Udvalgte koncerter i København, uge 13

0
782
views

Så buldrer vi sgu mod april, og man begynder allerede at kunne ane festivalerne forude. Flippet! Nå, men inden da, så vil spillestederne da også lige blande sig i kampen om publikums gunst (og sparepenge!).

Og vi lægger benhårdt ud med 3 onsdagstilbud, og hvorfor ikke starte med en af de mere hårde. Soen fra Sverige kigger nemlig forbi Spillestedet Stengade med deres… progressive metal? Er det, det de spiller? Bandet har været sådan lidt omkring på deres 3 studieplader, der har rummet alt fra det tunge og grumme, over noget mere Pink Floyd og Opeth-inspireret til det nyeste, hvor græsk mytologi spiller en væsentlig rolle.

Support: Madder Mortem

Spillestedet Stengade // d. 29/3 // Kl. 20.00 // 140/160 kr.

Så napper vi nogle psykedeliske drone toner, som man kan høre i Pumpehuset, leveret af duoen Moon Duo. De har netop udsendt første musikalske udgivelse (af to), der handler om “kosmisk harmoni”.

Duoen består af Wooden Shjips-medlem og guitarist Ripley Johnson og keyboardist Sanae Yamada, som skaber deres kosmiske harmonier i deres kælder i Portland, Oregon. Det lyder jo både hyggeligt og lidt Twin Peaksy.

Pumpehuset // d. 29/3 // Kl. 20.00 // 180 kr.

Fra Portland til Eskiltuna og fra centrum til Amager, i Amager Bio er der svensker prog-rock/metal fra Pain Of Salvation. De er dannet helt tilbage i 1984 af sanger og guitarist Daniel Gildenlöw, der også er eneste tilbageværende originale medlem.

Over indtil videre 10 konceptplader, har Gildelöw udforsket emner som krig, religion, seksualitet, vores eksistens og lignende letfordøjelige emner, tilsat stor vokal og kompleks musik.

Support: Port Noir

Amager Bio // d. 29/3 // Kl. 19.00 // 220 kr.

Torsdag kan du tage i Huset-KBH og hjælpe Quick Quick Obey med at fejre deres album nummer to, Realistic Friendship, der følger op på debuten Bulb Days, der udkom tilbage i 2014. Dengang var bandet lidt i vælten og fik rigtig fin omtale rundt omkring i medierne, og spillede en koncert på det års Spot Festival, hvor Jonas fangede dem til et interview.

Gad vide hvad der er sket i de mellemliggende 3 år?

Huset-KBH // d. 30/3 // Kl. 20.00 // 70 kr.

Torsdag til lørdag byder også på de næste semifinaler i Emergenza Festival musikkonkurrencen, hvor en ordentlig bunke upcoming navne kæmper om, at nå den danske finale og komme videre til den nordiske, og slutteligt den europæiske. Den nordiske finale afholdes forresten i København i år.

Nuvel, de enkelte kunstnere og tider for de tre dage kan ses ved, at klikke lidt rundt på Rust‘s hjemmeside.

Rust // d. 30/3-1/4 // Kl. 19/30 // 110 kr.

Freitag und ich bin verliebt, OK, jeg var måske ikke ligefrem direkte forelsket i Abscission‘s debutalbum, da jeg anmeldte det til 3 store stjerner i sidste uge, men det er nu alligevel en solid størrelse, hvis du er til black metal.

De fejrer udgivelsen af pladen med en releasekoncert på KB18 fredag aften, lidt smadrede omgivelser, som man må formode passer ret fint til Abscissions grumme lyd. Det er dog ikke ren ondskab, bandet rummer også en mere melankolsk dimension.

KB18 // d. 31/3 // Kl. 20.00 // Gratis

Så skal vi et smut i Templet i Lyngby, hvor der bydes på endnu en omgang Temple Of Doom, denne gang med en dobbelt dosis Ungdomshus rabalder. Halshug har jeg tidligere anmeldt to albums fra, Blodets Bånd fra 2015 og opfølgeren Sort Sind, der udkom sidste efterår. Om Sort Sind skrev jeg blandt andet:

“Hvis Blodets Bånd var lyden af et band der uden nåde fór i flæsket på en og prøvede på at åbne skallen på dig, så er de nu kommet indenfor og fucker med din hjerne. Grundessensen er stadig hård, harsk og hadsk-klingende hardcore punk, men nu “blødet” op med en mere punk ‘n rollet, “melodisk” dimension og i glimt noget der lyder helt metallisk. Tænk en grum og endnu grimmere udgave af Motorhead”.

Som opvarmning får man smukke & forbandede Slægt:

“Stilen som Slægt lægger for dagen er særdeles indbydende, og på samme tid en hyldest til noget der var og noget der peger fremad. En art sammensmeltning af elementer fra black, sort død, klassisk heavy metal og noget 70’er rock lignende. Udført og eksekveret uden den mindste rysten på hænderne og antydningen af, at den eksplosive og på papiret måske lidt utilregnelige blanding ender med ikke at ville hænge sammen“.

Templet // d. 31/3 // Kl. 20.00 // 100 kr.

Lørdag er der folkede toner Lille Vega, når The White Album kigger forbi. Bandet har været på banen nogle år efterhånden, og også fået en række fine anmeldelser for deres langskæggede folk, men på en eller anden måde, er det lykkedes os ikke at få dem anmeldt!?

Ovenstående afsnit er næsten en direkte afskrift fra et af mine egen koncertkig fra 2015, hvor The White Album søreme også spillede i Lille Vega. Om en måned er det 2 år siden, og det er STADIG ikke lykkes os, at anmelde noget fra bandet, der efter sigende har nyt materiale på bedding. Lykkes det at anmelde det denne gang? Vi får se!

Support: Line Marianne

Lille Vega // d. 1/4 // Kl. 20.00 // 150/165 kr.

Finland! Der har kollega Jonas noget af sin DNA fra, og så er det også derfra Children Of Bodom kommer fra. Det har intet med hinanden at gøre, men jeg ved faktisk ikke alverden om metalbandet fra Espoo, udover at jeg kender navnet. Så jeg skulle lige have et eller andet at skrive/aflede opmærksomheden med.

Bandet gæster Pumpehuset lørdag aften, og er aktuelle med deres niende studiealbum.

Med som opvarmning er Oni og Forever Still. Forever Still har vi de seneste år anmeldt 3 EP’er og et album fra, hvor albummet Tied Down samlede nogle af de her anmeldte EP’er på en enkelt udgivelse. Der er ingen tvivl om at forsanger Maja Shining og band har styr på deres virkemidler, udtrykket og har meget af det der skal til for, at man kan kalde det en komplet pakke.

Pumpehuset // d. 1/4 // Kl. 20.00 // 275 kr.

No-wave, brutal-prog og post-minimalisme, det er åbenbart nogle af de ord der er blevet brugt til, at forsøge at beskrive amerikanske Zs, der gæster Jazzhouse lørdag aften. Det lyder som nogle eksperimenterende og udfordrende gutter, der både arbejder med samples, lydklip og saxofon, i et lydbillede der lyder som lige så meget “kunst”, som egentlig musik. På trommer har de forresten Greg Fox, der spillede i 3-4 forskellige konstellationer på sidste års Roskilde Festival.

Apropos (elegant overgang) Roskilde, så er opvarmningen denne aften, at finde blandt navnene på Rising Scenen i år. Det er nemlig Tvivler, der spiller en form for, ja… skæv, dansksproget punk af en art? Tjek det ud på bandcamp, hvor du kan finde Negativ Psykologi #1 + #2 udgivelserne.

Jazzhouse // d. 1/4 // Kl. 20.00 // 120 kr.

Det var det for uge 13 i København…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard, Forever Still, Uhørt Festival 2017

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.