Tales From The Attic: Another fairytale – The Full Chapter (EP) ★★★☆☆☆

0
1272
views

Tales From The Attic er klar med en omgang momentvis ganske medrivende “alternativ rock”, men også en der stadig føles lidt ufærdig og savner mere modning.

Vi har tidligere anmeldt Tales From The Attic, hvor Jonas anmeldte EP’en Another Fairytale til 4 stjerner, hvorfra der er 3 gengangere på denne nye 6 numre lange EP.

Tales From The Attic er uden tvivl en flok habile musikere, og med sangerinde Emily Stavis i front, har de også en klang der skiller sig lidt ud fra mængden af eksperimenterende rockbands. Deres inspirationskilder er lige så mangfoldige og afvekslende, som de er dårligt beskrevet i det kluntet formulerede pressemateriale, men lad os bare holde fast i “eksperimenterende alternativ rock” som pejlemærke. Der er en snert af noget “core” i nogle af melodiernes opbygning og tempo, lidt emo/hardrock tendenser og en solid dosis 70’er rock.

EP’en lægger fra land med den tempofyldte “The Chills”, hvor dele af melodien og rytmen, der driver nummeret fremad, nærmest har en hip hop feeling over sig. Nummeret, og Stavis lyse og klare vokal “hakker” periodevis, som var det et rap-beat, i mens en understrøm af hardrock fræser derudaf i baggrunden. Det er bestemt ikke uinteressant, det Tales From The Attic kaster sig ud i her, det har et eller andet, men i sidste ende mangler der også lige det, som gør at nummeret for alvor rykker – eller bliver mindeværdigt. Men det har potentiale.

“Trashy” går i en mere regulær rocket retning, med grumset bas og guitar, trucker-rytme trommer og sådan en lidt olieindsmurt og “beskidt” stemning og tone. Desværre er det ikke vanvittigt interessant, og i mine ører ikke en retning bandet bør gå i. Der er ganske enkelt for mange bands derude, også i Danmark, der spiller mere beskidt, sleazy og svedigt, end Tales From The Attic gør her. Jeg sætter pris på forsøget, men det virker som om deres kræfter, og evner, kunne bruges bedre på anden vis. Ikke mindst Stavis og hendes vokal, der kommer lidt til kort og drukner i det brune og brummende lydbillede. Det er ganske enkelt ikke de rette omgivelser, eller den optimale iscenesættelse og udnyttelse, af hendes vokals kvaliteter.

Stilen forsætter lidt over i “Baby Gone Wild”, hvor vi stadig befinder os lidt rockens rendesten, men den blues’ede følelse, som også kiggede lidt frem i “Trashy”, får lidt mere spillerum. Stavis får også mere luft omkring vokalen, så den ikke drukner på samme måde, eller føles lidt malplaceret. Den kunne stadig godt være lidt mere ru, rå og kantet i mine ører, især når musikken har den whisky-dryppende og tilrøgede atmosfære, som her, men det fungerer! Nummeret har generelt en meget fed vibe, eksperimenterne træder i baggrunden og bandet vælger en mere velkendt og klassisk klang, sådan lidt 70’er hardrocket, men det gør faktisk ikke noget. Lyden klæder dem her, men igen har jeg svært ved at huske nummeret når det er slut.

Så kommer det springende punkt på Another Fairytale- The Full Chapter, nummeret “When You Realize”. Det vil nok dele vandene blandt dem der kommer til at høre det, for alt efter smag og temperament vil lytterne nok enten finde det særdeles catchy og fængende, eller røvirriterende og lettere “dumt”. Det er nok begge dele, men det er samtidig, med afstand, EP’ens mest mindeværdige nummer.

Lige meget hvad man måtte synes om “When You Realize”, så er det et nummer man, på godt og ondt, husker bagefter! Hvor de 3 foregående numre sådan set alle er “fine”, men også en smule forglemmelige, så borer den her satan sig ind i skallen på en fra første strofe, med sin halv-skingre “buh båh båh” åbning. Det ligger i et toneleje der er tæt på at gøre ondt i ørerne på mig, få nervebanerne til at skrige af smerte og give mig lyst til at hive næsehår ud med en pincet…men jeg kan samtidig rigtig godt lide det?!

Ud over det tilbagevendende “buh båh båh”, så er det her bare et skidegodt nummer. Trommer og bas groover, danser og skubber fremad på den helt rigtige måde, guitarerne, vokalen, opbygningen, hele møget, sidder lige i skabet. Uden tvivl EP’en bedste og mest mindeværdige stund, det er også Tales From The Attic når de er mest poppede, men det er måske den retning de skulle gå i? Man behøver jo ikke miste hverken kant, attitude eller den eksperimenterende side, bare fordi man skruer lidt ned for beton-rocken og op for det “poppede” element? Lækkert nummer! Og lidt irriterende…

Vi skal også lige nå et smut til ballade-land inden eventyret er omme, så tempoet sættes ned, lighterne findes frem og jeg fælder en lille tåre i næstsidste nummer, “Dearest Child”. Det lyder sgu’ egentlig meget godt, bandet gør sådan set alt det de “skal” for at det er en “rigtig” ballade, og Stavis’ vokal passer også fint til stilen. Men jeg tager også mig selv i, at sidde og tænke “ahhh, lidt øv”, det bliver måske lige en tand for kandiseret, klistret og banalt, både klang og lyrik, til at jeg er helt solgt. På mange måder er det jo så en klassisk rock-ballade, den slags er jo smag og behag, og jeg kan sagtens rumme betragtelige mængde sukker og svulstighed, men jeg er ikke helt sikker på hvad min mave siger til det her. Det er bestemt ikke dårligt, og under nogle gennemlytninger vugger jeg fint med til den behagelige melodi, andre gange får jeg let kvalme.

Tales From The Attic lukker og slukker for fuld udblæsning med den tempofyldte og energiske rocker “Another Fairytale”, der lider lidt under samme børnesygdomme som numrene der åbnede EP’en. Bandet rocker godt igennem, det er momentvis medrivende, men der mangler lige en krog eller to i løbet af sangen, som gør at mere bliver hængende i hovedet, når nummeret rinder ud. Af de tempofyldte skæringer på EP’en, er det dog det jeg er mest solgt på.

Okay, der en del elementer i spil her, både musikalsk og hvad bedømmelsesgrundlaget og den endelige “dom” angår. Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at Tales From The Attic stadig er et band under udvikling og endnu ikke helt har fundet deres musikalske ståsted. Altså, “under udvikling”, skulle et band jo gerne være hele tiden, men denne EP virker som et laboratorium, hvor bandet får prøvet en masse ting af uden helt at finde den formel som skal være grundelementet fremadrettet.

Det gør at helhedsindtrykket bliver lidt fragmenteret, der er stunder hvor det hele spiller til 5 stjerner, ikke mindst “When You Realize”, der lyder helstøbt og flyvefærdig, og stunder hvor det bliver mere spændende og lovende end egentlig vellykket og sammenhængende. Det kan være en smagssag, men i mine ører er der for mange numre, som kort og godt ikke hænger fast efter endt lytning. Til gengæld er der så masser af potentiale og velfungerende elementer at finde hist og her og når numrene splittes op i enkeltdele.

Hvis bandet får helheden til at spille bedre, så skal de dog nok nå ud fra loftsrummet og lidt til. Indtil da ender jeg på 3 store stjerner for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Tales From The Attic på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.