Midt i festivalræset skal vi da ikke glemme singlerne, som stadig dumper ind gennem den elektroniske brevsprække i en lind strøm. Denne gang er der lyttet til nyt fra navne som Kira Skov, Pleaser, Vilma Crow, Hilal Kaya og Zar Paulo.
Nyt og nyt, vi er igen en single eller i nogle tilfælde to bagud i forhold til allernyeste fra en aktuel kunstner. Som det er blevet sædvane op til en albumudgivelse, så lander der nogle gange en ny single ugentligt, eller i hvert tilfælde et par gange om måneden. Den frekvens kan vi ikke følge med til her på listen.
Så vi tager os den tid det tager, arbejder os nogenlunde kronologisk gennem bunken og forbeholder os ret til at vælge og vrage lidt. Bare så der ikke optræder FOR mange singler fra den samme kunstner i en periode, det bliver lidt kedeligt. Og tager plads fra andre.
Nå, denne gang har der ikke været såååå meget kamp om en plads på Repeatlisten aka mine personlige favoritter. Det kan jo skyldes mange ting, ikke mindst tilfældigheder. Dog har det nok spillet en lille smule ind, at jeg sideløbende har lyttet til Roskilde Festival programmet. Og det bobler af idérigdom og genrer, jeg normalt ikke ville møde i eksempelvis vores indbakke. Så de danske singler kommer måske til at fremstå lidt anonyme eller “inden for rammen” i forhold til – det kan smitte af på min smag lige nu.
Nuvel, lad os kigge på det, følgende 25 singler er i lyttepuljen denne gang
Fantomplads – “Jeg Har Lært En Masse Ting”, EYES ft. KEN Mode – “Save Face On A Regular Basis”, Yör – “gyldne løfter”, Jacob Aksglæde – “Jeg Sagde Op Som Gud I Dag”, Kat Brix – “Make It on My Own”, “he is tall. – “lemonade.”, Palace Winter – “Headlines”, The Carnival Cruise – “Horizon”, Selina Gin – “Hurts Like A Mother”, Skaldepande – “Monster”, Spejlvendt – “Mellemrum”, Johanne – “Min Veninde”, Vilma Crow – “Guard Dog”, Zar Paulo – “Telefonperson”, Pleaser – “Ride”, Kira Skov – “Scream It Out”, Baest ft. ORM – “Misfortunate Son”, Wildr ft. SYL – “The Peace”, Merete Ørting Lahey – “Interregnum”, On Days Of – “Pearl”, Hilal Kaya – “Sultan”, MOLDE – “Hvad Er Meningen?”, Bersærk – “Natten Vågner”, Nyskabt – Alt jeg Finder” og Isogenic – “Age”.
I betragtning til Repeatlisten kom
Vilma Crow – “Guard Dog”
I skrivende stund har Vilma Crow kun to singler ude (men der er lige udkommet en EP) og allerede booket til First Days, og er en del af Rising-programmet, på årets Roskilde Festival. Det forstår man udmærket, når man lytter til seneste single, “Guard Dog”, der også allerede har fået noget P6 airplay.
Det er velskrevet, vellydende og helt igennem vellavet nummer, der emmer af godt sangskriver håndværk. I sådan grad, at det netop er imponerende at det kun er hendes anden single. Hvor længe hun har været på vej, og arbejdet på sagerne, skal jeg ikke kunne sige, men nu går vi ud fra at hun ER relativt uprøvet.
Vi bevæger os inden for den sarte og bløde folkede sanger, sangskriver indiepop med flot vokal, og matchende instrumentering og lyd. På det punkt er der ikke de store landvindinger og overraskelser, hvilket også kan være eneste milde kritikpunkt. Skulle der være behov for at finde den slags.
Jeg har ikke det store at tilføje, det er her er bare en virkelig stærk og helstøbt sang.
Zar Paulo – “Telefonperson”
Hvem har ringet Zar Paulo op og bedt dem om at skrive et rigtigt Zar Paulo nummer? Vi er liiiiige på grænsen af selvparodi her, hvilket jeg ikke mener decideret hånligt. Men hvis man allerede kan tale om “klassisk” Zar Paulo, så må “Telefonperson” være en kandidat.
Vi har en “person” i titlen, hvilket minder mig lidt om “Interessantmand”. Samtidig indeholder titlen en elektronisk dims af formodet ældre dato, eller havde man nok kaldt den “SmartPhoneperson”. De har tidligere sunget om “MySpace”, så de er også helt i deres ånd. En tekst, der på overfladen fremstår ret enkelt, men formodentlig handler om at være menneske i den moderne verden, og/eller en lidt ynkelig mandsling af en art.
