Årene 2005 til 2007 var peak år på Roskilde Festival både, hvad angår lejrliv og musikprogrammer. Der blev også budt på alt fra sommer og sol til en syndflod. Vi er nået til del 4 af et tilbageblik på de seneste 25 år (ish) på festivalen.
(Det er desværre småt med fotos i arkivet fra disse år, især 05/06, de gemmer sig et eller andet sted)
Og jeg skriver “ish” for som den opmærksomme læser efterhånden nok har fået med, så er der tale om et personligt “25 gange på Roskilde Festival” tilbageblik. Men min første var i 1999, så det dækker egentlig 27 år, minus 3 coronaaflyste festivaler. Så regnskabet går op, når 2025 bliver min 25. Roskilde Festival.
Da vi forlod min personlige beretning og tilbageblikket sidst var alting fryd og gammen, sådan da. En vellykket, men ret våd og mudret 2004-festival var overstået. Altså da man kom sig over den obligatoriske 3-4 dages “Roskildesyge” med influenzalignende symptomer. Det var kutyme de år, hvor der blev konsumeret for meget alkohol, for lidt mad og alt for lidt søvn tilsat tvivlsomme hygiejniske forhold på pladsen.
Inden 2005 udgaven af Roskilde var der dømt omskiftelige omstændigheder på hjemmefronten. Hvor jeg inden for et år formåede både at blive separeret, og som en naturlig del af dette flytte, samt starte på et nyt studie i Aarhus efter et lidt kuldsejlet første forsøg. Her det nemt at være bagklog, men timingen og kombinationen var nok IKKE helt gavnlig for den akademiske karriere.
Camp Gnu finder sin form
Intet er så fucked at det ikke er godt for noget. Efter en “tyvstart” i 2003, hvor Thomas (fra GFR redaktionen) og undertegnede i en ordentlig rødvinsbrandert “grundlagde” Gnufighters (et dumt dumt ordspil på Foo Fighters, we are so sorry), skulle tropperne endelig samles.
De foregående par år lå Thomas og jeg i separate lejre, grundet at min kone var bedste veninde med hans ex, som vi lå i lejr med. Inden der går sæbeopera i den, så var banen i 2005 endelige kridtet op til at alle gnuer kunne samles under fælles fane og i samme camp. Og sikken en camp!
Der er folk jeg stadig omgås, folk jeg aldrig så igen, dem jeg husker, dem jeg har glemt. Det betød også, at Kongen og Dronningen (Kong Thomas og hans kommende dronning, Maria) indtog tronen i lejren. Med deres følge samlet på en mark kaldet Camping Vest sådan cirka omkring det felt kaldet C72 på kortet. Det blev basecamp de kommende år indtil gnuerne blev fordrevet fra savannen af yngre og hurtigere klovdyr fra de generationer, der efterhånden pressede sig på for at tage over fra os 90er vraggods.
Indtil da var vi dog, og opførte os som konger af pladsen. Fodboldkampe midt i det hele med syngende tacklinger og løse regler. Besøg på kryds og tværs af lejre, hvor man bare væltede ind, eller folk kom væltende. I disse år stadig med en stor sandsynlighed for at ramme en nordmand eller svensker, men i mindre og mindre grad en af de eftertragtede tyskere.
Der var sportsarrangementer af mere organiseret karakter på pladsen, som blev besøgt og deltaget i. Ikke af mig, jeg var ved at påbegynde min langsomme transformation til et dovendyr hvad fysisk udfoldelse af den slags angår.
Solen bagte over campingpladsen i 2005, så der var udpræget sandsynlighed for at redde sig både en nice festival tan og solstik. Husk at drikke vand, men hvad var det lige, der skete i 2001, da man gjorde det? Det endte i vandforgiftning og indlæggelse, så jeg var lidt mere selektiv med hvem jeg pattede på samme flaske som.
Når mine læber ikke lige var forbrændt. Jeps. det lykkes mig at forkulle mine læber efter en solid morgenfest i solen, hvor jeg ikke lige var opmærksom på at det eneste skyggen af min hat ikke skyggede for i fjæset var min trutmund. Jeg kan hilse at sige, at sammen med følelsen af at kaste tennisbolde op i forbindelse med nævnte vandforgiftning, så er brankede læber blandt de mere ubehagelige ting jeg har prøvet på Roskilde.
