Så ramte vi 10erne i tilbageblikket på Roskilde Festival det seneste kvarte århundredes tid. En periode, hvor programmerne haltede en smule og vores lejr ramte campingmuren og måtte sadle lidt om. Lad os dykke ned i perioden 2010-12.
Det nævnte fald skete først for alvor i 2012, og det kom ganske brat. Sådan føltes det i hvert tilfælde, men kun fordi det kom ovenpå endnu to fremragende år i lejren. Som nok førte til at vi overså visse faresignaler, der havde sneget sig ind.
Vi VAR jo ikke vårharer mere, når vi stort set alle var kommet op i 30erne. Ikke nogen hindring for at have det sjovt, men måske har man trods alt ikke kræfter (eller lyst?) til at feste uafbrudt i en hel uge. Jeg insisterede selv på at gøre et forsøg, jeg skulle satme have det hele med. Måske også fordi, at det hele kørte lidt i tomgang og ring på hjemmefronten? Så var Roskilde et årligt frirum fra trummerum, skodjobs og lidt generel retningsløshed.
Flokken var stadig stor og alsidig i 2010, hvor den endnu engang var en underligt sammenbragt størrelse. Kernen var intakt med diverse kendte “venner af huset”, der sluttede sig til on/off, når Roskilde Festival nærmede sig.
I 2010 havde vi tilmed fornemt hollandsk islæt, som vi fra Aarhus havde lokket med fra Smilets By. Og han havde det sgu’ godt nok som en fisk i vandet, både blandt gnuer og andet Roskilde-godtfolk. Han, og den britiske delegation, repræsenterede også alderspræsidenterne med deres snart 40-årige kroppe. Vi andre var så for en gangs skyld modvægt.
Vi kom i stadig større grad for selskabets skyld, hyggen og morskaben – og for at kunne skabe os lidt. Musikken var naturligvis stadig vigtig, men havde vi ikke haft det godt sammen, så var flere nok faldet fra i disse år. For det var sgu’ lidt en slap omgang, som Roskilde Festival diskede op med i begyndelsen af et nyt årti.
Den lille Prins redder dagen
Særligt 2010 ser virkelig tam ud, når jeg nu kigger tilbage, det er lige før at jeg vil kalde det dårligt. Og det sløjeste program siden år 2000, som jo så ikke ligefrem blev hjulpet af Pearl Jam ulykken. Men nøj, der er langt mellem snapsene på papiret. Og samtidig ser programmet noget magert ud med kun 5 scener?
Havde det ikke været for Prince, der fik lov til at lukke Orange, så havde det været et program lige til glemmebogen. Torsdag blev headlinet af en rigtig god Gorillaz koncert, hvor publikum var i stødet, men ellers var der… øh… tja… Sick of it All? Fredag blev reddet af grungen af alle ting.
Først spillede Dizzy Mizz Lizzy en god “comeback” koncert på Orange, efterfulgt af Alice In Chains. Der med ny forsanger og nyt album gav en koncert, som var bedre og mere vellykket end den nærmest havde nogen ret til at være?! Der var sgu’ stadig noget tilbage i tanken, hvilket de også har bevist ved efterfølgende besøg på Copenhell. Men fremadskuende kan man vist ikke kalde de to navne.
Så var der en so-so Them Crooked Vultures koncert og et forsøg på at gentage succesen med Nephew. Det var ikke 07.07.07, faktisk kan jeg ikke huske koncerten. Det samme gælder Kashmir dagen efter – så jeg overhovedet den? Eller hvad med Muse? Genudsendelse på genudsendelse. Hov, The Prodigy, midt i deres “headliner limbo” fase. Det var da… som at være mindst 10 år tilbage i tiden.
Motorhead søndag tidlig eftermiddag kunne nok godt have brugt mere end 10 år mindre på landevejene. Nøj, den tank kørte til gengæld på de sidste dampe. Efterfulgt af den søvndyssende bagatel Jack Johnson, hvor jeg var flygtet langt væk fra Orange. Kasabian spillede præcist, så man kunne have sat et stempelur op på scenen, hvor de kunne tjekke ind og ud. Og SÅ kom Prince og reddede det hele.
