Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Wailing Dunes: Queen of the Tides ★★★★☆☆

Wailing Dunes: Queen of the Tides ★★★★☆☆

229
0

Wailing Dunes vrænger sig gennem de knastørre sanddyner på det teatralsk folk-rockede album Queen of The Tides, hvor førstehåndsindtrykket var noget tvivlsomt, men måske også misvisende?

Mit første indtryk af Wailing Dunes 10 numre og lidt over 30 minutter lange album var i hvert fald alt andet end positivt. Faktisk tog jeg mig selv i, at tænke: hvad fanden er det her for noget lort, manden kan jo ikke synge?!

Manden er Sejer Villadsen, der med sin særprægede vokal vrænger og lider sig igennem sange om “kærlighed, begær, død og desperation”. Og ham skulle jeg altså lige have justeret ørerne efter og finjusteret lytteapparatet, inden jeg begyndte at sætte pris på, hvad han og bandet havde gang i her. Allerede under anden gennemlytning begyndte pladen at åbne op, og en række ret stærke melodier pressede sig især på for, at fange min opmærksomhed. Okay, javel ja, måske er det her dramatiske, emotionelle og teatralske folk-halløj alligevel ikke helt tosset?

Under tredje gennemlytning begyndte jeg at kunne mærke og føle med Villadsen. Følge hans særprægede udbrud, stemmemæssig udskridninger og glideture, hvor det lyder som om han er lige ved at dratte ud over den figurative scenekant. “It ain’t what is used to be”, lyder det lidelsesfuldt og tiltagende desperate på “Bygone Days”. Der vokser stødt sangen igennem, begynder at bølge og bruse, mens de næsten maskinelle trommer pisker nummeret fremad. Villadsens vokal blafrer i vinden, op og ned, frem og tilbage, man begynder at føle med ham. Og føle ham. Er det her virkeligheden et ganske fremragende nummer?

Stemmen bruges som et instrument og som en meget udtryksfuld budbringer af teksterne. “I went to your grave today…”, lyder det efter et heftigt klimaks i “I Went To Your Grave”, der ikke var det højdramatiske og dunkle nummers afslutning. Den får i stedet for lov til, at sænke hovedet og efterlade en eftertænksom på kanten af gravstedet. Skyggerne har danset lumsk og lokkende på kanten sammen med os sangen igennem, der er noget mørkt og smertefuldt til stedet i Wailing Dunes’ univers. Det taler til mig og til et eller andet i mig.

Til gengæld synes jeg det kommer til, at virke en kende forceret, anstrengende og anstrengt på den efterfølgende “Are You Afraid Narcis”. Melodisk er det mere tempofyldte nummer ikke dumt, noget mere rocket og “mainstream” i sin klang, lidt Sandmen’sk western vindblæst, måske. Med et fint orgel lurende i baggrunden. Men der er et eller andet, som ikke helt klikker for mig. Måske synes jeg bare, det klæder det ellers velspillende orkester mere, når de ikke rocker helt så meget igennem? I hvert fald ikke på lige den her måde…

Der er dog tale om en ret enlig svale, hvis man altså lige kommer over de første kvababbelser med, at kunne rumme pladen. Niveauet er ret højt hele vejen igennem, pladen starter stærkt med den roligt travende “Put It Out Your Mind” og den dunkelt pulserende og luskende “She Came To Me”. Man fornemmer allerede det teatralske og dramatiske i Wailing Dunes’ lyd og vokal her. Det er som om stemmen vægrer sig mod, at udtrykke nogle af ordene og følelserne på sidstnævnte. Som om det gør ondt og historien kun modvilligt udtrykkes, mens tonen bliver tiltagende frustreret og smertefyldt.

Mod slut når vi endnu et højdepunkt i form af “Lost To The Tides”, pladens næstsidste nummer. En nærmest valsende og roligt gyngende sag, der måske har lidt sømandsvise over sig med sin skvulpende melodi og rytme. “It was no accident that her coughing was sweat”, tror jeg det lyder. En sætning jeg ikke helt ved hvad betyder, men som alligevel sætte gang i nogle billeder og konnotationer. Omkvædet lyder nærmest helt opløftende, man kunne nynne med, hvis man havde den slags lyster. Men, der er alligevel et eller andet sørgmodigt og trist over klangen ved det hele, som gør at man ikke bare smider hænderne i vejret og træller med i fryd.

Wailing Dunes har knaster, det støver og der er sandkorn, hvis ikke grus i maskineriet hist og her. Det er en plade, som lige kræver lidt tid for at åbenbare sig for en. En plade, der i kraft af sine kanter og den særegne vokal ikke gled helt gnidningsfrit ned under de første par gennemlytninger.

Men, det gør ikke noget. Wailing Dunes har personlighed og er selvom der spilles på velkendte tangenter indenfor den skæve og teatralske del af folk-rocken, så gør de det på deres egen måde. De danser små-grimt efter deres egen melodi og ender med, at stå med noget, der trods sin “grimhed” fremstår både smukt, momentvis ganske rørende, betagende og gribende.

Vi ender på 4 store, charmerende slingrende stjerner til et album, der fortjener at man giver den en chance og et ekstra lyt eller to. Ingen grund til, at løbe skrigende bort.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.