Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Taunus: Demo (EP) ★★★★☆☆

Taunus: Demo (EP) ★★★★☆☆

202
0

Så er der ROCK! God, gammeldws rawk fra Taunus, der er egnet til at drøne derudaf til, lige meget hvad dit foretrukne transportmiddel måttet være.

Selv skriver Taunus på deres bandcamp side, at det er lige meget om du har 2 eller 4 hjul til rådighed, det her er en “greasy, engine driven speed machine”. Den har så været lidt tid om, at finde vej til vores spalter. EPen/demoen har nemlig været ude i et års tid.

Men, nu er den altså rullet ind på vores lille rasteplads. Med en dampende og varm rockmotor, som over 4 kompakte numre viser, at rocken bestemt ikke er helt død derude på de danske landeveje.

Det er ikke fordi, at Taunus her genopfinder rockhjulet, eller overrasker med nye, frække tricks i væddeløbet om, at vinde publikums gunst. Som den gamle Ford model, der var populær i 70er og 80erne, som jeg formoder Taunus er opkaldt efter, så det her driftsikkert og stabilt. Rock du kan stole på, rock om du kender og kan lide den.

Bandet, der har hjembase i København, kommer ganske glimrende fra land med den passende betitlede “Roadmachine”. Det er det den er. En velsmurt, velspillet og veludrustet road-rocker, som fræser afsted som en maskine, der spinder på fængende og stimulerende vis. Det ER ikke raketvidenskab, men nu skal Taunus jo heller ikke flyve. De skal køre rockræs.

Som EPen/demoen skrider frem, så begynder man måske at mærke en lille smule metaltræthed. Det er sådan set ikke fordi, at numre som “Polluter” og “Cruel Lover”, på udgivelsens anden halvdel, er dårlige sange, men her sætter genkendelig- og forudsigeligheden lidt ind.

Så kan man jo til gengæld glæde sig over, at bandets evne til, at vælge fine og sigende titler til deres numre. De pakker ikke ligefrem ind, at det her ikke er åben for fortolkning, eller et eller andet arsty fartsy roadtrip. Det er beskidt rock, der forurener på den ene eller anden vis.

“Polluter” demonstrerer et band, som er gode når de er oppe i fart, og det kommer de med et pedaltramp her. Det er bare afsted fra første sekund uden, at se sig tilbage. Så mangler de måske bare lidt flere ting, som bliver hængende i øregangene hos lytterne i farten, end “bare” fornemmelsen af fart.

“Cruel Lover” er langsommere, og føles også en lille smule tung i bagpartiet. Det er egentlig ikke fordi Taunus undervogn kommer til at hænge, eller slæbe, bunden bumler og skramler bare lidt. Måske for meget gas på bassen, der får det til at brumme lige rigeligt her?

Inden får vi “Won’t Be Coming Home”, en super effektiv temporytter. God melodi, fedt riff og rasende smittende energi. Bandet suser afsted, men oversatser ikke, så det stikker af for dem, den får lige hvad den kan trække. Ligesom vokalen, der måske ikke er decideret prangende og overvældende, klarer skærene med en veldoseret indsats.

Det er også det generelle indtryk Taunus efterlader med denne udgivelser. Det virker som et orkester, der kender deres begrænsninger, og ikke forsøger, at spille over evne, men holder sig indenfor grænserne af deres evner. De ved hvad de kan og vil, og leverer en lille rockfest, som emmer af live-nerve og sveddryppende vilje.

Med den slags kan man komme et godt stykke. Der er, måske også et stykke vej op til rockens førerfelt, men tager man imod Taunus med åbne, behårede arme og et bankende rockhjerte, så er det her bestemt ikke spild af ens tid.

Et charmerende og smittende bekendtskab, som det er svært ikke, at holde af. Det er bare rock og rul, men Taunus kan lide det. Det skinner igennem og resulterer i 4 upcoming rock-stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.