Og så prøvede jeg for første og hidtil eneste gang at “ryge spand”. Jeg var i en god brandert på vej over Øst for at mødes med folk til Foo Fighters på Orange, da jeg tilfældigt kom forbi en tidligere studiekammerats lejr. En flok, der i de år var habile hash-hoveder, og røg sig igennem festivalerne. De havde gang i en “spand”, som jeg blev tilbudt et skud af…
Pludselig kunne jeg høre Foo Fighters i det fjerne, og det kom ikke tættere på, som virkningen af spanden sparkede ind. Jeg kom først helt til mig selv mange timer senere, da jeg tilsyneladende var endt til Duran Duran på Orange?!
Et lidt overset, men stærkt musikår
Når de bedste programmer på Roskilde Festival nævnes, så nævnes 2005 muligvis ikke så ofte, som det måske fortjener. Egentlig heller ikke af mig selv. I min research og gennemgang af programmet, og når jeg tænker tilbage, så stikker 2005 dog af flere årsager ud som et reeeet stærkt år.
Det handler både om hovednavne (selvfølgelig), bredden i programmet, balancen mellem nyt, nutidigt og noget af ældre dato og “koncertheld” – ramte man simpelthen lige de “rigtige” koncerter. Selv minus ovennævnte Foo Fighters, som ÅBENBART spillede en koncert, som mange husker med glæde… blandt andet ham der Thomas.
NÅ, det sagt, så er det i disse år at min koncertfrekvens generelt var stigende. Jeg fik simpelthen slæbt mig rundt på pladsen og SET noget?! Og rundt vil sige fra Odeon i det fjerneste vestlige hjørne (ved motorvejsbroen, hvor Downtown Camping nu er placeret) og rundt på scenerne Ballroom, Metropol, Pavilion, Orange og over til Arena. En pladsform og sceneplacering, der lå nogenlunde fast fra 2003 og årtiet ud.
Af nyt og nutidigt kunne festivalen i 2005 byde på navne som Bloc Party, Joanna Newson, Interpol, Mastodon, Le Tigre, Skambankt, Isis, Sunn))) eller Bright Eyes. Der var også plads til navne, som var oppe i tiden, men lidt gik i glemmebogen som Athlete eller Devendra Banhart. Eller “flash in the pan” fænomener, som eksempelvis The Game.
Programmet gemmer også på kunstnere, hvor Roskilde var nogenlunde tidligt ude, inden de for alvor brød igennem. Som M83, der spillede på Pavilion fredag eftermiddag. Mens der også blev budt på legender som diskokongerne Chic eller Brian Wilson, som spillede en skøn morfar koncert på Orange søndag aften. Tydeligt mærket af tidens tand, hans mentale helbreds udfordringer gennem årene og en svigtende stemme. Men båret af et fint band og sangere, der kunne hjælpe, hvor det kneb i det høje register.
Af en eller anden grund var det ikke Wilson, der fik lov til at lukke Orange det år. Derimod en eller anden, sikkert legende i sin egen ret, latino crooner, Juan Luis Guerra. Da var omkring 90.000 taget hjem. Typisk og klassisk Roskilde, når de er allermest insisterende og “bedrevidende” – gu’ faen kan i li’ det her, spis så op!
På sin vis var lukkeren helt i tråd med åbneren 4 dage tidligere, nemlig Ikscheltaschel. Al ære og respekt for dem og deres bedrifter, men nævn lige deres hit? Nej, det var Bliv Glad. Nej, heller ikke, det er Bikstok Røgsystem, der faktisk også spillede i 2005 og så var dancehallen da for alvor rykket til dyrskue. Godt den blev udfaset, som årtiet gik på held. Det er ikke alle modediller, som behøver en genopdagelser eller fordanskning for den sags skyld.
Apropos dansk, der var også plads til The Raveonettes, Mew, Peter Sommer, Trentemøller og Karen! Husker I Karen? Ikke Mukupa, bare Karen. Hun var nu meget god, men modsat de andre danske navne nævnt her, så blev hun aldrig et virkelig stort og etableret navn – det er også en del af Roskildes historie. De utallige, som “forsvandt” efter at have kigget forbi.
Velvet Revolver, supergruppe sammenrend med Scott Weiland (Stone Temple Pilots) og dem fra Guns ‘N Roses, som var trætte af Axl, gav en klassisk rockkoncert på Orange. Måske lidt utidigt, men det fungerede nu meget godt, selvom bandet måtte bruge Stone Temple Pilots og Guns materiale som krykke.
