Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Vic Purple: Reverse Rider ★★★☆☆☆

Vic Purple: Reverse Rider ★★★☆☆☆

408
0

Reverse Rider er et homogent og stemningsfuldt lo-fi-rock album, man kan glide ind i, men det er også svært at identificere egentlige højdepunkter undervejs.  

Vic Purple er et samarbejde mellem den danske multiinstrumentalist Jan Risager Heindorff og den svenske sangerinde AnnaMia Lindblom. Over 10 numre leverer de stemningsfuld lo-fi rock på Reverse Rider. Af den slags som man sagtens kunne forestille sig finde frem til dunkle serie-soundtracks – åbneren ‘The Funeral Party’ tjener som et fint eksempel. Her drives nummeret af guitar og diskrete trommer, mens næsten lige så diskrete synths smyger sig om Lindblom’s vokal. På andet vers stikker en markant baslinie hovedet frem, men ellers er det et ret homogent nummer, hvor det virker som om helheden og stemningen er i fokus. Det er ganske typisk for albummet.

Bassen fylder igen godt på indledningen til ‘Gold for Sale’, inden synths og elektroniske trommer overtager forgrunden, og Lindblom’s vokal kommer ind. Bassen ligger dog hele tiden og lurer i lydbilledet, ligesom den i øvrigt også gør på ‘My Evil Twin’, der har været udgivet som single – den har da også et fængende refræn, som virker en smule skævt iscenesat.

Reverse Rider virker i det hele taget som et meget homogent album, for få sange stikker ud. Det er stemningsskabende, der er fine små detaljer i lyden, små variationer og synthhooks, catchy baslinier, og koreffekter, som på ‘Smile of a Stranger’, men ikke meget, der springer ud i hovedet på én som lytter.

‘Sound Vision’ glider ligesom bare forbi, men til gengæld bliver jeg øjeblikkeligt fanget af ‘Visitors’ – her går Lindblom’s vokal virkelig godt i spænd med den instrumentale iscenesættelse, hvor både bas og synths sætter spor. Også ‘Trouble With Angels’ har et fængende refræn (“Wanna know my name/But you don’t know why/Do you?”) og et stilfærdigt drive.

Jeg er knap så hooked på den mere langsommelige ‘The Magic in a Single Rose’, men til gengæld mere glad for ‘Where is the Key’, der også har en lidt halvbedøvet klang på vokalen. Der er i det hele taget ikke de store udsving i Lindblom’s vokal, og det matcher på sin vis musikken ganske fint.

Ganske passende lukkes albummet med den instrumentale ‘Night of the Injection’, der lyder som lige dele feberdrøm og stenet trip. Det opsummerer på en måde også albummet – ‘Gold For Sale’ og ‘Visitors’ står umiddelbart som mine personlige favoritter, men det er svært at fremhæve enkelte numre, fordi albummet netop virker som en helhed, man kan glide ind i, på godt og ondt. Det er fascinerende at glide med, men der er også fare for, at man let glider ud igen og det ender som noget, der kører i baggrunden. Derfor lander vi også på tre pæne stjerner for et album, der fint sætter stemninger, men ikke så mange spor i denne lytter.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

Previous articleCasquette: Sjæl Så Ung (EP) ★★★★☆☆
Next articleRepeat #84

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.