Tainted Lady: How The Mighty Have Fallen ★★★★☆☆

0
695
views

Over the FUCKING top. Tainted Lady kan dårligt beskrives på nogen bedre måde på How The Mighty Have Fallen, som trækker på klichéer en masse og bliver alt for meget. Renser man for de reservationer dette afstedkommer, er der dog en glimrende hardrock-plade bag ved…

For at anmeldelsen af Tainted Ladys How The Mighty Have Fallen ikke skal ende i et rant om klichéer, er det nødvendigt at vi anerkender, at der er en særlig æstetik på spil her; det giver ringe mening at anmelde gangsta-rap og så brokke sig over, at det kun handler om våben og kvindenedgørelse. Eller at anmelde en musical og brokke sig over, at så meget forklares gennem sangtekster. Nej. Vi må acceptere, at Tainted Lady vil spille og være rock – for øvrigt på en vis, så man godt kan komme til at tænke på Rocky Horror Picture Shows rock-syn.

Der er tænkt i et ’værk’ og pladen er opbygget med en progression og fortælling i numrene. Vi får en kort prolog (<30 sekunder) i ‘The Whitness’, hvor vi med hummende mandekor får introduceret den nye forsanger i bandet, Michael Cattons, stærke og fine vokal i den højere tonalitet.

‘Set Us Free’ fortsætter med at forklare os, hvad det er, vi skal høre:
– det er en meget udpenslet kritik af musikindustrien, og en tre minutter inde i dette rock-epos breakes der ned og med ordene ”I wanna take a moment to say a few words” får vi en prædiken, hvor musikindustrien – og tøjindustrien, der trækker på rockæstetikken – får en gedigen fuckfinger.

”Listen ’cause you love to / Play ’cause you need to” slutter denne tirade, inden Catton giver den som screamer, der får enhver hair metal-sanger til at nikke anerkendende.

På en fed bund af guitar, bas og trommer virker det faktisk overbevisende – det er et band, der virkelig kan sit ’shit’ – men man sidder uvægerligt og føler at noget bliver sagt lige direkte nok, når man måske kunne have været mere elegant. Men elegant er Tainted Lady ikke…

Hvad er det så, der er så vigtigt at bandet ”needs to play it”? Jo, det er numre med titler som ‘Loverman’, ‘The Best Days’, ‘Sons of Guns’ og ‘Open Minded’. Fik jeg nævnt, at der var lidt klichéer over udtrykket?

Sagen er dog, at man sidder med et stort, bredt smil på læberne, mens der bruges alle tricks i bogen. Lidt fræser-solo her. Lidt Ugly Kid Joe-agtig vokal her og der. Og godt med mandekor, hvor det nærmest kan lade sig gøre. Og hvis man ikke trækker lidt på smilebåndet under sidste solo (af flere, selvfølgelig) i ‘Ampburner’, hvor scream-vokalen glider over i en skrigende guitar, der overtager derfra… Ja, så er man nok lidt død indeni.

Det er rock derudaf og man får da lyst at sætte pensionen i en tåbelig motorcykel og køre ud mod solnedgangen. Hell. Med den æstetik og de idealer er det vel næppe sandsynligt, man får brug for pensionen alligevel…

Vi får – selvfølgelig? – også en powerballade, ‘The Best Days’, som sikkert med vilje minder om ‘Stairway to Heaven’, men her lykkes det at holde tilpas afstand til at det virker mere som et ’tip of the hat’ end en kopi. Og det er måske hele humlen ved Tainted Lady: Vi har altså hørt det her før. Men de virker også til at tro på de klicheer, der leveres. Det er ikke bare noget, der synges/spilles, men noget, der er gået meget tid i at få til at lyde og føles rigtigt.

Og hold nu kæft, Catton kan synge! Det er en vokal, der spænder vidt – fra noget Pink Floyd-agtigt, over noget Binzer og noget grunget – og med et udtryk, der redder tekster, der ellers ville være umulige at acceptere.

Underligt nok lukker pladen ikke de ti numre af med en epilog svarende til prologen, men man sidder alligevel tilbage med en tanke om, om det smil man har haft på flere gange, mon holder til nok en omgang?

Det gør det, til trods for at det er totalt over the fucking top. Og dermed er de fire stjerner fuldt fortjent!

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.