Udvalgte koncerter i København, uge 14+15

0
962
views
SOLBRUD

Så kører vi lige supersized edition og hiver koncerterne henover Påsken med ind i denne omgang, så ja, der er lidt forskelligt og spredt at kaste sig over. Og som altid gemmer der sig mere derude, så klik lidt rundt.

Vi lægger ud i Vanløse, ja, vi kommer ikke så ofte på de kanter, men Kulturstationen byder nu jævnligt på musikalske oplevelser som passer ind i vores profil. Torsdag kigger den tidligere (og nuværende?) Kashmir trommeslager Asger Techau forbi med sit soloprojekt.

Techau udsendte sidste år albummet Phonetics til generelt ret fine og positive anmeldelser. Det var dog, desværre, ikke en plade vi nåede at få anmeldt, til gengæld har vi anmeldt opvarmningen.

Den står rock/grunge bandet Via Mala nemlig for. Vi skal godt nok tilbage til foråret 2015, hvor Thomas lagde øre til EP’en Out Of Sight, men da blev det til 5 flotte stjerner, selvom han havde lidt svært ved helt at høre den grunge, som han syntes han var blevet lovet. Faktisk kaldte han bandet en “vildere og mere støjende udgave af Saybia”, hvilket bestemt var ment som en kompliment, og roste i det hele taget EP’en og bandets lyd for at være meget gennemarbejdet.

Bandet har nyt på vej, der skulle udkomme indenfor overskuelig fremtid.

Kulturstationen Vanløse // d. 6/4 // Kl. 20.30 // 90 kr.

Så hopper vi til Loppen fredag aften, hvor der også bydes på et navn vi tidligere har haft en tur igennem anmeldermøllen. Der diskes nemlig op med sommerlige indie toner på programmet fra Masasolo, som vi oplevede på Rising Scenen, på sidste års Roskilde Festival. Faktisk var denne søndagskoncert den første koncert på Roskilde det år for os, Jonas indledte sin anmeldelse således:

“Første band for os blev Masasolo, et af navnene på årets program som blot har få numre ude i offentligheden – i Masasolo’s tilfælde to singler. Stilen er drømmende psych, ikke ulig et band som Tame Impala, og, for den sags skyld, The Flaming Lips, som jeg kom til at tænke på da bandet spillede deres første nummer efter en instrumental indledning”.

Support: Motorique

Loppen // d. 7/4 // Kl. 21.00 // 80 kr.

Jeg har anmeldt to plader fra aarhusianske Narcosatanicos, og jeg har uddelt i alt 12 stjerner. Ja, det betyder to gange topkarakter til det voldsomme og eksperimenterende jazz-metal krautrock orkester. Først var det den uterlige debut der begejstrede i 2014 og senest lidt mere imødekommende, men måske endnu mørkere opfølger Body Cults sidste efterår. Om det album skrev jeg blandt andet:

“Uforsonligt og egenrådigt, ja, og bestemt ikke for alle, men er du først fanget, så slipper du ikke ud igen – ikke uden at føle dig påvirket af oplevelsen  i hvert fald. Narcosatanicos eksisterer nærmest i en form for parallelunivers, eller ER et parallelunivers, hvor de selv sætter spillereglerne. Derfor er de også svære at fælde en endelig og fyldestgørende dom over, endsige presse dem ind på en stjerne-skala og dens “regler”, de burde næsten have deres egen skala”. Læs hele anmeldelsen HER

Du kan opleve dem på Jazzhouse fredag aften, og de har kompetent opvarmning med. I hvert fald i følge Thomas, der sendte 5 stjerner efter punkerne Spines for deres Lymph Nodes EP og havde dem blandt sine favorit EP’er fra året der gik og i den forbindelse skrev følgende:

“Seneste anmeldelse fra min side, og på trods af at Lymph Nodes ikke gik rent ind ved første gennemlytning, formår den stadig at snige sig ind på en 2. plads. Lymph Nodes byder på fornemt eksekveret post-punk, hvor trioen EP’en igennem leverer på et meget højt niveau.

Som skrevet i anmeldelsen, vil det overraske mig gevaldigt, hvis ikke Spines får kæmpet sig op fra undergrunden, for talentet, attituden og evnen til at skrive sange, er så sandelig til stede, og er de lige så cool live, som de lyder på plade, så bør vejen være banet for et “gennembrud, måske det sker i 2017, det vil uden tvivl være fortjent”.

Jazzhouse // d. 7/4 // Kl. 20.00 // 120 kr.

Vi forsætter med en tur på Bryggen, hvor der er dansk punk på programmet når Kulturhuset Islands Brygge får et anfald af Guddommelig Galskab. Gruppen udsendte sidste efterår deres fjerde album, den hæsblæsende Kogt For Hårdt, 13 numre med en samlet spilletid på omkring 13 minutter. SLAM, ikke så meget pis der.

