Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 45

Udvalgte koncerter i København, uge 45

1828
0

November mere end nogensinde! Ugen domineres af Sorte Firkant Festival på Nørrebro, der strækker sig over flere dage, men, der er også lidt at finde udenfor firkanten.

Det kunne eksempelvis være i Store Vega, hvor John Grant lægger vejen forbi med hans nye album i bagagen, onsdag aften. Grant er gået i mere synth-domineret retning på nyeste album, men sarkasmen og de halv-harske tekster er stadig i behold.

Pladen fik en lidt blandet modtagelse da den udkom for et par måneder siden, men det jeg har hørt af den, synes jeg egentlig ret godt om- selvom der er gået syntetisk sovs i den.

Support: Two Medicine

Store Vega // d. 7/11 // Kl. 19.00 // 300/315 kr. 

Vi hopper videre til torsdag, hvor Sorte Firkant Festival skydes i gang, men den gemmer vi lige til, til sidst i den her omgang. Vi slår i stedet for et smut forbi Musikcaféen i Huset-KBH, hvor Silque spiller op til ballade… eller i hvert fald drømmende rock med synth og det, der hører til når man har en kærlighed til 80’erne og 90’ernes rockscene.

Navnet virkede bekendt, Silque, hmmm, har vi ikke anmeldt dem, da de hed noget andet? Jo, 5 minutters intensiv research og hjernestorm senere fandt jeg blandt andet en EP og en koncertanmeldelse, samt et interview, fra dengang de kaldte sig Disarray Son.

Support: Jeff Romance og Christoffer Berg

Huset-KBH // d. 8/11 // Kl. 20.00 // 75/100 kr.




Mere torsdag, og mere rock, denne gang med ekstra fut i. Idles fyrer op under Loppen, hvor de skal bevise, at de lever op til en hype, der nu er nået op over undergrunden. Vores egen Thomas oplevede duoen splitte Gloria ad tidligt på dagen for nogle år siden på Roskilde Festival og beskrev oplevelsen nogenlunde således: “Nååårh, hol’ da kæft, maaaand, hårhhårhhråh, nøøøøh, det var fee”. Eller noget lignende, det var frit efter hukommelsen.

Anyway. jeg kan sgu også meget godt lidt bandets energiske in-your-face punkrock.

Support: John (godt navn!)

Loppen // d. 8/11 // Kl… OK, nu ser jeg lige, at koncerten er udsolgt… så var det lidt ligemeget det her…

Videre til fredag, hvor der kommer fest og soul/funk til Gladsaxe, hvor det nye spillested Richter byder på D/troit, der sidste efterår udsendte Soul Sound System. Skal der være funky soul party, så lad der være funky soul party… medmindre det er et eller andet stivbenet, blegfimset dansk gymnasieband, der forsøger, at kickstarte en fredagsbar!

Det er heldigvis meget langt fra at være tilfældet her, det var i hvert fald nærmest det modsatte indtryk D/troit efterlod på albummet, der om noget emmede af nærmest naturstridigt autentisk amerikansk slut-60’er/start-70’er stemning:

“Ingen grund til panik, D/troit spiller og lyder som om de aldrig har lavet andet end, at spille op til svedige fester i en brandvarm amerikansk ghetto i slut-60’erne og start 70’erne. “Autentisk klingende” er nok den helt rette betegnelse, men også lidt nem at diske op med. Men det her lyder vitterlig “autentisk”, i den forstand, at man fornemmer at bandet i deres lyd, måden de spiller på og sangskrivningen har en intuitiv forståelse for, hvordan denne form for musik skal leveres og klinge.

Én ting er at det, heldigvis, ikke fremstår stift, forceret eller som fesen partyband soul-funk, en anden, helt afgørende, faktor er, at selve lyden og produktionen emmer af varme, glød og har en eller anden stoflig og analog følelse. Det giver lige det sidste touch og gør, at hele pakken fremstår enormt organisk og levende”.

Richter // d. 9/11 // Kl. 20.00 // 50 kr. 




Lørdag er vi tilbage hvor vi startede, nemlig Store Vega, der denne aften står i den danske musiks tegn. Leveret af popsanger/sangskriver/spillemand Rasmus Walter, som jeg har oplevet en enkelt live for efterhånden en del år siden… hmm.. hvornår?

Det var på Train i Aarhus… det var i umiddelbar forlængelse af Walters første soloplade, efter et par engelsksprogede albums med Grand Avenue. Øjeblik, jeg fifler lige lidt med Google-maskinen… hmm, ja, det var sgu’ nok i efteråret 2011! Så ved vi det.

Support: Chorus Grant

Store Vega // d. 10/11 // Kl. 19.00 // 275 kr. 

Så nåede vi til Sorte Firkant Musikfestival på Nørrebro, der afholdes torsdag til lørdag på Spillestedet Stengade, Støberiet, Koncertkirken, Blågårds Apotek og i mindre grad Brorsons Kirke og Blågårds Bibliotek. Brorsons Kirke er eksempelvis kun på med et enkelt arrangement, det enlige søndagsarrangement under festivalen, hvor det tidligere Sonic Youth medlem Lee Ranaldo kommer og underholder.

Det starter på Stengade om torsdag, hvor der er 3 navne på plakaten, Been, Måneskjold og De Forbandede, hvor sidstnævnte tidligere har begejstret mig, både live og på flere plader.

Bandet, der sidste år udsendte hele to plader, er i min optik et af de mere spændende herhjemme. De udspringer et eller andet sted fra den psykedeliske rock, med et ret markant orgel i deres lyd, og nogle temmelig syrede tekster, der også sagtens kunne være beat-digte. Men, de er også hårdt rockende, udsyrede, tunge, udsvævende, lige på og hårdt og stedvis dansable, og altså, ret produktive  – og i noget der virker som konstant udvikling og forandring.

Debutpladen, der egentlig er deres 3 første EP’er plus 2 nyere numre, er den med den mest tydelige indflydelse fra psychrocken, mens Den Evige Nat, fra december måned, bygger videre og ovenpå. Så fang dem live, hvor de også formår at skabe stemning, som vi selv oplevede på Gutter Island 2016.

Fredagen byder på stærke navne som sammenbruds-punkerne Leizure, Aarhus-rockbandet Modern, Post-punkede Boundaries, neo-folkede Dune Messiah og surf-gruppen Bande De Los Apaches.




Lørdag skal vi en tur ud i rummet med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, neo-psych proggende Black Light White Light, gak og dansksprogede løjer fra Kogekunst, drømmende Yune, støj fra The Entrepreneurs og dansk beatrock fra Orcas.

Og, altså en hel del mere, for 475 kr. for hele pakken, og dagsbilletter til henholdsvis 150/200/300 kr., læs mere om programmet og billetsalg HER.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, The Entreprenuers

Previous articleOlympia Tapes: False Image ★★★★☆☆
Next articleThe Malpractice: Slur ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.