Xenoblight: Procreation ★★★★☆☆

0
766
views

Xenoblight parrer ekstrem metal og tempofyldt thrash på deres relativt vellykkede debut, Procreation

Silkeborgensiske Xenoblight er et relativt ungt band, dannet for et års tid siden – der er dog en del medlemsoverlap til Velociter, som vi har anmeldt i et par omgange her på siden. Alligevel er det en lille bedrift, at de har har formået at sende et ganske habilt debutalbum afsted allerede nu.

“Ekstrem metal” er det prædikat, de selv sætter på musikken, omend det måske kan give forventninger om noget endnu mere brutalt, flosset og grumt end det, der møder lytteren på Procreation. Nok er der smæk på, men temmelig ofte ligger Xenoblight tættere på thrash, tilføjet elementer fra black og død, end hvad jeg tænker på som decideret ekstrem-metal. Men okay, vi er i hvert fald langt fra den musikalske mainstream, så måske en fair nok betegnelse alligevel. Men nok ordkløveri, og tilbage til musikken.

Lad os med det samme slå fast at håndværket er i orden hos Xenoblight – især guitarerne sættes fint i scene, og mens bassen mere er en konstant rumlen, så får trommerne også god plads i lydbilledet til at servere præcise salver. Man må dog lige gennem en dæmpet intro, titelnummeret ‘Procreation’, inden Xenoblight slipper stormvejret løs på ‘Descension’. Her lægger Xenoblight med præcise, tunge riffs, inden nummeret bevæger sig op i fuld fart og Marika Hyldmar’s bidske, hæse vokal sætter ind. Der er noget Slayer’sk over de svirrende og dygtigt varierede riffs, der leveres uden Xenoblight mister tyngden – vi kommer også omkring både grindende og groovende passager undervejs.

Mest flænsende og smadrende er Xenoblight på ‘Shapeshifter’, som i et infernalsk tempo buser fremad, og ‘Kill Yourself’ og til dels ‘Transcendence’ og ‘Predominance’ svirper også i den retning, hvor riffene og trommeslagene svirrer om ørerne på én som kugler i en krydsild med automatvåben. Det er sådan set veludført, omend måske nok også hørt andre steder før, men det skal ikke tage fra Xenoblight at de har styr på sagerne.

Jeg er dog mere til Xenoblight i det hjørne, hvor de giver sig tid til at bygge op og lader riffene duellere, som på ‘Obsidian Chromatism’, der med sine knap 5 minutter tager sig god tid til at showcase en bunke stærke riffs, uden man af den grund skal undvære de mere knusende passager med de hæse vokalangreb. Nu vi er ved vokalen, så er den en smagssag – jeg kan personligt godt lide mere rene vokaler eller dybere growl i metal, men det fungerer fint med for Xenoblight med den mere hæst bjæffende stil, der bliver lagt for dagen det meste af vejen på Procreation. På ‘Nocturnal Manifestations’ varieres det med en mere råbende stil på omkvædene, hvilket fungerer godt. Et nummer, der med sine næsten 7 minutter også når omkring guitarspil, der snerper hen ad helt klassisk heavy metal i en veludført passage mod slutningen.

Hvor de to førnævnte står som albummets højdepunkter, er både den instrumentale ‘Xenoblight’ og lukkeren ‘Virus’ solide byggestene i albummets helhed – sidstnævnte tager sig også tid til en langsommere, melodisk opbygning, inden der nærmest går black i den, men stadig med det præcise trommespil liggende som bund under det hele, der stadig giver det en em af thrash.

Xenoblight kan være godt tilfredse med debuten, omend der måske godt kan arbejdes med at indarbejde flere atmosfæriske/melodiske passager, til at variere riffmurene med – når det er sagt, så er de riffmurene sgu ret overbevisende leveret, og Xenoblight’s enkeltstående største kvalitet. Resten er nu heller ikke sådan at kimse af – vi lander på 4 stjerner.

Du kan finde bandet på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.