Og så sangens “redning”, nemlig det “irriterende element”, det som borer sig fast. Det har tidligere været et keyboard, eller et desperat råb, hopperytmen og klapperiet i “Klap For Fædrelandet”. Her er det et “nejnejnejnejnej”, der er sunget og produceret på en måde, så det kunne lyde som en optagettone på en telefon. Og det sætter sig FAST!
Nummeret er første nye single i omkring to år fra den travle gruppe, så det virker egentlig ret naturligt, at vi får et nummer, der på den måde opsummerer og spiller på deres velkendte dyder. Så kan der komme ny tiltag og leg med formlen senere. Det her fungerer, selvom jeg egentlig har lyst til at hade det bare en lille smule. Men jeg kan ikke. nejnejnejnejnejnejnejnejnejnej…
Pleaser – “Ride”
Hvad fanden sker der, og hvem fanden udsender det her som single?! Det var nogenlunde min første tanke, da jeg satte “Ride” på. Godt nok har punkbandet tidligere ikke spillet, som om de gad at please nogen, men alligevel. Er det overhovedet et sammenhængende nummer?!
Der lægges ud i et ganske larmende og hæsblæsende punktempo, inden sangen pludselig skifter retning. Der følger en længere passage med noget, som kunne kalde instrumental lalleglade rockabilly punk? Inden vi kommer tilbage på punksporet og skramler mod målstregen. Er der en mening med galskaben?
Anden gang begyndte den galoperende rockabilly del at sætte sig fast og gå i bentøjet. Det hopper og springer i en sådan grad, at det lyder som om bandet står og spiller på en trampolin. Især bassen hopper HØJT og er lige ved at stikke helt af. Og stille og roligt fremstår den omkransende, mere punkede del slet ikke så fjendtlig, og sangen heller ikke så usammenhængende som det indtryk første lyt efterlod.
Og nu er jeg blevet ret vild med hele den herlige badulje?! Det er vildt smittende, fængende som bare pokker og svært ikke at komme i underligt godt humør af. Måske er Pleaser i virkeligheden ganske imødekommende på “Ride”, og inviterer en med på en sjov udflugt?
Kira Skov – “Scream It Out”
Kira Skov er også ude på at bryde lidt med mønstre og skabelonen på “Scream It Out”, hun har nemlig udsendt en single uden et egentligt omkvæd. Eller også er hele sangen et langt omkvæd?
Hvordan man end vælger at anskue det, så er det jo lidt vovet at bryde med den kendte skabelon, især på en single. Der er tale om et nummer, som flyder kontinuerligt fremad, langsomt vokser og stiger, men ikke ender i et kæmpe klimaks. Det er atmosfære og stemning, som er i højsædet, og øvelsen fungerer virkelig godt.
Der leges og arbejdes især med vokalen som det drivende element. Eller vokaler skulle man måske sige. Jeg formoder, at det er Skovs vokal hele vejen, som loopes ovenpå sig selv, eller ligger i lag, så det lyder som om hun synger harmonier med og op mod sig selv.
Samtidig med gennemsyres sangen af en hjemsøgt eller lidt jagende fornemmelse, hvor vokalerne både lyder som det jagende eller det jagede. Det giver mig på en måde følelsen af en stigende puls, eller et tiltagende presset åndedræt. Der blot forstærkes af den enkle, men effektive melodi, som skubber bagpå. Man bliver helt forpustet og kigger sig over skulderen.
Spændende single, dejligt at der tænkes lidt udenfor boksen, og man alligevel lykkes med at lave noget, der er både iørefaldende og fængslende.
Hilal Kaya – “Sultan”
Hilal Kaya har tidligere (måske stadig?) været en del af gruppen Kalaha, der gjorde sig i hvad man måske kunne kalde psykedelisk dansemusik. Den dansk-tyrkiske sangerinde er nu aktuel med single nummer to i eget navn, der handler om den særlige kvinde, Sultan, fra Kayas hjemstavn Tyrkiet.
Hun bliver her i det dansable og let tyrkisk psykedeliske, en genre der virker på stille og rolig fremmarch – også herhjemme. Vi har blandt andet stiftet bekendtskab med navne som Tuha og Ay Say, mens jeg selv var ved at eksplodere på Gloria til rave-psych-rockerne LaLaLar på Roskilde sidste sommer.
