Vi fortsætter rejsen gennem 25-27 års Roskilde Festival og stiller denne gang skarpt på endnu to stærke år. 2008 og 09 bød på kæmpe lejre og masser af gode koncerter med kunstnere som Radiohead, Neil Young, Faith No More, Down, Oasis, L.O.C., Band of Horses, Nine Inch Nails og virkelig få kvindelige kunstnere? Hmm!
Selvom 2007 var ved at regne væk, så overlevede Camp Gnu og kom nærmest styrket ud på den anden side. Det kørte sgu’ virkelig for gnuerne, der efterhånden havde fundet en sammentømret kerne og nogle rutiner, ritualer og arbejdsfordeling, som fungerede for os.
Op til festivalen kom der flere og flere forberedelser til. Ikke kun indkøb af uforsvarlige mængder blå Ga-Jol, som af en eller anden årsag var blevet et fast islæt i lejren. Der skulle sørges for musikanlæg, laves t-shirts, købes flagstang og laves flag (hvis det fra året før ikke overlevede). Kong Thomas stod for meget af det praktiske, og var samlingspunktet i planlægningen. Mens vores primære sygeplejer, Iben, syede flaget.
Jeg selv dukkede ofte op i god tid, en dag eller to inden afgang, og hjalp med de sidste forberedelser. Og prøvede at bidrage til at Kongens afgangsnerver ikke stak helt af. Vi var altså lidt som små børn inden juleaften, selvom vi efterhånden nærmede os, eller rundede de 30… Noget der kom til at indhente os stille og roligt på andre fronter.
Mod nye højder
Højt at flyve… Faldet var dog stadig ikke i sigte i 2008, som blev endnu et peak år i en ubrudt stime af dem. Meget var som det efterhånden plejede at være, hvad angår ankomst, etablering af lejr og udskejelser i de første dage. Men det var som om, der lige blev skruet op for det hele endnu engang i 2008.
Det var vist ganske uofficielt den hidtil største Camp Gnu med i omegnen af 30 indbyggere i løbet af ugen. Så naturligt var der nyt og frisk blod blandet med det gamle, især tilførsel af en hel “sygeplejerskefløj” (så Iben ikke var alene om at pleje os) ændrede sammensætningen og dynamikken.
Der var mere fodbold på både plads og skærme, og så var solen og varmen tilbage til at koge hoved og krop efter svømmeturen i 07. Ligeledes var det muligvis her, det toppede på et andet punkt, hvad gæster, som kunne lide at ryge mere eller mindre sjov tobak i lejren, angår. Det smitter jo af, det skidt, så det var også et år med solide kogere, som ikke kun skyldtes solen.
Måske der derfor også gik komplet gak og løjer i den med en høvdingefjerpragt, som der skulle stemmes om hvem der skulle bære og dermed være Høvding i lejren. Det steg nogen til hovedet, og medførte intriger, magtkampe og rænkespil. Hvad man ikke gør for at underholde sig selv, når Pavilion Jr., fodbold og alle de andre aktiviteter ikke er nok?
På campingpladsen blev der (igen?) forsøgt med et såkaldt Supermarked, denne gang placeret ved Service Center Øst. Er det ikke blevet forsøgt adskillige gange i årenes løb, uden at det helt har bidt sig fast? Festivalavisen skiftede igen udgiver efter et par år med Metroxpress ved roret. Og nu kostede den 10 kr. i stedet for 5. Stille og roligt steg priserne rundt omkring på pladsen efter nogle år med temmelig fastlåste priser, der var jo også en lurende finanskrise.
Det kunne måske også mærkes på billetsalget, hvor der for første gang i et par år “kun” blev solgt 65.000 billetter. Regnvejrsår får altid hovedparten af skylden, ligesom sol tilsyneladende tæller opad året efter. Men forholder det sig virkelig sådan, at så mange billetkøbere påvirkes af vejret fra det ene år til det næste i negativ eller positiv forstand? Jeg mener, hvis det regnede det ene år, så gør det det måske ikke året efter, jo? Og vice versa…
Og så var det et år, hvor to sange kom til at blive banket ind i skallen på en pga. et her unavngivet fruentimmers insisteren. “Lightersangen”, hvor der blev sunget noget med “hvor er min lighter, hvor helvede er min lighter”, og The Rumour Said Fire og deres gennembrudshit “The Balcony”. Eller “den med trommen”, som den blev døbt. Den dag i dag får jeg flashbacks og et smil på læben, hvis jeg tilfældigt hører den sang.