Det samme gjorde en anden supergruppe, Audioslave, dagen efter på en feeeed fredag, hvor de blandede deres eget materiale med Soundgarden og Rage Against The Machine klassikere. Så fik man da, på en måde, set lidt Soundgarden og Rage på Orange. Super koncert i øvrigt, alt andet lige.
Audioslave var del af lidt af en fredag foran Orange, ledt an af den stadig ikke gamle, men dengang lidt aldrende, hanhund Snoop Dog. Det var sgu’ meget festligt, om end man kendte alle tricks i rap-koncertbogen. Selvom der gik medley, covernumre og nostalgi i den, så var Snoop dog nogenlunde aktuel og varm efter at have hittet med “Drop It Like It’s Hot”. Og så indvarslede han for alvor hiphoppen indtog på Orange og viste, at det kunne fungere – selv med et meget hvidt publikum.
Efter Audioslave blev vi for alvor hævet ind i mørket af Black Sabbath, der gav en koncert, som jeg husker som overraskende vital og vellykket. Ozzy kunne stadig synge og bevæge sig, i hvert fald lidt, modsat 10 år senere på Copenhell. Inden D-A-D lukkede løjerne med et forventeligt brag, som sendte en glad ud i natten. Og det var så deres foreløbigt seneste koncert på Roskilde… for 20 år siden!!!
Det er ved at være min kæphest, og jeg har vist tævet den til døde, men hvem fanden har D-A-D gjort fortræd eller personligt fornærmet? Med alt det BRAS, som er blevet booket eller skubbet ud for at dø på Orange i årene siden, så nærmer det sig en skandale, at man føler sig for fin til at booke D-A-D igen. De har været pladeaktuelle, holdt jubilæum, hvad ved jeg, og er de forresten igen. Ny (god!) plade og 40 års jubilæum som band. Måske er Roskilde bange for at en flok ældre, hvide danske mænd, der spiller rock, kommer og viser hvordan man tackler Orange?
Hvor kom jeg fra? Åh, fed fredag og så røg jeg i spanden lørdag, det er sandt. Jeg vaklede forbi Royksopp på Metropol i min sløve sindstilstand i min søgen efter Orange. Fandt frem i tide til at opleve Green Day, der var på toppen ovenpå American Idiot, gøgle rundt på Orange. Inden jeg muligvis drattede om og vågnede op til dåd, tids nok til at stå og skråle med på Duran Duran og “Ordinary World” klokken kvart over sengetid om natten.
Sikken et år, egentlig! Og 2006 er i nogles optik endnu bedre?!
Samme fremgangsmåde som sidste år?
Jeg har tidligere nævnt at nogle år er “dobbelt år”, eller smelter lidt sammen i hukommelsen. 02/03 var sådan, og 05/06, fordi man lå i lejr nogenlunde samme sted, på samme måde og med mange af de samme mennesker. Vejret var tilmed glimrende i begge de to sidstnævnte år.
Det var også de år, hvor man for alvor mærkede en ændret adfærd og tilgang til folks ankomst op til festivalstart. Jeg har tidligere omtalt det stigende pres på indgangene inden campingpladsens åbning. Og festivalens mere eller mindre vellykkede forsøg på at lette det tryk.
Det blev til nogle lange nætter og morgener i tætpakket kø, som indledning til festivalen, hvor jeg tog togturen fra Aarhus til Amager (Og Thomas, hans kæreste Maria, hans søster Charlotte og dennes gemal Nicolai aka Mongolai). Hvorfor turen gik tidligere og tidligere mod festivalen, da nogle gnuer i flokken fik trang til græs.
Der var dog en afgørende tilføjelse til persongalleriet i 2006, the missing link, manden, myten, legenden og det dumme svin, Judas. Eller Jonas, som han hedder til dagligt og på GFRredaktionen. Vi læste sammen i Aarhus i begyndelsen af nullerne, på mit første fejlskud af akademisk karakter og blev senere roomies i huset “kærligt” døbt “The Dump”. I 2006 tillod han sig, i anledning af en VM slutrunde i fodbold, at komme anstigende i en Italiensk landsholdstrøje. Hvortil Thomas ved synet af manden, han aldrig tidligere havde mødt anråbte og døbte ham, ja, “(FUCKING)Judas”.
Så var A-kæden komplet og jeg havde fået en fast teltmakker de kommende år, i hvad der blev døbt “Penis-teltet” (senere Penis-telt 1, da telt 2 måtte indfases). Ikke pga. vild pikkemandsaction under teltdugen, men fordi en eller anden hærværksmand eller kunstner, tillod sig at male en stor diller på den ene kabine.
