har tegnet festivalen de seneste 25 ud af den 50 årige historie?
Det her kunne (og burde?) måske være et bogprojekt, der er næsten for meget at gabe over til en række artikler. Og er det ikke også bare lidt af et selvcentreret egotrip, hvor personlige minder, der ikke kan interessere mange, fylder for meget? Jo, det er det nok. Det ligger også helt i tråd med den måde min dækning af de årlige festivaler har udviklet sig gennem årene.
Her er reportagerne i stigende grad blevet en slags “dagbog fra felten”, hvor petitesser og trivialiteter set fra min lille ø i festivallandet efterhånden fylder lige så meget som musikken. Men det GØR de jo også når man er på Roskilde. De og det er en stor del af den samlede oplevelse, når man bruger en uge uden for resten af virkeligheden, isoleret i sin egen boble på festivalen.
More then music var engang Festivalens slogan. Det har altid været en stor del af mit fokus og fascination, som også direkte og indirekte spiller ind på ens oplevelse af selve musikken. De kan, og bør i min optik, ikke adskilles. Det ER anderledes at være på, og gå til koncert på en festival. Samtidig er Roskilde anderledes end andre festivaler. Alt dette er med til at gøre Roskilde Festival unik.
Her følger en beretning om stort og småt, udviklingen og forandringer gennem årene, lejrliv, medieræs, musik, more than music, alt og ingenting. Om festivalen og mig selv fra min første festival i 1999 til den seneste i 2024. Ingen plan, ingen filter, ud over at jeg vil forsøge at dele festivalen op i løst definerede perioder med udgangspunkt i min egen måde at gå på festival på. Og ja, det er festival nummer 25 i streg, men der mangler to pga. Corona, så der er gået 26 år siden min første. Så når jeg efterfølgende nosser rundt i “25”, så bare hav det i baghovedet.
I forbindelse med min “research” i arkivet (skuffer, skabe og skur) dukkede der ud over gamle armbånd, programmer og en notesbog/dagbog (fra 01-03) også en bunke aviser og udklip op fra 99-00. Samt nogle spredte festivalaviser (dengang de udkom på tryk dagligt) fra blandede år. Dem vil jeg så vidt muligt drysse lidt trivia og info ind fra, hvor det lige falder mig ind. Eller er de, og meget meget andet fra nettet og bøgerne På Roskilde af Erik Jensen og Roskilde Festival – Keep On Rocking af Brian Christensen blevet brugt som inspiration, faktatjek (hvor det var muligt) og baggrundsstof.
Lejrliv, festivaldruk og koncerter (når man husker at komme afsted)
“Har du set at R.E.M.spiller på Roskilde Festival?”. Det var starten på et forhold, hvor jeg nu kan fejre sølvbryllup. Det uskyldige spørgsmål faldt til en typisk fredag aften med druk på programmet, på et ungdomsværelse i Tønder. I begyndelsen af det retrofuturistiske 1999.
Som mange andre gange, sad jeg hos min ven (og fælles R.E.M. fan) Martin og var ved at varme op til en bytur i Tønder. Hjemme på weekend fra min tjans som soldat ved Telegrafkompagniet i Fredericia. Nej, jeg trak ikke frinummer, men da jeg selv kunne vælge hvor værnepligten skulle aftjenes, hvis jeg straks meldte mig frivilligt, faldt valget på Fredericia – det var ikke SÅ langt væk. Når man bor i et isoleret og offentligt transportmæssigt udfordret hjørne af landet, så var det af betydning.
Også for denne historie…
Vi må vel have taget toget hele vejen? Jeg er ærligt i tvivl om, hvordan og præcis hvornår vi begyndte turen fra Tønder til Roskilde. Til gengæld stammer ovenstående minde om R.E.M. nyheden fra avisen, og jeg kender den eksakte dato. I min research i arkivet (aka skuret) dukkede avisen med den korte nyhed op, Ekstrabladet fra d. 10/2 1999.
Jeg husker ikke hvordan billetkøbet foregik, det var i internettets første fase, så billetkøbet er nok blevet foretaget på det lokale posthus? I følge internettet i 2025 så stod en Festival-billet i den nette sum af… 810 kr.?! Der er sket noget siden, men inden vi brokker over prisudviklingen må vi hellere lige omregne hvad 810 kr. i ’99 svarer til i 2025: 1332 kr., scheisse, stadig billigt!
Men der sad vi så. 3 unge gutter, der alle skulle på deres første Roskilde Festival. Martin, Christian og undertegnede. Martin vendte tilbage til Roskilde en enkelt gang, Christian aldrig igen og jeg er ved at varme op til min Roskilde nummer 25.
