The Slowstarters spiller ifølge dem selv “fed gedigen fadølsrock”, en ærlig beskrivelse, der i hvert tilfælde rammer plet på 2 ud af 3 ord. Lad os få skænket en kold og se, hvor vi er enige og hvor vi ikke er.
Desværre er det ord, hvor vi er lidt uenige “fed”. “Gedigen” kan diskuteres, alt efter hvordan man lige tolker brugen og betydningen af ordet i denne sammenhæng. Fadølsrock står til gengæld ikke til diskussion. Skål.
Jeg har absolut intet imod en god omgang rock, som man kan stå og bælle en fadbamse til. Det kan sgu stadig noget. Om jeg så gad lytte til det ellers, det er en helt anden snak. The Slowstarters har i hvert tilfælde ikke lavet en plade, som giver mig meget andet end fornemmelsen af en halv-flad omgang.
Dirty Little Angel er bandets andet album efter debuten Draft Beer Rock ‘N Roll fra 2022. Med de titler har man nok allerede en idé om, hvilke gyder og rendestene vil skal cruise rundt i. Og den ubehjælpsomme lyrik er cirka lige så opfindsom. 8 numre fordelt på ganske kompakte 35 minutter, det skal de have ros for. Ingen grund til at trække sagerne ud, hvis man ikke har mere at byde ind med.
Havde det så bare været all killer no filler fra Kolding bandet. Der er bare ikke rigtig noget at komme efter hvad “killers” angår. Jeg formoder og forventer, at man lægger ud med et stærkt nummer for at fange lytterne fra start. Dirty Little Angel humper forpustet ud af starthullerne med “Aim To Please”, og får den ikke hævet op på det efterfølgende titelnummer.
Hvis hverken et åbningsnummer eller et titelnummer har det store at byde på, så virker 35 minutter allerede som lang tid. Det er helt standard og generisk hardrock, hvilket ville være til at leve med, hvis sange, melodier eller hooks var gode. De er meget ordinære, hvis ikke ligegyldige. Samtidig hjælper den underligt livløse og udynamiske produktion ikke ligefrem.
Først så troede jeg egentlig, at det var en DIY indspilning. Men det er faktisk indspillet i et ægte studie med en producer bag knapperne. Det forbløffer mig, for det lyder godt nok som noget, der er lavet med nogle basale tools og plug-ins. Der er eksempelvis godt med koklokke på pladen, men den lyder håbløst tam. Men samtlige instrumenter mangler noget “OMPH”, saft og kraft. Det lyder virkelig tungt bagi og uden gennemslagskraft.
Et nummer som “Kaleidoscope”, hvor tempoet sættes ned, kæmper nærmest med at holde sig i gang. Sådan en sang kræver netop, at der er smæk på nogle andre elementer end fart, så det lettere. De ret enkle riffs og melodien svigtes igen af den kønsløse produktion, der i den grad mangler nosser til at give sangen tiltrængt kunstigt åndedræt.
“Dance With The Devil” (der uddeles heller ikke pluspoint for så klichéfyldt en titel) sætter tempoet op igen, men her udstilles hele pladen og bandets mangler. Forsangeren, der ikke er nogen stor sanger, men det kunne nok fungere til husbehov, lyder presset. Igen gør produktionen INTET for at kamuflere eller give en hjælpende hånd. Det lyder nærmest som om han er sendt ud for at dø en uskøn død uden opbakning. Og den kommer ikke fra den spæde koklokke, der lyder som om nogen slå på en tom konservesdåse.
Pladen afsluttes med den tilstræbt episke “Ballad of the Earth”, der lyder anstrengt og gumpetung. Puha. Den er sgu´ hård at komme igennem efter en halv times lytning af et bands forsøg på at finde et eller andet der virker.
Der er antydninger af noget som ikke er helt ueffen hist og her. Både “Comeback Bitch” og “From Beneath The Flames” har glimtvis noget, hvor jeg tænker, “ah, nu rocker det”. Men lige så snart det rykker lidt, så spændes der ben for at vi får noget , der kunne minde om et samlet momentum.
Sorry guys, jeg er sikker på at I mener det og har et bankende rockhjerte på rette sted. Men det resulterer ærgerligt nok ikke en fed, gedigen omgang fadølsrock i denne omgang. “No time for hangovers” står der på coveret, det er der vist ingen risiko for, hvis man ikke indtager andet end Dirty Little Angel.
Af Ken Damgaard Thomsen