Han virkede legesyg, sky, super arrogant, selvfed, overlegen og besynderlig – lige som det skulle være. En noget løssluppen og rodet affære, men det var næsten forventeligt med den lilla funky fætter. Det struttede dog af kreativitet og lyst til bare gøre lige hvad der passede ham. Og så fik man en guddommelig “Purple Rain” på Orange.
Selv på de mindre scener virkede 2010 underligt uinspireret og fattig, der var godt nok en tidlig Florence + The Machine på den pålidelige Odeon Scene. Og Vampire Weekend, samt et gendannet Pavement på Arena. Åh, og Beach House på Pavilion, det var da et navn med vokseværk, som festivalen fik fat i tidligt. Der er naturligvis meget mere og andre fine navne, men det generelle indtryk er undervældende.
Dog begynder netop Pavilion at røre på sig som en scene, der lokker med små navne, der potentielt rummer store oplevelser. Mens eller pålidelige Odeon havde et lunkent år sammen med det meste af resten af festivalen. Skramlede Titus Andronicus, som Judas dyrkede i den periode, spillede en sen lørdags-koncert. Der blev fulgt op og lukket af Kellermensch, der væltede det lille telt fra klokken 3 om natten.
De unge får liv i de gamle
Det der var med til at gøre 2011 mindeværdig var livet på campingpladsen, hvor vi havde vores sidste peak-år i den ubrudte streak siden 2005 festivalen. Og det skulle have været vores sidste år på pladsen, men vi faldt for fristelsen og tog et mere.
Lejren var trods begyndende børne-runder, karrierer og trykkende alder, igen ret stor og mangfoldig. Og i nogens tilfælde muligvis en tand FOR fordrukken. Der var i hvert tilfælde en enkelt beboer, som her skal forblive unavngiven, der gjorde indtryk med sin brandert. Han havde også i tidligere år imponeret, eksempelvis ved at få et “advarselsarmbånd” på da han i en fem hestes forsøgte, og delvist lykkes med, at klaret op på Pavillion Jr. scenen under en koncert… yeah…
Nå, men i 2011 formåede han på rekordtid at drikke sig så ukampdygtig, at han trak sig tilbage til sit lille iglotelt da solen stadig stod højt på himlen. Der må være opstået forvirring derinde, i hvert tilfælde lykkes det ham at… ja… skide i sit eget telt?! Og skamfuld gå kun iført boksershorts ud til sin bil, hvor han havde ekstra tøj. Mens Kong-Thomas resolut skred til handling, hæv teltet op ved rødderne og i marchtempo fik det deponeret oppe i skraldehegnet.
Gerningsmanden dukkede først op en dag eller to senere, noget pinligt berørt og slukøret, men nu HELT rolig og medgørlig. Så oplevelsen havde trods alt sin effekt.
Også på vores nye naboer det år, en gymnasieklasse fra Aarhus, der fejrede huen og friheden på Roskilde Festival. Og fik fornøjelsen af at bo overfor en flok halv-gamle festivalrotter, der forsøgte at feste med de unge (og sked i deres telte tilsyneladende). Det var et overraskende frugtbart og vellykket naboskab, som gav os fornyet tro på, at vi måske alligevel ikke var for gamle og havde en fremtid på Camping Vest?
Symbolsk sluttede festivalen dog med at vores flag blev stjålet fra lejren på sidstedagen. Det skulle vi nok have tolket som et tegn, i stedet for en udfordring. Vi havde fremtiden bag os derude.
Nyt, gammelt og genudsendelser
Fremtiden i programmet var det igen så som så med, 2011 var dog ikke helt så skrabet en forestilling som året før. Blandt andet blev Gloria introduceret, så der i det mindste var 6 scener, mod de 5 året før. Dens brug og de navne der blev booket havde dog ikke helt fundet den velsmurte form, som man nu kender til dags.
Odeon nød et comeback med navne som Tame Impala, Cody, Parkway Drive, IHATEGOD, Kurt Vile, Swans, Ghost, Iceage, Bring Me The Horizon og The Walkmen. Mens man kunne fange eksempelvis Kylesa, Graveyard, Pulled Apart By Horses, Anna Calvi og Terror på Pavilion.