Endnu et fredags freak out
Vi tyvstartede med Clutch på Odeon, da Orange blev åbnet af Teitur. Yeah… al respekt for og alt det der jazz, men… Teitur på Orange? Roskilde Festival fortsatte en “tradition” i de år med åbnere, som måske ikke heeeelt var egnede til den scene?
Odeon kørte til gengæld igen i et af de højere gear og bød ud over trucker-rocken på tidstypiske MGMT og disco-punkede Gossip. Sidstnævnte blev dog udfordret af at spille samtidig med Radiohead på Orange. Da valgte vi fællessangen, når Radiohead smed et par lunser ud til de hit-hungrende. Og NEJ, folkens, de spiller så allernødigst “Creep”, så hold bøtte! Nå, men, den forventede gode koncert, kun skæmmet af underligt lav lyd.
Hvilket var et andet tilbagevendende problem på hovedscenen i disse og kommende år, der blev simpelthen spillet for lavt?! Det sker stadig af og til, men teknologien er sikkert så forfinet efterhånden, at man ikke behøver skrue volumen helt op på max for at få en fyldig oplevelse? Nuvel, “skru op for helvede” blev lidt et slagord i de kommende år.
Folk ævlede og kævlede dog ikke så meget under koncerter endnu, som et årti længere fremme i tiden. Det var i hvert fald ikke noget man tænkte over. Slet ikke når man kickstartede endnu en tosset fredag med Raunchy som middagsmetal på Odeon.
Så var det ellers ud over stepperne, indtil klokken havde passeret 3 om natten. Første stop var et all time festival “man skulle have været der dengang…” øjeblik og koncert på Arena kl. 15.00. Trods det tidlige tidspunkt var teltet pakket til et af tidens hotte navne, de godmodige Neil Young inspirerede americana/folk-rockere Band of Horses. Ja, de er endnu et af de der, “flash in the pan/hvad blev der egentlig af dem” navne, men i midt-nullerne og et par år frem var de store.
Der var noget i luften den eftermiddag, man fornemmede det allerede inden koncerten gik i gang. Teltet summede, ulmede og var tæt på kogepunktet, før bandet gik på. Og DE kunne mærke det og anerkendte det, da forsanger Ben Bridwell gik på scenen med ordene “this is officially the best day of my life, thank you for being here for it” og bandet straks kastede sig ud i deres aktuelle hit, “Is There A Ghost”. Og Arena eksploderede!
Den næste time blev orkestret båret frem på publikums åbenbart uudtømmelige goodwill, også selvom de egentlig havde frontlæsset koncerten med deres mest kendte numre. Folket var ligeglade og bar dem over målstregen i guldstol. De nåede aldrig samme højder igen, rent popularitet og kvalitetsmæssigt. Men 2008 på Arena glemmer jeg aldrig. Det var en all timer.
En all timer kan man vist ikke kalde Gnarles Barkley, som fik lov til at cash-in på deres one hit wonder status og spille på Orange den eftermiddag. Som vi lige skal omkring senere, så er det langt fra en ny ting, at der bookes navne, der kun har et enkelt hit eller to. Eller er flavour of the month.
Veto var ret varme i denne periode og spillede en glimrende koncert på Arena, men der var ikke tid til at dvæle for Kings of Leon var forfremmet til Orange. De var lige i starten af deres verdensstjerne-periode, som holdt et par sæsoner. Det var ikke en videre mindeværdig koncert, men vi var vist ved at være godt stegte.
I hvert tilfælde tog den kære Judas og jeg en afstikker ud på campingpladsen og endte i noget bowling af en art med nogle tidligere studiekammerater. Det gjorde kun ondt værre, og inden man så sig om var vi til olme Grinderman på Orange. Nick Cave er naturligvis en legende, og måske et Orange-navn i sin egen ret. Men Grinderman-projektet var ikke ligefrem crowdpleasere.
Et eller andet sted efter dette må der have været et hul i programmet for os. Hvor vi nåede tilbage i egen lejr og fik smagt på noget Thy-ryger. Pludselig var klokken 01.00 og vi stod på Pavilion og koksede ud til Yeasayer, mens vi forsøgte at tælle de små lys i loftet. Det vil sige, jeg/vi tror der var små lamper under teltdugen, jeg skal ikke udelukke at de stammede fra Thy.
