White Ocean: November ★★☆☆☆☆

0
674
views

Det danske folk-rock band White Ocean er januar-aktuelle med albummet November, rolig vintermusik med historiefortælling og vokal i fokus. Desværre er helhedsindtrykket noget søvndyssende, hvor især sangskrivningen og lyrikken halter.

Der er dømt rolige vande med få krusninger over de 8 numre White Ocean præsenterer i denne omgang. Man sidder ærlig talt og savner større bølger, skumsprøjt og måske bare antydningen af en lille storm? Sangskrivningen er ikke direkte svag, men man savner mindeværdige melodier og numre, et eller andet der stikker ud og sætter sig fast.

Alright, det er ikke den slags album eller det ærinde bandet er ude i. Det er storytelling der er i fokus, i minimalistisk og tilbageholdende folk-rocket indpakning. Ikke at der er noget galt i det, overhovedet. Desværre er den engelsksprogede lyrik ikke videre opfindsom, ligesom fortællingerne heller aldrig rigtig føles levende, eller vedkommende.

Det fremstår underligt livløst, som ord og fortællinger der har svært ved, at slippe papiret og blive til billeder i bevægelse. Det gør, desværre, at White Oceans ellers behagelige toner mestendels bliver uden emotionel gennemslagskraft.

Musikken er ellers kompetent udført, om end noget nydelig og høflig, hvis ikke anonym, men pænt, det lyder det. På et nummer som den over 6 minutter lange åbner, “Winter Has A Friend”, formår bandet endda at holde sangene flydende. Der foretages ikke de vilde krumspring, men atmosfæren er vellykket og nysgerrigheden vakt. Lidt pudsigt, så er nummeret, i følge årstallet på det medfølgende (ret stilede) pressemateriale det ældste på pladen, skrevet i 2007, mens de andre hovedsageligt er fra de seneste par år. Måske er det her lyden af et band, der er kørt lidt fast?

For desværre er det herefter som om, at pladen aldrig rigtig kommer i gang, eller får skiftet gear. Numrene flyder lidt ud og ind af hinanden, hvis ikke sammen og efter er par numre begynder man, at blive ukoncentreret og overveje om det her egentlig ikke er en kende… kedeligt?

Så kan man sige, at den slags kan jo skyldes lytteren selv, korrekt, men der er som tidligere nævnt også nogle ting jeg ikke synes helt fungerer for White Ocean. En inspirationskilde som Nick Cave virker oplagt, mens den beslægtede norske sanger Sivert Høyem og dennes tidligere orkester, Madrugada, spøger i kulissen. Måske ikke så overaskende, da White Oceans forsanger og tekstforfatter, Thor Christer Bakke Nagell, stammer fra netop Norge.

Problemet er, at Nagell, hverken som sanger eller lyriker, besidder tilnærmelsesvis de samme evner som forbillederne – de kommer i hvert fald ikke frem her.

I needed shelter for the night
Found a cabin that looked just right
Used a pocket knife and a string
And I managed to get in

Sådan lyder det eksempelvis i nummeret “Avalon”. Altså… det rimer. Men problemet er, at jeg kunne gætte, at “night” nok ville blive rimet med “right” osv., og senere i samme nummer “narrow” og “arrow”. Hvorfor? Fordi det er så pisse oplagt, og man lurer hurtigt, at det her er den slags tekster, hvor den mest oplagte vej vælges. Det gør ikke ligefrem pågældende vej overraskende eller særligt sindsoprivende.

Samtidig er leveringen af de forudsigelige tekster meget svingende, jeg tror egentlig nok at Nagell kan synge, det sker i hvert fald glimtvis at der rammes noget der fungerer. Men det er som om, at han ikke helt har fundet sin stemme endnu, eller har føling for hvad der virker bedste til hans type vokal. Det havde måske været OK på en debut, men dette er White Oceans tredje udgivelse. Så kunne man måske godt forvente, at der var mere styr på det punkt og stringens pladen igennem.

«Two men had been seen
With gallons of gasoline
One was described as tall
And the other one skinny and small»

Således lyder den efterlysning vores to hovedpersoner i “Casino” hører i radioen, efter de har brændt et Casino ned for en gangster. Det kunne der måske være kommet en spændende historie ud af, men det her er hverken Goodfellas, eller nå ja, den lidt halv-blege filmiske slægtning Casino. “Seen” og “gasoline”? “Tall” og “small”? Og resten af teksten er ikke bedre…

Ved første gennemlytning hang jeg mig egentlig ikke særligt ved teksterne, men lyttede mest til musikken, der som tidligere nævnt stedvis lyder rigtig flot, trods de også her manglende overraskelser. Der gøres brug af noget meget smagfuldt kor ligesom tilføjelsen af piano/orgel og noget percussion hist og her efterlader et positivt indtryk. En skam musikken bare ikke har nogle stærkere numre, at støtte sig til.

Titelnummeret “Man From The Mainland” er på en måde White Ocean og dette album i en nøddeskal. Her er det lige ved at lykkes, at skabe en fortælling som bliver mere end knudrede og kluntede sætninger, der trænger til kunstigt åndedræt. Men leveringen fra Nagell virker underligt påtaget, som om han prøver at synge in character, eller et eller andet, med en sært højtidelig tone, der bare får det til at lyde kikset og distraherende.

Til gengæld er atmosfæren musikken skaber rigtig fin, mens den lille fortælling om John, som “is no longer the man he used to be” foldes ud. John bliver arresteret for en forbrydelse der ikke nævnes, livet går videre, Molly græder i sit værelse og Jill ordner køkkenet.

And then she sets the table
Friends and family are coming over
For a snack and a bagel

En… bagel? “Table”… “bagel”? Prust…

I kender første vers af Benny Andersens “Svantes Lykkelige Dag”, sunget af Povl Dissing:

Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg’ spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

White Ocean kløjs i en bagel, Benny Andersen får et bad og ostemads rim til at glide ned. Det er forskellen på en tekst og en lille fortælling, der er mere end summen af ordene, hvor sproget og fortællingen på en eller anden måde bliver levende og vedkommende, og en, der desværre er det modsatte.

Måske skulle White Ocean droppe de engelske tekster, for en stund glemme alt om de musikalske forbilleder, og finde en kurs der matcher de musikalske evner man trods alt fornemmer er til stede. Men det kræver en voldsom kurskorrektion, inden de brager ind i isbjerget forude – se, det var en forudsigelig metafor.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg White Ocean på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.