The Silent Low: Under (EP) ★★★☆☆☆

0
674
views

The Silent Low kører på EP’en Under på med deres let metalificerede hard rock, men de tunge riffs rammer ikke helt denne gang og munder ud i hvad denne anmelder kalder “en stor lyd-pølse”, hvor der mangler varaition på flere punkter.

Jacob Bredahl har siddet bag knapperne og lad det være sagt med det samme; det er ikke det bedste arbejde, der er kommet fra hans side For på Under virker The Silent Low som et band, der meget gerne vil være nogle farlige karle (det er selvfølgelig fint) som også forfærdelig gerne vil spille noget tung musik (hvilket jo også er fint). Men i processen mister de noget af den melodiske tække, bandet tidligere har udvist.  Der bliver for meget fokus på at være hårdt, på riffs og på en måske deraf følgende noget buldrende lyd.

Bedst går det på tredje nummer, ‘Among the Damned’, som varierer fint med blandt andet en fin melodisk break-down bridge. Her virker det til, at der er tænkt godt over, hvordan man disponerer et nummer og gør det varieret.  Men selv her går der lidt for meget ’buldrende pølse-lyd’ i den – især i omkvædet, hvor der eksempelvis spilles fjerdedele på alle trommer. Det bliver ret unuanceret og lidt trivielt – og det, der redder nummeret er altså den variation, der ligger i skift i dynamikken.

Det er ikke fordi det er dårlige numre. Men der er bare lidt en tendens til at det lyder lidt for meget af ’hey, vi har fundet et riff – lad os prøve at se, hvad vi kan få ud af det’. Og det er der igennem historien kommet meget godt rock ud af. Bare ikke rigtigt her for jeg savner savner i sidst ende mere variation – og når der er variation i form af breaks, så virker det underligt forceret.

Der synges hæderligt af Mikkel Ottosen, og derfor virker det decideret underligt, når der lægges for meget (elektronisk) effekt på stemmen – som i afslutningsnummeret ‘Invisible Hands’. Så trækker vi i retning af en rigtig trist NU-rock tendens.  Men hvad værre er, så virker den ellers fint skolede vokal aldrig rigtig troværdig. Åbningsnummeret ‘Snake Tongue’ må formodes at omhandle en løgner af karat, men jeg fornemmer aldrig en vrede eller desperation i vokalen. Det kunne have løftet rigtig meget, hvis der havde været lidt mere kant, følelse eller noget, der ikke drukner i teknik og lidt for buldrende og dog poleret udtryk.

Alright. The Silent Low kan tydeligvis spille skide godt og har en forkærlighed for riffs, som ret beset sidder lige i skabet.  Men over fire numre kommer indtrykket desværre til at blive som ’en stor lyd-pølse’ og der mangler nok nogle hooks, noget variation – eller i virkeligheden noget dynamisk variation for at det bliver rigtig godt. Og derfor bliver det alt for nemt at finde andre hard rockers frem, hvis humøret skulle være i det hjørne.

På mange måder har The Silent Low gjort det bedre før, og derfor bliver det heller ikke de mindste tre stjerner, der her uddeles. De kunne næsten have været fire. Men som nævnt, så er der for lidt på spil – og for lidt dynamisk variation til at jeg vil kalde det decideret godt.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg The Silent Low på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.