Jeg havde været længere væk hjemmefra end Roskilde, men nok aldrig på egen hånd på denne måde. Slet ikke så længe, og overhovedet ikke så uforberedt. Det var som sagt så som så med internet eller steder generelt, hvor man kunne finde information om festivalen og alt det praktiske der hører med. Men ganske ukarakteristisk for min natur dengang kastede jeg/vi os bare ud i det uden videre forberedelser og tanker.
Sent ude af starthullerne havde jeg altid været. Forsigtig, reserveret og meget genert. Militærtiden havde sikkert hjulpet, efter jeg var begyndt at løsne lidt op og få hovedet ud af busken i løbet af gymnasietiden. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor stor og vild en beslutning det egentlig var for mig at tage af sted til noget så ukendt som Roskilde Festival.
Jeg kendte kun perifert til festivalen på forhånd gennem omtale i medier op gennem 90erne. Det var de velkendte vinkler og historier, som stadig er dominerende i tabloidpressen 25 år senere. Musikken på Roskilde kendte jeg kun gennem sporadiske anmeldelser i samme aviser. Jeg interesserede mig egentlig ganske meget for musik i 90erne, i stigende grad faktisk og med en smag, som matchede Roskildes profil perfekt. Men tanken om, at tage på festival havde aldrig strejfet mig før nu – det var komplet utænkeligt for en meget sky knægt fra Sønderjylland!
Men der sad vi så. Og tankede op med dåseøl på den laaaaaaange tur fra Tønder til Roskilde. Jeg har en idé om, at vi tog af sted søndag morgen og ankom hen ad aften til Roskilde Station, Hvordan vi fandt vej fra stationen ud til festivalpladsen aner jeg heller ikke. Vi gik vel bare? Fulgte strømmen og så hvor den tog os hen mens mørket faldt på?
Sammenskudsgilde i slaraffenland
Da vi kravlede ud af tre-mandsteltet næste formiddag, var der skudt en interimistisk lejr op omkring os?! Det vil sige, vi var ret sikre på, at vi slog teltet op i et ret tomt område, men nu stod der to pavilloner foran indgangen, og en pæn sjat telte omkring os.
Det viste sig hurtigt, at der var tale om et regulært spontant “sammenskudsgilde”, bestående af os, to fyre fra Fredericia (that place again!), et kærestepar fra KBH, samt et ældre kærestepar og deres kammerat fra Rødovre. Når jeg siger ældre, betyder det at de var MINDST midt i fyrrerne, altså cirka lige så gamle som jeg er nu…
… Og så havde vi pludselig en rigtig lejr for ugen?! Hvad var det her, dog for et magisk sted. Det viste sig også, at vi havde slået teltet op tæt på indgang øst, parallelt med Grøn Scene inde på pladsen, der dengang rent faktisk VAR grønt. Så havde man da et pejlemærke.
Som sagt var det før moderne teknologi, vi havde vist en primitiv mobil eller to med, men mobilnettet dengang på Roskilde Festival var mildt sagt ustabilt. Til gengæld var der opstillet telefonbokse udvalgte steder på pladsen, nu til dags skal man nok på teknologisk museum for at se sådan et fortidslevn. Så det var med at finde nogle punkter at mødes ved og bruge til at finde rundt i sin koger.
Og disse kogere blev massive i ugens løb for, der var bogstaveligt talt ikke meget andet at fordrive tiden med end at hegne sig ned. Det krævede dog alkohol og en kasse bajere med 30 flasker (!) kostede 250 kr. plus pant på campingpladsen dengang – såfremt man kunne finde et ølsalg (så mange foretrak at slæbe discount øl inde fra byen eller medbringe selv). Kort over pladsen, og det trykte program, fik vi først udleveret mandag formiddag, da vi ombyttede billetten til armbånd ved indgangen. Jeps, man vadede bare ind og så byttede man billet til armbånd senere. Så det var smart liiiiige at holde styr på den lap papir #nosmartticket
Det var så samtidig første gang vi så hele programmet og ikke mindst spilleplanen. Ja, der var ikke noget med en spilleplan online inden festivalen. Og slet ikke som nu måneder i forvejen. Man vidste først, hvad der foregik, hvornår når man stod på marken. Hvilket også medførte nogle af de klassiske svipsere, oversete og glemte koncerter, fordi man koksede rundt i en spilleplan, som var helt ny for en i de første par år.
Inden vi nåede så langt, skulle dagene jo bruges fornuftigt!
Vi vil feste som var det 1999
Hvad var lyden af 1999 for dig? Hvis du siger Red Hot Chili Peppers med Californiacation så er du på sporet, men du må ikke glemme Lou Begas “Mambo Nr. 5”! Jeg siger ikke vi havde god smag, men vi kørte den fest igennem med det album og den single den sommer på Roskilde. Men det krævede jo at man havde noget at spille musik på.
