The Consolation: Heartland ★★★☆☆☆

0
135
views

Er der brug for country fra et dansk band? Det mener The Consolation, der spiller fint men også styrer lige midt ind i country-mainstream med Heartland. Godt spil og varme vokaler kan dog kun tage et band så langt, og relevansen udebliver en smule. 

Det er i udgangspunktet altid rart, når noget er stilrent og til at forstå. Og der må man sige The Consolation er ekstremt stilrent: Det er out-and-out country. Komplet med twangede guitarer, Rock 1 på trommerne og pedalsteel.

Problemet er sådan set bare, at bandet har brandet sig som americana, hvilket gør at man som lytter lige skal omstille sig fra at forvente Dylan eller Bright Eyes og i stedet får middle of the road country.

Og deri har jeg allerede anmeldt pladen. Den smider sig lige ned i country-stilen og ønsket om at åbningsnummeret skal sige noget om menneskets væren i verden og følgen flokken, bliver desværre også lidt for ikonisk for pladen: Den lægger sig op af en genre, hvor der er rigtig, rigtig mange om buddet – ikke mindst i staterne.

Det er ikke dårligt, men også lidt unødvendigt, når der lige kigger en banjo forbi på titelnummeret, ‘Heartland’, som ellers i sin melodiføring er en fin pop-country-sang. Men som vi bevæger os ind i pladen, så bliver det trættende: ‘Mary Sue’ er deep south sentimentalisme og man sidder næsten og frygter at næste nummer bliver en ode til trucken.

Så galt går det dog heldigvis ikke. Der synges med en varm, blød stemme og til trods for stilen fortaber den sig ikke konstant i alt for mange country-klichéer. Det kunne for så vidt have været en Peter Viskinde.

Der gøres indsatser for at prøve at udvide spektret lidt med den koklokke-drevne ‘White Jackalope’, som endda får besøg af en saxofon og en trompet og ellers driver sig godt fremad med et rocket groove. Det er for så vidt sejt, men stadig med en pæn, country-inspireret lyd, der ikke rigtigt narrer nogen.

Det er virkelig svært at se relevansen på denne plade, da der er så meget anden country derude, og til trods for flere forsøg, hæver The Consolation sig ikke meget over den mainstream, bandet er født ind i. I pressematerialet omtales tours til USA og Canada, hvilket giver mening i det omfang, at det er der, countryen bor. Men det er også et blod-rødt hav at fiske i – for lige at bruge en smart business-metafor.

Det vil være håbløst unfair at påstå at der ikke spilles fint eller endda godt på pladen. Min tanker driver rent lydmæssigt i retning af Montgomery Gentry, hvilket alt andet lige er en ros – men The Consolation rummer ikke rigtig den latente humor, deres amerikanske sammenligningsgrundlag har. Det bliver en blanding af lommefilosofiske betragtninger og heraf følgende blid samfundskritik – og sentimentale indslag som ‘Mary Sue’.

Lad endelig fans af genren glædes over Heartland, men herfra konstateres det bare, at der ikke er så meget nyt under solen og godt spil til trods, giver pladen bare ikke så meget mening for denne lytter.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.