GFR har fulgt Vinyl Floor længe med både udgivelses-anmeldelser og en enkelt live-anmeldelse.
Anmeldelserne dateres så langt tilbage, at flere af dem har stjerne-vurderinger.
Med deres sjette udgivelse må vi dog konstatere, at de nok var bedst i gamle dage. ”Deres første var den bedste” er selvfølgelig en kliché, men den holder OK her…
Egentlig er der tale om en ret fint produceret plade på Balancing Act. Ja, der er også fundet gode legekammerater i stryger- og blæserarrangementerne.
Men hvor er det vildt at have kastet så meget energi (og sikkert også penge) efter produktion og gæstemusikere, når der er gjort så lidt ud af at forædle sangen?
Det er mere end tydeligt at det er danskere, der synger, og den skæve udtale af de engelske tekster slår pladen helt ud af balance.
Når det går bedst, så kan det give reminiscenser af noget Gangway – men det er desværre kun i glimt.
Når vi så renser fra vokalen (hvilket er svært), så er der tale om fine takter.
Åbneren minder med luftige guitarer om noget Jeff Buckley i sounden og opfølgeren kunne næsten hinte til Mallanies (som dog havde en sanger, der havde øre for engelsk udta… OK, jeg stopper nu).
Sådan i gang, skifter pladen karakter hvor elektroniske aspekter spiller ind – heriblandt et elklaver på Tell The World It Happened, der måske kan tilskrives den svenske producer?
Variationen forsætter med Back of My Hand, der med cello får et mere sart præg og de følgende numre får et mere retro-akustisk præg.
Endelig slutter pladen af med rock-dyder og det hele bliver ganske storladent på Jacaranda Blossom, der med syv minutter og heltesolo over 6/8 sender tankerne mod det teatralske i Queen eller Baal herhjemmefra. Men! Altså uden disse bands’ ikoniske sangere til at hjælpe med at give sangen vinger.
Jeg ærgrer mig lidt på Vinyl Floors vegne. Jeg elsker et godt pun og Vinyl Floor har jo i hvert fald flere betydninger, hvoraf én kan være et pun.
Der er også stor respekt fra min side for at variere på den måde: Snart (næsten billig) elektronisk æstetik, snart akustiske instrumenter – og så over i rocken mod slut. Med 13 numre er variation næsten en nødvendighed og det lykkes bandet rigtig fint med. Produktionen af musikken fejler bestemt heller ikke noget.
Men for at bygge broen mellem disse tre (eller flere) ’afdelinger’ eller æstetikker på pladen, skal der være en rød tråd.
Det er ikke teksterne. Det er desværre jo heller ikke en stærk vokal.
Så vi må kigge mod gulvet hvor pladen er klasket ned på. Øv.
Det er ikke en gang sådan, at balancegangen rigtigt bliver udfordret af noget skævt – det hele er ret godt og pænt lavet, men dermed også lidt ufarligt.
Jeg tror, Vinyl Floor havde gjort klogt i at bruge nogle af deres resurser på at arbejde mere på vokal- og måske tekstarbejdet.
Bandet har dog disponeret anderledes og jeg må derfor gentage klicheen: Den første var den bedste.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