Hvor tit og hvor meget tid vi reelt brugte på at vandre fra campingpladsen og ind i Roskilde by i løbet af den uge aner jeg ikke. Det føles som om vi tog turen nærmest dagligt, men de detaljer er trods alt forvitret noget med årene. Der blev i hvert fald forplejet billigere drikkevarer og den mest prisbevidste Ghettoblaster (det hed det dengang, beklager) fra FONA. Men begge dele krævede flere ture, da vi kun gad slæbe én kasse øl hver, og den glubske spillemaskine brugte ikke færre end 8 af de store batterier. Men så kunne den også spille Lou Bega og RHCP i 3-4 timer.
Senere fik vi indkøbt lidt flere CDer til batterislugeren så festen ikke blev FOR ensformig i lejren. Smartphones og streaming har gjort underværker på den front. Men det havde nu sin charme, og tiltrak folk, at gå rundt med den dumme Ghettoblaster og blæse Californiacation ud i sommeraftener og nætterne på Roskilde. I sådan grad, at vi jævnligt havde en hale af festende tosser på slæb og i slipstrømmen, mens vi væltede stang barcadi rundt. Eller skulle jeg sige stang vodka. Jeg kørte af uransagelige årsager litervis af Vodka og Redbull indenbords det år. Sikkert noget, som ville få mit hjerte til at eksplodere, hvis jeg prøvede i dag.
Det var mit muligvis også tæt på. Jeg vågnede i hvert fald op med størknet blod i hele krydderen under pavillonen (jeg opgav min plads i tre-mandsteltet efter første svedige nat og sov under pavi ugen ud i stedet for). Næseblod og hjertebanken. Der havde vist været noget til næsen i omløb blandt lejrens yngre segment dagen før, kombineret med Redbull og vodka medførte det tilsyneladende en mindre kortslutning i systemet. Det var sidste gang jeg indtog den “drink” og kløpulver til snudeskaftet – af skade bliver man trods alt lidt klogere!
Men jeg havde for alvor fået smag på Roskildelivet med alt hvad det indebar. Inklusive et flygtigt bekendtskab med en sød norsk jente, som jeg lige pludselig lå og rodede rundt med mellem nogle telte og gennemførte en form for samkvem (med samtykke!). Så havde man da prøvet det! Hold da op, hvad er det her for et sted?! Og hvad pokker hed hun?
Jeg pilede efter hende da seancen havde nået sin naturlige afslutning, og indhentede hende et stykke væk. Overdøvet af to idioter med en Ghettoblaster, der spillede en diskant udgave af Californiacation, fik jeg hende til at skrive hendes navn på min arm. “Marthe” stod der med rød farve. OK, Marthe, vi ses senere! Det gjorde vi underligt nok ikke, men jeg kan stadig huske duften af hendes sweater. Den perfekte kombination af “tilpas uvasket”, “hyggeligt” og “norsk pige”.
Nyvasket foran Orange Scene
De ældre mennesker fra Rødovre tilbød sgu’ et bad i privaten! Så uden frygt for at der var tale om et kidnapningsforsøg eller det der var værre, tog vi torsdag formiddag med dem til Rødovre. Og fik os festivalens første og eneste bad, det VAR jo torsdag og musikken startede. Vi kom også et smut forbi en eller anden form for “frihavn” i Brøndby, hvor Leif (kammeraten) lige skulle samle nogle overraskende billige polske dåseøl op til resten af festivalen.
Således klogere på livet i storbyen, var vi nyvaskede klar til det, som Roskilde vist også handlede om, inden der gik druk, hor og næseblod i det hele. Koncerter! Dem så jeg sgu’ ikke mange af det første år.
Metallica og R.E.M. var de store hovednavne, jeg fik set begge. R.E.M. var skønt, selvom det var lige i starten af den sværeste periode for orkestret, der nu var amputeret til en trio rent officielt. Det tog dem mange år, at komme sig over tabet af trommeslager Bill Berry. Hvis de nogensinde gjorde helt, men jeg så endnu bedre koncerter med dem senere, dog ikke på Roskilde – det blev deres sidste besøg.
Det gjorde det heldigvis IKKE for Metallica, som tog revanche for en 3 timer lang ørkenvandring i 99, da de smadrede Orange 4 år senere. Det kommer vi til. Ellers så jeg blandt andet den sidste Kashmir-koncert, hvor jeg syntes de var sjove på scenen. Og Psyched Up Janis’ første farvelkoncert, men den brugte jeg en del af tiden på at ligge og rode rundt i støvet på Grøn og lede efter min balance.
Eller ser jeg glimt af Placebo for mit indre øje, Marilyn Manson der spiller “Sweet Dreams” cover og Robbie Williams?! Det var begyndende nye tider på Roskilde, der stille og roligt sagde farvel til den første peak periode, de fede 90ere og også begyndte at lade mere poppede navne snige sig ind på plakaten. “If you tolerate this”, sang Manic Street Preachers, som heller ikke har gæstet festivalen de efterfølgende 25 år. Heller ikke Suede, der til gengæld spillede hele 3 koncerter. Jeg så 2 af dem på henholdsvis Orange og Grøn.
