Temporize: Desolate ★★★★☆☆

0
382
views

Aarhusianske Temporize spiller rock af den slags, som var meget oppe i tiden for 15-20 år siden. Den slags der havde en lidt metallisk kant. Den slags hvor følelserne hænger uden på tøjet og armbevægelserne rammer loftet. Det tenderer det smagløse og vulgære. Og jeg hader det ikke.

Det burde jeg nok, hvis man skal følge reglerne for, hvad der er god eller dårlig smag, og hvad der er oppe i tiden eller lyder som om det er fanget i en tidslomme. Men, der er et eller andet ved Temporizes selvhøjtidelige, humorforladte, overdrevent emotionelle og storladne melodiske metalrock, som får mig til, at smile. Og ikke på en nedladende eller overbærende måde.

I det her svulstige og bombastiske univers kan man, uden antydningen af glimt i øjet, synge linjer som, “caught in my world of emotional weather” og “I wanna carry the weight of your life, when all you can see is the edge” i semi-balladen “The Edge”, EPens oppustede højdepunkt. Det er følelsesladet så det driver ned af væggene og lyrikken fremstår nærmest bøjet i neon, i kæmpestore bogstaver, mens musikken brager løs med enormt højt til loftet.

Jaha, der bliver smurt tykt på og det er, sammen med den opulente indpakning og en vokal der ligeledes bare giver den fuld gashåndtag og går all in, så er det i virkeligheden alt for meget af det gode. Men, et eller andet gør, at det ikke bliver vammelt som hos Creed eller tumpet som hos Nickelback. Hvis man vil spille den her slags rock, så er det kraftedeme også sådan det skal lyde og gøres. Det nyttet ikke kun, at tage halve skridt, de skal tages fuldt ud og så må det briste eller bære. Og jeg vil påstå, at det i Temporizes tilfælde gør sidstnævnte.

Derfor hviler der også en del på produktionen, som helst skal være både fyldig, have tyngde og saft og kraft, uden at det bliver overlæsset eller kvælende. Der var ikke vedhæftet noget pressemateriale, men efter at have sniffet lidt rundt på nettet, lader det til, at det er Nicklas Sonne (Defecto), der har stået for produktionen? Er det tilfældet, ville det på mange måder give mening i forhold til hans virke i Defecto og den storladne metallyd de står for – der er nogle paralleller her.

Uden en vellykket produktion, og et mix der trods, at der er smæk på stort set alt, stadig får plads til det hele, ville en stort anlagt anthem som “Tomorrow” falde til jorden med et hult rungende brag. Det gør den bare ikke, tværtimod formår bandet at få skidtet til, at lette yderligere i et episk omkvæd, hvor det er svært ikke at rejse sig, tænde for vindmaskinen, sprede vingerne og flyve med. Jeg siger ikke, at det ikke er lidt tacky og klichétungt, men, det er ekstremt veludført og sangskrivningen, genretroperne til trods, så stil- og driftsikker, at der trykkes på alle de rigtige knapper.

Det vil, uden tvivl, også være noget af det mange vil have imod en udgivelse som Desolate og et band som Temporize. Jeg forstår det udmærket, og i mange andre tilfælde havde jeg også vendt tommelfingeren ned ad, eller måske ligefrem fået det direkte dårligt af, at udsætte mine ører for denne form for sea of emotions… ja, der er forresten et nummer, der hedder “Sea of Emotions”. Er det ikke pragtfuldt? Det er måske noget af det der er med til, at det glider ned. Nok kan det virke selvhøjtideligt, men, det virker også bundærligt, spillet med hjertet og uden skam og undskyldning. Man er nødt til, at tro på det her selv, ellers kommer det til, at virke udspekuleret og kalkuleret. Det gør det ikke i mine ører.

Skulle jeg sætte en finger på noget, så er det at der i korte glimt optræder en mere rå vokal, eksempelvis sidst i “Restless”, det er ikke en tilføjelse jeg er så vild med. Det er sikkert gjort for, at give musikken en mere aggressiv kant, eller lægge yderligere tryk på nogle følelser, men det er lidt unødvendigt for mig.

6 numre, inklusive en kort intro, det virker også som en helt tilpas mængde, så når man ikke, at kløjs i alle de store følelser og få forstoppelse af musikken. Det her er bestemt ikke for alle, det kan jeg sagtens forstå. Men det gled ned hos denne lytter og jeg tager hatten af for bare, at gå planken ud med hovedet hævet.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.