Efterfølgende kom jeg nogenlunde til mig selv under Motorpsycho på Odeon. Da nærmede det sig efterhånden solopgang.
Meget mere af den søde Orange følelse
That’s not my name, that’s not my name! Jeg nævnte “flavour of the month”, nuvel noget af 2008 smagte af The Ting Tings og deres hit “That’s Not My Name”. De fik lov til at vække Odeon og os lidt over middag lørdag.
Lørdag var jo officiel Neil Young dag, så det var med at pace sig selv og time branderten korrekt. Derfor var det naturligvis også virkelig fornuftigt at parkere Gnu-festbussen, tanket op på og med Jim Bean foran Orange kl. 16, da L.O.C. satte sig på tronen på Roskilde for en stund. Efter at have arbejdet sig op via de mindre scener i løbet af de foregående år i et naturligt tempo.
I 2008 var tiden og scenen den helt rette, og L.O.C. den rette mand til tiden og scenen. Han ejede det Orange skrummel.
L.O.C. havde dog kun tronen til låns. Inden han blev kuppet, skulle vi lige igennem en omgang læder og nitter metal med Judas Priest. Jeg kan godt lide Priest. Og har lært at sætte mere og mere pris på dem med årene. I 08 virkede de som en anakronisme i dagslys på Orange. Det var nok heller ikke bandets bedste periode, hvor de var parkeret i tomgang mellem deres storhedstid og deres genopstandelse de senere år.
Det forunderlige er, at Neil Young havde rundet 62 år, da han indtog Orange kl. 21.30 og dermed var ældre og længere fra velmagtsdagene end Priest. Men det kunne på ingen måde mærkes. Han tog mig med storm og voldsom volumen i 01, i 08 fik vi et mere varieret udpluk af bagkataloget og flere facetter.
Der blev lagt ud med 3 fuldtræffere, “Love and Only Love”, “Hey Hey, My My” og “Powderfinger”. Og så var der dømt farfar rock af fineste skuffe de næste timer, hvor støjende Neil også gav plads til følsomme Neil med “The Needle and the Damage Done”, “Unknown Legend”, “Heart of Gold” og “Old Man”. Inden der blev lukket ned med majestætisk svingende “Words (Between the Line of Age”) og “No Hidden Path”.
Eneste minus var egentlig et unødvendigt langt ekstranummer i form af The Beatles’ “A Day In the Life”. Men sikker sejr til Kongen af Orange.
Efter at have danset af og ind i natten med Chemical Brothers, da Orange blev lukket med Big Beat, var der ikke meget tid til søvn. Klokken 12 stod jeg klar ved Odeon for at se Henrik Hall spille solo efter, at have set ham et hav af gange sammen med Love Shop. De lagde sig selv i graven samme sted 4 år tidligere.
Og så afsluttede jeg tilsyneladende den søndag og festival med en hård tre-trins raket bestående af At The Gates, Path of No Return og selveste Slayer på Orange (igen). Tog jeg så tidligt hjem til Aarhus det år?
Jeg så i hvert tilfælde ikke Jay Z lukke Orange, så jeg fik sikkert et lift? Hjem til Aarhus, wååå åhh åhhhh.
Et kældermenneske runder de 30
Da vi forlod lejren sidst var vi på toppen af Camping Vest, i egen optik i hvert tilfælde. Og sådan skulle det blive ved til evig tid, hvad kunne gå galt? Ikke rigtig noget i første omgang, men vi overså muligvis visse faresignaler og overvurderede egne evner.
Lejren skrumpede en lille smule i 2009 efter rekordåret med omkring 30 beboere i Camp Gnu i 2008, men ikke i alarmerende grad. Og det var stadig en kulørt blanding af kvinder og mænd fra Jylland, Fyn, Sjælland og andre lande som England, Irland og Australien. Her trak Oasis måske i det britiske mindretal i lejren?
Vi havde dog gennemsnitligt rundet de 30 år, eller lå lige på vippen. Jeg selv fejrede 30 års fødselsdag på den noble beværtning Hjorten i Aarhus en måneds tid inden Roskilde, og fortsatte fejringen på Spot Festival. Her imponerede blandt andet Kellermensch, som også skulle få deres chance på Roskilde ved en senere lejlighed eller tre. Blandt andet da de på forrygende vis lukkede Pavilion Jr. dette år.