Den sidstnævnte var lige ved at glippe, da vi sad og festede i lejren, da jeg pludselig hørte genkendelige toner fra Grøn. Godt der ikke var langt derind! Den slags blev mere reglen end undtagelsen de kommende år, hvor lejrfesterne periodevis kostede dyrt på koncertkontoen.
Havde jeg været mere opmærksom, havde jeg også fået sat flueben ved navne som Al Green, Echo and The Bunnymen og Wilco det år. Men hvad faen, der skal jo være noget at komme tilbage for. Eksempelvis Blur, som spillede søndag eftermiddag.
Farvel og tak, vi ses næste år
Da var vi taget hjem mod Sønderjylland. Søndag morgen sluttede festen og virkeligheden pressede sig på igen. Mandag morgen (!) havde jeg første dag på nyt job efter en måneds ferie efter det der soldater spas. 3 måneder som ferieafløser på et skolager, hvor der på det tidspunkt stadig var produktion af sko. I Danmark! Tiderne skifter. Også på Roskilde Festival.
Jeg fik de allersidste dråber af de nu legendariske år i 90erne på festivalen med, og klemte alt ud af den fest hvad den kunne trække. Det lyder meget stort og dramatisk at sige at det var en livsændrende oplevelse. Men det var det på mange punkter. Kort sagt havde jeg aldrig følt mig SÅ fri og godt tilpas i en større folkemængde og sådanne vilde rammer. Det var som om, at Roskilde var så stort og rummeligt, at man blev lidt usynlig. Lost in a crowd, hvor folk var pisse ligeglade med hvordan man opførte sig, bare det ikke generede nogen FOR meget. Ingen grund til bekymringer, people don’t give a shit, bare hver dig selv.
Det var som at komme rigtig ud af sin puppe for første gang. Jeg påstår dog ikke, at der nødvendigvis kom en smuk sommerfugl ud i mit tilfælde! Men puppen var forladt.
Den første Roskilde Festival forsvandt også i horisonten, som skinnerne førte tilbage til den virkelige verden. Vi fik sagt farvel og tak til den fede lejr, udvekslet numre og aftalt at gentage succesen året efter. Jeg så aldrig nogen af dem igen, selvfølgelig.
Sommerferiejob blev til en fast stilling de næste 3 år, hvor en af mine nye kolleger (der også var ny) blev min nye bedste ven de kommende år. Måneden efter fik jeg min første længerevarende kæreste og jeg flyttede for alvor hjemmefra. Nye vinde, og det meste fik indflydelse på min Roskilde Festival året efter.
Nyt årtusinde, nye tider og mørke skyer over Roskilde
År 2000 blev skelsættende, skæbnesvangert og livsforandrende på andre måder end 1999. Naturligvis kan man ikke sige Roskilde 2000 uden at det første, der falder folk ind er ulykken under Pearl Jams koncert på Orange, som endte med at koste 9 unge mænd livet. Det hænger som en mørk sky over det år, og kom til at hænge over festivalen mange år efter – som det også burde.
Selvfølgelig ikke i samme grad, som det må have gjort og nok stadig gør for de pårørende og efterladte. De sår heler aldrig, i hvert fald ikke uden dybe ar.
Jeg kendte ingen af de involverede personligt, og jeg vil helst ikke slå plat på den triste begivenhed på nogen vis. Men den skete, og arrene er der, det kommer vi ikke uden om. Jeg var til stede under koncerten med Pearl Jam, jeg var selv nede at ligge et par gange i umiddelbar nærhed af, hvor folks fald og det efterfølgende pres blev fatalt.
Det er ikke for at sige, at “det kunne lige så godt have været mig”, eller lignende. For en gangs skyld handler det rent faktisk ikke om mig personligt. Nede at ligge var jeg dog, og kom op igen, den ene gang med hjælp fra en ukendt. Om det “lige så godt kunne have været mig” ved jeg ret beset ikke, det kan nok ikke udelukkes. Det kunne sådan set have været hvem som helst. Men det blev nogen.
Alting var bare federe i 90erne, ik?
Nu ikke længere festival debutant, så følte man sig jo efterhånden hjemme på Roskilde. Det var min hood, ikke sandt, hvor jeg styrede showet og kunne lære de nye rookies op. Som sagt var det ikke nødvendigvis en smuk sommerfugl, som kom ud af den indelukkede puppe året før. Der var tilsyneladende en del der skulle kompenseres for, efter jeg havde holdt igen og “gemt” mig i de første mange år i mit liv.
Så karl smart i en fart stak sit selvfede og lidt for selvsikre ansigt frem i en årrække. Ej, egentlig var jeg nok ikke SÅ selvfed og alt det der, men filteret og hæmningerne var kastet totalt over bord – og nu var jeg endelig på græs igen! Vådt græs, så længe det varede inden det blev til mudder. Fuck, var det så koldt på den mark i 99?
I år 2000 blev jeg i teltet, men jeg havde jo også førnævnte længerevarende kæreste at varme mig hos. Hun var med, lige så hendes veninde (eller var det en kusine?) og så min nye bedste ven i hele verden/arbejdskollega, Jonas. Som blev lokket af at et af hans favoritbands, Pearl Jam, var booket.
Før jeg lærte ham at kende, kendte jeg kun Pearl Jam perifert. Han fik mig dog sat ind i tingene og også overbevist, så jeg var nyslået fan. Også selvom deres dengang aktuelle plade, Binaural, nok var (og er) en af deres mest sløje. Så spil en vi kender, gerne “Daughter” eller “Better Man”! Det kom vi til at fortryde af ovennævnte tragiske omstændigheder.
De lå dog en del dage ude i fremtiden, da vi landede med to telte og slog lejr i nogenlunde samme område, som jeg havde haft succes året inden. Der var dog ikke helt den samme stemning, et eller andet føltes allerede en smule “off” fra start. Måske var det, det klamme og kolde vejr, der tog toppen af begejstringen? Hmm.
Så gik der tid med det?!
Hvad fanden lavede vi egentlig i dagene op til musikken startede? Hvor 99 står overraskende klart, og jeg stadig har historier i ærmet, som ikke er fortalt nogen steder, så leder jeg i hjernebanken efter konkrete episoder fra år 2000s første dage?
Altså vi drak da øl, det ved jeg! Og jeg tror også, vi var et smut inde i Roskilde, men slet slet ikke i samme udstrækning som året før. Ligesom vi så vidt jeg husker heller ikke havde den store omgang med naboerne. Var det dette år, hvor jeg skvattede i et hjulspor fra en traktor og måtte bæres op til samaritterne, som spurgte mig, hvad sandsynligheden var for, at jeg kunne holde foden i ro en uges tid? Næææh, det var sgu’ da også 99, HA, fuck et år. Der sad en hos samaritterne, som var faldet i søvn på en engangsgrill. AV.
Nå, det var jo 99 igen. 2000. Øhhhh… tror at øl var blevet billigere på campingpladsen, eller også var vi bare lidt mere ved muffen pga. det der lagerarbejde. I hvert fald mindes jeg ikke at have slæbt mine arme længere inde fra byen. En nærlæsning af det trykte program fra år 2000 afslører, at en kasse øl med 30 stk. var faldet til 195 kr.! Det var dengang priserne af og til faldt fra år til år.
I forhold til i dag var der stadig ret primitive forhold på festivalen. De velkendte lokumstønder, som bestemt ikke blev mere indbydende i regn og mudder. Faktisk var eneste træk og slip en lille samling toiletter mellem Grøn og Orange. De var om muligt ofte i endnu mere suspekt stand end plastik svedboksene! I programmet kan man i en kort notits læse, at der arbejdes på at gøre det muligt at bruge betalingskort i visse boder. What an age we lived in!!
Eftersom programmet nærmest kom frisk fra trykken når det blev udleveret, så tvivler jeg dog lidt på om de nåede at få styr på logistikken og teknikken hvad kortbetaling angår. Faktisk skulle vi langt, langt op i nullerne, inden man kunne stole på, at den slags kørte nogenlunde gnidningsfrit. Så man kunne ikke kun se museumsgenstande som telefonbokse på pladsen, men også hæveautomater til kontanter.
Det var også tydeligt, at selvom regn ikke var et ukendt fænomen på Roskilde, så var udbedringer stadig en udfordring. Campingpladsen lignede hurtigt en mudret slagmark, men værre var det foran scenerne. Især Orange, hvor der endnu ikke var lagt ordentligt dræn ind. Det medførte at pladsen foran hovedscenen hurtigt blev en underlig klæg, ildelugtende og iltfattig omgang pløre. Hård et sted i bunden, mens smatten oven på nærmest kunne suge en fast eller ned… Det fik senere fatale konsekvenser.
Et musikprogram med begyndende identitetskrise?
Efter at have forkælet publikum med vanvittige programmer op gennem halvfemserne begyndte det at stagnere og tørre ud omkring årtusindskiftet. Det skyldes nok flere faktorer, som vi diskuterer år efter år angående de aktuelle programmer. Men her befandt festivalen sig måske i en periode, hvor de famlede lidt og var ved at komme ud af trit med udviklingen.
