Terremoto + Drone of the Dragonfly: Split LP ★★★★★☆

0
870
views

Danske Terremoto og Drone of the Dragonfly, hvis bagmænd begge huserer i President Fetch, er splittet lidt op og gået sammen om en udgivelse med to soloprojekter. Det ene gustent, brunt brummende jordsskælvsrock og det andet mere psykedelisk. Begge dele fortjener et lyt af rockelskere rundt omkring.

Bag de to navne står henholdsvis Alioscha Brito-Egaña, Terremoto og Carsten West, Drone of the Dragonfly. Det giver nok mest mening, at anmelde udgivelserne separate, i splitformat, når det nu også er sådan albummet er sat sammen.

Terremoto

Terremoto betyder efter sigende Jordskælv på spansk, og på coveret er der afbilledet en stor kværn, bygget til at flyde tungt hen over støvede og øde landeveje. De to ting tilsammen giver et meget godt billede af Terremotos lyd og stil, hvis du også lige hopper i noget stram, sort læder, tager et par solbriller på og får dig noget ansigts- og kropsbehåring, så er den helt i vinkel.

4 numre i kværnede, ustoppeligt midttempo bliver det til, med gæstevokaler leveret af Bo Morthen Petersen, Morten Kjersgaard Nielsen og Henrik Busacker. Numre, der hvirvler underlaget op, så det knaser godt i tænderne og river lidt mod huden, når det da ikke lige brummer så meget, at det ligefrem ryster og slår revner.

“Get My Burn” åbner på forrygende vis med badass attitude, coolness og tuuung lyd. Det ER lyden af, at rulle tungt ud mod horisonten, ligesom jeg ikke kan lade være med at tænke på billederne af Lemmy i videoen til “Killed By Death”. Mod slut dukker der noget synth op i lyden, noget jeg lige skulle vænne mig til, men nu synes jeg det giver noget klædelig variation i lydbilledet.

“Blood Forces” skruer lidt ned for cruiser fornemmelsen og om muligt endnu mere op for tyngden, ligesom vokalen via en eller anden forvrænget effekt kommer til at lyde helt dæmonisk. Det giver nummeret en hjemsøgt stemning, som om det er soundtracket til en hel motorcykelbande bestående af spøgelsesryttere. Der ruller truende ud i natten, up to no goddamn good!

Terremotos trumfkort, i hvert fald for mig, er dog “Bullet Blind”. Føj for satan, en møgfed skæring, tilmed med et ganske medrivende omkvæd. Nummeret er ikke helt så tungt og utilnærmelig som de to første, men det bliver det faktisk ikke mindre cool af den grund.

“Someone Scary” lukker Terremotos del af splitten, hvor der dukker en gæstevokal op. Den er endnu mere rusten, faktisk lyder den halv-kvalt og meget, meget tørstig. Den står i god kontrast til de lysere, mere skrigende indslag fra andenstemmen. Den musikalske del ligger i naturlig forlængelse af det der kom før, men dynamikken er anderledes, ikke mindst på grund af de to vokaler, der får det til at virke som om de hiver i hver deres retning. Så nummeret føles som om, det er ved at revne på midten. En jordskælvskløft?

Er du til tungt rungende rock i den dunkle ende af skalaen, så er der ikke nogen vej udenom, at se hvor meget Terremoto slår ud på din personlige richterskala.

Og med det frygtelige ordspil ude af verden, videre til del to af splitten.

Drone of the Dragonfly

Som nævnt indledningsvis er Drone of the Dragonfly mere ovre i det psykedeliske, der er endda et dryp af noget der kunne lyde som noget indiansk, eller stammeinspireret over det i kortere glimt. Drone of the Dragonfly breder kun vingerne ud over tre numre, til gengæld er vingefanget stort og samtlige tre har hver især en spilletid på over 7 minutter.

Drone of the Dragonfly tager sig tid, numrene foldes langsomt ud, der arbejdes med at opbygge dronende og hypnotiske stemninger. Og så er der fundet plads til 4 gæstevokalister, Bo Morthen Pedersen, Jakob Kolkur, Morten Kjersgaard Nielsen og Mark Burer. Så på trods af, at der kun er 3 numre på udgivelsen, er der rigeligt at holde styr på og tage ind, så man på ingen måde føler sig understimuleret når guldsmeden her letter.

Ligesom insektet, er der også noget majestætisk og elegant over Drone of the Dragonfly’s musik, der introduceres med den langsomt udviklende “Red Willow”. En messende vokal dukker op efter et minut med summende instrumenter, musikken holder sig stadig i baggrunden, indtil tilbageholdende, men alligevel kraftfulde “jungle”-trommer sætter i og begynder at sende sangen i en trancefremkaldende retning. Det virker både lidt underspillet og samtidig er det af den slags numre, hvor man aner dramaet lurer mellem linjerne – og nogle dæmoner danse i flammernes skær.

Den efterfølgende 8 minutter lange “Into the Metre” bliver så lidt mere konkret i sin dans med de mere dunkle sider af livet. Godt nok starter vi igen langsomt og tålmodigt ud, musikken er mere tilstede end indledningen af åbningsnummeret, men ligger alligevel og svæver et sted i baggrunden, indtil den pludselig bruser og bølger ind over en. Både klangen og atmosfæren har noget østerlandsk/orientalsk psykedelisk over sig, lige dele “koger i Indien” og “kokse ud i en kinesisk opiumshule”.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad sangens tekst egentlig handler om, men den er værd at lægge ører til. Især følgende passager rammer, musikalsk og med ordene i samspil, et eller andet der fanger mig. Det lyder både ulykkelig, nøgternt, ydmygende, udleverende og melankolsk.

Then she turns on the webcam
And starts to undress
More commited than beautiful
Less fun than just really gone
My antention to the matter just scatters
Since it still turns me on

Drone of the Dragonfly afslutter deres del af splitten med “Opiate Miasma”, hvor stilen bliver hårdere og mere konfronterende, nu åbnes der for de psykedeliske sluser. Vokalen er her mere tør og luftfattig end på tidligere numre, faktisk lyder det, på den fede måde, som om der synges med en punkteret lunge, eller at der i hvert fald næsten ikke er luft til at synge så meget igennem som der gøres.

Sammen med den tungere og mere aggressivt frembrusende musik giver det en lyd der er mere flosset, flagrende og smadret end hidtil. Det klæder guldsmeden, at komme i uføre og flakse mere rundt, uden at den dermed taber højde. “You’re demon breathing down my neck”, lyder det på et tidspunkt, mens man kastes frem og tilbage i det forblæste lydbillede.

Mod slut er det som om trykket letter og musikken stillet og roligt får lov til, at puste ud og forsvinde ind i sig selv, inden stilheden indtræffer.

Der er altså tale om to ret forskellige bud på, hvordan rock kan lyde og spilles, men skal vi her til sidst alligevel finde et fællestræk, så kunne det være følgende: Nogle folk og bands prøver ihærdigt på, at lyde og fremstå cool og rock ‘n roll, andre ER det bare.

Denne split-udgivelse er et eksempel på sidstnævnte og det er også det, der er med til, at der i sidste ende efterlades et 5-stjernet indtryk for den samlede oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.