Uffe Lorenzen: Triprapport ★★★★★☆

0
847
views

Hvad sker der, hvis man isolerer sig i 14 dage i sommerhus, bevæbnet med en guitar og en pose svampe? Uffe Lorenzen har sendt en Triprapport i form af soloalbum nummer to.

Det er den korte udgave af historien bag dette andet album i eget navn fra Danmarks egen musikalske syreonkel, Uffe Lorenzen, som mange sikkert kender fra andre sammenhænge, det være sig On Trial, Dragontears, Baby Woodrose eller Spids Nøgenhat. Det er nok sidstnævntes dansksprogede psykedeliske rejser Lorenzens materiale i eget navn slægter mest på. Og dog…

Lorenzens første soloalbum Galmandsværk resulterede i airplay til en række singler og generelt fine anmeldelser, selvom vores egen Jonas ikke var helt blæst bagover. Man behøver ikke være blæst for, at nyde Triprapport, men det kan da ikke udelukkes, at det hjælper. Derfor, har jeg helt i hvad jeg formoder er Lorenzens ånd, lyttet til albummet i en gigantisk koger!

OK, det er løgn, for hverken svampe eller syre er noget jeg har turdet kaste mig ud i, er bange for mit hoved ville eksplodere. Og andre nydelsesmidler var ikke lige indenfor rækkevide, og da jeg er en doven rad, så er triprapporten blevet nærstuderet i nogenlunde clean tilstand. Jeg tror ellers, at det kunne åbne nogle ekstra døre ind til Lorenzens mentale sommerhus, hvis man lige tog et trip og satte pladen på. Sangene udspringer, som nævnt, fra en to ugers tur i sommerhus, hvor ensomheden meldte sig efter nogle dage og Lorenzen med egne ord spiste alle de medbragte svampe – og så opstod der 7 nye sange. Det 8. på pladen er hans fortolkning af Hans Vindings “Hallo Hallo Frøken”, der lukker albummet efter 36 minutter.

Mantraet for lyden på Triprapport har været “mere ekko, mindre nærhed”, i hvert fald produktionsmæssigt. Lyden er generelt meget luftig, nærmest svævende, hvilket, pudsigt nok, måske netop giver sangene følelsen af noget nærhed og intimitet, hvis man lader sig drive med sammen med dem. Der ER meget ekko, det er lige før man kan gå lidt død i effekten på vokalen, momentvis, men jeg tjekker aldrig helt ud og befinder mig faktisk i særdeles godt selskab med Lorenzen og hans sommerhustrip. Han fungerer næsten som en old school trip-guide og leder en gennem den musikalske rejse, der rummer alt fra et besøg hos en kvindelig, grønlandsk åndemager til en rundtur i galaksen og længere ud i førstesinglen “Alting Er Et”, mens der kigges indad på et nummer som “Lille Fugl”.

Sidstnævnte er blandt pladens mere rolige og afdæmpede stunder, hvor Lorenzen zoomer ind og leverer et virkelig smukt, følt og elegant eksekveret nummer. Et sjældent sart øjeblik, hvor det virker som om sangskriveren blotter sig lidt, holder igen med de udsyrede virkemidler og lader ordene få luft under de små vinger:

Det er en skrøbelig frihed
At Ku’ slå tiden ihjel
Det er alles kamp mod alle
Men du kæmper mest med dig selv

Lyder det mod slut i det over 5 minutter (ikke ét sekund for) lange nummer, som er blandt højdepunkterne på en plade, hvor bundniveauet er mere end solidt. Faktisk er der ingen dårlige trips blandt de 8 numre, men det er en plade hvis effekt langsomt sniger sig ind på mig indtil det hele kulminerer på anden halvdel.

Der lægges sikkert fra land med “Psykonauten”, der er “vintage Lorenzen”, hvor han hører en “stemme tælle ned” og skal “ud på en længere tur”, mens nummeret tåger til og vi nærmer os lift-off og sætter kurs mod verdensrummet, Grønland og Hans Vinding på de evige jagtmarker. “Jeg venter på, at dø igen // for tredje gang i dag // Jeg kommer aldrig mere ned”, lyder det i den lettere foruroligende klingende “Aldrig Mere Ned”, der er næstsidste stop inden “Hallo Hallo Frøken” bringer os tilbage til virkeligheden. Her virker det som om Lorenzens trip topper efter en ganske logisk opbygning og udvikling pladen igennem, en plade der også finder meget af sin styrke i den følelse af sammenhæng man får sangene imellem.

Et andet nedslag på pladens virkelig stærke anden halvdel er den mere orientalsk udsmykkede “Floden”, der med sine 3 minutter og 17 sekunder er albummets korteste skæring. Men i min tiltagende slørede optik også blandt de stærkeste stunder på Triprapport, hvor Lorenzen er “fortabt i et tidsløst tomrum”, hvor han flyder rundt blandt sitar klingende strengelege og bongotrommer. Han sender “SOS med røgsignaler”, for, selvfølgelig gør han det!

“For selvfølgelig gør han det”, måske er det heller ikke så overraskende, at Lorenzen lyder som han gør på denne plade, for, selvfølgelig gør han det. Det er dog ikke det samme som, at han fremstår støvet eller efterhånden er blevet en kustode i sit eget psykedeliske rockmuseum. Jeg synes faktisk, at Triprapport er overraskende vellykket. Ikke fordi det overrasker, at Lorenzen har lavet en virkelig god plade, men fordi han her får brugt de gamle dyder til, at levere en stak numre som lyder vitale og friske, trods den velkendte indpakning, hvor der også er plads til små-fejl og andet der får musikken til, at leve og boble.

Hvis du, som undertegnede, har været lidt nede over den dansksprogede, psykedeliske rock efter en bølge af yngre navne har prøvet kræfter med den de senere år, så giver et af de mere etablerede navne her “genren” et frisk pust. Ikke med fornyelse, men bevæbnet med en pose svampe og virkelig gode sange. Mere ekko!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.