The Brazierlights In The Window: Fall Fall Fall ★★★☆☆☆

0
849
views

The Brazierlights In The Window er ikke kun et langt og halv-snørklet bandnavn, det støjende drømmepopbands nye 12 numre (eller kapitler) lange konceptalbum er også en kringlet størrelse, som det er meget svært at blive klog på.

Derfor står der også 3 stjerner øverst, de er egentlig lidt misvisende og blot en form for anker, eller rettere, “approach with caution” alarm. Jeg har efterhånden anmeldt en del (hundredvis) af udgivelser her på siden, og selv om jeg af og til har været ude i tovene når modstanderen har været en hård nød at knække, så har jeg prøvet at klemme til, bide igennem og i hvert fald komme lidt ind under skallen.

I dette tilfælde må jeg næsten give fortabt. Ikke fordi The Brazierlights In The Window er det mest komplicerede, indelukkede eller mærkværdige jeg nogensinde har lagt ører til. Nej, musikalsk er de drømmelignende strukturer og stemninger i musikken nogenlunde håndgribelige, men jeg er reelt i tvivl om hvad jeg synes om denne udgivelse. Første gang jeg lyttede albummet igennem syntes jeg det var decideret hæsligt, indtil det åbnede sig lidt for mig mod slut og jeg blev suget ind i det konceptuelle univers med en rammefortælling om en mands stof/rus påvirkede byture, og alt hvad der hører med.

På de efterfølgende gennemlytninger har jeg vekslet mellem at være uinteresseret, grebet, frastødt, viklet helt ind i, revet med, trukket på skuldrene eller undrende forsøgt at betragte det hele udefra og finde ud hvorfor?

Et af de helt springende punkter, er Perry MacLeod Jensen’s mildt sagt udfordrende og besynderlige vokal og brugen heraf. Det er svært at sætte ord på dens mystiske klang og den måde den benyttes igennem de 12 numre. Det er mere sjældent end kønt, som min mor sikkert ville sige. Men det er heller ikke direkte falskt eller uinteressant. Faktisk er der noget sært tillokkende over de skæve, døsige, selvhøjtidelige, skødesløse og apatiske toner der hakker, bølger og svæver rundt i drømmepoppen.

Synger MacLeod “in character”, altså er det hovedpersonens fortællerstemme, på en en eller anden måde? Eller er det bare sådan hans vokal lyder? Jeg formoder det er meningen når der uskønt vrænges “the cocaine attacks us” i åbneren “Tonight”, eller når Macleod lyder lidt som en sjusket og ugidelig Billy Corgan på “With You By My Side”? Det bidrager også på en måde til den samlede følelse af en fyr der er gevaldigt ude at skide i nattelivet, og livet generelt. Men fordi vokalen hele tiden bevæger sig faretruende tæt på grænsen til at kamme over, hele pladen igennem, så er det også periodevis temmelig belastende at lægge ører og nerver til. Det er måske en del af pointen?

Af og til forsvinder, drukner eller svæver vokalen helt væk i det stemningsmættede og fyldige lydbillede, der er virkelig et væld af små detaljer, lyde og stemninger at gå på opdagelse i. På numre som “Ocean (Full of People)”, der minder lidt om dvask Pink Floyd kørt igennem noget 80’er drømme-støj. Da høres vokalen kun som et svagt ekko et sted i lydsuppen. Titlen kunne relatere til at drukne i mængden på et propfyldt dansegulv, både fysisk men også psykisk, hvilket harmonerer fint med den fjerne følelse vokal og musik frembringer.

I det hele taget gennemstrømmes Fall Fall Fall af en lidt ubehagelig følelse af distance, noget både den særprægede stemme og det atmosfæriske lydtapet musikken vikler om en, arbejder fornemt sammen for at fremmane. Et nummer som “Sleep”, en langsomt slumrende sag der aldrig helt vågner op, domineres af en statisk summende tone, der både tvinger en til at holde sig vågen som lytter, men også skaber afstand så man aldrig kommer helt tæt på.

I det hele taget er albummet fyldt med den slags kontrastfyldte stemninger, der på samme tid støder dig bort og hiver dig ind. Ro og uro hånd i hånd, kulminerende i afslutningsnummeret “Perfect Lovers”, en 6 ½ minutter lang og indledningsvis slumrende, men stadig foruroligende, skæring. Det hele ender i en forløsende og brusende støj-udladning der sender Fall Fall Fall helt ud over kanten. Og ned i….?

Ja, hvor er det The Brazierlights In The Window ender? Eller begynder? Som feberlignende narkorus og urovækkende drømmetrip fungerer pladen ganske glimrende, men over de 52 minutter fortællingen varer når jeg igennem så mange ambivalente følelser, at jeg i sidste ende ikke rigtig ved hvad jeg synes om det hele?

Det kan jo være en kvalitet i sig selv, for Fall Fall Fall forlanger, og lykkes med, at jeg er nødt til at forholde mig til den – og mig selv som lytter. Dermed er albummet alt andet end ligegyldigt. Men det er et album jeg har meget svært ved at elske betingelsesløst – men samtidig med hader jeg det heller ikke. Kun lidt i hvert fald!

Vi ender hvor vi startede, med de der forbaskede stjerner. Hæng jer ikke for meget i dem, de er blot et udtryk for en anmelder der er i vildrede. Og det er sgu’ egentlig meget fedt.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Brazierlights In The Window på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.