Two Gallants, Atlas, 23/10 – 2015 ★★★★☆☆

0
1042
views

Two Gallants besøgte Atlas fredag aften, og leverede en tight omgang americana-rock, hvor der både blev rocket igennem, men også var plads til mere afdæmpede stunder. 

Two Gallants er sådan et af de der bands, jeg ofte har læst om, og tænkt ville være noget jeg kunne lide, men hvor det aldrig hidtil er blevet til mere end spredte lyt til nogle enkelte numre. Med den evige ambition om at dykke mere ned i deres bagkatalog på et eller andet tidspunkt. Derfor er det her ikke en “kender-anmeldelse”, men et nysgerrigt møde med bandet live, hvor de fredag aften besøgte Atlas i Aarhus, hvor omkring 80 mennesker havde indfundet sig.

Inden Two Gallants gik på var der opvarmning ved danske The Migrant, med Bjarke Bendtsen i front. De fire mand på scenen leverede en varieret omgang americana-rock, hvor der var mere tempo og mere rock over det, end på mit eneste hidtidige møde med The Migrant på albummet Beads, som jeg anmeldte tilbage i 2012. Bandet virkede godt sammenspillede, der var godt styr på virkemidlerne, og lydbilledet var også fint varieret. Det man stod og manglede, var måske et par numre, der for alvor fik fat om struben på de fremmødte. Den tempofyldte afslutter gjorde et behjertet forsøg, og i det hele taget var det et solidt indtryk, The Migrant efterlod sig.

Godt 20 minutter tog det, så stod den amerikanske duo Two Gallants, opkaldt efter en novelle af irske James Joyce, klar på scenen. Duoen har fem albums på bagen, det femte, We Are Undone udgivet i februar i år. Adam Stevens (guitar og vokal) og Tyson Vogel (trommer) har efterhånden spillet sammen i mange år, og det kan man tydeligt høre. Sammenspillet er organisk og ualmindelig tight, og noget af den mere hårdrockede kant fra nyeste album fik vi også smagsprøver på denne aften.

Blandt andet i form af titelnummeret, ‘We Are Undone’, som blev hugget af med overskud, med Stevens potente guitarspil og stærke vokal, godt understøttet af Vogels pumpende trommespil. I mellem numrene var Steven ikke den mest snakkesagelige frontmand, og ofte var det da også Vogel, der kom med kommentarer ind i mellem – blandt andet når den lidt overrislede del af fredagspublikummet blev ekstra højrøstede. Det var i det hele taget periodisk forstyrrende, især i de mere afdæmpede numre. Blandt andet da Stevens satte sig bag tangenterne og vi fik blandt andet ‘Carrion Crow’. Fint fremført, men svært helt at holde fokus med snakken i krogene.

Derfor fungerede koncerten også bedst når lydtrykket var tilstrækkelig højt. Og selv om et nummer som ‘Steady Rollin’ måske ikke er blandt duoens mest hårdtslående, så fik det til gengæld en del af salen til at synge med – det er sgu også et godt nummer, og der var ikke en finger at sætte på fremførslen. Tempoet blev også skruet op igen efter mellemspillet med tangenter, og efter Stevens og Vogel forlod scenen efter en god times tid, virkede publikum da også godt tilpasse og fik bandet klappet tilbage på scenen til tre ekstranumre. Det første Hank Williams-coveret ‘Settin’ the Woods on Fire’, der gav lidt ekstra country-twang, inden vi fik yderligere to potente udladninger at slutte af med.

Også ekstranumrene blev leveret potent og kompetent, og det var i det hele taget indrykket af koncerten – gennemført professionelt, tight og i perioder rigtig medrivende. Fire stjerner til den samlede oplevelse.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Hasan Jensen/Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.