Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer You Work For Me Now: You Work For Me Now (EP) ★★★★★☆

You Work For Me Now: You Work For Me Now (EP) ★★★★★☆

2960
0

Den aarhusianske kvartet You Work For Me Now beskriver, med et glimt i øjet, deres musik som underspillet melodisk indie-rock eller “kedelig rock”. Og det er da rigtigt nok at det ikke gnistrer, støjer og stritter, men der nu god grund til at lægge ører til bandets debut-EP alligevel. 

You Work For Me Now’s selvbetitlede debut-EP er generelt en ret velfungerende størrelse. Nogle vil måske finde det lidt for pænt og, ja, kedeligt, mens andre vil værdsætte de gode melodier, den lette melankoli og det gode håndværk. Jeg hører til i sidstnævnte kategori.

Det med melodierne er You Work For Me Now nemlig rigtig gode til. Ikke sådan noget uptempo hejs, du danser rundt til i stuen, mens du laver dine bedste Dirty Dancing-moves. Men mere sådan nogle, der graver sig umærkeligt ind i din hjerne, indtil du pludselig synger med, på det der nummer, du ikke kan huske hvad hedder. Nå, ja, det hedder ‘Sundays’! Eller, der er faktisk flere af sangene på You Work For Me Now, der har den effekt. Hvis jeg nu skulle være lidt en brokrøv, så irriterede det mig en smule, at forsangeren synger “how did you got my number” undervejs. Det var i hvert fald det jeg troede han sang, men det viste sig at det retteligt er “Haven’t you got my number?”, så der var faktisk ingen grund til grammatisk irritation.  Og det er i det hele taget svært at være irriteret på ‘Sundays’ som altså er en rigtig fin melodisk indie-rock skæring, som sagtens kunne få radiotid.

Det samme kan man sige om stort set samtlige seks sange på EP’en – altså hvis det ikke var fordi, det meste af den slags melodisk rock og popmusik i øvrigt, der spilles på mange radiokanaler, er den slags der bruger rigtig mange støjende tricks til at fange din opmærksomhed og gerne propper melodierne ned i halsen på dig. You Work For Me Now har heldigvis deres egen velfungerende værktøjskasse. ‘Fingerprints’ har endda fine “Åååå-ååååh-ooh” og nynne-passager, mens ‘She Says’ indledes med glockenspiel, men til gengæld måske er lige en tand for stille til at indtage lyttefladen på radiokanalerne – det rumlende tangentspil og endnu et fint nynne-stykke er ellers velfungerende elementer, og generelt virker You Work For Me Now’s numre gennemarbejdede og omhyggeligt instrumenterede og udfoldede.

Der er ikke meget hæsblæsende tempo i You Work For Me Now, men så kan man jo for eksempel nyde Leon Møller’s stærke vokalarbejde på ‘Don’t Get Me Wrong’, hvor det næsten bliver soulet i den afdæmpede og omhyggelige version af indie-rocken, bandet bevæger sig i. Den lige så glimrende ‘Pioneer’ har nogle af de mest fængende vokalpassager, hvor Møller synger “It’s in the way you touch the ground//It’s in the way you drag me down”, og så kan man måske nok regne ud, at vi formentlig bevæger os i et knust parforholdsunivers. Det forhindrer dog ikke ‘Pioneer’ i at være et ret så stærkt nummer.

EP’en lukkes i det afdæmpede hjørne med ‘You Don’t Know What It Means’, som dog også indeholder et stykke, hvor trommerne buldrer en smule intensitet ind i den dæmpede vellyd. Altså ikke sådan at det støjer som sådan, men det giver lidt kant og variation til lyden. Det er meget homogent og det lyder godt, det univers, You Work For Me Now bygger op, og jeg synes de holder sig klart på den rigtige side af det kedelige. Blandt andet fordi, der faktisk er ganske mange fine detaljer i instrumenteringen, og fordi Leon Møllers vokal har en god klang og alsidighed – det er sådan en vokal, jeg hurtigt bliver gode venner med.

Det er ikke spektakulært og vildt, det You Work For Me Now har gang i, men det er til gengæld virkelig overbevisende og sikkert skruet sammen, på sin egen meget lidt højtråbende måde.

Det gør You Work For Me Now til en vellykket og meget lovende EP. Måske albumformatet vil fordre lidt mere variation i udtrykket, men i EP-formatet er det sgu meget godt gået. 5 pæne upcoming stjerner herfra.

Du kan finde You Work For Me Now på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSpain + CS Nielsen, Radar, d. 16/11 – 2016
Next articleKing Carrot – Nothing Changes – 21/11 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.