Elektronisk musik havde sneget sig ind (blandt andet med to technotelte i 99, og som en undtagelse for “reglen” Chemical Brothers på Orange), poppen kun i sporadiske glimt og med få undtagelser var hiphop fraværende. Mens publikum og trends gik i den retning var Roskilde stadig, måske i egen optik, men helt sikkert i folk og mediers øjne, en ROCKfestival. Der var bare pludselig lidt lavvande, hvad den slags navne angik, som om man befandt sig mellem to bølger, i en lille dal.
Der var nu stadig masser af rock og metal på plakaten, men der manglede nok nogle nye headlinerne i genrerne? Øverst fandt man ældre koryfæer som Iron Maiden, The Cure, Pet Shop Boys, Willie Nelson og Lou Reed, nævnte Pearl Jam, Oasis der med al respekt havde toppet og Nine Inch Nails. Men også en blanding af Sigur Ros, The Flaming Lips, Live, Travis og Muse, inden sidstnævnte var brudt bredt igennem.
Det er også værd at lægge mærke til navne som Kelis og Timbuktu. Hiphop var stadig niche, men der begyndte at snige sig nogle vigtige navne ind hist og her.
Og så var det første år med Campingscenen, en skurvogn med musik på ladet ude på campingpladsen! Den fik hurtigt vokseværk, det gjorde Nephew også, som her fik deres Roskilde-debut i lidt mere primitive rammer end hvad der ventede det kommende årti.
Fra metalhimlen til mudderhelvede
Ligesom året før, så var det ikke et overvældende antal koncerter jeg fik set fra ende til anden. Jeg havde vist travlt med at holde styr på min brandert og lejr-kammerater, nå ja, og fare vild på pladsen. Hvilket blandt andet medførte at jeg ved et tilfælde fik set Dicte på Hvid Scene og forvildet mig til Machine Head på Grøn. Et band jeg dengang ikke kendte, men senere fik en kortvarig romance med.
En romance ved jeg ikke om jeg havde med Bush, vi sigtede egentlig efter Willie Nelson. Og her bliver det lidt grumset med hukommelsen, det var allerede grumset den dag. MEN jeg mener de skulle spille på samme scene, Grøn, samme dag. Vi fik dog byttet rundt på dem, eller der var en programændring (?), eller noget helt tredje. På klassisk Roskilde-koger manér endte det i hvert fald med to halve koncerter, hvor man stod og ventede på én ting, noget andet end forventet gik på. Man gik, kom tilbage, stadig pisse fuld, og det hele gentog sig. Man KUNNE også være blevet stående og fået to HELE koncerter…
Nine Inch Nails mindes jeg som en kold og mudret omgang, og ikke kun pga. musikken. Pladsen virkede allerede som en smattet sump.
Højdepunktet var Iron Maiden, der indtog Orange Scene torsdag aften. Brandvarme efter Bruce Dickensons comeback i front for bandet og deres glimrende nye album Brave New World. Hold nu kæft en heavy metalfest med Dickenson, som tilsyneladende utrættelig indpisker. Han stormede rundt, sang stadig fantastisk, havde publikum i sin hule hånd (Roskilde var stadig en hårdrrockende festival hvad publikum angår) og klatrede op i toppen af scenekonstruktionen. Det skal siges, at dette var en tidligere model af Orange Scene, så konstruktionen var lidt mindre og lavere end i dag. Stadig et imponerende skue og bedrift af en mand man dengang opfattede som aldrende. Han var jo over 40! Men yngre end jeg er i dag… shit.
Regnen blev det første 1 ½ døgns tid holdt mentalt på afstand med druk og musik. The Roskilde way. Der er dog nogle ting, som aldrig kan drikkes væk.
De bekymringsfrie (og kyniske?) 90ere sluttede brat
Det er blevet sagt og skrevet, at dette var dagen og det øjeblik Roskilde mistede sin uskyld. Jeg ved ikke, om jeg er enig. Thomas Treo argumenterede i sin opsummering af Roskilde Festival 2001 for at det var ulykken, og året efter, som omvendt gav Roskilde sin uskyld TILBAGE. Efter en stigende kynisme og egoisme op gennem 90erne.
Den aften og den tragedie var mange ting. Det var nok også kulminationen på mange ting, for mange folk. Måske var det også bare en meningsløs tilfældighed, der måske/måske ikke kunne være forhindret. Hvem ved.
Skal jeg se det i et lidt filosofisk skær og et lidt bredere perspektiv, så var det for mig (og lidt bredere min generation) en symbolsk afslutning og “kulmination” på de bekymringsfrie 90ere. En tid uden de store fare, konsekvenser og trusler, fremtiden tegnede lyst, ingen store krige, Rusland var vore venner bla bla bla… det medførte måske også en lidt hensynsløs adfærd og indstilling, hvor “vi” følte os uovervindelige og kunne tillade os alt. Det første stille og roligt til en forråelse i adfærd og ageren, hvor et eller andet skulle ud.