Det var faktisk ret solidt, ligesom de andre mindre scener rummede spredte gode oplevelser og navne, der enten pegede fremad eller tegnede samtiden. Et navn som Chase and Status, der de kommende år i en periode blev virkelig store, spillede eksempelvis på Cosmopol. Hvor man i 2010 forresten kunne finde eksempelvis LCD Soundsystem (der tidligere havde spillet på Odeon) og Die Antwoord.
Så det var ikke fordi der SLET ikke skete noget, især på de mindre scener, men vi var nok stadig “skolet” til at kigge på de større scener efter trækplastre. Og her haltede 2011 også en smule efter med en række genudsendelser fra navne som Portishead, Kaizers Orchestra, Arctic Monkeys, The Strokes, Bad Religion (på Orange…), My Chemical Romance (i 2011!) og stadionudgaven af Kings of Leon, der fik lov til at lukke.
Arctic Monkey koncerten var faktisk rigtig god, men man følte alligevel at man næsten lige havde set dem. Og The Strokes virkede allerede lidt som et fortidslevn i 2011, til gengæld var der skybrud, som sendte en på flugt mod Arena og læ.
En scene som i høj grad var domineret af hiphop-relaterede navne i 2011, samt indie fra TV on the Radio, ven af huset PJ Harvey og “gendannede” Love Shop. Det blev den foreløbigt sidste Love Shop koncert for mit vedkommende ikke, at den nye version med kun Jens Unmack tilbage fra de første år, er dårlig. Det er bare ikke “mit” Love Shop længere.
Orange gav dog plads til noget, som er blevet fast inventar sidenhen. Den moderne og tidssvarende dansefest, her med tidens hotte navne Deadmau. Der blev også plads til en fuser, da en af tidens mere hotte og kontroversielle navne M.I.A., som senere er blevet endnu mere kontroversiel. Hun kan ikke lide vacciner og har bogstaveligt talt solgt sølvpapirshatte. Det betød dog ikke noget for hendes “koncert” sent lørdag. Hvis hun var til stede, så foregik det langt tilbage på Orange, i skyggerne med en næsten demonstrativt tyst og tilbageholdende vokal og levering. Det var dødsygt og døsigt.
Noget af en kontrast til Iron Maiden, som var hovednavn torsdag aften. Det burde jo efter fremragende koncerter i 2000 og 2003 samme sted have været en selvskrevet succes og fest. Men et eller andet var anderledes. Bevares, bandet var ældre, men ikke afdankede og spillede fint, som altid formoder jeg.
Det var som om, at både Roskilde, publikum og tidsånden på pladsen havde rykket sig videre. Jeg mindes det som værende det første tilfælde, hvor jeg tænkte og følte, “måske passer heavy metal ikke længere ind på Roskilde, eller i hvert fald ikke på Orange?!”. Publikumsmængden var mindre, fællessangen knap så gennemtrængende og stemningen mere tilbageholdende.
Hvis man regner Prince med i 2010 var det også cirka her omkring, at vi kom ind i den fase, hvor legenderne begyndte at takke af på Roskilde Festival af forskellige årsager. En sidste tur i manegen eller æresrunde, mens festivalen var ved at ændre sig og publikum rykkede videre.
Brækkede ben og kogte hjerner
De to største højdepunkter, inkl. en all timer, var dog at finde på to af de mindre scener. Og begge lørdag i hver sin ende af en lang dag.
Først indtog hiphop kollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All Cosmopol midt på eftermiddagen, ledt an af Tyler the Kreator lænket til en kørestol. Eller lænket og lænket, selvom han havde et underben i gips, så var den kommende stjerne ganske ustyrlig. Og endte også med at kaste sig ud i et forsøg på noget stagedive/crowdsurfing i kørestolen. Der var tætpakket på Cosmopol til det hypede slægn, og en tilhørende rowdy stemning.