Så meget var business as usual, bare med lidt flere år, som stille og roligt begyndte at tære på krop og sind. Jeg havde for længst opgivet muligheden for en akademisk løbebane, og cruisede gennem tilværelsen fra skodjob til skodjob. Mens andre i flokken begyndte at finde deres faste mager, blive gift og varmede op til den første runde børn og potentielle arvtagere. Men indtil videre var vi stadig selv i førersædet.
Selvom alderen og dagligdagens trummerum rumsterede (og distraherede), så gav vi den nu egentlig stadig pænt meget gas i perioden 2009 til og med 11. 12 kommer vi til, da ramte vi muren.
30erne er de nye 20ere!
Sådan da. Unge af sind, men personligt var jeg sgu’ gået hen og blevet lidt tung i røven og andre steder. Så det var tiltagende belastende at ligge i telt en uge, hegne sig ned og generelt opføre sig som om man var 10 år yngre. Og det begyndte et mærkbart flertal efterhånden også at være på campingpladsen – are we getting old? Naaaah!
I disse år omkring slutningen af nullerne/start-10’erne blev vi ikke kun ældre, og den gennemsnitlige festivalgæst yngre, festen og kulturen begyndte også at ændre sig. I takt med at den yngre generation rykkede ind og begyndte at sætte sig på festen, blev den naturligt også på deres vilkår. Det var vi måske hverken helt med på, eller opmærksomme på, i hvert tilfælde ikke i udtalt grad.
Men man lagde mærke til, at det nu ikke længere var vores generations toner, eller den smag vi havde, der strømmede ud fra flertallet af lejre. Strømmede ud af tiltagende større og mere voldsomme anlæg. Det var ikke længere Ghettoblaster-ghetto, men et regulært våbenkapløb, hvad højtalere og afspilningsmaskineri angik. Og det fucking larmede og overdøvede alt hvad vi forsøgte at eksperimentere lidt med af hjemmelavede apperater.
Og uden at gå i for mange appetitlige detaljer, så var det et år, hvor jeg virkelig fik at føle at kroppen ikke helt var i peak fitness condition på et andet punkt. Det kan også være et tilfælde, men jeg led i tiltagende grad af ubehagelig Roskilde-mave. Kombineret med varme og dermed kogende svedbokse, ja, plastiktønderne eksisterede stadig, gav det visse udfordringer. Jeg mindes især en dag, hvor jeg måtte tage en tur i straffeboksen 7-8 gange. Det tærede lidt på humør og kræfter!
Det var nok også det første år, hvor tanken strejfede mig, at alting har en ende – også Roskilde Festival? 10 år var måske et fint sted at stoppe? Naaaah.
Genudsendelser og friske pust
Der var gensyn med både Volbeat og Kanye West på Orange få år efter de begge havde haft deres debut på festivalens største scene. Og begge med større succes, hvis jeg skulle sige det. Ikke i den forstand, at begge ikke var blevet endnu mere populære og større navne i mellemtiden. For mig virkede det dog som lidt tamme gensyn.
Volbeat var for alvor slået igennem og havde også fået udenlandske ambitioner. Det var første gang jeg så dem live, hvor jeg virkelig følte at det nu var et kynisk show, der bare kørte som en programmeret maskine. Kanye var ganske festligt igen, men første gang havde overraskelsesmomentet, det udeblev i 2009.
Det samme havde Slipknot, som tidligere omtalt i 2004 tilbageblikket, og det samme manglede i 2009 da de var tilbage på Orange. Overraskelsesmomentet var væk, og det hele fremstod både som et nøje planlagt show og ligevel kalkuleret. Til gengæld kunne man ikke tage fra dem, hverken i 2009 eller senere, at det er et forbandet underholdende og medrivende show! Det var bare set før.
Pet Shop Boys troppede også op på Orange igen igen igen, de havde dog, som altid, pillet ved den visuelle del. Som headliner var de dog for mig endt i den kategori, som jeg uofficielt har døbt “headliner limbo”. Det sted i en kunstners karriere, hvor de er lidt for langt fra deres peak og relevans, men ikke langt nok til at komme ud på den anden side og blive et ægte trækplaster igen. Ikke alle når det punkt igen, men hvis man venter længe nok, ja, så er der pludselig nogen, der står og håber på en No Doubt gendannelse eller hvad ved jeg…
Orange blev også lukket af en genganger, nemlig Coldplay, men de leverede fakisk en ganske pragtfuld og smittende koncert. Selvom de også var blevet for store til deres egne sko, havde solgt ud og hvad man nu ellers vil klandre dem for. Modsat eksempelvis Travis, så formåede Coldplay dog at justere, følge med tiderne i en eller anden grad og etablere sig som et større navn, der sagtens kunne og kan fylde stadions på egen hånd.
