The North: Illusions * (1/6)

0
1648
views

The North albumdebuterede for over et årti siden, hvor de solgte i omegnen af 20.000 plader. Nu er de tilbage med en sen opfølger. Desværre synes tiden at være løbet endnu mere fra The North’s musik siden sidst, og Illusions ender med at være lidt af en sovepille, der gør alt for ikke at skurre nogen i ørerne.

Siden debuten, den selvbetitlede The North, udkom i 1999 er “Danmarks svar på Pink Floyd” gået fra tre til to medlemmer. Klaus Schønning efterlod Kim Skovbye og Peter Brander som eneste officielle medlemmer, da han ikke længere ønskede at optræde live – han har dog hjulpet til i studiet under tilblivelsen af Illusions, og netop “studiet” synes at være en af bandets helt store forcer og hæmsko. Musikken på Illusions er simpelthen kommet til at virke studie-dødt, sterilt og overproduceret.

Det er måske ikke så underligt, da alle officielle og uofficielle medlemmer i gruppen i de mellemliggende år på forskellig vis har ernæret sig som studiemusikere, produceret plader for andre og generelt gået og nørdet med deres egne ting. Det kan høres på Illusions, hvor der er kælet for detaljerne ud i pladens mindste afkroge, men beklageligvis har det resulteret i, at musikken virker underligt kunstig, opstyltet og pakket ind i vat – intet stikker ud, stritter eller rummer nogen form for kanter. Det kan naturligvis være et bevidst valg, men det gør ikke desto mindre The North’s symfoniske pop-rock med et keltisk touch særdeles søvndyssende at lytte til.

I pressematerialet gøres det opmærksom på, at Skovbye og Brander desuden har samarbejdet på en meditations – og afslapnings cd, samt skrevet halvdelen af materialet til to “No Stress” cd’er, inden de påbegyndte arbejdet med numrene til Illusions. Og her ringer mine alarmklokker for alvor! For er der noget der kan få mit pis i kog og stresse mig ud over alle grænser, så er det “No Stress” og andet New Age-agtigt gøgl. Så man kan sige, at jeg var advaret inden jeg satte albummet på, på den anden side rummer pressematerialet også en historie om at de spillede i 107 meters højde til indvielsen af Øresundsbroen, imens “akrobater sprang og dansede på broens wires” – så det kunne jo være, at “No Stress” vinklen havde lige så meget at gøre med musikken på Illusions, som en anekdote om bro-akrobater?

No such luck, “Oceans” slumrer pladen igang, med indledende “stemningsskabende” bølge-skvulp og drømmende meditationstoner. Det har en snert af Pink Floyd følelse over sig, ikke mindst når guitaren sætter ind et stykke inde i nummeret, og det fungerer faktisk ganske godt. Men over de 9 minutter sangen varer, er der alt for lange døsige perioder, hvor det hele lige bliver lidt for “afstressende”. I det hele taget er de spredte Floyd’ske passager klart albummets bedste stunder, de er bare for få og ofte ved at drukne i kant-løse vellyde, eller dukker op i decideret kiksede omgivelser.

Det kunne for eksempel være det alenlange titelnummer “Illusions”, der domineres af en voldsom fløjte-fetish i et luftigt lydbillede, imens man kæmper for at holde øjenlågene fra at lukke helt i, eller keltisk overload på “The Circle part 2”. På den over 8 minutter lange (den føles næsten dobbelt så lang) “Forever Waiting”, venter man forgæves på en eller anden form for forløsning i det udramatisk svævende klangunivers. Alle 3 er fermt udførte instrumental numre, men det bliver simpelthen for pænt, stillestående og jævnt kedeligt- hvad skal man med det, når de i forvejen har deres meditations/”No Stress” albums at døse hen til?

You had time
Time had me
Time is but a fantasy

Der er også numre med vokal blandt pladens 9 skæringer, men lyrikken virker af til ret påklistret, som om de bare skulle have lidt ord til musikken, hvilket afføder jævnt fordelte guldkorn som ovenstående fra nummeret “You”.

And It does’nt matter much to me
Wether there is one god, two or three

And I, I was brought up
Always wearing second hand shoes (sunget med ekstra “indfølelse”)

???

En ting er de lejlighedsvis uforståelige eller kluntede tekster, men på “You” er de så tilmed pakket ind i en tung dyne af musikalsk pænhed, der langsomt kvæler en. Faktisk er der noget ret 80’er agtigt over produktionen af pladen, på den der tamme og udynamiske måde, hvor alt liv i musikken på en måde er blevet dræbt i produktionen og mikset i et forsøg på at få det til at lyde så flot og uskadeligt som muligt. The North kommer sgu desværre til at lyde noget bedagede og altmodisch, på den ufede måde.

Topmålet af fesenhed nås på “Carry Me”, en duet med en, i det tilsendte materiale, ikke nærmere defineret sangerinde, der er dyppet i så meget Disney/musical marinade, at man næsten drukner i den klæbrige musikalske væde.

Carry me to the water
Carry me to the sea
I wanna know, how I set you free

Ved at drukne hende, eller hvordan? Nok lidt for voldsomt til denne flæbende sang, der nærmest bliver helt ufrivilligt (formodentlig) komisk, når sangerinden går “full Disney” midt i nummeret – jeg blev helt forskrækket de første par gange, så pladen er da ikke helt uden chokeffekt.

Illusions er heldigvis heller ikke helt støvsuget for forsonende elementer, de er blot alt for få. På de 2 numre “Because of You” og “All of Your Love” (man fornemmer et gennemgående lyrisk tema) demonstrerer The North, at de faktisk kan skrue ganske habile og momentvis medrivende sange sammen – selvom de stadig hæmmes af den overordnede ferske og ufarlige klang albummet præges af. De to sange lever især i kraft af, og i opbygningen til, to solidt udførte omkvæd. En skam der ikke er meget mere af det på pladen.

Den endelig karakter kan virke lidt hård for et album der i vid udstrækning er velspillet og godt håndværk, men resultatet af indsatsen er beklageligvis dræbende kedsommeligt og mega meget musikalsk morfar. Personlig smag gør naturligvis også, at pladen får endnu et tungt anker om benet, er du til denne form for musik, så holder den musikalske skude sig måske flydende. For mig synker Illusions fordi den virker både overlæsset og læsset forkert. Det er vellydende og uspændende, så det nærmer sig det behagesyge, hvilket er en forbandet skam når man i sjældne øjeblikke fornemmer at der var potentiale og talent til mere.

Nu vil jeg på ingen måde tillægge de herrer (og ikke mindst pladeselskabet) andet end de bedste motiver og intentioner med udgivelsen af Illusions (den har sikkert været dyr at indspille), men ved et pudsigt tilfælde udkommer pladen d. 14/10, lige som julesalget så småt skal i gang. Så hold øje med tv-reklamerne og giv den til én du ved ikke rigtig har nogen musiksmag.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.