Et eksempel herpå så man på Woodstock ’99, hvor publikum gik helt amok i en uheldig blanding af varme, ingen vand, dårlig logistik og organisation osv. med brande, hærværk og voldtægter til følge. UDEN SAMMENLIGNING I ØVRIGT til Roskilde, men der havde måske sneget sig en forråelse ind i “min generation” (generalisering, I know, men vi skal videre!), som på Roskilde manifesterede sig i form af den obligatoriske søndagsdestruktion på campingpladsen OG lidt… ligegyldig og egoistisk adfærd til koncerter – der var jo ikke noget, som kunne gå galt, sådan for alvor!
Her spiller rammerne også ind. Alt var så vidt jeg ved sikkerhedsgodkendt af de rette myndigheder, og levede op til gældende krav. Dem kan man så i bagklogskabens lys diskutere om de var tilstrækkelige, men igen, i mangel af bedre ord (sorry), af skade bliver man klog(ere)? Roskilde var dog “advaret”, det var lige ved at gå galt nogle år tidligere til overfyldte koncerter med blandt andre Oasis og Alanis Morissette.
Og så skal man huske, at det var helt normalt, eller blev set igennem fingre med alt fra mosh pits til crowd surfing, det var i hvert fald ikke forbudt. Det burde det heller ikke være, hvis folk ellers kan finde ud af den slags. Men i kombination med alle de nævnte faktorer, og en “perfekt storm” af vejr og pladsforhold, så var det muligvis en tikkende bombe, når SÅ mange samles foran en scene.
Den sorteste dag på Roskilde Festival
Der var mange. Rigtig mange. Allerede til koncerterne med Kent inden Pearl Jam gik på, var der pakket foran Orange. Måske er det min hjerne, der spiller mig et pus, eller retroaktiv tankegang, men der var også en tiltagende underlig stemning blandt de fremmødte og i luften, som aftenen skred frem.
Det underlige er (eller måske er der en eller anden psykologisk forklaring), så er alle mine minder og billeder fra den aften i sort/hvid/grå med få undtagelser. Og tågede, det var som om der hang en ildelugtende og iltfattig tåge/dis over pladsen foran Orange (en “tåge”, som Erik Jensen også hæftede sig ved i hans kapitel om ulykken i På Roskilde).
Vi (Jonas og jeg) var mødt op tidligt for at få en god plads helt oppe foran. Der var jo kamp om de gode pladser dengang, så vi kørte den velkendte “hold mit frimærke på pladsen mens jeg henter øl/tisser”. På den måde var der ikke noget usædvanligt ved optakten. Som vi nærmede os Pearl Jam-tid, steg presset foran scenen dog mærkbart. Og efter at have set flere kvinder blandt publikum observerede jeg noget besynderligt, det var som om der stille og roligt var et klart overtal af mænd. Kvinderne var måske blevet presset bagud, eller var de frivilligt trukket væk?
Da Pearl Jam gik på, var det allerede ubehageligt oppe foran. Vi stod omkring nogle af de notoriske bølgebrydere, jernbøjler plantet på den forreste del af pladsen. Deres funktion var, som navnet antyder, at bryde de bølger, der opstår i publikum, når der er pres på. Det lyder helt skørt og uforsvarligt, når man tænker på det i dag. De har muligvis haft deres virkning, men her var de uheldige forhindringer, som blot gjorde at presset blev endnu mere massivt fordi dem bagved ikke opfattede, at man ikke kunne komme videre – og så pressede de yderligere på.
Jonas forsvandt kort inde i koncerten. Jeg begyndte at gå i survival mode (som mange andre oppe foran formoder jeg) og prøvede bare at holde mig på benene og få plads til at trække vejret. Så røg jeg ned for første gang, men fik kæmpet mig op. Lidt senere, mens musikken var gledet helt i baggrunden, anden gang. Og da fangede bordet og underlaget. Hullet jeg havde efterladt lukkede sig med det samme og jeg lå på albuerne for at holde hovedet oppe. Der var overraskende stille dernede. Og der lugtede. Af… mose eller smat.
Og så var der næsten ingen ilt.
Pludselig mærkede jeg et ryk i hatten på min jakke, og jeg blev hævet op i nogenlunde åndbar luft igen. En stor tysker (danke!) havde fået fisket mig op.
Og så skete det, som nu skete, og som er blevet beskrevet mange gange. Man blev bedt om at træde nogle skridt tilbage. Hvilket var komplet umuligt der hvor jeg stod, da der var 50.000 mennesker, som skulle flytte sig frivilligt bagved. Selv hvis alle havde taget et skridt, så havde man ikke kunnet mærke forskel, der var simpelthen alt for tæt pakket.