I min 4 stjernede anmeldelse skrev jeg blandt andet:

“Så ja, der er vel ingen grund til at tvære for meget rundt i det, det går stærkt, det her, fuld fart fremad, ingen pusterum, bare op på barrikaderne og så skal der slynges musikalske brosten afsted. Sune “Køter” Kølster og kompagni har en del ting på hjertet i løbet af de 13 numre og minutter, hvor der både bliver tid til at revse samfundet, råbe og skrige, have mareridt og få paranoia og onanere på toilettet”. Læs hele anmeldelen HER

Kulturhuset Islands Brygge // d. 7/4 // Kl. 19.00 // Pris ?

Første stop lørdag bliver på Brass Monkey på Enghavevej, hvor Støj/grunge/alt. rockerne Darling Don’t Dance fejrer udgivelsen af deres nye album, Pediophobia, som jeg som end sendte 5 stjerner efter tidligere på ugen:

“I bund og grund er Pediophobia, trods det gennemgående tema om moderskab og de kriser og tabuer der kan opstå i den forbindelse, en ret ukompliceret og ligetil størrelse. I hvert fald rent musikalsk, hvor der serveres en dejlig skurrende portion grunge med støjende ekkoer af Sonic Youth og det melodiske øre fra start 90’ernes amerikanske alt-rock scene”. Resten af anmeldelsen kan læses HER

Brass Monkey // d. 8/4 // Kl. 20.00 // Gratis

Lørdag holder Demon Head også release for deres nye album på Loppen, det er ikke et album vi har anmeldt endnu, men forgængeren var Thomas meget begejstret for, da han sendte 5 stjerner efter det for knap 2 år siden:

“Stenet, støvet, rocket og ikke mindst autentisk, er hovedingredienserne på Demon Head’s doomrockende debut album Ride The Wilderness, hvor man, fra start til slut, bliver sendt på en psykedelisk og hårdtrockende rejse, hvilket faktisk er en temmelig kodyl oplevelse”.

Det ene support band, Slægt, har jeg både været lidt efter og rost helt op i den mørke nattehimmel. Jeg har oplevet bandet to gange, på hjemmebane i Ungdomshuset, hvor det var ganske fornøjeligt, hvis man ellers kan bruge det udtryk om deres ukristlige black ‘n roll. Og så på udebane i Lille Vega, udebane fordi de varmede op, med lidt gusten lyd, for almægtige Primordial og blegnede lidt i den sammenligning (jeg var nok også lidt hård i min dom).

Til gengæld var jeg, og er stadig, vild med deres mini-album Beautiful & Damned, der udkom i 2015:

“Stilen som Slægt lægger for dagen er særdeles indbydende, og på samme tid en hyldest til noget der var og noget der peger fremad. En art sammensmeltning af elementer fra black, sort død, klassisk heavy metal og noget 70’er rock lignende. Udført og eksekveret uden den mindste rysten på hænderne og antydningen af, at den eksplosive og på papiret måske lidt utilregnelige blanding ender med ikke at ville hænge sammen”.

Desuden får du også Svart Magi fra Sverige.

Loppen // d. 8/4 // Kl. 21.00 // 70 kr.

The Attic Sleepers har efterhånden rumsteret andre steder end blot på loftet i nogle år med deres folk-rock toner. Noget egentlig bredt og massivt gennembrud har måske ladet vente på sig, men det er et af de her navne der virker som om de begfinder sig lige på nippet af det, ikke mindst hjulpet af god medieomtale og airplay på eksempelvis P6 Beat.

De har udsendt nyt i denne måned, den har vi ikke hørt, men hvis du kigger forbi Lille Vega lørdag aften, så kan man sikkert få smagsprøver derfra.

Support: Death Machine

Lille Vega // d. 8/4 // Kl. 20.00 // 130/145 kr.

Har du lang påskeferie, så kan du lige så godt blive hængende i Vega nogle dage, for den efterfølgende tirsdag er der som end mere folk! Igen er det Lille Vega der lægger sal til, denne gang er besøget dog internationalt.

The Mighty Oaks er en trio der bekender sig den klassiske, melankolske folk-rock som man kender den fra Croasby, Stills & Nash (& Young?) og nyere bands som Fleet Foxes, der har samlet stafetten op fra 60/70’er navnene.

Support: Lion Shere

Lille Vega // d. 11/4 // Kl. 20.00 // 130 kr.

Så skal vi have et dyp syre på Loppen onsdag aften, hvor legendariske Burnin Red Ivanhoe, der nærmer sig 50 års jubilæum som band og har spillet over 1000 koncerter. 1000! Så det sidder nok lige i skabet, når du skal høre historier om “Ivanhoe i Brøndbyerne” og “Tingel-Tangel Manden”.

