Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Penetrators: Ready To Explode (Album/anmeldelse)

The Penetrators: Ready To Explode (Album/anmeldelse)

290
0

Fisse fisse, fest fest! Livet, og tiden, er muligvis for kort til pik og patter heavy, men det er The Penetrators fløjtende ligeglade med. De penetrerer dine øregange, som om Steel Panther stadig var oppe i tiden.

Min tid er, egentlig, også for dyrebar til joke-metal. Også selvom jeg ikke bruger tiden til noget mere fornuftigt. Jeg trak lidt overbærende på smilebåndet, da den ovennævnte stålpanter skruede sig ned i stram spandex og fyrede deres tykke ladning af. Sidenhen er tidsånden, og det politisk korrekte klima blevet således, at den slags nu ikke blot virker små-dumt.

Utidigt, eller ej, det vil The Penetrators skide et stykke. De rykker til, og hiver den ene sang og skamløst catchy melodi ud fra skridthøjde efter den anden. Det er vulgært, plat, under bæltestedet og så stik imod strømninger i tiden, at det næsten bliver beundringsværdigt.

Den gode og korrekte smag trænger, muligvis, til et los i løgposen. Og The Penetrators har åbenbart tænkt, at de vil gøre det med 13 (inkl. en instrumental intro) 80’er klingende heavybangers, fordelt på knap 53 minutters albummæssig lagengymnastik. At de ikke kommer og gør sig færdig hurtigere, og kollapser på madrassen, er sådan set imponerende. Men også en kende udmattende. De løber tør for effektive tricks, og opfindsomt musikalsk sexlegetøj tidligere end det.

Ready To Explode bryster sig på oppustet manér med sexfikserede og Rapport-lumre sange, som “Boobies and Beer”, “The Assman”, “Hump Me Like You Hate Me”, “Suck It”, “Swallow Me” og “Tell Me Your Vaginas Name”… Sidder du og griner og glæder dig allerede til at fedte rotten, når konen er gået i seng? Så er det bare med at lyne ned og join the fun, der er mere hvor det kom fra!

Sidder du i stedet for med en for slap kø til lommebillard og et anstrengt smil, så bliver det her mere pinefuldt end tørsex. Sluk, i stedet for at blive dryhumpet af de her liderkarle. Jeg havde, indrømmet, mest lyst til at slukke da jeg så titlerne. Det orkede jeg simpelthen ikke. Ikke fordi jeg er sart, ikke har dårlig humor eller er specielt woke. Det er tydeligt nok, at det her er ment for sjov til, at nogen bør føle sig stødt over udskejelserne

Problemet er bare, at jeg ikke lige finder den her form for musikalsk humor særligt sjovt. De navngiver deres testikler, beundrer T&A til højre og venstre, og ved hvad kvinder er bedst til, at bruge mundtøjet til. Måske er det satire, og leveret med godt med glimt i øjet. Eller en form for metakommentar til tidsånd og debatklima? Hvem ved.

Det er musikporno af den slags, som trækker for langt ud. Bliver for monotont, mens svedende, glinsende og statiske kroppe eksekverer mekanisk. En skam, for havde Ready To Explode været to-tre ryk, en aflevering og leveringen af klatten, også kaldet en EP, så havde jeg nok været bedre stimuleret.

Der er også spredte gode melodier, som den skamløst poppede og iørefaldende “Let’s Work It Out”. Her bevæger bandet sig fra heavy-puddelrocken over til noget, der kunne lyde som montagemusik fra en 80’er film. Det fungerer sgu meget godt. Her bliver gruppens svageste sider også i mindre grad udstillet. Jeg tænker især på vokalen, som andre steder fylder for meget i forhold til hvad den kan. Den er IKKE stærk, men til gengæld synges der igennem med overbevisning.

Når melodien ikke lige er der, eller det af andre grunde halter hos The Penetrators, som den forpustede “The Assman” og “Love Me Tinder”, eller den disco/grand prixede “Speedos and Cash”, så skurrer det i øregangene. Der vræles, vrænges, fraseres og den indre rockstjerner presses ud. Han burde lige synke en ekstra gang og overveje, hvad evnerne rækker til.

The Penetrators spiller og lyder, som et middelmådigt bar- eller coverband. Som blot har fået den knap så lyse idé, at skrive og spille egne numre. En sjælden gang resulterer det i en tålelig semi-ballade, som “Jessica”, andre steder i gennemført kiksede vederstyggeligheder som “Swallow Me”. Alt for ofte munder det dog ud i uoriginal og halv-kedelig og hel-tam 80’er heavy opkog.

Ready To Explode er ikke en decideret fuser, den er sikkert lige det bandet håbede på. En hyldest til en udskældt genre, og skæg og ballade. Men, i stedet for, at lytte til disse stiløvelser og pasticher, så kan man jo lige så godt lytte til, og byde den ægte vare? Hvis du har valget mellem, at knalde ud og igennem til tonerne af de bedste fra genren, originalerne, hvorfor så nøjes med The Penetrators?

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleKajsa Vala: When Are We Out Of The Woods (Album / anmeldelse)
Next articleLoose Ends: Yearning for Something Else (EP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.