Nick Cave kiggede også forbi Orange endnu engang, men ham fangede jeg kun en bid af grundet en tætpakket fredag, som vi varmer op til at sprinte igennem lige om lidt. Mens jeg undgik balkangøgleren Gorgol Bordello med fuldt overlæg, da de trådte til som erstatning for Lil’ Wayne på Orange. Den balkanbølge der havde hærget i sidste halvdel af nullerne, måttet meget gerne dø ud, tak!
På Arena blev der plads til genudsendelser fra Tim Christensen og Mew og gensyn med Malk de Koijn, et besøg fra mystiske Fever Ray. Lettere mislykket genopstandelsesforsøg fra Social Distortion, Neurosis og Pete Doherty post-Libertines. Et sjældent visit fra Yeah Yeah Yeahs og tidens toner med The Whitest Boy Alive, Fleet Foxes og Glasvegas – dem hoppede jeg alle over af forskellige årsager.
Der var heldigvis også en del nyt, igen på de mindre scener, som skabte en modvægt mod trætheden i toppen. Gojira spillede på fucking Odeon?! Det samme gjorde navne som Amon Amarth, Peter Sommer, Wolves In The Throne Room, Mikael Simpson, Skambankt, The Gaslight Anthem, mens St. Vincent indtog lille Astoria.
Nå ja, og så spillede Kvelertak såmænd på Pavilion Jr. for at det ikke skal være løgn! Sammen med blandt andre Cody, nævnte Kellermensch og en mindre parade af “2009 har ringet og vil have sin lyd tilbage” i form af Gianna Factory, Ginger Ninja og Jooks
Headliner fredags freak out
Det var altså en tradition i de år, at det hele flaskede sig sådan, at fredag var den helt vilde dag for mig. Også i 2009, hvor især Orange Scene, når man sammenligner med kommende år, havde et voldsomt line up om fredagen. Men der var også afstikkere, så jeg og flokken fik brændt en masse krudt af.
Efter en blød begyndelse med Orka og First Aid Kit på Astoria, afløseren for Metropol og Ballroom, sådan cirka, blev det tiltagende tungere. Solen skinnede over pladsen, øllet var koldt, der var 90er vibes i luften.
Reunited and it feels soooo good, Faith No More startede med et spydigt cover af Peaches and Herbs corny “Reunited” og så gik det ellers slag i slag med klassiker-paraden. Og den vidunderligt velsyngende Kaptajn Patton og slænget formåede faktisk både at puste liv i 90er materialet og ikke at blive (synligt) uvenner på scenen. Det var “Land of Sunshine”, selvom der var “Midlife Crisis” og “Be Aggressive”. Nostalgisk og tilbageskuende? Absolut, men de havde ikke skamredet materialet og rent faktisk været væk i 10 år, så I’ll allow it.
Der var dog ikke meget tid til at dvæle med minderne om “The Real Thing” og “Epic”. På Arena ventede Phil og hans redneck-slæng i Down, New Orleans sludge først på aftenen. Det betød også en solid dosis røg, så vi (Judas, Bananen, Mongo og Kong Thomas) kunne hoste os igennem en fed… time. Inden det gik i fuldt trav tilbage mod Orange, hvor Nick Cave and the Bad Seeds var i gang med anden halvdel af sættet.
“Mercy Seat”, “The Weeping Song”, “Stagger Lee”… øl øl øl, Gnuerne havde samlet sig og slået Orange lejr på det nu faste sted foran scenen. Ganerne og hjernecellerne blev varmet op til fællessang med Oasis. De var IKKE på toppen i 2009, faktisk gik de opløsning et par måneder efter denne koncert. Men det var nu ikke til at mærke på koncerten.
Eller, jo, tiden var lidt løbet fra dem og det var tydeligvis ikke 1996 længere, men hitmaskinen kørte stadig, selvom autopiloten var slået til. Det var lige meget, alle var fulde og tanket op til fadøls karaoke, så om det havde været et Oasis coverband på scenen havde muligvis ikke gjort den store forskel. Det var årets fællesfest, man fik det man kom for og ikke meget mere. Og til dem der stadig kunne stå var dagen foran Orange ikke slut.