Udover fodbold på storskærm og en Campingscene, som nu var muteret til Pavilion Jr, og havde fået sit eget område på selve festivalpladsen, var det dernæst “mere af det samme”. Druk i varmen fra morgen til aften med alt der hører til af udflugter, side- og omveje. Oplevelser, som nu er en del af den fælles Gnufigters-lore og sikkert lige så mange røverhistorier, der er blevet fakta.
Alt i alt havde vi bare en fucking fest, skide sjovt og ejede den plads. I hvert fald i vores eget opblæste og lettere forvrængede selvbillede. Men det var fandeme et flot billede i de år!
Noget gammel, noget nyt og mere af det samme
For mange står musikprogrammet 2006 som et topår, hvor jeg fremhævede 05 som et lidt overset et i den sammenhæng. Nu hvor jeg sammenligner og har begge foran mig, så synes jeg måske egentlig at 05 er en smule bedre, eller i hvert fald fuldt ud lige så godt som 06?
Smag og behag og alt efter hvad man måler efter… “formlen” fra festivalens side virkede i hvert tilfælde, som om den havde fundet en form, der fungerede for dem i de år. Uden større problemer ville man sikkert kunne have byttet adskillige navne mellem de to år, uden at det havde gjort den store forskel. Editors i 06, Bloc Party i 05, bytte bytte købmand? Interpol i 05, Placebo i 06? Ikke ens, men på bundlinjen giver det lidt det samme.
Joanna Newson og Jenny Wilson er ikke samme person, men jeg blander dem altid sammen. Her var det henholdsvis 05 og 06. Martha eller Rufus Wainwright, de er søskende og spillede endda samme dag i 06, men dog på forskellige scener, Pavilion og Arena – kend din plads i hierarkiet, søster! Jeg så ingen af dem.
Jeg var nemlig parkeret foran Orange med Herr Judas, der sørgede for aviser og snacks, mens Kaizers Orchestra var lyden af midt-nullerne inden tiltagende problematiske Morrissey tog over. Han var federe, på en anden måde, i 04 end på Orange i 06. Bob Dylan besluttede at “fortolke” sangskatten parkeret bag sine tangenter, så jeg tog en afstikker til Odeon, hvor der var tysk islæt med Wir Sind Helden efterfulgt af Death Cap For Cutie.
Og så lukkede jeg den fredag med at tage på Orange homo-diskotek med Scissor Sisters apropos “så midt-nuller”. De kan forresten opleves på SmukFest Fyn aka Tinderbox til sommer sammen med eksempelvis The Streets, der også toppede for 20 år siden og spillede på Roskilde i blandt andet 04 og her i 06.
Dagen var startet med mere lyd af nullerne fra Veto på Odeon efterfulgt af på det tidspunkt fremadstormende Volbeat. Man kan sige hvad man vil om Michael Poulsen og co. og deres efterfølgende plader, samt gøren og laden. Men de var et forbandet godt liveband i 05-07, hvor jeg så dem en håndfuld gange fra Aarhus til Roskilde. Jeg skrev i en anmeldelse til en for længst lukket hjemmeside, at Volbeat kom til at åbne Orange i 07 efter den præstation. Pletskud! Men jeg kan ikke bevise det!
Til gengæld ramte jeg nok forbi i et anfald af nostalgi og et ønske om at “vilje det bedre end det reelt var”, da jeg roste Guns ‘N Roses til skyerne for deres maraton torsdag aften. Om ikke meget andet, så var koncerten da lang. Og selvfølgelig forsinket. Axl will be Axl. Hans hired goons var hvad de nu var, jeg fik mit Axl-fix og OD’ede nok lidt på den i forhold til konsensus omkring den “seance”.
Axl og slæng, og bands som dem, var ved at have overskredet sidste salgsdato. Også på Orange, hvor de nye mere hiphop og pop-orienterede navne stille og roligt kom snigende. I 2006 endda med et brandvarmt navn lige på nippet til superstjerne status: Kanye West. Da kan man tale om bullseye fra festivalens side. Det var det HELT rigtige tidspunkt de fik ham på, inden han blev megaloman og senere et omvandrende red flag og råb om hjælp. Fed koncert, hvor jeg var lige ved at danse mig til et lørdags kollaps.
