Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra: Fuck Off Get Free We Pour...

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra: Fuck Off Get Free We Pour Light on Everything ****** (6/6)

1945
0

Canadierne med det lange navn (som i øvrigt ofte skifter en smule fra udgivelse til udgivelse) blæser ud over de apokalyptiske sletter med Fuck Off Get Free We Pour Light on Everything, der er en spektakulær tour de force i eksperimenterende rockmusik. 

Thee Silver Mt. Zion (herfra i denne korte form) udsprang oprindeligt som et sideprojekt for Efrim Menuck ved siden af Godspeed You! Black Emperor, hvor han er guitarist. Oprindeligt var ambitionen for Menuck at lære om musikteori og hvordan denne kunne bruges til at kommunikere bedre med sine bandmedlemmer, men det blev hurtigt lagt på hylden. Ud over at have tabet af hunden (!) Wanda som drivkraft, var projektet i sin begyndelse også et sted at prøve nye ideer af, som ikke passede ind i Godspeed You! Black Emperor.  Sophie Trudeau på violin og bassist Thierry Amar, som har været med siden begyndelsen, er i øvrigt også begge med i Godspeed You! Black Emperor.

Siden debutalbummet, der udkom i år 2000, har der været løbende tilføjelser og udskiftninger i line-uppet, som på dette syvende album, ud over Menuck, Trudeau og Amar, består af violinist Jessica Moss og David Payant på trommer. Alle bandets medlemmer bidrager også med vokaler, og det giver en ganske særegen stemning i bandets musik.

Albummet starter med den nærmest overvældende ‘Fuck Off Get Free (For the Island of Montreal)’, et over 10 minutter langt skævvredent rocknummer, som, når man først har fået tunet ørerne ind på det, nægter at slippe taget i én. Efter den indledende barnestemme, der siger en art credo for bandet: “We live on an island called Montreal, and we make a lot of noise…because we love eachother!” over de skævt vuggende første minutter, hvor flere af vokalerne blandes sammen i en art korsang, til breaket, hvor sangen brækkes i stykker af et massivt mudret riff, der skyller ind over lytteren som en lutrende flodbølge, og de sidste minutters berusende og alligevel ildevarslende forløb, så er der noget spektakulært over det, der kun trues lidt ved, at der indfinder sig en smule ensformighed mod slutningen af første del af sangen. Første gang, jeg hørte det, blev jeg blæst bagover. Det gør jeg for så vidt stadig når jeg hører det.

Den endnu længere ‘Austerity Blues’ bevæger sig videre omkring i udtryk, og er ikke så umiddelbart fængende eller nem at få hold på som ‘Fuck Off Get Free’. Men med gennemlytningerne bliver det også en ganske overbevisende omgang, hvor violinerne flyder sammen med de øvrige instrumenter, og er med til at definere Thee Silver Mt. Zions særegne lyd, der lander et sted mellem Godspeed You! Black Emperor og landsmændene i Arcade Fire og Wolf Parade. “But thieves and liars rule everything we know/And thieves and liars rule everything that grows/all we want is what we’re owed/ we’ve all of us carried this load“, synger Menuck, med en anklagende finger rettet mod politikere og finansfolk.

Den intense og hektiske ‘Take Away These Early Grave Blues’ har noget skævt punket over sig, igen med violinerne som forstyrrende og skærende element og flerstemmige vokaler. Den afløses af den afdæmpede ‘Little Ones Run’ som ikke alene giver et pusterum fra de intensive og emotionelt sungne første numre, men er også et stærkt nummer i sin egen ret, en ildevarslende vuggevise hovedsageligt sunget af de to kvindelige bandmedlemmer om en verden, der ændrer sig på foruroligende vis. “Wake up darling the moon is gone/The sky’s a mess and falling down/I woke up scared and stumbled out“, lyder de første linier således, inden afslutningen beretter om fuglene: “Their little chests and whispering hearts/And tiny breaths all fall apart (…)/ The big ones hunt the little ones”. Angsten for, hvilken verden vi efterlader vores børn, er også et gennemgående tema på albummet.

Højstemt og følelsesladet bliver det igen på ‘What We Loved Was Not Enough’, hvor vokalen tårevædet og fortvivlende leder os igennem en punkvals af desperation over elleve minutter. “All our cities gonna burn/All our bridges gonna snap/All our pennies gonna rot/Lightning rolls across our tracks/All our children gonna die” og ender i en flerstemmig gentagelse af linien: “And the day has come/when we no longer feel“. Det er voldsomt og fungerer stærkt.

Det hele afsluttes af ‘Rains Thru the Roof at the Grande Ballroom (For Capital Steez)’, der igen emmer af forfald og fortvivlelse. Her rummer titlen også en mængde musikalsk intertekstualitet i det the Grande Ballroom er et spillested i Detroit hvor MC5 indspillede deres debut i 1968 (sangen indledes i øvrigt med et citat fra bandets guitarist) – og Capital Steez, som der også henvises til, var en ung New York-rapper, der begik selvmord i 2012. Her er desperationen mere dæmpet og på en måde resigneret; “There’s kids that are dead/That ought to be living/And rains thru the roof/At the Grande Ballroom“.  Lydbilledet er også dæmpet, med enkelte truende klangflader og et dæmpet trommebeat som underlægning til sørgmodigheden.

Fuck Off Get Free We Pour Light on Everything er et stærkt album, en organisk helhed, der favner bredt, men samtidig har et klart defineret udtryk, hvad enten musikken er støjende eller afdæmpet. Kombineret med fremtidsangsten, forfaldsbeskrivelserne og protesten mod de kræfter, der står bag forfaldet og skaber angsten, bliver musikken udtryk for en eksistentialistisk fortvivlelse, et oprør, mens der samtidig er noget katarsisk og opløftende i musikken – som drømmen om en apokalypse, der på en eller anden måde sender os tilbage til udgangspunktet. På en måde er det hippie og punk, der smelter sammen i oprør og tilbagevenden til noget andet i Thee Silver Mt. Zion’s legering af rock, post-rock, kompositionsmusik, punk, jazz og civilisationskritik.

Det er også en stor mundfuld at kapere, og hvis man ikke er til lange, knudrede forløb og Thee Silver Mt. Zion’s sammensmeltning af vellyd og larm, kuldslåede hymner og disharmonier og eksistentiel patos, så skal man styre udenom. Jeg vil dog anbefale at man tjekker Fuck Off Get Free We Pour Light on Everything ud, hvis man har den mindste forkærlighed for eksperimenterende rock, hvis man synes Arcade Fire er blevet for dansable eller hvis man bare gerne vil høre et glimrende rockalbum anno 2014. For sådan ét må jeg kvittere med topkarakteren til Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra.

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra spiller d.9. marts på Vega.

Anmeldt af JSB

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.