Nine Inch Nails gik nemlig på kl. 01.00. Noget af en opgave at skulle overtage sjat-festen efter sådan en omgang Oasis-druk, men Trent Reznor var nok ligeglad. Han gjorde i hvert fald, som han nu gør, og lod mørket sænke sig, mens det blev køligt og folk faldt fra. Eller om i græsset, som tilfældet var for Kongen ham selv, Thomas, der faktisk formåede at tage sig en ordentlig morfar i en campingstol det meste af koncerten.
Der er noget sært ensomt og køligt over den slags nætter foran Orange, hvor man har stået 50.000 til omgang fællessang og festen så langsomt dør ud efterfølgende. Pladsen bliver tommere, det bliver helt mørkt, temperaturen falder markant. Så er den sidste koncert slut, folk drysser væk og spredes, mens der er dæmpet lys fra Orange… og så begynder solen så småt at kigge frem igen ude i det fjerne.
Mønstre skal brydes?
Et punkt, hvor festivalen kunne (og skulle) sadle om, sammen med resten af branchen, var repræsentationen af kvindelige kunstnere. Især på de større scener. I sin bog om 2008 festivalen, har forfatter Brian Christensen et kapitel om Tina Dickows koncert på Orange scene samme år. Da var hun eneste kvinde på Orange Scene.
En liste opremser de kvinder, som har optrådt solo eller som del af et band, på Orange de foregående 5 år (inkl. Dickow). Der var 6(!). 6 kvinder på Orange på 5 år, og i 2005 var der endda 0. Forfatteren havde talt med festivalen og Rikke Øxner udtalte, at godt nok var de opmærksomme på det. Men de ville ikke lave kvoter eller lignende.
Det er noget andre forhold og tider her i 2025 (heldigvis), men der kom til at gå ret mange år inden Roskilde fik rettet op på den statistik. Lidt vildt, at tænke på at det allerede var en begyndende diskussion i 2008, og så skulle der gå SÅ længe. Nogle ting er svære at ændre, især vanetænkning og fastlåste mønstre.
Som man måske har lagt mærke til og kunnet fornemme, så tegnede der sig også et andet mønster. Fra 2005 og frem var det som om, at både festivalen, lejren og mig selv var faldet ind i en eller anden form for fast form og rutiner.
Vi gjorde på godt og ondt, som vi plejede, folk kom til og faldt fra, men kernen i lejren lå nogenlunde fast. Ankomsten og dagene op til selve festivalen forløb i et genkendeligt mønster, og et sådan blev også etableret, når musikken spillede. Som man kunne se i ovenstående, havde jeg endda en årrække, hvor fredag var peak-dag på festivalen.
Det har endda kunnet aflæses i måden, jeg har bygget det her tilbageblik op på, især efter 2004 festivalen. Det var der faktisk en lille pointe i, som hænger sammen med følelsen af en fastlagt skabelon og traditioner. De har sin ret, de har sin tid, men nogle gange kan det være rigtig sundt at prøve noget nyt.
Måske også for Roskilde Festival selv, der ramte lidt af en tørkeperiode for programmerne de næste to år.
Tilfældig trivia og observationer
– Tilskuertal og billetsalg kørte lidt op og ned i disse år, hvor det vekslede mellem 65.000-75.000 solgte billetter.
– Roskilde var stadig publikumsmæssigt diverst, men man begyndte at fornemme mere ensretning. Metalhoveder kunne stadig spottes, men den før så fyldige flok af rock- og metal fans var tydeligt på tilbagegang.
– De forrige år introducerede SMS-service, hvor man fik nyheder fra festivalen. I det trykte program for 2008 omtales for første gang en egentlig “applikation”, som kan downloades. Det er faktisk tidligere end jeg huskede det, og viser at festivalen forsøgte at følge med den accelererende teknologiske udvikling.
– Der var rygeforbud på Astoria og Lounge, kan I huske dengang rygeforbud var en relativt ny ting og ikke noget naturligt? Nu er jeg bange for at snuppe en smøg foran Orange!
– “Post kan afleveres i Informationerne Service Center East og West samt på festivalpladsen”, står der i programmet fra 2008. Kan I huske dengang man sendte et postkort foran Orange?
Næste postkort fra fortiden kommer til at handle om vores sidste år som almindelige campister på Roskilde, inden faldet fra tinderne og flugten fra pladsen. Det bliver når det stilles skarpt på årene 2010-12.
Af Ken Damgaard Thomsen
