Hvad sker der, når man lukker ni rock-glade musikere med hang til retro brit-rock ind i et studie?
The New Weavers’ – Live at Black Tornado sker, og man skal være forbandet følelseskold for ikke at dele deres glæde.
Det er i bund og grund lidt sjovt, at netop dette band har ’new’ i deres navn. For netop nyt og nytænkende bliver aldrig deres gebet. Nej, retro-sound med tidlig brit-rock som udgangspunkt er stærkt betegnende og i denne live-session-udskæring er der også masser af detaljer at gribe fat i:
Hammondorgel her, træblæser dér – og ikke mindst korarbejde i baggrunden på de her one-takes.
Som vi før har påpeget, er der ikke mange kalorier i tekstuniverset (selv om den navngivne Susan får det glatte lag i Suzie) men det er heller ikke pointen. Der leveres bare tekster om, hvordan det da bare er super ærgerligt at denne Susan ikke vil alt muligt. Så er det sekundært hvor politisk korrekt det nu måtte være.
Nej, den dybere pointe er at det hele svinger, der grooves, der er en lidt ’flad’ live-lyd, som blot bidrager både til fornemmelsen af live/one-takes, men også opfattelsen af, at det er lidt et museum man kigger ind i her.
Jeg elsker gode museer – og The New Weavers har et godt museum!
Et museum over blues-rock, over vokaler der er produceret som tidlig Queen, brit-guitarer, Rhodes, congas, blæs, kor. Der er nok af detaljer at lytte til!
Hvis du er ude efter et godt smil (om end ikke grin), så er der faktisk også lidt at hente i nogle af teksterne:
Åbneren, Danny, går
”Monsters smells like ass / If this is the cure to stay awake / I’d rather stay asleep”.
Men jeg tænker, hele pointen med udgivelsen fundamentalt set er at skabe smil: Den lette bluesrock spilles med stor glæde og overskud. Vokalen, der i øvrigt passer ganske fremragende og minder om The Blue Van, er nok ikke optaget i one-take, da der ofte er flere spor oven i hinanden – men (kvinde?) koret lyder også til at have været sjovt at lave, hvilket er særlig tydeligt på nummeret Pop.
Når folk går i studiet og leger, har en legende og meget genretro tilgang til produktion og i øvrigt tydeligvis har det sjovt med at lave det, de laver, så er det nemt også selv at blive i godt humør.
Det er dog ikke givet: Det kunne også have ramt helt uden for skiven – som en fest, man ikke rigtigt føler sig inviteret til.
Men The New Weavers har i den grad inviteret ind og skabt masser af små detaljer, der holder opmærksomheden. Foden vipper, smilet står mejslet i ansigtet? Min sjæl! Hvad vil du mere?
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