Bandet live-debuterede den 22/5 1967, så de tager lige lidt forskud glæderne med denne markering af 50 året. Bandet har også gennemgået en del udskiftninger gennem tiden, hvilket vel ikke kan overraske, men kernen i front er stadig Kim Menzel og Karsten Vogel.

Loppen // d. 12/4 // Kl. 20.30 // 125 kr.

Temples, de var da hypede for nogle år siden, og nu er de her åbenbart igen! Pumpehuset lægger scene til onsdag aften, når London gruppen præsenterer nyt og gammelt, eller gammelt og gammelt, det var i 2014 at de brød igennem med det roste album Sun Structures.

Så er du til poppede psykedeliske toner, så er det nye album Volcano sikkert også noget for dig, nå ja, og en tur i Pumpehuset  onsdag aften for at se om hypen stadig holder.

Support: Creatures

Pumpehuset // d. 12/4 // Kl. 20.00 // 210 kr.

Dagen efter, torsdag d. 13/4, skal vi et smut forbi Amager, hvor Beta byder på amerikansk thrash af den gamle skole. Og dermed menes, at bandet Flotsam & Jetsam faktisk ER af den gamle skole og har rødder tilbage til start 80’erne, hvor de tog navn efter et kapitel i Ringenes Herre: De To Tårne.

Fantasy og metal? Det er sgu også old school, men bandet, der er aktuel med deres 12. album, er åbenbart still going strong, trods lidt udskiftninger i besætningen og har fået fine anmeldelser for nyeste album.

“Pectora er danske, men lyder, på den gode måde, som noget der kommer heavy rockende fra den anden side af Nordsøen. I 1980’erne. Lyden og sangene har de sådan set, de mangler bare at optimere og trimme lidt”.

Sådan lød det indledningsvis, da jeg tildelte Pectora 4 stjerner for deres EP Redemption tidligere i år, bandet skal sørge for, at varme Beta op inden hovednavnet.

Beta // d. 13/4 // Kl. 20.00 // 200/225 kr.

Og kan du bare ikke få nok af god, gammeldaws mædel, så kan du smutte i Pumpehuset dagen efter. Fredag d. 14 byder på en hård pakke med 4 bands, Havok er hovednavn, Warbringer er særlige gæster og Gorod og Exmortus er opvarmning.

Pumpehuset // d. 14/4 // Kl. 18.00 // 225 kr.

Meeeen, vi er da ikke helt færdige med Pumpehuset i denne omgang, for lørdag d. 15/4 er der amerikansk dooooom på plakaten. Pallbearer kigger forbi i anledning af udgivelsen af deres nye album, Heartless. Den når vi nok ikke at anmelde, men til gengæld var der 5 stjerner til bandets forrige album, Foundations Of Burden, fra Jonas, der også fangede gruppen live i Aarhus dengang i 2014.

Her blev det til 4 stjerner for koncerten, som var solid, men manglede lidt intensitet:

“Pallbearer nåede på deres lille time på scenen 6 numre, hvor bandets vekselvirkning mellem tonstunge trommer, svævende guitarer, tunge riffs og Campbell’s vokal overvejende fungerede rigtig godt. Nogle lidt lange pauser mellem numrene, hvor bandet stemte instrumenter i tavshed, eller med enkelte standardkommentarer, hev dog intensiteten lidt ud, og i nogle af de mere stille passager gik der også snak i publikum rundt omkring”.

Support: Pinkish Black

Pumpehuset // d. 15/4 // Kl. 20.00 // 185 kr.

SIDST, men bestemt ikke mindst, Solbrud Loppen. Det virker passende til Påsken med noget black, og det er ved GUD et band vi har omtalt og anmeldt en del gange.

Fra deres sorte triumf på Roskilde Festivals Pavilion Scene i 2013, båret frem af taktfaste satans tilråb, over MTV Headbangers Ball på Beta i slutningen af samme over, på Radar i Aarhus i begyndelsen af 2015 frem til de fik mørket til at falde over Langenæskirken i Smilets By i forbindelsen med festugen i år. Den koncert medførte forresten en mindre mediestorm og debat, da en række præster fik det gevaldigt galt i halsen, at et black metal band skulle spille i en kirke.

Underligt nok gik verden ikke under af den grund, måske var det bare et Jærtegn (?), så lørdag går det løs igen, med det Solbrud plejer at være bedst til – lade musikken tale for sig selv.

Support: Verheereer & Paramnesia

Loppen // d. 15/4 // Kl. 20.30 // 115 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Solbrud, Filtenborg-Fotografi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.