Det VAR altså også lige efter, at Tool havde spillet deres anden, og næst-bedste koncert, på Roskilde, efter de eksploderede min hjerne i 2001. Og inden Maynard og Co fik Judas til at stå og overdøve højtalersystemet med skønsang, nåede jeg også at rocke ud til Primal Scream OG starte Orange-dagen ud med endnu god omgang Deftones.
Orange stemning og tidens toner
I det hele tage var det set i bakspejlet nogle ret fine år foran Orange, og rundt på pladsen, hvis man var til rock. Selvom Steffen Jungersen i BT allerede i 99 døbte Roskilde Popkilde Festival.
Alligevel var der da plads til rocken. Alene søndagen bød (udover nævnte Placebo) eksempelvis på Figurines, Wolfmother, Hatesphere, The Raconteurs, Franz Ferdinand, Kaiser Chiefs, The Strokes og Arctic Monkeys på Arena allerede kl. 15.00. Et par år senere var de i Orange-klassen.
Og den Orange hovedscene blev lukker med manér af selveste Roger Waters og hans dengang friske Dark Side of The Moon-koncert. Naturligvis tilsat alle de andre største Pink Floyd klassikere. Hvis Kanye var nutiden, så var Waters det historiske islæt. Begge kunstnere er så efterfølgende blevet noget mere problematiske størrelser på hver deres måde. Er det egentlig ikke lidt underligt, at en der synger advarende om tankekontrol og another brick in the wall har tilkendegivet sin støtte for Putins regime i Rusland?
Aaaaanyyyywaaay, shine on you crazy diamond, Roger. Den sidste dinosaur var langtfra set på Orange, men rundt omkring arbejdede helt andre navne sig op. L.O.C. var nået til Arena, efter sin start på hans Roskilde opstigning på mindre scener år forinden. Det var fucking højt. Især bassen, da jeg rundede den koncert, gik den lige i maven på en uønsket måde på en Roskilde fredag.
Balkan var kortvarig en ting i de år, Gogol Bordello kiggede forbi Arena tidligt på dagen samme fredag. Det var ikke lige min ting. Heller ikke førnævnte dancehall dille, men. Natasja. Jeg startede sidste dagen med en skøn omgang Natasja og Ragga Pack på Pavillon, som desværre også blev hendes sidste optræden på Roskilde. Året efter omkom hun i en trafikulykke lige inden festivalen det år.
Det var der sådan set ikke en dybere pointe i ud over, at ting kan ændre sig hurtigt eller pludseligt af mange grunde. Musikalsk stod Roskilde Festival ikke stille i disse år, men forsøgte med held og dygtighed at ramme den balance, de altid har sigtet efter. Hvad man så måtte synes om kvaliteten og holdbarheden af de enkelte navne, det er en smagssag og noget man altid kan kloge sig over når man kigger bagud og ved hvad der fulgte.
Mit største “problem” i de år var nok, at jeg (lidt forgæves) ledte efter det nye sorte for mig personligt. Ikke det samme, som jeg dyrkede år tidligere, men noget nyt og andet som kunne matche. Det der var på mode var ikke lige mig, og indie-navne som Editors og Bloc Party forsøgte jeg at synes om mere af nød end lyst. Og grupper som Velvet Revolver og Audioslave (og Axl Rose Show) virkede som light udgaver af noget lidt federe. Fint nok, af mangel på bedre, men….
Til gengæld fik jeg så meget andet. Hey, og hvis alt andet fejlede, så skinnede solen to år i træk. Hvorfor ikke snuppe et hattrick på den front, hvad kan der gå galt?
Det er bare en byge
Jeg ved ikke om I har hørt det, men kom lidt regn i 2007? Efter 2 tørre og varme år, så var der åbenbart dømt payback time. Nuvel, vejrudsigterne op til festivalen så noget lunkne ud, men jubeloptimist som jeg var, havde jeg kun pakket en “vandafvisende” vindjakke til nødstilfælde. Og intet andet regntøj.
Det er nu heller ikke sikkert, at det havde hjulpet, da vi ramte onsdag. Dagene op til var sådan so-so, som jeg husker det med en del vand lige inden og under de første dage. Vi var blevet våde i den efterhånden lidt for velkendte evighedskø op til åbningen af pladsen, men vi forskansede os nogenlunde i Camp Gnu.
Vores foretrukne frimærke på pladsen lå en lille, bitte smule forhøjet i området, så vi kunne drage fordel af at en del vand løb ud og væk fra lejren i stedet for at danne en sø. Men pladsen var allerede godt mudret og svær at sjappe og sjutte rundt på i de første dage. Så ramte vi onsdagen, dagen før åbningen af selve festivalen.
Som jeg husker det, begyndte det at regne vedvarende fra onsdag middag og det stoppede først fredag morgen. Hvor intensiteten var støt stigende, hvor især torsdag var ganske ubarmhjertig hvad regnmængden angår. Ifølge en artikel jeg har googlet mig frem til, faldt der fra torsdagen inden festivalen til og med søndag under festivalen næsten 100 m.m. vand på pladsen. Deraf halvdelen alene i løbet af torsdagen!
Og så var løbet ligesom kørt for den plads. Jorden kunne på ingen måde følge med og suge så meget vand på så kort tid, så ikke alene var der mudder overalt. Der var regulære søer. Især ude på campingområdet, hvor visse arealer blev decideret ubeboelige og stier ufremkommelige.
Ryk sammen – vi er alle i samme båd!
Vi slap efter omstændighederne nogenlunde nådigt med lidt vand i teltene og et enkelt, der var egnet til at tage fodbad. Så vi holdt ud, rykkede sammen under pavillonerne og prøvede at komme igennem. Hvor de første dage havde gjort folk møre, så var der mange der gav op, pakkede hvad der kunne reddes og tog flugten allerede i løbet af torsdagen.
På forunderlig vis havde vejret og de barske forhold dog en “magisk” indvirkning på dem der blev. Alt var såååå FUCKED, vi var alle i samme båd, så hvorfor ikke forsøge at få det bedste ud af det? Jeg har oplevet det under andre regnår på Roskilde, efter en tilvænningsperiode og accept af at det bliver ikke bedre, sker der et eller andet med folk og stemningen. Den bliver om muligt endnu mere løssluppen og… rummelig?
Ja, man glider og vælter rundt. Det er møgbeskidt, man selv er møgbeskidt og det kan være møgkoldt. Deal with it, eller tag hjem. Og ja, man får da en nedtur eller nok af mudder af og til, men man kommer op igen. Det er heller ikke videre lækkert, at man på de famøse lokumstønder, som ugen skred frem, reelt ikke kunne se forskel på om de var smurt ind i mudder eller lort. Var det vigtigt? Er overbevist om, at begge dele, hvis de kunne adskilles, var lige sundhedsskadelige og dårlig for ens hud.
Så ud over våde fødder, ok vådt alt, udslæt sjove steder på kroppen, virkelig fedtet hår, ok ok fedtet alt og efterfølgende nedsat almen helbredstilstand, så slap man da relativt uskadt igennem den naturkatastrofe! Totally worth it. Ej, det var faktisk, rent socialt og stemningsmæssigt en virkelig fed og mindeværdig festival pga, sammenholdet og følelsen af at man netop rykkede sammen i båden med alvorlig slagside.
Da vi var unge
Dengang i 2007, da vi var yngre, var Volbeat knap så udskældt og lagt for had, hån og udsat for spot og spydigheder. Da var de faktisk også et ret fantastisk liveband, som fik æren af at åbne en pisse våd torsdag på Orange efter, som nævnt i ovenstående, at have væltet Odeon året inden.
Andetsteds på pladsen var det brandvarm Arcade Fire, der var det første navn på Arena. Det var dengang, at der var seriøse overlap i spilleplanen, uden en lille forskydning, så man kunne nå begge dele. Der skulle prioriteres og vælges, og nogle gange var det lidt et tilfælde, hvordan et “valg” faldt ud. Jeg valgte Volbeat, det ved jeg ikke om var en fejl.
Arcade Fire i 2007 havde nok været det fornuftige eller “rigtige” valg, i hvert tilfælde det “rigtige” tidspunkt at fange dem på. Men jeg følte, at jeg havde set Volbeat stige i graderne så hurtigt de foregående par år, at jeg var “nødt” til at følge kroningen til dørs. Det blev også den sidste gode Volbeat koncert jeg oplevede, selvom man allerede kunne begynde at mærke noget kalkuleret og mere kynisk på den måde koncerten blev afviklet på. Og kontakten mellem band, især frontmanden, og publikum.
The Killers var også lidt en maskine, men en charmerende Las Vegas glitter rockshow en af slagsen. Og de passede perfekt som hovednavn på Orange i 2007, hvor de var på toppen efter deres to første (og bedste) plader. De nåede dermed at headline inden de faldt fra tinderne i rekordfart, og aldrig rigtig er kommet sig igen. Synd, for var du fan af de to første plader, så giv lige deres seneste udgivelser et lyt. Især Imploding The Mirage fra 2021, det er altså en virkelig god plade!