Det er kort sagt en stil og klang, som tiltaler mig og går lige i kroppen. Således også med “Sultan”, det er svært at stå stille, selvom sangen ikke udelukkende indeholder rytme og melodi til dansegulvet. Sangen bølger op og ned, men det er når vi rykker ud på det støvede dansegulv, at det for alvor bliver smittende og medrivende.
Jeg kan ikke tyrkisk, men stemningsmæssigt lyder det bestemt ikke som et lalleglad dansenummer. Kaya og hendes vokal lyder eftertænksom og reflekterende, når hun beretter om den titulære Sultan. Dermed rammer hun på fornem vis både bentøjet og taler samtidig til følelserne, selvom man ikke helt kan sætte ord på hvilke.
Korte kommentarer
En del numre med “featuring” denne gang, som man kan se på listen over numre længere oppe. Og med skiftende resultater. Idéen er jo god nok, det kan både tilføre et nummer noget der manglede, og så kan man også være heldig at nå to kunstneres lyttere med samme nummer.
EYES har her slået sig sammen med KEN Mode, men hvor meget det gør fra eller til ved jeg ikke rigtig. Jeg er nok ikke den rigtige at spørge, da mit kendskab til KEN Mode er ret begrænset. Men det er da endnu en fin og uforsonlig hardcore-single fra EYES, som ligesom de foregående måske ikke helt flår bentøjet af mig.
Det samme kan siges om BAEST og ORM og deres samarbejde på “Misfortunate Son”, hvor “+” og “+” ikke giver mere end udgangspunktet i min optik. Jeg har for det første svært ved at høre/forstå hvad de respektive grupper har bidraget med. Og for det andet, er det som om at de største forcer ved hvert band er pillet ud af dem. Som om de enten ophæver hinanden, eller er blevet enige om at droppe henholdsvis Baests tunge død og ORM ambitiøse og atmosfæriske ditto. Og i stedet lavet et nummer, der er mere regulær heavy, hvis ikke heavyrock. Tilmed et nummer, der ikke er videre ophidsende.
Bedst synes jeg samarbejdet lykkes mellem Wildr og SYL af bunkens “featuring” sange. Det er alternativ og skævt støjende rock fra Wildr, der møder SYLS uforsonlige hardcore. I denne sammenhæng lyder det som om duoen WIldr agerer backband for vokalen fra SYL, hvilket fungerer rigtig godt. Et både ganske medrivende og arrigt nummer, der lever på sin energi og attitude.
Energi og attitude er til gengæld noget, som jeg savner hos en række navne, som jeg kommer til at klumpe sammen her. Ganske enkelt fordi, at de forholdsvis rolige og afdæmpede sange netop klumper og flyder sammen for mig. Det er alle fine sange, som sikkert vil kunne byde på noget til folk, der er i det tænksomme og tilbagelænede hjørne.
Beklageligvis stammer de også alle fra kvindelige kunstnere, så nu kommer jeg også til at virke som en værre gammel sexist. Det er jeg naturligvis også, men det er nu ikke det der gør, at mine ben begynder at summe og øjenlågene bliver tunge til singlerne fra Selina Gin, MOLDE, Merete Ørting Lahey og Yör. Sorry.
Jeg slumrer ikke hen til “Min Veninde” fra Johanne, det går sangen mig ganske enkelt for meget på nerverne til! Jøsses, det her popnummer dedikeret til en veninde kan jeg da slet ikke med. Sorry sorry!
Bare rolig, jeg er også sexistisk overfor mænd, jeg forskelsbehandler ikke. “Horizon” fra The Carnival Cruise, der dækker over et soloprojekt fra Lars Bredahl (der også udsender alt-rock under navnet Lush Lullaby) er direkte ringe. Huha, Bredahl har tidligere bevist at han har øre for fine, små rockende melodier, men her går det sgu’ galt.
Palace Winters “Headlines” er bestemt ikke et dårligt indie-rocknummer, det lyder bare som Palace Winter. Så kan du lide dem, vil du kunne lide denne single, som allerede er røget i rotation på P6. Der er bare ikke rigtig noget nyt at komme efter.
“Alt Jeg Finder” fra Nyskabt rammer fint tidens toneklang med en blød og poetisk omgang synthet indie-pop. Det er en “genre” og lyd, hvor der efterhånden er mange om buddet og kamp og publikum og mediernes gunst og opmærksomhed.
