Jeg har i 2022 anmeldt Uno Soul, hvor jeg priste det poppede øre og evnen til at producere retro-pop.
Retro står stadig centralt på Göhrener Str., men den store, hele orkester feeling er væk. Naturligt nok, da Uno Soul er drevet af én sjæl som har ladet sig inspirere i Berlin.
Det gode ved at være alene er, at man beslutter alt selv.
Det dårlige ved at være alene er at man beslutter alt selv.
Heldigvis tages der mange gode beslutninger, men pladen undgår aldrig at virke mere eksperimenterende end helstøbt.
Åbneren virker som et cover af EPO-555s åbningsnummer fra Dexter Fox, men hedder nu i sin egen ret Breathing Smoke.
Det er et ret varmt, akustisk nummer der på den måde skiller sig lidt ud fra store dele af den øvrige plade, hvor især fuzzet lyd går igen.
Via Pils er endda næsten ved at stikke af i jazzet opløsning af time og feeling.
Der er dog stadig en kerne af noget letgenkendeligt beat i mange af numrene – og nogle temaer, der emmer af andre tider: Who’s The Man og I Like It Too Much er båret af en dyb, meget maskulin stemme. Det er som om, at det har haft sin tid – men selvfølgelig kan komme tilbage.
Det er i øvrigt også helt fair at Uno Soul holder fast i retro-aspekter. Meget går i bluesrundgange, bliver i kraft af sparsom instrumentering både ærligt men også lidt tyndt.
Flossede guitarer fylder underfundigt nok ikke så meget – og i andre numre som Beautiful Girls hvor bas og trommer tydeligvis er programmerede, bliver udtrykket også lidt ’fladt’. Vokalen står til gengæld fint og det er måske tanken: – Hiv den lidt frem og lad resten gå sin nærmest maskinelle gang…
Det generelle indtryk er derfor, at der leges men overordnet holdes fast i nogle klassiske former.
Så når Leading Edge of Sail stille og roligt, nærmest dronisk repetitivt kører derudaf, så virker det også ganske klassisk.
Slippery Slope bliver en big beat-fuzz oplevelse og bidrager sammen med Dead Love til endnu et udtryk på pladen.
Konklusionen er, at det er en meget ujævn plade og jeg vil ikke afvise, at der i høj grad er tale om, at der var noget, ’der skulle ud af systemet’ eller prøves af.
Det kan være rigtig fint at se nogle lege. Ja, endda livsbekræftende.
Det fremgår dog nok ovenfor, at jeg ikke helt så begejstret for indblikket i Uno Souls leg her: Nogle synths, noget fuzz og 11 sange, hvor den røde tråd er ganske sekundær.
Jeg bliver glad, når der sluttes med knap tre minutters punket energi på Yo Yo, men det er til dels også fordi det er så nemt at stemple ind i punk. Og lidt fordi det varsler at nu er pladen ved at være slut.
Var Göhrener Str. Etkreativt udfald fra Uno Soul? En test af forskellige udtryk? Kommer vi til at se projektet lande på én af æstetikkerne og forædle udtrykket i en mere snæver men også gennemført plade?
Det ved jeg ikke. Jeg tænker, at som eksperiment er der noget at gribe fat i på Göhrener Str.
Det er bare ikke så nemt at finde hittet, den røde tråd eller meningen i det hele.
Frontcoveret er en kollage. Det virker ikke tilfældigt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
