Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Travelane: Freeze This Moment ★★★☆☆☆

Travelane: Freeze This Moment ★★★☆☆☆

2156
0

I bandpræsentationen på deres Facebook side kalder Travelane sig for et komplekst rockband, rockmusik med nerve, kant og melodi. Melodi og til dels energi er der da på bandets 11 numre lange album Freeze This Moment, til gengæld er der ikke mange kanter eller den store opfindsomhed.

Kort sagt er Travelane det meste af vejen igennem Freeze This Moment et solidt rockende middle of the road radiorock band, med en fin fornemmelse for ganske medrivende melodier, men tynget af lidt ordinær og formularisk sangskrivning. Og så er 11 numre kort og godt for mange i forhold til hvad idéer og variation kan bære.

Det er egentlig ikke fordi, at Travelane ikke forsøger at vareriere deres lyd igennem pladen, men alligevel er det som om, at det hele ender med at flyde lidt sammen. Ikke mindst på pladens anden halvdel, hvor jeg nok bare har fået nok af den stort set velsmurte og gnidningsfrit leverede rutine-rock.

Det starter eller ganske glimrende med åbneren “You’ll Know In Time”, der sender tankeren i retning af tidlig Tim Christensen solomateriale, eller lignende luftig og ukompliceret 90’er rock. Sangen har et fint drive, hugger fornuftigt igennem, udmærket vokalarbejde og flyder bare rigtig godt – lige til airplay på P4, hvis Alex Nyborg Madsen læser med? Men allerede i næste nummer, “Don’t Worry”, viser nogle af svaghedstegnene ved Travelane’s hovedvejsrock sig. Nummeret letter aldrig helt som åbneren, og tynges af en spilletid på over 4 minutter, der ganske enkelt er for lang til denne form for rock.

Andre gange er det lidt forudsigelige emner der ryger igennem det danske skolesystems nydelige, men ikke videre opfindsomme, engelsk. “Money Day”, der handler om penge, ja, er hverken musikalsk eller lyrisk videre ophidsende – et af de numre hvor man uden problemer kunne have trimmet spilletiden på albummet. Og så er der skæringer som “Changes” og “Nothing Left To Say” der fiser ind af det ene øre og ud af det andet i samme midttempo som de leveres, førstnævnte hæmmes så yderligere af at lyde lidt kluntet og stiv i leddene.

Barberer man det overflødige fedt fra, eller de mere anonyme af numrene, så er der altså stadig nogle habilt rockende øjeblikke at vippe med på, på Freeze This Moment. Trods en titel der medfører lidt løftede øjenbryn og skepsis her i firmaet, så er “Princess Of The Night” en god lille rocksag, der løftes af det anthem-klingende omkvæd – nok albummets bedste af slagsen. Den efterfølgende “Perfect World” viser at en lidt mere brummende side af Travelane rent musikalsk også fungerer ret godt, selvom om “boy meets girl” teksten ikke lige er noget der får mig til at få åndenød.

Og så er der “Time Machine”, hvor Travelane endelig tør pille lidt mere ved fundamentet og her næsten nærmer sig noget heavy/tung rock, i hvert fald i den fine intro. Så bremser nummeret lidt op, og bliver mere luftigt indtil vi finder et fornuftigt leje igen i et ret effektivt og catchy lille omkvæd.

Lidt mere fiflen med formlen og justering af skabelonen havde været ønskelig på Freeze This Moment, der netop kommer til at virke for fastfrosset og låst over 11, forholdsvis lange, numre. Travelane rocker relativt solidt og driftsikkert igennem de gange de rammer nogle gode melodier, men der er lidt for få virkeligt mindeværdige af slagsen. Decideret dårligt bliver det dog bestemt heller ikke.

Lige så middle of the road klingende som Travelane’s rock er, lige så middle of the road er det samlede indtryk af albummet. Vi lander på 3 midtersøgende upcoming stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Travelane på Facebook

Previous articleAllan Olsen – Wir Will Ein Danmark – 8/9 -2015
Next articleBisse: Umage ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.