Det hænder vidunderligt sjældent, men når det gør, er det en kæmpe oplevelse. Næsten verdensomstyrtende:
– Når jeg lige på det rette tidspunkt ’rammes’ af et nummer, der benover mig på et niveau, så jeg næsten falder ned af stolen.
På den møde hørte jeg en nat i studietiden for første gange Anthony & The Johnsons og fik en mindre mental orgasme, siddende der, lyttende til DRs Barometer webkanal – sikkert kl 2 om natten – mens Civilization III kørte på PCen. Wow.
En lignende oplevelse havde jeg, da jeg for nogle år siden hørte P6 Beat med Mikael Simpson på arbejde:
Pludselig flød der noget afsindigt roligt ud af højtalerne. Noget håndholdt. Noget fortællende, poetisk. Nummeret blev dog meget upassende hevet af, før det nåede at slutte og der blev ikke kommenteret på det fra Simpsons side.
På Playlisterne kunne jeg dog se, at det var Vessels Online Asket – vor tids måske mest oversete poetiske værk.
Det var derfor med rystende hænder og en vis portion ærefrygt, at jeg så at der var indkommet en opfordring til at anmelde Vessels seneste plade, Undtagelsestilstande:
Kan den leve op til dette høje niveau af neddæmpet fortælling med perfekt vægtet tvetydighed i poetiske vendinger?
Svaret er; JA! I hvert fald så tæt på, at vi runder op.
Med en ofte på én gang rolig og dansende akustisk eller elektrisk guitar, ofte kontrabas og nogle ganske levende trommer er akkompagnementet meget sparsomt, men effektivt.
Centralt står derfor vokalen der som guitaren danser imellem forskellige forståelser:
Dobbelttydighed i ord står centralt, men en gang imellem hæves alt til et meta-niveau, hvor poesien refererer til det at skrive poesi eller legen med ord giver anledning til at man som lytter studser.
”Jeg er sand som en engel
// Jeg er ligetil som en stork
// Og vingeslag og sindelag
// er et påfaldende rim”
går åbneren og første single, Tidens Musik. Man skal være vågen for at følge med, men det hele leveres med en lakonisk tyngde.
Hvilket ikke giver super meget mening, da der er tale om lange numre med mange ord. Men også ro, plads og balance mellem luft og tyngde. Det er mesterligt!
Der etableres metaforiker, der binder sammen men også kommenterer internt, eksternt og står rigtig, rigtig fint. Ofte er der indbyggede modsætninger og heldigvis holder Vessel også fast i at blande det religiøse og det digitale i tekstuniverset. Ja, selv coveret er tegnet i ASCII. Samtidig med at alt er indspillet på en otte-spors båndoptager.
Modsætninger, modsætninger!
” En digital shaman
// på digitalt trip
// i objektiv digital realitet
// og en digital regn
// fra digitale skyer
// falder støt og roligt
// på klippegrund
// og det rimer lidt
// på silicium”
Der er mening inde i disse ord, men man er godt hjulpet ved at kunne lægge lidt til selv og operere på flere niveauer samtidig.
Jeg har slet ikke nævnt, at det her nok kan klassificeres som jazz. Eller. Streg det. Der er et slægtskab med Nick Drake, men også med afrikanske guitarister og det sidstnævnte bliver relevant i, at formen på numrene tilsyneladende får lov at flyde en smule for at passe med numrene:
Det er i hvert fald ikke 100% skema-lagt som en popsang eller andet, hvor lange strofer kan være. Så denne organiske tilgang til numrene, hvor teksten styrer men der dog er klare akkordfølger giver på én gang en følelse af tekstens tyngde, men også en lethed.
Det er skæve taktarter/feelings, du først opdager er netop dét, når du tæller efter.
Det er (også) elegant.
En blues i fem. Hvem havde set den komme? Og et vers der går: ”blå som en lejlighedsvis Toyota”?
Det er underfundigt nok ikke lårklaskende morsomt, men underfundigt og fint…
I al denne flydende, organiske og tekst-bårne æstetik kan det derfor virke helt underligt, når Kom Som Du Er har en næsten poppet melodiføring.
Eller afslutteren, Silicium, åbner med en lang sfærisk stille støjende collage før vi kommer hen til teksten (se ovenfor).
Det hele passer dog sammen. Eller. Er så ’rigtigt’ og sammenhængende, at man som lytter bliver suget ind i både univers og æstetik.
Albummet kunne på én gang sagtens have været længere – men rummer samtidig også otte lange og ret stille krævende numre.
Det er nok det, der står klarest, når man har lyttet:
– At der hele tiden er flere niveauer i det ellers meget stille musik og tekst, at meget bedst beskrives med oxymoroner og magien ved netop dette album er, at selv om det lever af modsætninger, så føles det nærmest som det modsatte af anspændt.
Det er så voldsomt elegant lavet.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er årets album.
Men da det også er det sjette Vessel-album (tredje på dansk) og jeg kan frygte, at det kommer til at gå lidt ubemærket hen. Det vil være synd! Især da den eftertanke, det opfordrer til, passer perfekt til ’den stille årstid’.
Dem, der vil tage en lytter får i hvert fald en stor oplevelse!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Lyt til Miraklernes Tid her:
