Vi afbryder den normale sendeplan pga. en forstyrrelse fra nutiden. Roskilde Festival har været så frække både at fuldende programmet og smide spilleplanen ud – 2 måneder inden festivalen. Så der er ingen undskyldning for ikke, at sætte sig ind i tingene. Men først skal vi have nogle (forhåbentlig) korte umiddelbare reaktioner!
Så sad man lige begravet i fortiden og gemmerne for at gøre en række tilbageblik på 25-27 års festival historie færdig. Roskilde 2025 bliver nemlig min 25. gang på festivalen, så det skal da markeres… og så bliver man afbrudt af nyheder fra nutiden?
Det taler nok umiddelbart ikke til festivalens fordel, at jeg har siddet og gravet i programmer og spilleplaner helt tilbage til 1999. Derfra og 10-15 år frem (og 10 år før) var programmet jo tilsigtet folk på min alder – og tilmed med nogenlunde min smag. Hvilket naturligt gør, at programmer af ældre dato i direkte sammenligning kommer til at fremstå mere imponerende. Eller gør de?
Samme game Roskilde-sang?
Som jeg har skrevet om snart alt for mange gange, men vi tager den lige hurtigt igen. Så er Roskilde en markant anderledes festival nu end “dengang”. Det SKAL den være. Ellers følger man ikke med tiden og bevæger sig ikke samme vej som ens målgruppe, ungdommen. Så det er hvad det er.
Og jeg vi heller ikke bruge meget mere tid på, at klage over, eller prøve at forklare “manglen på internationale hovednavne”. Der er så mange faktorer, som spiller ind her, at det er en helt separat artikel. Som jeg (og andre sikkert mere kompetente mennesker) HAR skrevet. Og sikkert flere gange. Headlinere hænger ikke længere på træerne, og dem der gør bliver ofte hængende så de kan få flere penge i kassen ved, at spille egne shows. Indtil de bliver overmodne og falder til jorden… eller, nå den metafor kunne også få sig et liv.
Det hænger dog alligevel på en måde sammen med min første store umiddelbare og dermed ikke helt gennemtænkte reaktion på årets program. I år er det virkelig tydeligt at man har en festival med to store scener, som mangler navne, og ikke omvendt mange store navne, som mangler store scener at optræde på.
Hvilket gør, at Roskilde er nødsaget (af lyst eller nød) til at “forfremme” og opgradere visse navne for, at fylde spilletiderne på Orange og Arena ud. Begge scener har historisk set præsenteret både store og mindre navne gennem årene, så det er ikke det der er det “nye”. Og det her er egentlig heller ikke et nyt fænomen, det har været en tendens i årevis. Det stod bare tydeligt frem da jeg første gang hurtigt scrollede spilleplanen igennem.
Indskudt bemærkning her: er jeg den eneste, som har en følelse af, at det ikke altid hjælper på førstehåndsindtrykket, at man netop scroller spilleplanen igennem på en skærm? Modsat at have en bredere mere overskuelig oversigt, som eksempelvis i det trykte program i gamle dage?
Mismatchede forhold mellem scener og kunstnere
Tilbage til virkeligheden på Dyrskuepladsen. Eksempelvis tænkte jeg, da jeg oprindeligt så at Beabadoobee var offentligjort, “ah, det er da et fint navn til Avalon”. Eller til nøds Arena. Nix, hun er endt på Orange! Hvor også rapperne Doechii får lov til at lægge arm med dagslys og en stor, åben mark. Hun havde nok også haft bedre vilkår på Arena, omvendt er hun ret hot, så det er måske med at smede nu og se om den går. Eller om der går Sexyy Red eller Ice Spice i den som sidste år (er der nogen, som stadig snakker om dem?!).
Rocken er nærmest totalt fraværende på de store scener (Deftones og NIN er ikke rock), det må man leve med, man kan ikke forvente et Queens of the Stone Age, Foo Fighters eller Blur “legacy” navn til os gamle røvhuller hvert år. Til gengæld forsøger Roskilde, at give “genren” kunstigt åndedræt ved, at smide Fontains D.C. op på Orange efter, at have spillet på Pavilion og Avalon tidligere.
Jeg har svært ved at bedømme HVOR populære de er, men Arena havde måske været rigeligt stor. Omvendt (dagens ord?) så er man jo også nødt til at prøve, at skabe nye store rocknavne, og her gør Roskilde da et forsøg ved at præsentere et nyere band som Orange værdigt. Jeg forstår signalværdien, men jeg sætter også spørgsmålstegn ved om det er det rette navn? Måske er de, de næste Arctic Monkeys, måske ikke…
Apropos Arena, så virker den godt nok også som noget af en kolos for et navn som Wet Leg, der med al respekt nok havde haft det fint med Avalon? For slet ikke at snakke om Soul-trioen Thee Sacred Souls torsdag sen-eftermiddag samme sted?! Igen er det svært, at afgøre om det er af mangel på “bedre”, eller fordi festivalen tror/fornemmer, at de er et trækplaster, der kan fylde sådan et telt.
Eksemplerne her er blot det, eksempler, på en større tendens, som påvirker de store scener på Roskilde. Smørret kommer til at fremstå en kende tyndt smurt ud, når man kaster et hurtigt, isoleret blik på spilleplanen. Det er ikke set spørgsmål om smag og behag, eller kvaliteten af de enkelte navne. Det er et spørgsmål om, hvordan det “ser ud”. På det punkt fremstår en del af navnene fejlplacerede, som i: “overmatchede” af scenen. Hvilket er synd, for alle!
Ser man bort fra den slags mulige udfordringer, så er langt hovedparten af kunstnerne naturligvis placeret fornuftigt. Genrer er vanen tro også spredt godt ud over spilledage, tidspunkter og scener. Det er kun Apollo, som har en nogenlunde “ren” profil, ellers må man rundt på pladsen og finde sit fix. Hvilket er fornuftigt, så kan folk som mig ikke bare parkere bussen og slå rødder, men man tvinges til at komme rundt.
Pre-festival sved på panden
Til gengæld, på et mere personligt plan, kan jeg allerede se nu, at jeg bliver lidt presset. Både i et par situationer, hvor jeg må vælge, da der er overlap og fordi en del navne ligger meget tidligt, og ret sent for en aldrende herre som mig. Der har travlt med, at skrive om dagen før ved middagstid, når musikken starter og gerne vil passe sin sengetider af samme grund. Til med tillader festivalen sig, at placere kunstnere således, at jeg skal være klar fra søndag middag og hvis jeg vil have det hele med skal holde ud til den bitre ende knap en uge senere!
Mulme åbner Rising dagene på Eos kl. 14.15 (Gaia starter det hele en time tidligere) og sidste navn jeg har noteret mig er herlige Lambrini Girls, der er sidste navn på Gaia, når vi har rundet midnat lørdagen efter. Puha.
Ind imellem har jeg Kassi Valazza (som jeg missede i 2023) på Gaia onsdag 17.15, så det er med ikke at sidde og spytte øllet til den obligatoriske onsdagsåbing i den gamle lejr. Slimo clasher med Stundom et par timer senere, men har set sidstnævnte på Roskilde sidste år. Ali er samtidig med Wet Leg kl. 21.30, så da vinder Ali nok. Men jeg skal være på Apollo allerede en time senere til Fat Dog, som starter et kvarter inden Charli XCX på Orange – som jeg egentlig også gerne ville se hvad kan.
Og jeg har det fint med at Charlie XCX er booket to år i træk. selvom festivalen sjældent gør den slags. Hun kom med på et afbud i sidste øjeblik sidste år, hvor der for længst var udsolgt. Det her giver fans en ekstra chance for at købe billet pga. af hende.
Deftones, der har fået en sen tid på Arena kl. 00.00, spiller samtidig med Yager på Eos, som jeg også var lidt nysgerrig på. Og det var bare den korte onsdag!Så kører den slag i slag over de næste dage med mange små valg, hvor mindre navne kæmper om ens gunst.
Der er også “held” i sprøjtren, hvis man forbliver mere genre-tro og ikke er en der hopper mellem dem, som undertegnede har tendens til. Med løbeskoene snøret stramt, kan man godt nå John Cxnnor X Witch Club Satans fælles show på Gaia kl. 22.45 fredag og Neckbreakker på Avalon en time senere.
Lørdag er PAKKET med navne, så der nærmest er dømt slutspurt i pendul fart og zig zag henover pladsen. Samtidig med at der skal være kræfter til nævnte Lambrini Girls. Puha puha PUHA.
Mission fuldført og mod nye horisonter!
Det er jo egentlig et luksusproblem. Men betyder det så at det er et godt program? Som altid vil jeg ikke fælde en endelig dom over programmet INDEN jeg har oplevet det i praksis. Og selv der, så er det lidt “iffy” at bedømme et program bestående af 185 navne ud fra, hvad jeg selv nåede at opleve. Der spiller så mange faktorier ind, og jeg kan jo være gået glip af de helt store oplevelser uden at vide det.
MEN. Skal man tage udgangspunkt et festivalens egen formåls- og hensigtserklæring med deres bookinger, fremlagt således i et interview med musikchef Thomas Sønderby Jepsen i et interview fra Soundvenue:
»At vise nye strømninger, nye musiktendenser og sikre en diversitet, der afspejler samtiden. Vi ønsker at levere et højaktuelt program, som man kan gå på opdagelse i. Forhåbentlig kommer man hjem efter vores otte dages begivenhed med en masse ny musik, som man ikke vidste, man kunne lide – og har samtidig fået set nogle navne, der bærer musikhistorien med sig«.
Ja, så lever programmet jo op til det. Den er også gratis kan man sige, og tager ikke stilling til mulige kritikpunkter, men man kan nemt dække sig ind under de vage formuleringer. I øvrigt vinder Jepsen suverænt DM i “undvig at svare konkret og følge partolinjen”, i det interview. Han må have læst pjecen inden han fik jobbet.
“Spøg” til side, han skal selvfølgelig svare sådan, og selvfølgelig synes festivalen de lever op til det de gerne vil levere. Ellers skulle de jo have booket anderledes. Jeg vil sige, at køber man ind på præmissen, så ser Roskilde Festival 2025 på papiret ud til at være godt booket og planlagt. Ser man bort fra det jeg kalder mismatch mellem kunstner og scene, så kan jeg uden problem på stort set alle tidspunkter finde noget jeg gerne vil tjekke ud. På tværs af scener og genrer, men selv hvis man er mere kræsen, burde der være nok at give sig til rundt omkring på pladsen.
Hvad kunne man have gjort angående de der forkætrede hovednavne? Tja, Tinderbox weekenden inden fik to-tre navne, som MÅSKE havde pyntet: Kylie Minogue, Green Day og The Black Keys. Sidstnævnte er sjældne gæster her til lands og ville give noget til rockfansene. Green Day, nå ja, eh jeg har set dem, for 20 år siden, da de var på toppen, men som “legacy act” med masser af hist til Orange? Jo, OK. Og så er der lille Kylie, som det kvindelige islæt med musikhistorien i bagagen, inspirationskilde til nutidige kunstnere en der har formået at holde sig på toppen i snart 40 år med op og nedture.
Deres tourplaner passede måske ikke helt til Roskilde Festival, men det må dælme have været tæt på. Tinderbox’ gevinst, men de havde pyntet på Roskilde-plakaten og måske taget toppen af kritikken om manglende internationale hovednavne (HA, fools hope!).
Skal vi ikke gøre som vi “plejer” så? Bruge alt for meget tid på, at prøve at danne sig et overblik og forberede sig (nu har vi 2 i stedet for 1 måned med en spilleplan!). Så følg med, når vi dykker med ned i de enkelte dage og kommer med nogle anbefalinger. Blot for at skrotte planerne når vi står der. For vi ses vel? Selvfølgelig gør vi det, FOMO!
Vi ses på Roskilde (og måske foran Orange, hvis jeg er faret vild)
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mig i kø til medieland
