I den tænksomme afdeling af tekstuniverser finder vi Søren Damm, der påpeger at håbet har to sider: Det kan både holde os oppe og forblænde os og fjerne os fra realiteterne.
Det gør han på en velproduceret plade, hvor der med relativt enkle midler er lavet en overbevisende sound, der giver plads til vokalen.
Vokalen kan betegnes som særegen – et sted mellem Bisses vrængen og noget Sebastian.
På mange numre er der én korstemme på, der skaber lidt bredde og et særegent udtryk. Det er klogt.
Særegen er i nemlig i dette tilfælde en måde at skille sig lidt ud fra ’resten’ – men også til at skærpe opmærksomheden hos lytteren.
Det er en ret enkel instrumentering: Guitar, tydelig bas, trommer, synths – garneret med klaver og et enkelt sted saxofon.
Det er som om, der hele tiden er holdt nede på produktionen og der aldrig gives fuld gas.
Som greb fungerer det virkelig fint, da teksterne fylder en del og træder frem. Men også fordi det er sjovt hvordan der på åbningsnummeret gøres brug af et melodisk hook, samtidig med at temaet er én tone på en guitar – i en rytme, indrømmet. Men altså; én enkel tone.
Åbneren ’framer’ pladen og bearbejder titelen – og den dualitet, der ligger i håbet.
Indrømmet, det kræver en på én gang krøllet og depressiv tankegang at udfordre et ellers ret entydigt positivt begreb som håbet… Men jeg køber den 100%.
Det gør jeg også med den ret håndholdte, meget enkle produktion og udtrykket.
Om man så er tilhængere af one-liners som ’Ungdommen er spildt på de unge’ og andre, næsten mavesure tekstlinjer, er et spørgsmål om smag.
Pointen er dog, at det hænger godt sammen.
Ikke mindst fordi der har været blik for en god melodiføring hele vejen igennem – uden at der nogen oplagte hits på pladen.
Det er nok heller ikke æriendet at få radioplays her. Det virker til, der er noget på hjerte – men for den, der aktivt vil lytte.
Hvis vi skal sammenligne med Bisse for en kort bemærkning, så er der bare ikke helt så mange underfundige smil hos Damm. Det gør det på én gang lidt sværere at lytte til pladen – men tilfører også lidt mere tyngde.
Tilværelsens evige to-sidethed går igennem tekstuniverset og lasterne indtager også en central plads:
Vi forbruger ting, der er dårlige for os. Ja, i disse tider er alt forbrug vel i virkeligheden udfordret af klimakrisen. Undtagen musik! Husk at bruge musik! I digress…
I Aftenlands Allé leges der også med noget spoken-word som variation, mens en saxofon jazzer i baggrunden. Giver et virkeligheds-indtryk som på en banegård… Men hiver os også lidt ud af det trygge, velproducerede lydunivers.
Netop som man tænker, det hele er lidt sort – så er der faktisk positivt håb at spore: Verden i Vatter nævner godt nok alverdens dårligdom… Men nærheden af næstens arme sætter dog det hele i vatter. Så langt kan Damm altså strække sig, når det handler om positiv tænkning.
Det gør ikke så meget. Det er en præmis. Men ret skal være ret – som pladen bevæger sig mod sin afslutning, kommer der endda tempo og synth-dominans ind over og Den Hvide Støj kan man decideret danse til. Damm lader sig ikke sådan totalt definere…
Håbet Er Den Største Last er en ambitiøs plade, der i høj grad bliver forløst. Det er dog ikke en venlig plade og du skal købe ind i den krøllede tænkning, den depressive tilgang til verden.
Det er lykkedes mig i glimt – og så er det en stærk plade. Men det er måske også en plade, der som Guldlok lige skal have de rette omstændigheder. Eller blot blive spillet i baggrunden for sin vellyd. Hvilket vil være lidt synd, når der nu så åbenlyst er så meget på hjerte i teksterne…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Hør Ingen Går Alene her:
