Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Young Couple: The Past is Just a Piece ★★☆☆☆☆

Young Couple: The Past is Just a Piece ★★☆☆☆☆

903
1

Young Couple hænger sig ikke i genrer, men opererer i de mindst inspirerede dele af dreampoppen. The Past is Just a Piece bliver i bedste fald et studie udi nihilisme – og bandet står med to store udfordringer på EPen.

Young Couple har – dømt ud fra The Past is Just a Piece – to store udfordringer: vokalen leveres til dels uinteresseret, til dels træls vrængende. Og numrene forsvinder fuldstændig ud af bevidstheden, når de er tonet ud. Sidstnævnte ikke mindst fordi der nærmest aggressivt undgås at arbejde med melodi i vokalen, noget der kunne minde om hooks eller mindeværdige one-liners i teksten.

Det gør, at EPen bliver en meget kedelig lytteoplevelse og det står fuldstændig uklart efter sidste nummer, ‘Crystallized Chin’ (heldigvis?) er tonet ud, hvad det er, bandet vil sige med sin musik. Det kan meget vel være en form for nihilistisk statement. I så fald dygtigt, for nihilisme er vidst i sin essens ret kedelig.

Der er dog positive ting at fremhæve: Bandet har taget et interessant, produktions-valg i at lægge guitarer i meget ’lodrette’, huggende, rag’ede og skævt betonede figurer, mens træblæsere så trækker lange, vandrette linjer i musikken. Nok tydeligst i ‘Reflective Waves’. Det fungerer bedre end jeg har beskrevet det ovenfor – men bliver modbydeligt med den vrængende ikke-melodiske vokal ovenpå.

Og så er opstår der en snigende mistanke om, at dén side af bandet er lige fortænkt nok.
Men! Der er særdeles lækre, spillede og levende trommer hele vejen igennem. Det er et lyspunkt!

Jeg bøvler alvorligt med at se, hvornår jeg skulle sætte The Past is Just a Piece på. Det er ikke en EP, der sætter noget godt humør – og her bliver jeg nødt til igen at påpege at vokalen er det absolut værste aspekt ved projektet: netop ‘Crystallized Chin’ åbner langsomt, 80erlækkert og vandret og har et nærmest Bond-tema agtigt refræn – som så massakreres af en ugidelig, knirkende og snerrende vokal.

Hey. Der er da helt klart tale om dygtige folk i Young Couple. Og det er tydeligt, at der er blevet tænkt over musikken, kompositioner/produktion og teknik. Men altså. Det er ikke en god EP. Det er påfaldende at den fungerer bedst i de passager, hvor der ikke er vokal. Så det er da til at finde ud af, hvor der kunne sættes ind. Hvis der skulle være lyst til det.

Selv om jeg kan høre, der er styr på et paritur og bevægelser i musikken, så bevæger vi os aldrig for alvor ind i den genre, hvor teknikken bliver interessant.

Om en uge har jeg glemt Young Couple og det er jeg egentlig ikke så ked af. Hvad de vil, blæser i vinden og intet på EPen får mig til at få lyst at finde den frem igen.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleRepeat #85
Next articleRiot Sun: Bruises (EP) ★★★★☆☆

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.