The House: Friendly Fire ★★★★☆☆

0
913
views

Bornholmske The House er ude med deres 3. album, Friendly Fire, hvor deres stramme og syntetiske electrorock forsøges hældt i lidt nye former. Det lykkes delvist, på et overordnet bundsolidt udspil.

The House forsøger ikke nødvendigvis, at afvige fra deres skarpt optegnede electrorock- vej, den er stadig det slidstærke underlag pladen igennem. Men de afprøver måske nye måder, at befare dette underlag på, og tester hvad det kan bære og være. På den ene side er det glædeligt, at man på den måde prøver at friske turen op, men det er alligevel når de gør det på den gennemtestede måde, at albummet fungerer bedst.

Der åbnes på fremragende manér med titelnummeret “Friendly Fire”, der rammer plet som catchy electrorocket åbner. Verset bygger kompetent op, omkvæddet leverer på uimodståelig vis og nummeret pulserer ubesværet og elegant afsted. En lille perle, der burde være lige til radiokanaler som P6 Beat. Det niveau rammer vi måske ikke helt igen på de resterende 9 numre, men der er dog flere glimt, der afslører at bandet her har et godt øre for fængende melodier indenfor deres stramme musikalske univers.

Det er dog som om, at The House, i hvert fald på pladens første del, efter den iørefaldende åbner, søger et mere eksperimenterende og mere “almindeligt” poppet sted hen. Og jeg ved ikke helt om det lykkes, eller om jeg synes stilen simpelthen ikke helt klæder dem. “Chasing” starter med en post-punket klang på instrumenterne, mens vokalen forsøger sig med nogle skift helt op i et højt og lyst toneleje, som jeg bestemt ikke synes klæder den. Til gengæld er det mere slæbende og luftige omkvæd ret fængende, på sådan en lidt mystisk, spøgelsesagtig måde. “Whirlpool” starter et mere mørkt sted, med en fjern og forvrænget vokal, der er noget Depeche Mode dunkel, men stadig langsomt  dansabelt over synthen, men pludselig slår vi over i en meget mere lys og poppet tone og stil i omkvæddet. Kontrasten er mere pudsig end vellykket, og det kommer til at føles som et nummer, hvor opdelingen bliver for skarp – jeg ville hellere være forblevet i mørket.

Herefter er det som om der kurskorrigeres lidt med den temmelig lige-ud-af.landevejen tempo electrorocker “Sequel”, der føles lidt som en frisk brise, men måske ikke helt får sat sig fast. Det gør et andet tempofyldt nummer, “Wall” senere på pladen i lidt større grad, men i dette tilfælde er det mere fordi, jeg synes, det mere hårdt rockende og lidt punkede nummer bliver småirriterende at høre på i længden. Inden vi når dertil, så venter der dog to af pladens stærkeste numre, “Pleasure” og “Yagaiam”.

Førstnævnte er kort og godt et virkeligt lækkert klingende og udført nummer, hvor man fornemmer, at det her virkelig er et band, der kan deres kram. Et af den slags numre, som det bare er en fornøjelse at lægge ører til, mens man læner sig tilbage, tager hænderne bag hovedet, lader sig suge ind og indfange af det rolige tempo, den brusende melodi og omsluttende, let-støjtågede atmosfære. “Yagaiam” er mere “ren” og lige på med sin markant dunkende puls og insisterende rytme, der går lige i blodet og nakken, så hele kroppen sidder og vipper med. Det er måske her The House smider det meste af kludene og er i deres mest primitive hjørne, men det fungerer.

Selvom The House det meste af vejen fremstår som et stramt og kontrolleret band, så er det som om følelserne får mere frit løb, især vokalen, på næstsidste nummer, den jagende “Venom”. “Do I owe anything to you / Do I show anything at all / You know what it means to love somebody, love somebody”, lyder det med desperation i stemmen, mens musikken drøner pågående fremad. Tøjlerne slippes ikke direkte, men det virker alligevel som om The House her blotter sig mere end hidtil på pladen – og det klæder dem.

Er du til electrorock-genren så er Friendly Fire uden tvivl et lyt værd, og The House fortjener i det hele taget, at bryde lidt mere igennem lydmuren rundt omkring. De 10 numre på 38 minutter flyder ubesværet afsted, på et album der på den gode måde, er en nem lytteoplevelse. Det er prisværdigt, at bandet ikke “bare” vælger den mest åbenlyse rute hele turen igennem, men det er ikke alle afstikkere jeg synes klæder dem lige godt. Når de rammer plet er det til gengæld virkelig godt håndværk, så vi ender på 4 sikre stjerner for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.