Nå, det skulle jo ikke handle om den nære fortid, men den mere distancerede. Så stod man der i smat til knæene, bogstaveligt visse steder på pladsen. Så man måtte vel forsøge at holde sig i gang? Hvilket resulterede i, at fredag (igen igen igen, åbenbart en tendens med fredagspeak for mig på Roskilde?) blev en ganske vild og begivenhedsrig dag.
Indledt med en tidlig omgang In Flames på Orange i selskab med en ny, vigtig, spiller i Camp Gnus i disse år voksende persongalleri: Den Skaldede Banan. Han blev fast inventar de næste par år, og var med til indirekte at få andet frisk blod hævet ind i lejren, der trækker tråde helt frem til i dag. NÅ, men det er fremtiden, i 2007 nutiden var hele pladsen forvandlet til en sump, så bevægelse mellem scenerne var langsommelig og udmattende.
Men mellem Orange koncerter nåede vi en afstikker til Arena og fik set nogle af tidens modeluner i form af My Chemical Romance. Så fik jeg da hørt “The Black Parade”. Men på Orange ventede et af mine absolutte hovednavne, og periodevis favoritbands, nemlig selveste Beastie Boys. Mindst 10 år for sent, men hva’ faen, bedre sent end aldrig… ok, det var en lidt sløj og ikke mindst rodet koncert.
Beastie Boys var i (hvad der desværre skulle vise sig at være) sidste del af deres aktive karriere, hvor de ikke var særligt produktive og gjorde lige som det passede dem. De var aktuelle med et eller andet instrumental album, som jeg vist aldrig fik hørt færdig. Men de gamle slagere, når de ramte, sad lige som de skulle. Og “Sabotage”? Well, lad os bare kalde det en afsluttende abefest af rang.
Kan man spille ørkenrock i en mudderpøl? Og har Queens of the Stone Age nogensinde været rigtig fede på Orange? Jeg har set dem prøve kræfter med hovedscenen 3 gange, det her var helt sikkert en af dem… denne gang i primetime.
De blegende fuldstændig i forhold til et band, som voksede til og med lejlig- og muligheden og var det rette navn, på det rette tidspunkt på det helt rigtige sted. Nephew på hjemmebane klokken 01 om natten. 07.07.07, som koncerten senere blev kendt som, da den blev udsendt som liveoptagelse. Ligesom Volbeat, så er Nephew måske faldet lidt i agtelse og fortjent/ufortjent fået folk til at rynke på næsen. Tag ikke fejl, de var på TOPPEN af himmelbjerget i 2007 og de EJEDE Orange for en stund.
Jeg selv brugte blandt andet lejligheden til at ryge i et meget dybt hul ved det ene højtalertårn foran Orange. Så jeg stod i vand og mudder til midt på benene, men jeg fik reddet min papvin op i strakt arm. Det lykkes mig efterfølgende, på vej hjem i den grå grumsede morgenstund at glide og skvatte ikke én, men to gange på campingpladsen.
Efter fald nummer to, og to tidligere forsøg på rengøring af det værste med… hvad man nu havde, blev jeg ærlig talt lidt træt. En (formodentlig) sød, svensk pige kom stavrende og spurgte om vi kunne hjælpe med at finde hendes telt? NEJ, DET MÅTTE HUN KRAFTEDEME SELV BØVLE MED! Som sagt, min tålmodighed var på det pågældende tidspunkt lidt tyndslidt.
Tilbage i teltet gav Thomas mine mudrede ben (jeg gik konsekvent i shorts i 07, ingen regntøj i ved. Begræns de våde benklæder) den tidligere nævnte afvaskning i lunkne Slots Classic. Og så gik jeg i seng.
Farrock og fem fadøl, tak
For jeg skulle være frisk allerede et par timer senere til “Buffalo Tom” på Arena klokken 13.00? Hvem fuck var Buffalo Tom? Han er markeret med en streg i mit program fra 07. Ok, ifølge samme program: dannet i 86, “et yngre Dinosaur Jr.”, som nu forsøger at give “succesen endnu en chance”. Jeg formoder, at det ikke lykkes.
Det er jo også en del af fortællingen om Roskilde Festival. Der må have været utallige bands og kunstnere på programmet i samme situation og position som et Buffalo Tom. Og nu er de en fodnote eller en parentes, eller del af en omgang vrøvl som her.
