Weile: Familiealbum ★★★★☆☆

0
652
views

Familiebandet Weile (3 brødre plus en ikke-slægtning på trommer) samler stafetten op efter koryfæer som Skousen & Ingemann, Gasolin’ og Steppeulvene, med et udtryk og en lyd, der bærer sine fejl og mangler med stolthed, og samtidig emmer af personlighed og autencitet.

Der er noget charmerende gammeldags over Weile’s folk’ede rock, der lyder som et ekko fra 70’erne, både hvad angår den rustikke indspilning og de meget ligefremme tekster. Et, i hvert fald for den tid, typisk lyrisk univers, hvor man, uden skam, også kunne være meget direkte i sine politiske budskaber. Nogen ville nok sige, at det ikke ligefrem er subtilt når Weile bliver mest politiske, men der er noget dejligt “simpelt” og stædigt ved det. Også selvom det virker lidt revolutionsromantisk, hvis ikke decideret blåøjet.

Som i tredje nummer, “Bryd Systemet”, hvor parolen “bryd ned, byg op” gentages af et råbekor, mens folkrocken bumler fremad. “Du har pligt til, at bryde systemet, hvis systemet gør mennesket sygt”, lyder åbningslinjen, og forsætter, “bryd ned for, at skabe nyt, skabe nyt”. Det er da et budskab, som er til, at forstå og også meget, meget 70’er i tonen og udførelsen.

Men sådan er Weile på Familiealbum, der tager en med på en dejligt slingrende og ikke altid lige “elegant” tur over 11 numre. Og med det mener jeg, at vokalerne (alle 3 brødre er krediteret på vokal) og koret ikke er det smukkeste og mest “rene” jeg nogensinde har lagt ører til, hvilket også gør, at leveringen af de lidt firkantede tekster hist og her ikke forløber uden små knaster og udskridninger. Mens den klassiske folkrock rusker og svajer fremad, på en ikke helt snorlige vej. Men det er, som nævnt indledningsvis, charmerende at lytte til og være i selskab med Weile.

Lidt firkantet, skrev jeg om tekstuniverset, ja, men også noget der lyder bundærligt og ikke bliver pakket ind. Der undskyldes på ingen måde for indholdet eller udførelsen, som lyder autentisk på den ikke fortænkte og tilstræbte måde. Det lyder bare sådan her, skal lyde sådan og kunne ikke lyde anderledes – det er faktisk ganske befriende, at lægge ører til. Også selvom teksterne i store stræk ikke overlader meget til fantasien.

Og dog, et nummer som den stenede, Skousen-klingende kærlighedssang, “Hvor Længe Vil Du Vente?”, er, som titlen måske antyder, lidt mere tvetydig. Det er et nummer, der tager sig god tid og udvikler sig langsomt, men holdes oppe af den vellykkede, halv-tågede stemning der opbygges. Og så indeholder den en af pladens fedeste guitarpassager (en anden vellykket syresolo kan høres mod slut i “Zen til Savn”), når vi runder halvvejsmærket. Sangen undslipper dog ikke helt følelsen af, at den måske bliver lige lovlig lang i spyttet.

Det er måske i virkeligheden den største svaghed ved Familiealbum – det bliver i sidste ende lidt langt, og numre på 4-5 minutter, eller som “Se Solen Kommer” i nærheden af 5 ½ gør, at albummet, især anden halvdel, bliver lidt en mundfuld at bide over. Her kunne man godt have skåret lidt fra, faktisk ville jeg ikke have savnet eksempelvis overnævnte nummer, der nok får tempoet sat en kende op, men også kommer til, at fremstå som en sang der bare kører derudaf, uden at man helt føler man kommer nogen vegne.

Den følges op af blues-sumpede “For Satan (Jeg Ku Godt)”, der uden større omsvøb forfalder til kødets lyster og bliver en slags brunstig hyldest til en unavngiven kvinde. Det er måske ikke ligefrem videre elegant, hverken den lidt haltende blues-del, eller liderbasse teksten. Men der er igen noget herligt ægte og usnobbet over det, og sikkert også noget lidt “upassende”, især i disse #metoo tider. Jeg har svært ved IKKE, at holde af det, især fordi det virker uden skumle bagtanker og onde hensigter: det er vitterlig hvad vores fortæller føler, det vi hører her.

Hvor jeg synes anden halvdel af pladen overordnet føles lidt for langstrakt, så kommer vi til gengæld ret så glimrende fra start. “Snydt (get a life)” åbner med et skønt kvindekor og en “lad os komme ud i det fri” melodi, der straks gør en i godt humør. Det bølger og bruser, mens Weile vender vrangen ud på drømme og forventninger til livet, der ender med at være hule og tomme – du skal gå efter de ægte værdier, maaaand!

Det er disse værdier, de nære og “ægte”, som synes at være den røde tråd gennem Familiealbum‘s 11 ret varierede og forskellig farvede numre. Det er sgu’ ikke lige smukt og raffineret det hele, men det er egentlig bare med til, at give det endnu mere personlighed og ånd. Og lige præcis personlighed har Weile i dén grad. Det er noget man ikke kan forfalske og som, i mangel på bedre ord, er med til at give dette album noget sjæl.

Så ser man også gerne i gennem fingrene med de fejl og mangler, der måtte være hist og her. Vi ender på 4 lidt slingrende men fornøjede stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.