Musikken blev afbrudt. Eddie Vedder satte sig ned på scenekanten, holdt sig til hovedet… da var det alt for sent og en gruppe unge mænd… det var for sent.
Mange var nok klar over, at noget var galt. Men hvor galt fattede de fleste næppe. Igen, vi var jo usårlige, det var Roskilde, der sker jo ikke noget virkelig slemt. Så kom Leif Skov på scenen og holdt sin nu “berømte” tale. Så stod det klart, at der faktisk kunne ske noget virkelig slemt.
Alligevel hørte man spredte grupper, der i mørket skrålede “Alive” med Pearl Jam. Og ikke i den betydning, som nummeret fik efterfølgende og ved senere Pearl Jam koncerter i Danmark! Det var fulde mennesker, som ikke havde opfattet situationens alvor. Det skal “de” ikke høre for, det er hvad det er, men for pokker, hvor virkede det upassende og næsten symptomatisk.
Festen er slut
Jeg fandt tilbage til teltet, hvor Jonas allerede var ankommet. OK, styr på ham. De to damer? Tja, de dukkede op midt på natten, komplet uvidende om hvad der var foregået. De havde festet i en anden lejr hele aftenen… Hvis der var én koncert, man skulle gå glip af, så…
I løbet af natten lå jeg og lyttede til radioavisens opdateringer, det var jo igen før smart phones og hurtige nyheder. Information var sparsom, men omfanget og alvoren med flere der meldtes omkommet stod tydelig. Hjemme var der nogle forældre, som ville vågne op til voldsomme overskrifter fra Roskilde.
Der var stadig en lille, bitte smule strøm på min medbragte mobiltelefon. Sikkert min første, som ikke kunne meget andet end ringe. Min lillesøster havde en tilsvarende, så jeg ringede hendes telefonsvarer op klokken 4 om morgenen og indtalte en kort besked: Der er sket en ulykke på Roskilde, alle i vores lejr har det godt. Men hvad så nu.
Efter et par timer på øjet herskede der en meget, meget nedtrykt og underlig stemning på pladsen. Nogle sad forstenede, nogle festede videre som om intet var hændt, en del var begyndt at pakke sammen.Jeg kan ikke helt huske hvornår vi tog hjem, men festen var slut for mit vedkommende. Ingen skal høre for at være blevet, men for mig personligt virkede det for underligt at skulle se flere koncerter, eller bare sidde og drikke sig ned på den plads.
Skulle man have aflyst resten af festivalen? Den er svær. I dag med hvad vi ved, hvordan samfundet har udviklet sig osv., så ville man nok have aflyst. Vi og Roskilde var i ukendte farvande, prøvede at navigere i en stresset og presset situation. Jeg vil ikke klandre nogen, eller se skævt til at man valgte at gennemføre, der kan argumenteres for og imod.
Vi valgte dog den lange tur hjem. Ikke med en følelse af at jeg aldrig skulle på Roskilde igen. Faktisk nærmere det modsatte. Det her var i min optik det helt modsatte af, hvad Roskilde burde stå for. Men først skulle det hele lige lidt på afstand.
Tilfældig trivia og observationer
– dåseøl eksisterede kun som illegal import, gerne solgt fra en varevogn på polske plader uden for hegnet.
– Rockerne (ikke Svinene fra dr2) var fastliggere indtil de blev smidt ud et af mine første år på Roskilde.
– Medbragte møbler og byggemateriale til at konstruere kreative lejre var stadig “ok”. Dog gøres der i programmerne fra 99 og 00 opmærksom på, at højden ikke må overstige 2 meter og skal bedømmes “forsvarlige” af servicevagterne. Det lyder sikkert!
– Det var stadig muligt at finde en tysker på pladsen.
– Generelt var publikumsfordelingen i disse år cirka 55 % fra Danmark, 18 % fra Norge, 16 % fra Sverige og blandede bolcher for resten.
– Nøgne mennesker udenfor nøgenløb-regi kunne stadig ses jævnligt på pladsen.
– Overordnet meget diverst (men meget HVIDT) publikum hvad subkulturer, mode, udsmykning og stil angår.
Det følgende år bød på en række store forandringer i privatlivet, som kom til at få stor indflydelse på de kommende års festivaler. I januar 2001 mødte jeg min kommende ex-kone! Og også nogle af hendes venner, deriblandt et par ved navn Rikke og Thomas. Ham Thomas hænger vi stadig på her på redaktionen, så det trækker tråde helt op til den dag i dag…
Men DET er en længere historie, som vi begynder på i næste afsnit af min Roskilde Krønike, som efter planen dækker årene 2001-04. Som det fremgår, stiger tempoet og der zoomes lidt ud og bides over mere modsat denne start, hvor vi kun kom omkring mine to første festivaler. Men hvilke festivaler, på hver sin måde!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fra de private gemmer