Anderledes stenet, men ikke mindre medrivende var det knap 12 timer senere da Spids Nøgenhat indtog Pavillion kl. 2 om natten. Der var ikke kun en duft af urt i luften, røg og godt med ekko-effekt fra scenen, der var også Roskilde magi. En af de stunder, hvor band, publikum og omgivelser af uransagelige årsager bare går i perfekt symbiose.
Det var et par år, inden psych-trioen hittede med “Mere Lys” og “Lolland Falster”, faktisk havde de kun en 10 år gammel plade på samvittigheden. De var kun på scenen i omkring 50 minutter og halvdelen af deres kun 6 numre lange sæt var covernumre. Men det hele gik bare op i en højere enhed da Uffe Lorenzen og co. tog os med på “Hobbittens Flyvetur” på det “Psykedeliske Tapet” over “Langebro” til “Lille Johnnys Mund” langt “Ude På Landet”.
Højdepunkterne var nok en fantastisk version af det glemte band Hyldemors “Den Gennemsigtige Mand”, samt koncertens afslutning, hvor ordene “er vi de sidste her på Jorden?” forplantede helt ned på bageste række og blev taget med ud i morgengryet. Hvor publikum sang videre, mens de dryssede væk.
“De Sidste Her På Jorden” er også titlen på den fremragende liveplade, som blev udsendt året efter med koncerten. En af de få Roskilde-koncerter, du fuldt lovligt kan erhverve dig eller streame.
Hårdt og dybt at falde…
Hvor festivaloplevelsen i høj grad blev reddet af et glimrende år på campingpladsen trods det noget tynde program, så blev 2012 lidt af en katastrofe på den front. Vi var pressede allerede inden start, da Kong Thomas, vores frontløber og lejr-kaptajn, trådte tilbage grundet familiære og jobmæssige forpligtelser.
Så indgang og etablering af lejren var overladt til undertegnede og en blandet flok af frivillige. Vi havde rutinen, men vi blev nok over- og snigløbet af flere grunde. For det første var ventetiden urimeligt lang i ventekøen (igen igen igen…). Så vi var både trætte, møre og for en enkelt frontløbers tilfælde “lettere beruset”. Vi sad egentlig ret fint og langt fremme i køen til indgangen, men så opstod der pludselig panik og forvirring.
Hegnet blev væltet lidt længere fremme, og så skulle der tænkte hurtigt midt i kaos. De to mest berusede havde de fleste telte og besluttede at løbe ind sammen med andre anarkister. Resten af os havde valgt at BLIVE og afvente. Det blev hurtigt annonceret, at alle der var løbet ind, skulle ud igen og tilbage i køen. ELLERS!!! Or else?
Tomme Roskilde trusler, hvor reglerne alligevel ikke kom til at gælde for alle. De gav op ved indgangen, da flere strømmede ind, og vi stod og spillede “de ærlige gæster”. Ærlighed varer længst, men på Roskilde risikerer man at blive snydt, hvis man vælger at høre efter. Det blev vi. Da vi endelig kom ind, var stort set alt plads allerede snuppet, i hvert fald når man havde mere end en håndfuld telte.
Vores fortrop? Da vi endelig fik opsporet dem, var de sat i “kø” til et mindre stadig aflukket område for dem, der var blevet “snydt”. Som ville blive åbnet inden for et ukendt tidsrum. Så der var MERE ventetid og en ny omgang alle mod alle ventede. Da var vi ved at være godt smadrede og det gik som forventet. Vi fik en lorte plads, hvis man overhovedet kunne kalde det en sammenhængende lejr, så var den L-formet. Telte på én række, klemt inde mellem andre lejre, i et område ude mod tishegnet.
Well that vent well!
En lang og trist uge
Efter fortroppen havde fået etableret, hvad man kun i minimal grad kunne kalde en lejr, i et område der var mildt sagt ucharmerende, tyndede det midlertidigt ud i flokken. Jeg tror, at resten skulle hjem på job, hvilket efterlod Judas, Mongo og jeg som eneste beboere de første par dage?
Og hvad skal man så fordrive tiden med? Alkohol! Vi forsøgte os også med den gode, gamle “få nye venner taktik”, der aldrig havde svigtet. Man satte sig bare ud til vejen foran lejren, ventede og så plejede der at ske et eller andet sjovt og/eller åndssvagt. Det virkede bare ikke?! Faktisk var det som om at vi var blevet usynlige? Kan det passe, at man ligefrem selv skulle være opsøgende? Det orkede vi tydeligvis ikke.
Måske havde alderen indhentet os, eller afstanden mellem os og den gennemsnitlige campist på pladsen bare blevet for stor. I hvert fald begyndte her vores fase, som “uinteressante” for flertallet på pladsen. Lidt for gamle til at være med til festen, men ikke gamle nok til at være kuriøst indslag – den fase kom vi så ind i en del år senere.
Eneste “mindeværdige” episoder stod en meget fuld stodder for, som vi døbte “Phil”. Han havde en vis lighed med Phil Anselmo, var cirka lige så hæs, og havde de gange han kom forbi og hilste på os ved at sætte sig på skødet af mig, en flaske Jägermeister i hånden. Ja, det var sgu’ ikke ligefrem en anekdote på højde med tidligere “klassikere”. Det understreger måske, hvor tam den uge startede…
Måske også derfor, at vi ikke engang orkede at besøge Pavillon Jr. specielt meget. På en måde var det dermed et besynderligt overgangsår, hvor vi både kørte på de sidste dampe på campingpladsen, og ignorerede den scene vi kom til at dække intenst fremover. Vi fangede dog koncerter med fremadstormende navne som Ulige Numre, Nelson Can og Shiny Darkly.
Der kom lidt mere liv, da de sørgelige rester af Camp Gnu kom dryssende, som åbningsdagen nærmede sig. Det var dog en, som man kan fornemme på antallet af telte, en voldsomt reduceret flok i forhold til de forrige år. Der var for alvor gået børn i den, og familieforøgelserne rundt omkring gjorde naturligt at Roskilde Festival ikke var en prioritet. Nogle vendte efterhånden tilbage i de kommende år, andre så vi ikke igen i denne ramme. Og nye kom også til.
Det lå dog nogle år ude i fremtiden. I mens måtte vi vænne os til en ny nutid.
Når musikken spiller
Det er muligt, at de første par dage var en mindre katastrofe, især når man kom lige fra en hotstreak på 5-6 år, men når først musikken spiller… ja, så kan man leve med meget og glemme en del.
Pladsen og antallet af scener havde endnu engang fået vokseværk fra året før, nu kom Apollo til og antallet var oppe på 7. Festen var for alvor ved at rykke fra Campingpladsen ind på Festivalpladsen. En uheldig bivirkning ved den slags vokseværk var dog, at antallet af kendte navne ikke helt fulgte med. Hvilket gjorde, at nogle perioder i programmerne godt kunne fremstå som brød med et ret tyndt lag smør. Måske endda hvidt brød.
Nu, hvor jeg har kastet et blik på programmet igen, så ser åbningsdagen eksempelvis meget mager ud. Kellermensch åbnede Orange, og så havde jeg fulgt dem til dørs fra Spot og Studenterhuse, over Pavillion til hovedscenen – og var klar til at rykkede videre. The Cure fulgte efter, jeg var stadig ikke helt klar til dem, som tidligere omtalt. Og hvad var der så ellers torsdag, som jeg kunne have interesseret mig for?
The Shins på Arena, æhhh, et par år for sent til dem. Wiz Khalifa eller ASAP Rocky? Næh tak. Janelle Monáe? Måske… det var det?! Jeg gik nok tidligt i seng, høhø!
Det havde været en god idé, for hvis jeg havde svært ved at finde noget at give mig til torsdag, så snuppede jeg en maraton fra middag til næste morgen dagen efter. Den obligatoriske Friday Freak Out var tilbage!
Roskilde var så flinke at præsentere en “Sydstatspakke” på Odeon fra middagstid og eftermiddagen ud. Her kunne man opleve de herligt navngivne Weedeater, Red Fang, Baroness, sludge lappet op som softice, sluttet af med krymmel på toppen i form af Hank Williams barnebarn, Hank3! Now we are talking!
Videre forbi Orange og fange et 80er levn, der fik en sidste stjernestund i solen, nemlig The Cult. De var faktisk aktuelle med et hæderligt nyt album i 2012, og jeg elskede og elsker stadig deres klassiske numre som “Fire Woman” og “She Sells Sanctuary”. Navnligt sidstnævnt, hold nu kæææææft et fedt nummer.
Hvis bare forsanger Ian Astbury havde haft samme langtidsholdbarhed som de numre, men huha, yikes. Jeg oplevede ham engang start-nullerne i front for resterne af The Doors i Aarhus, hvor det var mere end godkendt. 10 år senere lød og virkede han både forpustet og små-gnaven over det ret begrænsede fremmøde. Og kvitterede med en slatten indsats.
Videre til DevilDriver på Arena, tilbage til Jack White på Orange, pyha, pause og så Malk de Koijn samme sted da uret havde passeret midnat. Og slutte det hele af, siddende godt vissen og skæv, til Crowbar midt i et tilrøget Odeon-telt klokken 02.45. Hvem sætter Crowbar på så sent?! Ondt.
BRUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCE!
Åh, forresten, 2012 var Springsteen året på Roskilde.
Det ville jo i sig selv næsten være nok til, at redde det hele og gøre året mindeværdigt. Noget Roskilde også påstår tidligere havde afholdt dem fra at booke netop et navn som Bruce Springsteen. Så sent som 2008, bruger de “det ville løbe med al opmærksomheden og overskygge resten af programmet” “forklaringen” i Brian Christensens bog “Keep on Rocking”. De undlader simpelthen at booke navne af den størrelse af den grund… yeah… right…
MEN, i 2012, så havde han tilsyneladende spillet en tilpas mængde koncerter i DK, så “noget af trykket” var lettet og man kunne smide ham på Orange uden at det ville overskygge alt andet. Ok. Det er da en udlægning.
Der er dog måske en vis grad af både sandhed og logik i det et sted blandt det, som kan lyde lidt af *HOST* “BULLSHIT” *HOST*. Vi havde i et par år heromkring æren af at have en vis Hr. Larsen, som beboer i Camp Gnu. Han spillede med sit fine orkester, Larsen and Furious Jane, på Roskilde i 2012.
En koncert vi naturligvis troppede op til og viste vores support ikke, at det var nødvendigt, de VAR altså et ret fedt band og livenavn. Efter koncerten, og endnu senere, efter at have oplevet Bruce Springsteen, på en dag, der jo burde have været en jubel-dag for Larsen. Ja, da virkede han underligt desillusioneret? Skuffet over sin egen koncert? Tom efter at have opnået at spille på Roskilde? Udtømt efter at have set Bruce på Orange og se, hvad hans eget band aldrig ville blive – eller hvad Bruce var blevet?
Jeg fik aldrig helt spurgt ind eller har forstået, hvad der egentlig udspillede sig af en indre konflikt der. Måske var det en kunstner/musiker ting? Måske var det hele for meget, eller også var han blevet overskygget af Bossen?
Op med hovedet, det ville de fleste være blevet. Jeg skrev verdens længste og rosende anmeldelse af højmessen med The Boss på Orange dengang. Det kunne nok være sagt kortere. Men det var, og er, stadig et klart Roskilde og Orange Moment til min all timer-liste.
Overgangsfase på festivalpladsen
Dermed blev Bruce del af gruppen, jeg tidligere omtalte som “en sidste tur i manegen”, hvor aldrende headlinere fik en æresrunde på Orange. Ellers var det lidt det tynde øl for os Roskilde veteraner, som blev serveret rundt omkring på festivalpladsen. Springsteen var klart det store trækplaster i 2012.
Kigger man lidt rundt finder man et fremtidigt Orange navn som M83 på Arena, mens Machine Head fik en tur på Orange om søndagen. Det sker næppe igen. First Aid Kit var nået til Odeon på deres “tour de alle scener inden vi når Orange”, mens Bon Iver var Arena-navn det år. Hvor man også kunne opleve så forskellige navne som Behemoth og Santigold.
Magtens Korridorer fik lov til at prøve Orange, men D-A-D var der ikke plads til deroppe?
Kigger man ud over spilleplanen, så aner man måske et begyndende mønster. Det kan være tilfældigheder, eller noget jeg lægger ned over festivalen retrospektivt. Det er som om, at genrer og stilarter i endnu højere grad end tidligere spredes ud og fordeles på alle scener (minus Apollo).
En anden ting man lægger mærke til er hvor korte både torsdag og søndag reelt var. På den sidste dag gik mange af de sidste koncerter på de mindre scener i gang kl. 21.00 eller endda tidligere. Så der efter 22 kun var musik på Orange og Arena, i dette tilfælde fra Björk og DJ Static. Måske i erkendelse af at mange tog tidligt hjem om søndagen, og stemningen var lidt halvdød. Det fik Roskilde bugt med, da de rykkede festivalen til onsdag til lørdag. Og opgraderede sidste dagen, så den næsten havde fuldt program.
Det lå stadig ude i fremtiden i 2012, som alt i alt var et “godkendt, men ikke imponerende program år”. Trukket gevaldigt op af Bossens Orange maraton præstation.
Nye tider forude
Dermed siger vi farvel til min første “epoke” på Roskilde Festival, den som havde campingpladsen som omdrejningspunkt. Efter fiaskoen beskrevet her måtte der forandring til. Enten forsøgte vi at tilpasse os de ændrede omstændigheder, eller også var Roskilde ikke længere for os.
Det var stadig for os. Vi skulle bare lige forventningsafstemme og sadle lidt om.
På hjemmefronten skete der store omvæltninger i årene 2012 og 13. En lille overraskelse var på vej og landede i april 2012, da min ex. kone, Lene (omtalt og med i tidligere af disse artikler) var blevet gravid. Faderen til barnet var ikke inde i billedet, og da Lene og jeg stadig var nære venner (det kan lade sig gøre?!) støttede jeg under gravititeten. Og endte med årene også med at blive en slags reserve/bonus-far i den spøjse “familie-konstruktion”.
Det betød også, at jeg (og Lene + datter) rykkede til hovedstaden i begyndelsen af 2013. Så næste gang, når GFR “æraen” får sin spæde start, er der sket ting og sager over hele linjen.
Tilfældig trivia og observationer
– I 2010 fyldte Roskilde Festival 40, hvilket blev markeret med en koncert, hvor Den Sorte Skole rejste gennem 40 års musikhistorie på Arena. De spillede en snas Pearl Jam, i 10 året for ulykken, der blev markeret med visningen af en dokumentar om ulykken og de berørte familier. Den blev vist på campingområdet og ikke på Orange… just saying.
– Efter sigende (Wikipedia uden kildeangivelse, så…) blev Astoria og Lounge scenerne nedlagt for at skære antallet af kunstnere lidt ned, og bruge pengene på nogle lidt dyrere. Samme musikbudget, men lidt mindre/mere for pengene alt efter, hvordan man anskuer det.
– I 2012 blev Dream City for første gang etableret. Et område på campingpladsen, hvor de kreative og byggetrængende kan udleve deres virketrang og drømme byggerier. Det har ført til nogle vilde, imponerende og skøre indfald gennem årene.
– I disse år (fra 2006 til 2017) blev der også kåret en officiel “årets camp”. Camp Crazy Legs er den eneste camp, som både har vundet 2 gange og 2 gange i træk, nemlig i 2010 og 11. Den eneste årets camp vinder jeg nogensinde velvidende har besøgt, er 2007 vinderne Den Svedige Kalkun. Ganske svedig camp, endnu mere svedigt navn!
– Korrektion for folk med dårlig kortidshukommelse. I 2016 besøgte jeg sgu’ da Amish Camp i Dream City, da jeg kendte en af indbyggerne. Ham kommer vi forresten til når vi når nogle år og festivaler frem i tiden.
– Vejrmæssigt fordelte 2010-2012 sig efter tør-våd-tør modellen.
Hvad venter mon forude i 2013 og 2014?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Gnufighters/Camp Gnu arkivet
