Det var en overraskelse!
Jeg kendte ikke på forhånd til Tender Youth – og dermed heller ikke deres sound.
Sounden må siges at være domineret af… Violin! Bandet er blevet kaldet en form for violin-punk, men selv om jeg er enig i at violinen ofte ikke er så pæn, så er numrene anderledes rock-typisk komponeret:
Ofte er der et tema i violinen, som så bliver bærende for hver sang – ofte også spejlet i vokalens melodi.
Vokalen i sig selv er også noget. I udtrykket er vi ikke langt fra en (måske endnu mindre skolet) Troels Abramsen som har mødt energien fra Mattias Kolstrup.
Det er ret fedt og det uskolede i vokalen kommer altid til at stå i en rigtig fin kontrast til den ’musikskole-pæne’ association, violinerne altid vil have. Dog blot en association, da der ofte er forvrænger på violinen.
Der åbnes intenst med trommer og så ellers en masse 16-dele på violinen på Marina Drive – hvilket giver et sammenligneligt udtryk med Veto, der også bevægede sig i det mere industrielle udtryk.
Så er vi ligesom i gang – cutoffs i effekter på violinen, et onslaught i intensitet og vokal.
Så er overraskelsen etableret og når mere patetiske, rolige balladenumre som Back And Forth rulles ud, giver det mening. Som enkeltstående nummer er det næste for meget af det gode med musiceren og strengenes følelser – men igen: den ikke alt for pæne vokal redder nummeret fra at blive en suppe.
Opskriften er egentlig ret simpel: Tema og så en stærk, støjende og/eller maskinel opbakning. Det kunne i teorien være et andet instrument end violinen, der lagde temaet, men her er det så violinen – og tak for det!
Skal der være en form for anke, kan det være, at violinen spiller MEGET igennem pladens ti numre: Det er en smule overvældende og kan virke lidt overproduceret.
Men det sagde man måske også om elguitaren, da den kom frem i rocken…
Der er i hvert fald ingen tvivl om at Tender Youth har fat i ’noget’ her – og det er så selvsikkert og klart at det mere end står på egne ben.
Selv om slutindtrykket er en smule overvældende efter ti intense numre, så er der også variation: Eksempelvis Erotica, der lægger et ostinat, går over i en stærk, patetisk underlægning i refrænet – for igen at tage et kontrapunktisk tema bagefter.
Afslutteren har nærmest et klassisk bonde-bals tema og det, der i hvert fald er tydeligt over ti numre er, at der er stor variation i violinens udtryk:
Vi kender jo violin fra Kellermensch / Nils Gröndal, der i hvert fald i mine ører har banet vejen for violinens muligheder i rocken. Men her kommer vi ud i alle yderkroge: det rolige, sarte, det dansende, det klassiske og det hurtigt, intense.
Der er i øvrigt også andre instrumenter. De er ret kompetent med til at skabe de forskellige stemninger og har selvfølgelig deres egen ret. Maskinelle trommer op mod mere organiske instrumenter er eksempelvis en meget fin kontrast. Og den let uskolede vokal står netop også rigtig godt i kontrast til de ’pæne’ associationer, violinen pådrager sig.
Ja, jeg er kørt over efter ti numre. Men hvor er det prisværdigt at der her er tale om et band, der i den grad balancerer at brække med genrer – og stadig læne sig op af netop det etablerede.
Meget anbefalelsesværdigt!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag



