White Wood Joe: Before Paris (EP) ★★★☆☆☆

0
1113
views

White Wood Joe’s Before Paris EP har efterhånden noget tid på bagen, men bedre sent end aldrig har vi fået lyttet. 60’er og 70’er orienteret blues-rock med energi, tyngde, og kraftfuld kvindelig vokal er hvad man får serveret på EP’ens syv numre – og det er slet ikke så tosset, omend der nok godt kunne være skåret et par numre fra. 

De syv numre på Before Paris byder på god variation, og hele vejen med en smittende energi. Det virker kort og godt som om White Wood Joe brænder for at spille, og det er ikke den værste fornemmelse at give videre. EP’en kommer fint fra start på første nummer, ‘Ain’t My Fault’, hvor Maja Hviids stærke vokal hurtigt etablerer sig centralt i lydbilledet, omgivet af potent tromme- og basspil, en guitar, som måske godt måtte få lidt mere power i produktionen i perioder, og keys, der giver ekstra fylde og kant i lydbilledet – og så er der et herlig “lalalala”-kor, der sætter sig godt fast i skallen.

Den efterfølgende ‘Bongo’ har ikke helt samme kvaliteter og er mere sammenbidt rocket, men stadig en solid sag. Den følges op af den dæmpede ‘The Sea’, hvor Hviids fyldige vokal for alvor får lov at træde i karakter. Dog mangler der et hook, så man husker nummeret. Det samme er tilfældet på den ligeledes dæmpede ‘Analogue Epilogue Dialogue’, som falder senere på EP’en, som nok er stemningsfuld, men også bliver lidt stillestående ind i mellem de passager, hvor der sættes tryk på kedlerne.

Den blues-rockende ‘Sinister Minister’ har sine forcer i et stærkt guitararbejde, mens der godt måtte have været skruet op for koret og det er som om den kører lidt i tomgang mod slutningen. Til gengæld er der fuld fart frem for ‘Baby’s Gotta Give’, hvor Hviid giver den som rockfurie. Det er faktisk lige ved at det virker som om der er skruet lidt for højt op for tempo og vokal, som om bandet virkelig vil vise hvad de kan – og spille med alle muskler på én gang. Det giver et lidt hektisk udtryk, men det rykker også ganske fint.

Sammen med åbneren ‘Ain’t My Fault’ bliver min favorit på EP’en afslutteren ‘Peri Fairy in the Periphery’, der har noget af den samme skævhed som åbningsnummeret. Ud over det, har den også et medrivende omkvæd, der har en snert af 70’er heavy, og det er bestemt ikke dårligt, når det er udført som her (der er også en henvisning til Deep Purple i slutningen af nummeret). Versene har også en quirky kvalitet hvor keyboardet er med til at give en surreel stemning.

En stærk afslutning på en lidt ujævn, og nok også et par numre for lang, EP, som dog viser at White Wood Joe har masser af kvaliteter. Næste gang handler det mest om at få dem doseret og fokuseret. Jeg synes de er bedst når de lukker lidt skæve, psykedeliske ideer ind til blues-rocken, men der er bestemt også gode udviklingsmuligheder i at fortsætte i en mere regulær blues-rocket retning. Hvad vej det end går, så er Before Paris et fornuftigt første skridt, som får 3 store stjerner med herfra – og det kan tilføjes at de lyder som et band, der fortjener at blive hørt live.

Du kan finde White Wood Joe på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.