Kan Nyskabt kan kile sig ind på markedet? Det må tiden vise – der er i hvert fald potentiale her. Der er sikkert greb og virkemidler, melodi og lyrik, alt spiller sådan set – så hvorfor ikke? Singlen her mangler måske liiiige det sidste, den der krog, der gør at man ikke kan få nummeret ud af hovedet. Men med lidt held, så hører vi nok mere fra Nyskabt fremover.
Om Skaldepande får et bredere gennembrud er nok tvivlsomt. Han er nemlig et “Monster”. Eller har et monster indeni på endnu et lidt halv-skæv, små-skummel og muligvis lettere psykotisk eller uligevægtig single. Der er noget sært tiltalende ved hans lettere uortodokse måde at synge på og den lyrik, hans krøllede hjerne spytter ud. Mainstream er det ikke, og bestemt heller ikke for alle. Jeg er dog stadig nysgerrig.
Jeg blev også nysgerrig da Bersærk udsendte deres forrige single, “Når Solen Brænder Ud”, den første med en ny forsanger. Det lød meget som klassisk Bersærk, på den gode måde, da sagen var ret fængende. Det kunne sgu’ noget. “Natten Vågner”? Æhhh, no so much, den er godt nok lidt halv-sløj i min optik.
“lemonade” fra he is tall. er som sådan ikke halv-sløj, men den kan heller ikke matche forrige singleudspil, “i miss you and america”. Det er dog stadig fin og vellydende americana singer songwriter med en varm lyd og flot, blød og indbydende vokal.
Vokalen(erne?) er også flotte på synth/electro-pop trioen Isogenic, et nummer, der handler om en søns forhold til en far, som døde af alkoholmisbrug. Sangen er selvbiografisk og meget stemningsfuld. Ikke et flashy nummer, men et der emmer af vemod, savn og kærlighed. Hjerteligt, smerteligt men også noget man liiiiige skal være i den rette stemning for at sætte pris på.
Det samme gælder måske “Pearl” fra On Days Off, der her giver den et helhjertet forsøg ud i noget afdæmpet roots/neo-folk. Det er småt, det er godt og det emmer af den helt rette form for autenticitet og solidt håndspillet håndværk. Gammeldags og tidløst.
Dagen er ved at gå på hæld hos Spejlvendt, der lader tusmørket falde på den nedbarberede og (igen) afdæmpede, eller lavmælte “mellemrum”. Det er lidt søvndyssende, men her er det helt klart hensigten. Altså ikke at jeg skal falde i søvn, men at ramme en tyst og solnedgangsklingende tone. Det gør duoen på en kompetent vis.
Kompetent er også Jacob Aksglæde, der igen er aktuel med en single, denne gang slår han op. Han “Slår Op Som Gud I Dag” på en herlig lille popperle, hvor Aksglæde igen viser hans fine sans for både popmelodier og let tilgængelig og lige til poesi, som ikke bliver letbenet. Der er både fornemmelsen af lidt drilsk legesyge, og en lyrisk “vinkel”, der giver popsangen det twist, som gør at han stikker ud fra mængden.
Han er en (stadig) ung popsmed og sanger, der har en stil, som fremstår skræddersyet til at give eksempelvis P4 en tiltrængt foryngelseskur. Det var ment som en kompliment, ikke alle laver, eller behøver lave, musik til P3 eller P6 bare fordi man er ung. Man kan godt lave ung P4 musik, det er Aksglæde i mine ører virkelig god til.
Og således vil jeg runde af på en positiv note efter lidt brokkeri hist og her. Som nævnt indledningsvist, så kan en del af det negative skyldes, at jeg er fanget i den nævnte Roskilde-boble. Og at jeg dermed også lytter til og skal forholde mig til virkelig mange kunstnere lige for tiden, så tolerance og tålmodighed lider måske lidt overlast.
Hey, har I forresten hørt den første nye single fra Pulp i over 20 år, “Spike Island”? Holy shit, mate, den er jo fremragende! Sjov, selvironisk, satirisk, smittende, sjask charmerende, velkommen tilbage Jarvis og co., jeg er SÅ klar!
Men Pulp er (MEGET) britiske, så de kan ikke komme i betragtning til en plads på Repeatlisten.
Føjes til Repeatlisten: Pleaser, Kira Skov og Hilal Sultan
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jannick Banannick Boerlum, Halil Kaya single cover
