The New Investors: Last One is a Dreamer ★★★☆☆☆

0
692
views

The New Investors (glimrende navn, for øvrigt) spiller folket pop-rock og svinger i et krydsfelt mellem Midlake-agtig lækkerhed og det mere upbeat dansable i en surf-poppet æstetik. Desværre er helheden bare ikke helt vellykket. 

De gør det egentlig helt hæderligt, det med den folk’ede pop-rock og det surfede. Lyden er helt klassisk, toppet guitar garneret med slagtøj/trommer og til tider retro-synths og trompet. For så vidt er bandet stærkt på to fronter: når de læner sig mere mod de lidt mere folkede elementer som åbningsnummeret, ‘Decembering’ og treeren ‘Charter Time’. Og når de surf-rocker den ud på eksempelvis ‘Kiss the World Goodbye’.

På ‘Decembering’ og ‘Charter Time’ er der arbejdet indgående med både melodi og stemning, og det udtryk fungerer helt fint – også selv om ‘Charter Time’ både i melodi og fortællende stil kan minde om et Shu-Bi-Dua-nummer til trods for de engelske tekster. ‘Atùn’ og ‘No one cares’ trækker i en mere dansabel retning, hvilket for ‘Atùns’ vedkommende betyder både beatbox, latin-agtige rytmer og lidt kække ‘hey’-råb. Mens ‘No one cares” forsøger sig med mere klassiske rockede hofte-sving.

Helt swingende/surf-agtigt bliver det faktisk på ‘Kiss the World Goodbye’, der har twangede guitarer og som det eneste nummer for alvor fungerer med den halv-desperate vokal. Den naivistiske ‘Biscuits and Tea’ fungerer fint med en vemodig, blå trompet som giver en næsten Burt Bacharach-agtig stemning. Dog kammer det lidt over i vokalen, der bliver lige lovligt naivistisk og som en konsekvens af dette lidt skinger. Men det vidner om, at projektet ikke er uden humor – eller i det mindste stor legesyge.

På samme måde åbner ‘Music from Be My Fred’ med en næsten western-agtig tremolo intro, for så at skifte karakter og flyde hen i en mere sfærisk stemning med shu-bi-bu-ah kor og laid back instrumentering, som går over i en form for spoken-word fortælling om Fred.  Der er elementer af program-musik her, men da pladen lukker ned med den fine ballade ‘Across the Country Line’, så må det erkendes, at helhedsindtrykket er en smule skizofrent.

Det er – på den ene side – en styrke, at der varieres. Men på den anden side stopper det også ‘Last one is a Dreamer’ fra at være en rigtig god plade.  Der er tydeligvis masser af legesyge, men udtrykket bliver også en kende for poleret og jeg savner i den grad at der bliver arbejdet lidt mere med dynamikken.

Bandet sammenligner deres æstetik med Beach Boys og en retro-præget surf-pop, hvilket der måske også er elementer af – men så igen; der er også mange andre elementer på spil her.  Hvad der ikke er, er vildskab eller dybde. Og det er i bund og grund en skam.  Det er muligt, at pladen ville folde sig helt anderledes ud, hvis vi havde fået den i en bedre kvalitet end 192KBit (FY!), men egentlig tvivler jeg på, at det ville medføre den nødvendige dynamik.

Der er gode numre på pladen – men måske lidt langt imellem dem. For både ‘Decembering’, ‘Enemies without Lovers’, og ‘Kiss the World Goodbye’ smager faktisk af mere. Men som hel plade bliver Last one is a Dreamer simpelt hen for ujævn og skizofren. Og når der leges for meget, som på ‘Music from Be My Fred’ er det svært som lytter at følge helt med på, hvad meningen er.

Da der for så vidt er slået fine takter – og det i to genrer – kan det virke lidt fedtet at tildele tre stjerner. Men som hel plade fungerer det bare ikke. Det bliver aldrig til en troværdig helhed.  Så i den sidste ende må det blive til tre stjerner for Last on is a Dreamer.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg The New Investors på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.