Machine Head har også været inde, ude, inde, ude igen og måske inde igen i en noget broget og ujævn karriere. De var inde og inde i en god periode i 2007, hvor de også smadrede og vandt på Arena midt på eftermiddagen. Det husker jeg som en af de klassiske “lad os kickstarte dagen og branderten med en liter pap eller to” koncerter. Og det virkede.
Så endte hurtigt i den helt anden ende af pladsen, hvor Hayseed Dixie underholdt med deres bluegrass versioner af ACDC numre. Inden turen gik til det Orange legeland, hvor de kulørte konfetti og dyrekostumer entusiaster The Flaming Lips underholdt. Da var deres “act” i den version lige ved at have aftjent sin værnepligt, men det gik lige med en tur mere rundt i manegen.
Pludselig var jeg dog efterladt alene i muddergrøften?! Hvor pokker var alle gået hen og hvorfor ville ingen med mig til The Who?! Fordrukken mobilkommunikaion fik afklaret, at flokken havde kapret dele af øl-baren og var gået i levemands-mode. Det var inden der var fancy barer overalt på pladsen. Men… The Who, for helvede?!
Farrock kræver fadøl, jeg købte målbevidst om at have en privatfest foran Orange. Og fandt til mit held et udtørret (!) traktorhjulspor i mudderet, hvor jeg kunne parkere mine øl sikkert og stå tørskoet ret tæt på scenen. Det kan jo lyde som om, at der var god plads? Eh ja, som sagt, så var det jo en privatfest, så jeg blev bestemt ikke chikaneret eller antastet! Won’t Get Fooled Again, ved i nok…
Efter at have skrålet mig hæs på alle klassikerne, og dulmet ganen med øllet, var der samling til dagens hovednavn: Red Hot Chili Peppers. Har I hørt om deres legendariske koncert på Roskilde Festival 2007?
Well that SUCKED.
Måske skulle man alligevel have snuppet Tiesto på Arena cirka samtidig? Som nævnt, så var Roskilde Festival også et spørgsmål om prioriteringer og valg. Og tilfældigheder og held. Havde jeg “valgt” lidt anderledes fredag, så havde jeg måske set The National (på Odeon!), Soulsavers med Mark Lanegan, Gojira, Grizzly Bear og Cult of Luna i stedet for de nævnte.
Eller hvad med Suspekt på Cosmopol kl. 14.00 en søndag? Eller Wilco på Arena kl. 15, som jeg ligesom i 1999 formåede at undgå. Måske næste gang? Eller hvad med Boris, Brian Jonestown Massacre, New Young Pony Club, Lee Scratch Perry, Camera Obscura, LCD Soundsystem (Odeon! igen!), Cold War Kids eller Sean Kuti & Egypt ’80? OK, sidstnævnte lykkes det mig faktisk at fange på Roskilde mange år senere. Modsat Roky Erickson, for han er sgu’ død.
Arctic Monkeys var allerede tilbage på Roskilde, denne gang som forventet på Orange, inden Muse også vendte tilbage med deres første besøg på hovedscenen efterfølgende. Endnu to Orange headlinere, som festivalen fik smidt derop på det helt rette tidspunkt i 2007.
Omvendt virkede det som om, at tiden var ved at løbe fra Basement Jaxx, der lukkede Orange. De var på EB’s top 10 koncerter i 99, da de spillede i et af de mindre Techno Telte, og semi-headliner et par år senere. I 2007 virkede de allerede lidt passé, mens Justice var lyden af nu og fremtiden da de lukkede Arena senere på natten.
– Campingscenen var ved at sejre sig ihjel og fik bedre og mere organiserede forhold, da den rykkede ind i Pavilion Jr., hvor den fik fast base i adskillige år. Godt for kunstnerne, som nu ikke virkede som baggrundsmusik på campingpladsen. Lidt synd for campingpladsen, der mistede et afslappende mødested.
– Odeon etablerede sig som en af festivalens bedste scener og områder. Jeg elskede, at scenen var en lille oase, placeret lidt for sig selv oppe i det ene hjørne af pladsen.
– Øl-priserne faldt IGEN?! Først til 155. kr for 30 flasker, inden dåser endelig tog over og 24. indledningsvist blev solgt for 145 kr., og Tuborg erstattede Carlsberg som sponsor. Er det ikke samme kasse?
Og øl kunne vi sgu’ stadig drikke, næste gang går vi tørskoet ind i 2008 og 2009.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Hvor ikke andet krediteret Thomas Bondes private arkiv
